Malene Bjerre


Malene Bjerre

Malene Bjerre

Karma: 44 (?)

Forfatter:

4


artikler

5


indlæg

Interviewteknik: Når demokratiet bliver provokeret
Blændende journalistik, afslørende og dybt relevant. Sådan skriver Magnus Heunicke på sin Facebookprofil om det indslag, hvor Allan Silberbrandt interviewer salafisten Adnan Avdic om, hvorfor han opfordrer muslimer til ikke at stemme til valget den 18. juni.
 
Nu breder diskussionen sig om, hvorvidt man bør give taletid til folk, der er imod demokratiet. Og det er da også relevant at overveje, om man behøver give en mand med et marginalt synspunkt hele otte minutter i prime time-tv. Men under alle omstændigheder er det selvfølgelig vigtigt at finde ud af, hvad de ikkedemokratiske kræfter i Danmark står for.
 
Desværre går Allan Silberbrandt til interviewet på en måde, der lukker ned for diskussionen i stedet for at åbne den. Han ved nemlig på forhånd, hvad han mener: at Adnan Avdics holdninger er uacceptable, og at han bør rejse til et land med sharialovgivning, hvis han ikke vil acceptere demokratiet i Danmark.
 
Fikseret journalist
Fikseringsfejl hedder det, når man tager en beslutning på et for tidligt tidspunkt. Det leder meget ofte til dårlig journalistik, fordi journalistens overbevisning om, at han ved det hele på forhånd, gør det svært at lytte til den interviewede og stille spørgsmål, der gør os klogere. Og derfor kommer han til at begå adskillige af de såkaldte syv journalistiske dødssynder, som amerikaneren John Sawatsky har formuleret:
1.     Spørgsmål, der ikke er spørgsmål
2.     To spørgsmål i én sætning
3.     At kommentere i et spørgsmål
4.     Overdrivelser i spørgsmål
5.     Provokerende ord
6.     Ledende og retoriske spørgsmål
7.     Lukkede spørgsmål.
 
Han kommer fx selv med kommentarer: ”Det lyder jo så udmærket, man kan sige der er lidt kludder i logikken, fordi hvis der var et flertal i Danmark for ikke at bruge droner, så ville demokratiet have sejret og dermed have skånet folk”  og ”Sagen er jo, at man skal overbevise andre om sit synspunkt”.
 
Han stiller fx flere spørgsmål på en gang: Hvad siger koranen fx om færdselsloven? Hvad siger koranen om bevillinger til sygehusene, om overbelægninger, og bevillinger til børnehavner og skoler? Og forventer han egentlig svar, eller spørger han bare for indirekte at sige: Enhver kan jo høre, at det kan koranen ikke udtale sig om. Det virker ikke som et ægte, nysgerrigt spørgsmål, men snarere som et retorisk spørgsmål, og det gælder også andre af spørgsmålene: ”Jeg undrer mig over at … hvis man har det synspunkt og man lever i Danmark … jeg kunne forestille mig at du har valgt at bo i Danmark … det kan være at jeg tager fejl , det lyder til at du har valgt at bo her … hvorfor har du valgt at bo i et samfund, hvor der ikke er udsigt til at din samfundsmodel ville komme til at nyde fremme de første 2-300 år.”
 
Nogle spørgsmål er provokerende og hånlige: ”Prøv at forklare kort til den undrende befolkning, hvorfor det skulle give mening [at muslimer ikke skal stemme]” og indimellem fremstår Allan Silberbrandt decideret korreksende: ”Det er bare, fordi vi taler oftest dansk jo her i studiet”.
 
I både tone og ansigtsudtryk virker Allan Silberbrandt, som om han er enormt provokeret af salafisten. Og det forstår jeg sådan set godt. Det ER virkelig provokerende med Adnan Avdics konstante henvisning til koranen og grundlæggende afvisning det danske demokrati.
 
Indignationen vinder over de kritiske spørgsmål
Men Allan Silberbrandt bidrager ikke til, at vi forstår Adnan Avdics holdning og derfor kvalificeret kan tage afstand fra ham. Den grundlæggende indvending fra hans side er, at han under ingen omstændigheder kan bakke op om en lov, der adskillige gange har hånet hans profet, men han har ikke nogen problemer med velfærdssamfundet og med den del af demokratiet, der knytter sig til det. Denne tilsyneladende inkonsekvens i argumentationen er jo oplagt at dykke ned i, men Silberbrandt lader sin egen indignation styre diskussionen.
 
Et af interviewets få rigtig gode spørgsmål kom fra Adnan Avdic selv: ”Er der ikke plads i demokratiet til os, eller er der kun plads til dem, der er enige med demokratiet?” spurgte han retorisk og Allan Silberbrandt svarede: Jo, for ellers sad du ikke her. Men hvis TV2 News mener, at man skal bruge otte minutter på at lytte til manden, må man også stille nogle ordentlige spørgsmål. Det er en del af debatkulturen i det demokrati, der er udgangspunkt for hele indslaget: En debattør på kanten af samfundet bør mødes med samme åbne og gode interviewteknik, som TV2 News i øvrigt står for.
 

Giv din stemme

7 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Kommunikations- og pressechef

Se alle job Indryk job

Kursus

Styrk organisationens brand med bæredygtig storytelling

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.