Lars Jørgensen


Lars Jørgensen

Lars Jørgensen

Karma: 165 (?)

Forfatter:

5


artikler

4


indlæg

Om vores sociale eksistens

Lidt personlige betragtninger om at være lærer og om at være til (stede)

Lad mig først fortælle dig en historie fra dengang, jeg i et par år var folkeskolelærer. Jeg havde en skøn 7. klasse, og vi var meget glade for hinanden. Flere af børnene havde det på forskellig vis vanskeligt, og det var givetvis med til at gøre os alle lidt mere socialt forbundne, end man ofte bliver. Klassen var faktisk specielt god socialt, de var simpelthen gode ved hinanden. Jeg havde dem bla til engelsk.

I klassen var der en stille dreng, hvor jeg var lidt bekymret for, hvor meget han kunne (følge med osv.). Så en dag satte jeg en video på med John Stewart's nyhedsshow - på engelsk naturligvis. Og den pågældende dreng, som normalt var ret stille, kunne simpelthen ikke sidde stille på stolen, så meget morede han sig og grinede osv. Det var en vigtig tankevækkende oplevelse. Drengen fangede tydeligvis meget mere af pointerne, end nogen anden i klassen... 

Jeg har også oplevet elever komme op til mig efter en time og forklare, hvad jeg gør forkert ift. at håndtere nogle ting/elever. Jeg har i det hele taget lært rigtigt meget af skolebørn. Og senere af ældre studerende. Jeg har altid senere forsøgt at gøre det klart for mine studerende, at jeg ønsker deres ærlige feedback omkring undervisning mv., så jeg har en god mulighed for at reflektere kritisk over tingene og gøre dem bedre.

Tellers Intet og social eksistens

Mht. intelligent liv og humor, så begynder romanen 'Intet' (som jeg brugte i dansk undervisning i en 9. klasse) med, at en klasse den første dag efter sommerferien kommer ind og bliver modtaget af deres lærer. Læreren fortæller så den samme vittighed, som han har fortalt de sidste par år, når klassen begynder efter sommerferien. Med det resultat, at en dreng nede på bagerste række uden at sige et ord, rejser sig fra sin stol og forlader klassen. Han går derefter ud i en skov, sætter sig op i et træ og nægter at forlade træet i ugevis (hvis jeg husker korrekt). Og så begynder ellers en vild kamp for at finde betydning og mening i tilværelsen...

Jeg har altid fortolket den historie (altså indledningen her) som eksempel på, at humor er tegn på intelligens - og at brug af sin intelligens er tegn på liv. Jeg tror, de fleste menneskers 'dybest set' er vidende om dette, omend de måske ikke er bevidste om det: For er der noget mere dræbende end at arbejde sammen med folk, som ikke har humor? At folk ikke 'har' humor, er der naturligvis konkrete årsager til. Her er et interview med Teller, der dog ikke handler om mine pointer her 'Janne Teller: Læser man ”Intet” rigtigt, forstår man, der er lys og håb', 2017, Kristeligt Dagblad

Sociologi vs. 'eksistenslitteratur'

Lad mig endelig gøre opmærksom på en ting omkring den såkaldte 'eksistentialistiske' litteratur af Camus, Sartre mfl., der som bekendt er kendt for at beskæftige sig med 'meningen med livet' osv. Der er et problem med denne litteratur, ud fra en sociologisk/videnskabelig betragtning. Nemlig, som den tyske sociolog Norbert Elias forklarer det, at denne litteratur er dybt urealistisk ved at repræsentere vores liv og den sociale eksistens, som var vi 'individer' uden sociale relationer. Dette gør den, i mine øjne, ret patetisk. Desuden har denne litteratur været med at understøtte den neoliberale myte om vestens 'individualisme'. Elias' kritik findes i hans (opdaterede) bog The society of individuals

Det er tragikomisk, at den berømte Zygmunt Bauman skrev så meget om den stigende 'individualisering' og gerne ville have brugt Elias' titel til sin egen bog om 'individualisering'. For Bauman har tydeligvis hverken læst Elias eller nogensinde vidst, som Bourdieu udtaler et sted, at enhver sociolog ved, at individet ikke findes.. Så Bauman refererer til Elias' bog som en inspiration helt uden at opdage at Elias taler om individualisering som myte.

Elias' kritik rammer også implicit Giddens og Beck mfl., der også har argumenteret for en 'stigende individualisme' i de vestlige samfund. Det er absurd og dybt besynderligt at finde denne idé indenfor den sociologiske litteratur, al den stund, at allerede Karl Marx slog fast, at mennesket er summen af sine social relationer. Selv børnehavebørn ved bedre end Bauman, at intet menneske eksisterer alene - og at dette ikke er noget, der 'ændrer sig'. Nej, graden af 'ensomhed' i et samfund kan heller tages som et tegn på 'individualisme'. Som Norbert Elias forklarer det, så må selv det mest ensomme menneskes eksistens forklares ud fra personens konkrete sociale relationers historie.

Det er derfor også logisk, at Bourdieu i sine bøger og i sin forklaring af den sociale eksistens anviser Sartre som en ekstrem uholdbar 'voluntaristisk' position, som er helt uden for sociologisk-pædagogisk rækkevidde. Bourdieu havde dog respekt for Sartre som intellektuel kritiker af politik. I et dansk interview i Social Kritik 1995 eller 1999 forklarer Bourdieu til gengæld, at Bauman aldrig bedriver sociologi, at der er tale om dårlig filosofi, samt at hans vrøvl er med til at forhindre en seriøs debat om samfundet. Bauman går således stik imod de ting, som Bourdieu og Elias mfl. stod for, ligesom han promoverede de ting, som de bekæmpede som falske ideer og myter. Fx talte Bauman imod objektivitet i sociologien og om 'postmodernisme og 'globalisering' mv. (Jeg vender tilbage med den korrekte reference til dette interview her...).

Bauman og vores historiske eksistens

Bauman modtog en sociologisk hæderspris for sin bog Modernity and Holocaust, hvilket også er lidt morsomt, al den stund at bogen er en lang underminering af noget af den kendte sociologiske litteratur om emnet, og at Bauman endda i bogen skriver, at han i bogen ikke bruger sociologisk argumentation. Selv Bourdieus kollega Wacquant har misset disse ting og roser desværre bogen for at være vigtig sociologisk litteratur (andetsteds). 

Bauman forklarer i bogen, at det dels var 'moderniteten', den moderne verdens bureaukrati og rationalitet, der udgør den grundlæggende forklaring for nazisternes holocaust; dels bruger han Milgram's berømte autoritetsforsøg til at forklare, at nazismen skyldes, at tyskerne var autoritære. Begge dele skygger for, at Hitler magtovertagelse og kontrol med det tyske samfund skyldtes, at Big Business især i Tyskland men også i USA, England, Frankrig mv. stod bag ham. Også den berømte historiker Hobsbawn undlader at forklare den centrale rolle, som Big Business havde bag kulisserne. Måske, som det foreslås i en anmeldelse af Jacques Pauwels' syntese om Big Business and Hitler, fordi det er umuligt at skrive disse dybt kritiske ting, hvis man er ansat i den akademiske verden.

Det er ikke alment kendt, og det er mildt sagt besynderligt, at historikere idag stadig undlader at fortælle, at det tyske erhvervskonglomerat IG Farben blev dømt ved Nürnbergdomstolen for at stå bag og være ansvarlig for Hitlers politik (chefanklageren skrev en bog om dommen bagefter; find links til denne og andre bøger samt til Nürnberg dokumenterne mv. på min side her). Bauman og andre, der ikke forklarer disse ting og undlader at nævne, at nazisterne også havde fuld kontrol med medierne i Tyskland, gør det umuligt at forstå, hvordan det sociologisk var muligt for nazisterne at kontrollere det tyske samfund.

Den slags undladelser gør det umuligt at forstå endsige kunne bruge historien til at forstå faren ved, at så få Big Business mediekonglomerater kontroller næsten alle medier idag. Dertil kommer, at det er oplagt, at Bauman bebrejder den tyske befolkning for noget, som Big Business var ansvarlig for: Den tyske befolkning var generelt ofre for propagandaen, ikke anvarlig for den. Tyskerne troede rent faktisk, at de var frie og anede ikke, i hvor høj grad de var blevet manipulerede. Den fine canadiske sociolog Everett Hughes har en meget overbevisende forklaring om dette, da han fortæller om sit møde med en tysk professor efter krigen, der sidder med tårer i øjnene og siger, at de simpelthen ikke kunne tro på de ting, som blev sagt (i et afsnit i en bog redigeret af H. S. Becker. Kapitlet hedder så vidt jeg husker 'Dirty Work'. 

Desværre så brugte man aldrig erfaringerne fra nazitiden til at gøre det (dybt) strafbart at udøve journalistisk propaganda-virksomhed, hvorfor vi lige siden anden verdenskrig har set vestlige journalister bruge propaganda til den ene krig efter den anden uden at behøve at frygte, at de bliver holdt ansvarlige for deres handlinger. Selvom krigene ville være umulige at legitimere og få befolkninger til at acceptere uden deres handlinger, som reelt er forbrydelser mod menneskeheden:

"Editor of the vehemently anti-Semitic newspaper Der Stürmer, Streicher was convicted of, in the words of the judgment, “incitement to murder and extermination at the time when Jews in the East were being killed under the most horrible conditions clearly constitut(ing) … a crime against humanity. (..)

Unfortunately, 60 years later, little progress has been made. War propaganda is still legal and very much alive – flourishing, in fact, as demonstrated by periodic calls for one more invasion of a country which has never threatened the U.S.: Iran. As matters stand today, with the United States still the world's preeminent military power, the American propagandists who enabled Operation Iraqi Freedom and other wars of aggression have little need to worry about their legal responsibilities under the Nuremberg principles. - A strong case can be made, though, that they have blood on their hands." -- Peter Dyer, US Journalists & War-Crime Guilt, 2008, Consortium News

 

LJ

Giv din stemme

7 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

72 JOB

Sekretariatsleder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: 29. oktober

Kommunikationsmedarbejder og projektleder

Frist: 8. november kl. 12.00

Kommunikationskonsulent

Frist: 2. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.