Lars Jørgensen


Lars Jørgensen

Lars Jørgensen

Karma: 165 (?)

Forfatter:

5


artikler

4


indlæg

Vores fantastiske medievirkelighed

Om Collignon, Hendricks, medierne, efterretningstjenesterne og L95

 

NB. Redigeret ned til oprindelig tekst og med lidt tilføjelser, februar 2019.

Da professor Vincent Hendricks i begyndelsen af 2018 blev interviewet til DJØF-bladet om sin bog Fake News. Når virkeligheden taber, var overskriften (i papirudgaven) Kom ind i kampen, djøfere!' Nu er der så kommet endnu en bog om emnet, denne gang af tidligere chefredaktør for Jyllands-Posten Pierre Collignon (idag debatredaktør på Berlingske), med titlen: Tilbage til virkeligheden: Kampen mod fake news, løgne og manipulationer.
 
Jeg skal her problematisere disse bøgers relevans for emnet og endda påstå, at deres virkelige ærinde er et helt andet end at oplyse objektivt om 'fake news', om vores medier og om virkeligheden. Afsluttende skal jeg endvidere problematisere de vestlige efterretningstjenesters virke i relation til det aktuelle danske lovforslag L95, der måske vil gøre en tekst som min her kriminel. 
 
Jeg har måske brugt mere tid end nogen anden dansk forsker de seneste år på kritiske undersøgelser af holdbar versus falsk information i vores medier (efter tyve års kritisk forskning af akademisk litteratur). Så lad mig begynde med at give et par eksempler på markante 'udeladelser' i vores etablerede medier. Med andre ord, 'What we are not being told'. Jeg har blandt andet forsket og skrevet om mediernes dybt problematiske dækning af EU, Grækenland og den amerikanske finanskrise. Her havde jeg i samme grundlæggende analyse af EU og Grækenland som professor og tidligere overvismand Christen Sørensen. Sørensen kontaktede mig iøvrigt i 2015 og bad om at måtte skrive mig på en liste til DR med folk, der kunne oplyse om EU og Grækenland mv. De vestlige mediers udlægning af disse ting var så ensartet og falsk i årevis, at jeg i min artikel om EU, Grækenland og de vestlige medier endte med at måtte konkludere, at De vestlige medier er totalitære redskaber.
 
Et andet eksempel handler om selve den økonomiske profession, der i årtier har haft en kolossal stor og tungtvejende stemme i de etablerede medier. Svenske professorer har dokumenteret, at den (angiveligt) dybt konservative svenske nationalbank oprettede Nobelprisen i økonomi alene med det formål at udrydde al socialdemokratisk (Keynesiansk) politisk økonomisk tænkning i professionen. Se alene det korte referat af bogen The Nobel Factor, 2016, Princeton University Press. På den måde har Big Finance/konservative kræfter nu i mange årtier fået hele den økonomiske profession til at promovere neoliberal økonomisk politik som var der tale om 'den rene videnskab' - som var der tale om den eneste mulige og derfor 'nødvendige' politik. Den økonomiske profession har næsten monopol på den politisk-økonomiske information om vores økonomiske virkelighed i vores medier. Det er naturligvis virkelig smart og ekstremt magtfuldt. Men det er også virkelig falsk.
 
I forbindelse med min forskning i EU og Grækenland blev jeg opmærksom på MMT (moderne pengeteori), som allerede for 25 år siden forudså præcist hvorfor og hvordan eurozonen ville kollapse de svageste eurozone-nationers økonomi og gøre deres politikere magtesløse i økonomiske kriser. MMT repræsenterer i det hele taget det absolut stærkeste intellektuelle redskab imod neoliberal økonomisk ideologi og politik. Hvorfor? Fordi MMT repræsenterer den korrekte analyse af statens finanser - uanset om en nation er med i eurozonen eller har bevaret sin egen valuta og dermed sin finansielle politiske suverænitet. Diverse vestlige nationalbanker har i de sidste ti år offentligt bekræftet, at MMT repræsenterer den korrekte forståelse af pengeskabelsen i samfundet (se diverse nationalbankers bekræftelser på min side om MMT her). I 2016 vandt jeg K-Forums formidlingspris for bedste faglige artikel med en introduktion til MMT og om den økonomiske professions neoliberale bias: 'Økonomerne ødelægger verden'. I 2017 var jeg bagmand for at få udgivet (Mosler's) den vel nok vigtigste økonomibog i verden i dag - for lægfolk og professionelle: De syv dræbende naive bedrag i økonomisk politik, 2017, Politisk Revy. Professor Jesper Jespersen var med i processen, mens CEVEA og Mogens Lykketoft var med til at promovere den. Moslers bog underminerer grundlæggende neoliberale dogmer herunder årtiers (falsk) debat om vores 'økonomiske råderum'. Det er værd at nævne, at Mosler's lærling professor Stephanie Kelton var efterfølger for James K. Galbraiths vigtige post i det Demokratiske Partis budgetråd, ligesom hun var økonomisk rådgiver for Bernie Sanders i 2016, hvor de lavede en progressiv plan med 20 millioner jobs. Men Sanders var faktisk langt mindre ambitiøs end Kelton og MMT økonomerne, der generelt argumenterer for, at vores kapitalistiske samfund bør lave en (socialt anstændig og økonomisk stabiliserende) statslig job-garanti med en vifte af fornuftige jobs til alle. I de seneste måneder har MMT fået en historisk stor plads i de vestlige medier, især fordi den nye stjerne i det amerikanske Demokratiske Parti Alexandria Ocasio-Cortez er en stærk fortaler for MMT i relation til en ny politisk-økonomisk grøn dagsorden i USA. Men her ser vi igen et mønster, da et hav af etablissementets journalister og akademikere med Paul Krugman i spidsen systematisk angriber, latterliggør og på anden vis misrepræsenterer MMT for at være en uholdbar økonomisk teori. På trods af at MMT faktuelt er en objektiv-analytisk beskrivelse af vores moderne samfunds pengesystemers virkemåde, der frigør den politisk-økonomiske tænkning fra neoliberalismens og den økonomiske professions neoliberale dogmer. Her er en af de seneste artikler til at forklare pointen, hvor Tcherneva går i rette med nogle af etablissementets kritikere: 'MMT Is Already Helping', Febr. 2019, by Pavlina R. Tcherneva, Jacobin
 
På baggrund af min erfaring med vores medier omkring økonomi, EU og Grækenland mv. begyndte jeg at forske i krigen mod Syrien. Efter flere års forskning i flere timer hver dag i utallige kilder omkring Syrien, skrev jeg endelig i 2017 en lang konkluderende artikel i Arbejderen om Mediernes ansvar for krigen i Syrien.
 
Jeg er klar over, at de fleste danskere har yderst vanskeligt ved at tro, at mediernes dækning af Syrien har været falsk i de forløbne otte år. Så jeg vil bede læseren om en anelse tålmodighed og læse næste korte afsnit om Libyen, hvor vi har den britiske parlamentsrapport fra 2016, der konkluderer, at al information op til og under NATO's bombardement af Libyen i 2011 var falsk. Hvad vi så også kan vide med logisk nødvendighed, er, da vi kan gå tilbage og se på de forskellige vestlige mediers dækning af Libyen, at alle medier var med til at dele de samme falske historier om Libyen. Alle disse mediehistorier om Libyen udgør simpelthen fakta, der viser, at stort set alle vores journalister marcherer i takt for USA's krige - og altså systematisk giver os falsk information. 
 

Hvad vi ved med sikkerhed om medierne ift. Libyen (og Syrien)

De fleste mennesker ved i dag, at krigen i Irak var baseret på løgne, særligt den løgn at Saddam Hussein havde 'masseødelæggelsesvåben', og særligt den fabrikation hvor (hvad der senere viste sig at være) datteren af den Kuwaitiske ambassadør i USA optrådte på alverdens medier med Amnesty International repræsentanter i baggrunden med en tårevædet historie om, at Saddam Husseins soldater havde revet babyer ud af deres kuvøser. 
 
Men at de fleste mennesker ved, at informationen omkring Irakkrigen var falsk, har helt åbenbart ikke bevirket, at de vestlige journalister er begyndt at forholde sig kritisk til den information, som de viderebringer. Også på den baggrund finder vi måske den mest afgørende indsigt i, hvordan de vestlige medier reelt fungerer, når vi kigger på mediedækningen af NATO's bombardement og destruktion af Libyen. For her har rent faktisk en rapport udarbejdet af det britiske parlament, der gør det klart, at al informationen op til og under NATO's bombardement af Libyen var falsk. Rapporten gør det klart, at Gadaffi ikke slog sine egne folk ihjel, samt at medierne havde undervurderet Al Qaedas styrke i Libyen. Med andre ord: Dæmoniseringen af Gadaffi var falsk, mens NATO bombede for Al Qaeda i Libyen. Jeg vil her indsætte noget af min logiske argumentation fra en tidligere artikel - om hvad den britiske parlamentsrapport reelt fortæller os:
 
"Inget oppgjør kommer i vestlig presse til tross for at massive medieløgner er bevist

Når nu den engelske parlamentsrapport fastslår, at al information op til og under NATOs krig mod Libyen var falsk, så ved vi enda flere stærkt belastende fakta knyttet til vestlige mediers feilopplysning i 2011, som man ganske enkelt ikke kan afvise. Vi ved for det første, og vi kan gå tilbage og tjekke udsagn i danske og udenlandske medier, at da der ikke var oppositionel information om Libyen, så delte alle de samme løgne.

Det vil altså sige, at den engelske parlamentsrapport også giver os ubestridelig sociologisk evidens for, at akademiske analytikere, politikere og journalister delte de samme løgne om Libyen. Har nogen sagt undskyld eller betalt tilbake for den ødeleggelse man påførte nasjonen?

Men ikke nok med det. For da hverken medier har taget et opgør med de kilder og den informationspolitik, som man brugte omkring dækningen af Libyen, så ved vi også, at det er præcist den samme logik, der ligger bag ’dækningen’ af Syrien. At dette er tilfældet, kan man forvisse sig om, hvis man læser min artikel om emnet og/eller kigger på min hjemmeside på siden om Syrien (se også mine sider om JugoslavienLibyenIrakUkraineRuslandVietnam)." 'Bruk av sosiologisk metode avslører massive løgner rundt USAs krigsengasjement'

Med hensyn til Syrien vil jeg her gentage nogle enkelte pointer fra min Syrien artikel i Arbejderen. Fx at den verdensberømte journalist og dokumentarist John Pilger forklarer, at den mediernes propaganda omkring Syrien overgår alt, hvad vi tidligere har set. Boston Globe's Stephen Kinzer (en yderst erfaren journalist og forfatter til flere bøger om USA's udenrigspolitik og Mellemøstens historie), der i en artikel i 2015 forklarer, at den amerikanske mediedækning af Syrien er en skamplet i amerikansk mediehistorie; 'The media are misleading the public on Syria'. Endelig den ligså erfarne britiske Independent journalist Patrick Cockburn, der i 2017 konkluderer, at al information fra Syrien til vestlige medier og NGO'er som Amnesty International, Læger uden Grænser osv. er skabt i samarbejde med Al Qaeda i Syrien.
 
Hvordan kan dette lade sig gøre? Ja, for det første er det muligt ved, at de vestlige medier generelt udelukker enhver syrer, der er pro Assad som 'Assadist' og dermed en 'utroværdig' kilde til situationen i Syrien. Dette sker relativt ubemærket, hvorfor den vestlige befolkning, hverken opdager, at medierne på den måde formentlig udelukker 90% af den syriske befolkning, der støtter Assad; og ejheller opdager, at alle de brugte kilder til situationen i Syrien nødvendigvis må komme fra 'oppositionen'. Men 'oppositionen' i de amerikanske krige er, som Harold Pinter forklarer det i sin Nobelpristale, et mix af lokale landsforrædere som arbejder for USA's penge og dagsorden, og proxi terrorister der begår de mest forfærdelige forbrydelser imod lokalbefolkningen. Dette mønster har gjort sig gældende, hvad enten vi taler om Vietnam, Chile, Nicarague, Libyen eller Syrien osv.
 
Det er her, at Cockburn forklarer omkring Syrien, at al information i hvert fald siden 2013 er kommet via 'oppositionen'. Dvs. fra Al Qaeda kontrollerede områder, områder der har været for farlige for vestlige journalister, hvorfor det er uplausibelt, at der har været tale om 'frie' holdbare kilder. Cockburn konkluderer endvidere, at de vestlige medier 
 
Since at least 2013 it has been too dangerous for journalists to visit rebel-held areas because of well-founded fears that they will be kidnapped and held to ransom or murdered, usually by decapitation. (..) In areas controlled by people so dangerous no foreign journalist dare set foot among them, it has never been plausible that unaffiliated local citizens would be allowed to report freely. 'Who supplies the news? Patrick Cockburn on misreporting in Syria and Iraq, 2013, London Review of Books
 

Hvordan medierne skaber en Platonisk hule af uvidenhed

mere vil blive skrevet til her - i dag. - 2.3.19

 
 
 

Collignons og Hendricks' fantastiske bøger: dækning over dækning

American author Mark Twain wasn’t fooled by the jingoistic broadsheets, nor by the administration’s claims of support for Cubans, nor by its claims to want to bring democracy to the Philippines (). Twain said, “…we have gone there to conquer, not to redeem”. [But] The imperial machine marches on, like W.H. Auden’s driveling ogre, subjugating nation after nation that attempt any sort of freethinking alternative to indentured servitude to the globalists. The tactics of the state and the machinations of the media are little different than they were in 1898. Both seek to cloud the clarity of imperial crimes behind a façade of moral necessity.  'Invisible Empire Beneath the Radar, Above Suspicion', J Hirtler, 2017 
 
Jeg har kort sagt forsket så meget i problemet 'fake news', at jeg let kunne skrive en bog eller to om den problematiske information i vores etablerede medier. Og det er helt oplagt, at de vestlige medier systematisk viderefører om ikke producerer falsk information. Igen og igen og på forskellige områder.
 
Så Hendricks' invitation i DJØF-bladet - mit egen fagforeningsblad, på baggrund af hans og Vestergaards bog, var kærkommen: Tænk hvis jeg kunne få mulighed for at indgå i en dialog med professorens rene forsvar for vores etablerede mediers udlægning af virkeligheden.
 
Men da jeg i maj 2018 ringede og talte med DJØF-bladets redaktør, fordi jeg ønskede at skrive en replik til Hendricks' højtråbende opfordring, blev jeg pure afvist. Med den besynderlige begrundelse, at hun antog, at ”det ikke ville interessere bladets læsere”. Det var heller ikke interessant, da jeg ændrede det til, at jeg så ville skrive om både Hendricks' og Collignons bog, som lige var udgivet dagen før. Man kan sige, som jeg gjorde i telefonen, at også DJØF-bladet kun synes interesseret i at lade de etablerede mediers version blive hørt. Men det handler måske blot om, at redaktøren på DJØF-bladet også er så ovenud imponeret over Hendricks' informative oplysning af de danske medier, at hun ikke ser noget behov for dialog om sagen (at redaktør Linda Overgaard tidligere var erhvervsredaktør på Berlingske er dog værd at nævne her, da jeg problematiserer de etablerede mediers (journalisters) magt over vort samfunds information og informationskilder).
 
Og det må man give Hendricks og Vestergaard, de har også virkelig begået en fantastisk bog. Tænk at skrive en bog, der skal fortælle om ’fake news’ i medierne, der vist ikke indeholder ét eksempel på problematisk information fra danske medier! Det er faktisk noget af en bedrift at skrive om virkeligheden, som den store franske sociolog Pierre Bourdieu engang udtrykte det, uden at komme ind på virkeligheden. Jo, jeg forstår da godt, at de markante forskningsresultater kan få Hendricks' til at føle sig højt på strå og råbe: ’Kom så ind i kampen, djøfere!’ Det er sandelig heller intet under, at Hendricks bliver opfattet som lidt af et orakel til at forklare virkeligheden. Han er nu engang, det kan ikke nægtes, universitetets svar på X-Faktors Thomas Blachman. 
 
Jeg har kun læst visse dele af Collignons bog. Men også Collignon argumenterer med en logisk stringens, der ville gøre Kurt Gödel grøn af misundelse, at de etablerede medier er de eneste reelt ’professionelle’ og troværdige medier. Og at årsagen til, at det er nødvendigt at skrive bøger til deres forsvar, er, at folk derfor må passe på med at lytte til og stole på information fra andre kilder.
 
Det ligner unægtelig endnu et markant og sofistikeret forskningsresultat. Tænk at en journalist, der arbejder for Berlingske og Jyllands-Posten, efter et halvt års detaljeret videnskabelig forskning, ender med at konkludere, at de etablerede mediekonglomerater, som han selv tilfældigvis arbejder for, er de absolut eneste professionelle og troværdige kilder til viden. Syddansk Universitet og ikke mindst Journalistuddannelsen må være pavestolte. Tænk at de har givet Collignon et fellowship til at skrive en bog om sand og falsk information, der ender med en så grundig og objektiv oplysning.
 
Der kan da heller ikke herske nogen tvivl om, at Collignon er en mand, der går uhyre meget op i objektivitet og videnskab. Som han selv skriver i bogen, så tror på han på, at virkeligheden findes: ”Mit ståsted er simpelt: Jeg tror på, at virkeligheden findes.” 
 
Det er let at forstå, at Collignon får stor ros for sin bog på sin Facebook væg, for den vil helt givet berige dansk og international kritisk journalistik langt op i det 21. århundrede. Vil den blive udgivet på Oxford eller Cambridge University Press? Og med den kvalitet kan de (forudsigeligt stærkt) rosende anmeldelser fra de etablerede medier såsom Jyllands-Posten og Berlingske og fra deres efterslæbende ’freelance’ efterabere såsom Zetland og POV naturligvis heller ikke diskuteres.
 
... en af de vigtigste bøger om journalistikkens udvikling og udfordringer med stærke personlige holdninger til faget, der er skrevet på dansk i mange år. Og det er det indtil videre ubetinget bedste bidrag til at forstå og måske forsøge at finde vejen ud af den eksistentielle krise, vi befinder os i lige nu med svigtende tillid til medierne, demokratiet og politikerne. Genfødsel af den objektive journalistik, Lisbeth Knudsen, tjek det
 
Tilbage til virkeligheden kommer som kaldet og bør vække til besindelse og læses vidt og bredt både blandt danskere i almindelighed og i de mere tilrøgede kroge af Journalisthøjskolen. Retten til at lyve, Klaus Wivel, Weekend Avisen 
 
Faktisk er det kun en massiv bekræftelse på alle vores mediers journalistiske integritet og fortræffelighed, at alle de toneangivende journalister og medier står i kø for at rose værket til skyerne. Ligesom det er superfint af Syddansk Universitet, der nu lyser til stjernerne som en institution, der er villig til at gå til ekstremer for at fremstå med uanfægtelig videnskabelig integritet. 
 
Det er dermed også tydeligt, at den vigtigste sociolog efter Max Weber, Pierre Bourdieu tager fejl, når han advarer om, at videnskaben er i fare og risikerer at blive farlig for menneskeheden på grund af militærets og private virksomheders kyniske indflydelse på og misbrug af universitetet:
 
Bourdieu declares that science is in danger of becoming a handmaiden to biotechnology, medicine, genetic engineering, and military research—that it risks falling under the control of industrial corporations that seek to exploit it for monopolies and profit. Science thus endangered can become detrimental to mankind. Science of Science and Reflexivity, Pierre Bourdieu, 2004, The University of Chicago Press
 
Det er derfor betryggende, at Bourdieu generelt aldrig er blevet ordentligt studeret, læst og forstået, end ikke i Frankrig. Ligesom det er godt at vide, at sociologer i Frankrig i disse år skriver bøger og artikler, der argumenterer for, at Bourdieus sociologi er ret uinteressant og fejlagtig, ja faktisk tager fuldstændig fejl i alt. Herhjemme har Weekend Avisen jo heldigvis systematisk arbejdet på at undertrykke Bourdieu, Marx, Foucault osv. de sidste tyve-tredive år. 
 
Det nyeste i den betryggende udvikling er, at forsvarets efterretningstjeneste nu er åbne om, at de hjælper de store medier med at sikre, at der ikke bliver sået tvivl og mistro om vigtige 'skrøbelige narrativer'. Folketingets formand Pia Kjærsgaard udtaler, at folketinget er bekymret. Det er altså et faktum, at Hendricks, Collignon, Syddansk Universitet og Folketinget (=etablissementet) får hjælp af militæret til at sikre informationen til borgerne. Ja, Bourdieu er tydeligvis ganske irrelevant.
 
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har holdt dialogmøder med chefredaktører på nyhedsmedier og politikere om risikoen for, at det kommende folketingsvalg kan blive mål for cyberangreb, skriver Politiken. 
 
Der skal være folketingsvalg senest 19. juni næste år [2019], og FE frygter både lækager om enkelte politikere og generelle påvirkningskampagner, der forsøger at sprede løgne og mistro til ”skrøbelige narrativer” i samfundet.
 
 
"In the midst of reaction, complacency, and myth-making, there were professors, not radicals but firmly within the establishment, who broke loose from accepted commonplaces to make contributions to their disciplines that remain of significance today. These men – one thinks of Max Weber above all – were complicated creatures, and Ringer judiciously finds his way through the literature and jumble of conflicting claims.” - Peter Gay on The Decline of the German Mandarins
 

Når kritisk information undertrykkes

 
Many people say that it is the intellect, which makes a great scientist. They are wrong: it is character. - Albert Einstein
 
Den tyske sociolog Norbert Elias skriver i sin bog The Symbol Theory, at "det, der ikke er sat ord på i et samfund, det findes ikke". Dette udsagn kan forklare, hvor dybt problematisk det er, når vores journalister bestemmer sig for ikke at fortælle visse ting - afholder sig fra at bruge kritiske kilder - eller får visse ting til at fremstå uinteressante, falske eller latterlige, så folk ikke tager ting alvorligt. Nu har Collignon og Hendricks så skrevet nogle bøger, der skal få folk til at afvise al anden information end den, de etablerede (Big Business) medier bringer. På den måde er erhvervslivet - og forsvarets efterretningstjeneste - ved at få monopol på informationen i vores samfund. 
 
Min tekst her opstod oprindelig som et forsøg på at forsvare mig imod tidligere chefredaktør Pierre Collignon, der i sin bog også forsøger at udstille mig som en latterlig 'konspirationsteoretiker', som ingen bør lytte til. Collignon er ude i et elegant forsøg på at overbevise folk om, at mit og andres forsøg på at oplyse om virkeligheden er latterlige. At vi er latterlige. Collignon synes ganske enkelt ude i et ærinde, der handler om at underminere al kritisk information, der udgør en trussel imod den information, som kommer fra Big Business, USA og fra vores neoliberale etablissement i det hele taget. Collignon ligner på den måde en udsendt ypperstepræst for Big business medierne (først chefredaktør på Jyllandsposten, idag debatredaktør på Berlingske), der nu sammen med etablissementet og endda Forsvarets Efterretningstjeneste forsøger at underminere alle forsøg på objektiv kritisk oplysning.
 
Den udvikling er ikke enestående for Danmark. Big Business journalister i England har igennem længere tid offentligt angrebet min ven og kollega professor Piers Robinson, samt professor Tim Hayward og andre, der forholder sig kritisk til mediernes/den amerikanske version af virkeligheden i relation til vores krige mv.
 
Det er værd at nævne den politiske dimension i denne konflikt om information. Idet de massive falske informationer for USA's krige i de vestlige medier underminerer den traditionelle højre-venstre deling i vores politiske systemer. Hvor venstrefløjen traditionelt har været imod de amerikansk-ledede krige, så betyder den massive ensidige (falske) information i dag, at venstrefløjen i stadig højere grad støtter op om krigene. Således kan man sige, at store dele af den europæiske venstrefløj tænker på samme måde om Syrien som den europæiske højrefløj (som fx de britiske konservatives ledere David Cameron og Theresa May mv.). Det er oplagt, at mediernes falske information har en afgørende indflydelse på den politiske holdningsdannelse og politikskabelse. Medierne kidnapper så at sige den frie meningsdannelse, samtidig med at de massivt fører os ind i krige, som var de legitime og fornuftige.
 
Tænk hvis de danske (og vestlige) befolkninger og politikere også fik præsenteret dybt troværdig information, der på stærkeste vis modsagde USA's udlægninger? Tænk hvis den danske befolkning havde haft mulighed for jævnligt at se fx den seneste britiske ambassadør i Syrien Peter Ford, som  nu i årevis systematisk har modgået de vestlige medier og (neoliberale) etablissementers udlægning af situationen i Syrien. Sådan som han gør fx i dette videoklip fra Sky News, hvor Ford direkte modgår det britiske konservative partis daværende leder David Camerons udlægning af situationen i Syrien. Ford forklarer (ligesom FN's Carla del Ponte tidligere har forklaret det), at Cameron og de vestlige politikere bringer et falsk billede af realiteterne i Syrien; og at russerne har den korrekte analyse, nemlig at det er nødvendigt at bombe de ekstreme jihadister, som forsøger at omstyrte den demokratisk valgte syriske Assad-regering. Ford forklarer, at det er de vestlige lande, der står bag de ekstremestiske jihadister, der kæmper mod den syriske regering, befolkning og hær. Hvorfor Ford i en artikel i The Independent beskriver den britiske (vestlige) politik i Syrien som "En hund der vender tilbage til sit bræk": 'British policy against Isis in Syria is like 'dog returning to its own vomit', says former British ambassador', 2016, The Independent
 
Tim Hayward og Piers Robinson er begge professorer i England, og Robinson har skrevet en lang række artikler og medvirket til flere bøger om propaganda og mediernes problematiske information. Herunder om erfaringerne fra krigen i Irak. Nu hvor han og andre forsker i og stiller kritiske spørgsmål til informationen om Syrien, bliver de direkte offentligt angrebet af de etablerede medier af journalister som fx George Monbiot. Professor Robinson har blandt andet skrevet og været med til at udgive følgende bøger: 
Her er nogle artikler til yderligere dokumentation af min tekst:
 

De vestlige medier arbejder systematisk på at udelukke den vigtigste kritiske viden og information, som går i rette med deres 'udlægning af virkeligheden'. Ja, man kan yderligere sige, at vores vestlige etablissementer endda i endnu højere grad end tidligere søger at kontrollere informationen i vores samfund ved direkte at få journalister og akademikere til at angribe universitetsansatte akademikere, der forsker kritisk i den information, befolkningerne får om krigene. De søger kort sagt at lukke al den information ude og ned, som de ikke ønsker frem.

Tilsvarende kan jeg nævne, at Harold Pinters uhyre vigtige (øjenåbnende) nobelpristale 2005 - om USAs krige og de vestlige etablissementers tradition for at videreføre USAs propaganda til at dække over krigene - simpelthen slet ikke blev bragt af BBC. Ligesom det netop er de sociologer som Foucault og Bourdieu, der har de mest fundamentale analyser af neoliberalismen som et Big business civilisationsødelæggende komplot, der mest systematisk søges undertrykt i dag. Harold Pinter har på forbilledlig vis udtrykt mediernes nedtonings- undertrykkelses- og udeladelseslogik i sin Nobelpristale: 

 
Hundreds of thousands of deaths took place throughout these countries. Did they take place? And are they in all cases attributable to US foreign policy? The answer is yes they did take place and they are attributable to American foreign policy. But you wouldn't know it.
 
It never happened. Nothing ever happened. Even while it was happening it wasn't happening. It didn't matter. It was of no interest. The crimes of the United States have been systematic, constant, vicious, remorseless, but very few people have actually talked about them. You have to hand it to America. It has exercised a quite clinical manipulation of power worldwide while masquerading as a force for universal good. It's a brilliant, even witty, highly successful act of hypnosis. – Harold Pinter, 2005 
 

Medierne dækker over, at vesten bryder international lov

 
Lad mig her nøjes med at udbygge min kritik af den 'selektive information', som de etablerede medier bringer ved at gøre opmærksom på tre internationalt anerkendte professorer i international ret, som underbygger mine pointer. For det første professor Richard Falk, som har haft vigtige poster i FN, og som igennem et langt liv og mange bøger har kritiseret både medier og det internationale retssystem. Falk har blandt andet dokumenteret, hvordan avisen The New York Times systematisk har en 'record' med at mis-informere om USAs krige, og det i en grad så det endda truer selve det amerikanske forfatningsmæssige demokratiske system: 
 
In this meticulously researched study—the first part of a two-volume work—Howard Friel and Richard Falk demonstrate how the newspaper of record in the United States has consistently, over the last 50 years, misreported the facts related to the wars waged by the United States. From Vietnam in the 1960s to Nicaragua in the 1980s and Iraq today, the authors accuse the New York Times of serial distortions. They claim that such coverage now threatens not only world legal order but constitutional democracy in the United States. The Record of the Paper: How the New York Times Misreports US Foreign Policy, 2004
 
For det andet, professor Michael Mandel, der blandt andet har skrevet den vigtige bog: How America Gets Away with Murder: Illegal Wars, Collateral Damage and Crimes Against Humanity, 2004. For det tredje, professor Francis A. Boyle, der er tidligere bestyrelsesmedlem i Amnesty International, men som senere har taget stærkt afstand fra Amnesty, som han mener svigter deres ansvar for at stå fast som en institution med faglig integritet. Boyle har blandt andet skrevet bøgerne Destroying World Order: US Imperialism in the Middle East Before and After September 11, 2004 og Destroying Libya and World Order: The Three-Decade U.S. Campaign to Terminate the Qaddafi Revolution, 2013.
 
I sin bog om USAs årtier lange krig mod Libyen, gør Boyle det klart, at den vestlige udlægning af Libyen og Gadaffi har været komplet biased og falsk i årtier; samt at Obama færdiggjorde det mord på Gadaffi, som Reagan havde forsøgt nogle årtier tidligere, da USA bombede Gadaffis hjem, men kun lykkedes med at dræbe noget af Gadaffis familie. Hillary Clinton var som bekendt ganske begejstret for, at USA nu endelig lykkededes med at dræbe Gadaffi: "We came, we saw, he died". Se min argumentation for, at den britiske parlamentsrapport om informationen op til NATOs bombning af Libyen faktisk udgør en endnu bedre udstilling af vestens falske krige end Irak: 'Britisk parlamentsrapport 2016 viser massiv bruk av medieløgner #FakeNews under Libya krigen', 2018. Richard Falk har i øvrigt skrevet en interessant artikel om Boyle mfl. 'folkelige retssag' mod Bush og Blair mfl.: Kuala Lumpur War Crimes Tribunal: Bush and Blair Guilty, 2011, Foreign Policy Journal
 
Det er denne form for kritisk litteratur og forskning, som de etablerede vestlige medier i stigende grad søger at undertrykke og angribe. For så vidt danske journalister, akademikere og politikere ukritisk viderefører de amerikanske regeringers og mediers 'narrativer' og udlægninger af virkeligheden, kommer danske journalister, akademikere og politikere let til at dække over, at vestens politikere har begået og til stadighed medvirker til at begå krigsforbrydelser - som aldrig retsforfølges.
 

Hendricks og Collignon dækker over dækningen af virkeligheden

Idet medierne systematisk vildleder os omkring krigene, bliver vi lige så systematisk ikke gjort tilstrækkeligt bevidste om, hvor uhyrlige og ulovlige 'vores' og USA's krige i virkeligheden er. Som Pinter og mange andre har gjort opmærksom på, så var alene krigen mod Irak en krigsforbrydelse på niveau med nazisternes Nürnbergdom. Hvorfor politikere som Bush og Blair mfl. ville have været for en krigsforbryderdomstol, hvis vi havde haft et velfungerende internationalt retssystem: 'Nuremberg Set a Valid Precedent for Iraq War Trials, 2013, Cesar Chelala, CounterPunch I dag synes medierne og politikerne at have glemt, at der er tale om ikke-endnu-dømte krigsforbrydere, hvad enten vi taler om Bush, Blair eller Anders Fogh Rasmussen, der som bekendt blev gjort til NATO generalsekretær efter sin indsats for krigen mod Irak, og som i denne tid kan ses på dansk tv fare rundt i Europa og drikke vin og tale om EU.
 
Alt synes at være fryd og gammen her. Mens lande som Irak, Libyen og Syrien ligner Tyskland efter anden verdenskrig. Denne diskrepans er kun mulig gennem mediernes 'dækning' og udeladelse af kritisk informatioin. Mediernes 'dækning' gør det muligt for vesterlændinge at være så ignorante, at vi kan smile ad Bush, Blair og Fogh Rasmussen, som om destruktionen af hele nationer som Irak, Libyen og Syrien og måske flere millioner uskyldige menneskers død nærmest er ligegyldigheder. 
 
Det er her Hendricks' og Collignons bøger er så fantastiske, idet de simpelthen udgør de rene skåltaler over de danske og andre vestlige mediers fortræffeligheder med hensyn til objektivitet og journalistisk troværdighed. Jeg har brugt noget plads i teksten til at sandsynliggøre, at de etablerede medier systematisk udelader kritisk viden og information, der i allerrhøjeste ville få folk til at tænke anderledes om mange ting, herunder potentielt kunne have afgørende politisk indflydelse. Fx ved at få folk til at tænke anderledes i relation til den førte neoliberale økonomiske politik, i relation til vores medvirken i USAs krige og endda i relation til at stole på vores etablerede medier - journalister og akademikere mv. Jeg har med andre ord fokuseret på udeladelser. Det vigtigste i vores medier er i høj grad det, som der ikke skrives om. For en konkret detaljeret kritik af mange af Collignons bragte eksempler og påstande i sin bog, se Jesper Larsens artikel: 'Til en kontrafaktisk virkelighed med Pierre Collignon', juni 2018, K-Forum
 
Hendricks, Collignon og deres establishment bagland har tydeligvis stor magt i det danske samfund, men de har ikke ret - og da slet ikke nogen videnskabelig, etisk og demokratisk ret. Så selvom hele det danske politiske, økonomiske og mediemæssige etablissement står bag de gentagne danske dækninger af neoliberalisme, USA's krige og nu altså også deres udlægninger af 'fake news', så er det folk som Pierre Bourdieu, Harold Pinter, Piers Robinson og undertegnede, der repræsenterer og viderebringer de kritiske objektive fakta, logikken og historien. Vi arbejder for objektivitet og videnskab. Collignon og Hendricks arbejder for Big Business og de neoliberale etablissementers interesser.
 

Skal det 21. århundrede blive som det 20. århundrede?

 
We are in the hands of an organization of crooks. they are politicians, generals, manufacturers of armaments, and journalists. All of them are anxious for unlimited expenditure, and go on inventing scares to terrify the public and to terrify Ministers of the Crown. Lord Welby, 1908, in The Makers of War, 1950, Francis Neilson // Pdf
 
In 2010, almost a decade into this secret war with its voracious appetite for information, the Washington Post reported that the national security state had swelled into a “fourth branch” of the federal government ― with 854,000 vetted officials, 263 security organizations, and over 3,000 intelligence units, issuing 50,000 special reports every year." 'Exploring The Shadows Of America’s Security State. How I learned not to love Big Brother', August, 2017. By Prof. Alfred W. McCoy
 
Jeg har nu i tyve år arbejdet i forlængelse af verdens bedste sociologi til at oplyse den sociale verden; ligesom jeg arbejder i forlængelse af folk som de ovennævnte professorer i international lov og den verdensberømte dramaturg og kritiske intellektuelle Harold Pinter og hans præcise diagnose af vestens krige og de vestlige etablissementers misinformation af verdens befolkninger. 
 
Jeg har også sat ord på ting, som vores 'etablerede' (neoliberale) politikere, akademikere og medier aldrig gør, herunder om vores mediers gåen-i-takt-adfærd, så folk får mulighed for at se og tale om virkeligheden på en mere kritisk og objektiv måde. Jeg er grundlæggende lige så sikker på, at jeg taler sandt, som fysikere som Einstein var sikre på deres forklaringer. Hvordan kan jeg være det? Fordi jeg har forsket intenst i disse ting, og fordi alt, hvad jeg siger, flugter med alt, hvad de bedste i den sociologiske tradition og andre tænkere, internationale jurister osv. har sagt og forklaret om USAs krige og om vores sociale og USA-styrede virkelighed i mere end et halvt århundrede. Og så har det i øvrigt altid vist sig senere, at man altid har kunnet dokumentere, at alle USAs krige er blevet ført med falsk information. Med andre ord, hvis folk var blevet oplyst om virkeligheden, så ville de amerikanske krige ikke kunnet have lade sig gøre. Den falske information er altid afgørende til at legitimere krigene og få befolkningen til at acceptere om ikke direkte støtte dem.
 
Det er vigtigt at bemærke, at Hendricks' og Collignons og vores mediers undertrykkelse af kritisk viden og information sker på en nærmest umærkeligt facon, som om der er tale om en rent 'fornuftig, høflig og velbegrundet' afvisning og undertrykkelse af kritisk samfundsvidenskabelig viden og information. Det hele foregår i de etablerede medier, som var alting fornuftigt, høfligt og velbegrundet. Mens realiteten er, at der er tale om en facade, der dækker over, at den neoliberale politik ødelægger vores samfund og den brede befolknings velfærd; og som dækker over, at vores politikere og soldater går i takt med USA, som i stigende grad ødelægger 'fremmede' lande og massemyrder hele befolkninger - udelukkende og legitimeret med falsk information.
 
I de senere år har jeg arbejdet ud fra en videnskabsmands etisk følte pligt til at finde ud af og blive i stand til at forklare, hvordan det kan lade sig gøre, at de vestlige lande slår millioner af mennesker ihjel på bud fra USA og vestens Big business - uden at befolkningerne protesterer over det. Og jeg er nået frem til, at det virkelig er sandt, som Harold Pinter klargjorde i sin Nobelpristale, at de vestlige etablissementer - politikere, akademikere og journalister - systematisk medvirker til at undertrykke
sandheden om USAs krige og anden kritisk information om og for USAs (dybt) korrupte politiske etablissement. Og at det har været fast praksis siden anden verdenskrig. Collignons og Hendricks' bøger, og mediernes kollektive hyldest af dem, bekræfter reelt endnu engang Pinters analyse.
 
Sandheden og konsekvenserne er forfærdelige og usle. Idet de vestlige etablissementers halvfjerds års ukritiske viderebringelse og forsvar for USA's massive løgne har gjort, at de vestlige befolkninger til stadighed accepterer USA's falske krige og enorme massemord. Hvor USA med andre nationers hjælp er ansvarlige for at have slået 20-30 millioner mennesker ihjel. Dette har kun kunnet lade sig gøre, fordi vores og andre vestlige landes politikere, akademikere og journalister enten ikke har kunnet eller ikke har villet gennemskue løgnene, hvor de istedet har arbejdet med og for løgnene. For USA. Hvis de vestlige befolkninger havde været oplyst om realiterne bag krigene, så ville de for længst være ophørt og mange aldrig begyndt.
 
Det er vigtigt at understrege, at langt hovedparten af de folk, som igennem generationer har været implicerede, formentlig ikke har været i stand til at gennemskue, at det var et show, de deltog i. Man må huske, at mange politikere, akademikere og journalister ville risikere deres karriere om ikke deres job, hvis de gik for intenst ind og undersøgte de ting, som jeg har undersøgt. Og at de som regel aldrig havde hverken den tid eller den (sociologiske) kompetence, der skulle til for, at de kunne gennemskue tingene i deres helhed. Endelig har vi idag, jævnfør tidligere Guardian journalist Jonathan Cook, sociale medier, som helt afgørende truer vores (neoliberale) etablissementers monopol på information.
 
Derfor er den større sandhed om det massive svigt, som er begået ift. at lyve om og for USA's krige siden 1945, måske især 'blot', at det har kunne lade sig gøre, fordi de fleste implicerede har været nervøse for at lave problemer og har gjort, som de har fået besked på. Herunder at praktisk talt alle akademikere har sørget for ikke at overtræde grænserne for det politisk tilladelige, hvorfor ingen dansk akademiker tidligere er nået til bunds i systematikken bag krigene og har kunnet drage de endelige logiske konklusioner. 
 
Den forklaring må dog ikke skygge for det faktum, at der er en hel del akademikere, politikere og journalister, der både gør sig 'dummere end politiet tillader', og endda bevidst lyver for befolkningen og fabrikerer falske forklaringer samt angriber folk (som mig), der forsøger at oplyse om realiteterne. 
 
Der er mange mennesker i fint tøj med slips eller nederdel, der har blod på hænderne, selvom de aldrig har løsnet et skud eller kastet en bombe fra et fly. Alle andre, der ikke siger fra, er til stadighed mere eller mindre nyttige uvidende idioter for USA's dagligt orkestrerede massemord.  
 
Og sådan bliver det ved. Så længe der ikke er en gennemgribende faktabaseret oplysning af de rystende realiteter og den massive skjulte dækning af tingene, der vel er (danmarks-) historiens største skandale. Så længe der ikke er nogen gennemgribende kritisk oplysning af, at USA's krige baseres på massive løgne; så længe der ikke er nogen, der udstiller sandheden om den massive orkestrering, hvor de vestlige etablissementer viderefører og dækker op for disse løgne, så vil de enkelte folk, der forsøger at sige noget sandt være oppe imod så massive 'tæpper af løgne', som Pinter kalder dem, at de blot vil blive betragtet som mere eller mindre tossede.
 
Der er helt givet mange politikere, akademikere, journalister og redaktører, der vil finde min forskning i neoliberalismens magt i Danmark og i vesten, herunder min forskning i USA's kyniske krige og mediernes og politikernes 'dækning', irriterende. Men det ændrer ikke ved, at Collignons og Hendricks' bøger er gift for borgernes mulighed for at erkende, at der er store problemer med vores medier, herunder hvad virkeligheden er i dag med hensyn til 'fake news' og holdbar oplysning.
 
Det handler om nutiden og fremtiden for vort samfund og demokrati. Men vi kan kun forstå nutiden og os selv, hvis vi har den objektive (sociologiske) analyser af de magtfulde forhold og mekanismer, der strukturerer vores virkelighed og vores virkelighedsopfattelse. Sandheden er, at deres bøger søger at underminere selve den danske befolknings mulighed for at kunne tage 'alternativ' kritisk og sand information seriøst. 
 
Collignons angreb på min person som én der spreder 'fake news' sker jo ikke, fordi han har noget imod mig personligt. Bemærk i øvrigt også Collignons helt tilforladelige og sympatiske tilgang både i bogen, og da han fx optrådte i Deadline en aften. Netop den sympatiske og tilforladelige facon er naturligvis den mest effektive måde til at få ham og hans budskab til at virke mest muligt effektivt. Men sandheden er, at Collignon (og Hendricks) er ude i en giftig manipulation, hvor de skaber en falsk 'sort-hvid' akademisk argumentation for, at befolkningen kun kan stole på de etablerede medier. Og som om det er irrelevant at tale om 'fake news' i relation til de etablerede medier.
 
Collignon har udvalgt nogle af de mest kontroversielle udsagn, han har kunnet finde på min hjemmeside og citerer dem så uden mine referencer (jeg har altid kildeangivelser). Ved endvidere at associere min sociologi til folk, der tror, at jorden er flad, så får Collignon min forskning til at fremstå som latterlig. Nogle af mine kilder til forståelse af terroristgrupper som Al Qaeda og ISIS er fx den tidligere britiske udenrigsminister Robin Cook, der i en artikel i The Guardian i 2005 forklarer, at Al Qaeda grundlæggende blot var en CIA fil: The struggle against terrorism cannot be won by military means; samt The Guardian redaktør Seumas Milne (idag pressechef for Jeremy Corbyn), der i en artikel i 2015 forklarer, at en britisk retssag har gjort det klart, at det er vestlige nationer som USA og England, der står bag ISIS: 'Now the truth emerges: how the US fuelled the rise of Isis in Syria and Iraq'. I stedet for at forklare sine læsere, at USA bruger proxi-terrorister som Al Qaeda i deres udenrigspolitik, så bruger Collignon min information om Al Qaeda til på en gang at latterliggøre både mig og sådanne fakta.
 
Men lad mig uddybe, at disse forklaringer af Al Qaeda og ISIS er helt på linje med Harold Pinters nobelpristale fra 2005, hvor han forklarer, at USAs krige, altid og mest af alt er blevet ført med netop sådanne 'bag-scenen' undergravende teknikker og med den mest kyniske usle form for terror imod civile (Pinters tale indeholder en detaljeret forklaring af, at USAs terrorister begik voldtægt og mord på kvinder, nonner, præster og skolebørn i Nicaragua):
 
Direct invasion of a sovereign state has never in fact been America’s favoured method. In the main, it has preferred what it has described as ‘low intensity conflict’. Low intensity conflict means that thousands of people die but slower than if you dropped a bomb on them in one fell swoop. It means that you infect the heart of the country, that you establish a malignant growth and watch the gangrene bloom. When the populace has been subdued – or beaten to death – the same thing – and your own friends, the military and the great corporations, sit comfortably in power, you go before the camera and say that democracy has prevailed. This was a commonplace in US foreign policy in the years to which I refer.
 
The tragedy of Nicaragua was a highly significant case. I choose to offer it here as a potent example of America’s view of its role in the world, both then and now. Harold Pinter Nobel Prize Lecture: 'Art, Truth & Politics', 2005
 
Det var samme form for kynisk brug af terrorist proxier, som vesten støttede i Libyen, og som NATO bombede for. Jævnfør den britiske parlamentsrapport, 2016. Og det er samme form for kynisk brug af terrorist proxier, som nu i otte år har udgjort vestens forlængede arm i Syrien. Og her er vores politikere og journalister endnu engang ude med en systematisk dækning af syrernes virkelighed, idet de udelukkende taler om en 'borgerkrig'; ligesom de taler om at 'vesten bekæmper ISIS' mv. 
 
Collignons og Hendricks' bøger er bogstaveligt talt som skabte til at dække over sådanne ting, herunder pynte de etablerede medier op, som om de er troværdigheden og professionalismen selv. Mens de søger at få al anden information, der truer med at ødelægge dette billede, til at fremstå som utroværdig, langt ude, falsk og/eller latterlig. 
 
Den samlede danske journaliststands og akademikernes uhildede begejstring for bøgerne udstiller faktisk blot, hvor dybt og bredt problemet er. Den banale sandhed om Collignons bog er, at Big business har fået placeret en (tidligere) chefredaktør på et dansk universitet, så han kan skrive en bog, der angriber mit og alle andres forsøg på at oplyse om den sociale virkelighed, og at han angriber kritisk (sand) information, der går imod Big business' version af virkeligheden. For et halvt år siden slettede Facebook min Facebook konto, hvor jeg delte kritisk viden om neoliberalisme og om USAs krige mv. Uden nogen forklaring. Men sådan er der så meget.
 
Jeg arbejder rent videnskabeligt og demokratisk med ét eneste formål: For såvidt muligt at oplyse befolkningen om den sociale virkeligheds mest magtfulde realiteter. Jeg plejer at sige, at jeg går op i Syrien, fordi jeg selv har små børn. Jeg bryder mig ikke om, at Danmark er med til at skabe et helvede i Syrien og slå hundredtusindvis af uskyldige børn og forældre, onkler og tanter og bedsteforældre ihjel. Og jeg bryder mig heller ikke om at være borger i et land, der snyder hele befolkningen, så de blot lader deres soldater deltage i slagtningen. Syrerne er uskyldige, uanset om de er en del af civilbefolkningen eller slås i hæren for at forsvare deres land og liv. Læs og lyt fx til den sidste britiske ambassadør til Syrien Peter Ford, der systematisk har tilbagevist alle de vestlige mediers og politikeres påstande om den syriske virkelighed. Link til Peter Fords kritik er øverst på min hjemmeside med kritisk information om Syrien, link her.  
 

NB. Dansk lovforslag L95 der vil gøre kritik af NATO kriminel

 
"...the growth of an unrepresentative and unaccountable state within the state has been a product of the twentieth century. Its growth was, paradoxically, actually aided by the unpopularity of security and policing agencies; forced by this into the lowest possible visibility, they learned to develop techniques of invisible influence and control. It was also aided by the British tradition of civil service neutrality: this sheltered senior civil servants from replacement or investigation when administrations changed, and afforded to their policies the legitimation of ’impartial, non-political’ intent." 'The Secret State',1978, E P Thompson
 
Lad mig indlede dette afsnit med den fine og i sin tid uhyre folkekære engelske historiker E. P. Thompson, der gør opmærksom på, at befolkninger hverken vil acceptere krige på falske grundlag eller efterretningstjenester, der arbejder i hemmelighed og dermed udemokratisk. Dette har haft den paradoksale og uhyre problematiske effekt, ifølge Thompson, at den britiske efterretningstjenestes virke er blevet endda mere hemmelig og udemokratisk op igennem det tyvende århundrede. 
 
Denne viden er interessant i relation til den aktuelle udvikling omkring mediekontrol, censur og det nærmest uhyrlige danske lovforslag L95, som befolkningen generelt slet ikke synes at kende til. Nu er Folketinget vist nået til 2. behandling af lovforslaget (3. udkast til betænkning per 27. februar), som måske vil gøre en tekst som min her direkte ulovlig. Så jeg måske endda kan risikere op til tolv års fængsel (tilsvarende strafferammen for mord), hvis jeg fortsætter med at forske i og informere om vores USA-ledede krige og på den måde uværgerligt vil komme til at problematisere NATOs rolle. 
 
Hvorfor diskutere lovforslaget i relation til de danske efterretningstjenester? Dels på grund af Thompsons indledende pointer. Men også fordi vi ved, at de amerikanske, engelske, tyske men fx også de svenske efterretningstjenester har tradition for at samarbejde med højrefløjen i politik - om at underminere venstrefløjens markante politikere og politik. Dette gælder fx den britiske efterretningstjeneste, der blev brugt til at underminere Wilson: Smear!: Wilson and the Secret State, 1992, Dorril & Ramsey. Thatcher brugte efterretningstjenesten til at underminere den engelske fredsbevægelse og knuse minearbejderne: The Enemy within: Thatcher's Secret War Against the Miners, 2004, Seumas Milne. Niels Lindvig fortalte i sin tid på P1's Orientering, at engelske politifolk gik så langt som til at få børn med fredsaktivister, som naturligvis følte sig forrådte, da de mange år senere opdagede det (desværre er Lindvigs indslag ikke længere tilgængelige). Lindvig, der plejede at stå for noget af det fineste i dansk journalistiks udenrigsstof, blev som bekendt fyret fra Orientering uden nogen saglig begrundelse. Og han blev bortvist ved indgangen til DR af vagterne, da han insisterede på at passe sit arbejde i den lange periode han havde tilbage, hvor han fik løn.
 
Der er mange fornuftige folk, der til stadighed forsker i og skriver bøger, der peger på, at amerikanske efterretningstjenester stod bag mordene på progressive venstrefløjspolitikere som JFK, RFK, Malcolm X og Martin Luther King. I 1999 fastslog en amerikansk domstol, at amerikanske statslige agenter havde været involveret i mordet på Martin Luther King. I 1974 forklarede en ung Bernie Sanders, at CIA ikke var andet et redskab for Big Business: Sanders vs. the CIA: In 1974, Bernie called the agency "a dangerous institution that has got to go", 2016, Salon Den vel nok vigtigste CIA forsker i verden i dag Douglas Valentine har skrevet adskillige hårrejsende artikler og bøger om CIA. Valentine forklarer, at CIA har korrumperet såvel det amerikanske militær, som de amerikanske medier og selve USA's demokratiske system. Hans seneste bog hedder meget betegnende CIA as Organized Crime, 2017, Clarity Press.
 
Hvis man tror, at efterretningstjenester ikke influerer på medier og på det demokratiske system i de nordiske lande, så må man tro om. Den respekterede norske fredsforsker Ola Tunander har skrevet en hel del om de normalt censurerede sider af Skandinaviens politiske historie. Tunander har fx forklaret, at de 'sovjetiske ubåde' i Skærgården var en falsk historie, der fik en enorm indflydelse på svenskernes opfattelse af Sovjetunionen som en fjendtlig indstillet nation. Inden 'ubådshistorierne' anså 33% af svenskerne Sovjetunionen for at være fjendtligt indstillet; efter var tallet steget til 83%, Wikipedia. Tunander har i øvrigt også skrevet en bog om, at krigen mod Libyen byggede på en løgn, link.
 
For nylig er det kommet frem, at det britiske udenrigsministerium, forsvarsministerium og hæren har samarbejdet om at lave 'The Integrity Institute', der har stået bag en kampagne for at sværte Labours Jeremy Corbyn til i offentligheden. Som den vigtige britiske historiker Mark Curtis skrev på Twitter
 
This is pretty major. UK govt admits that not only the Foreign Office but also the Army and the Ministry of Defence have funded the Institute for Statecraft, the body behind anti-Corbyn propaganda. bit.ly/2PBekNm 
 
Her er endnu en artikel om, hvordan tidligere efterretningsfolk modarbejder Labour og altså en udsigterne til en Labourledet ny regering i England: The truth about Seumas Milne, Jeremy Corbyn and the new McCarthyism, February 25, 2019, David Hearst, Middle East Eye
 
Jeg ved (i sagens natur) ikke, om vi har eller har vi haft tilsvarende højredrejede samarbejder og 'initiativer' i Danmark. Men i betragtning af at Forsvarets Efterretningstjeneste i dag i offentligt bekendtgør, at man samarbejder med de største danske medier om at passe på 'samfundets skrøbelige narrativer', så kan man få den intimiderende tanke, at Forsvarets Efterretningstjeneste er på vej til at få en historisk magt i relation til at kontrollere informationen i det danske samfund. Vil danske folketingspolitikere virkelig tillade, at efterretningstjenesterne og lovgivningen skal forhindre danskernes ytrings- og informationsfrihed og dermed forhindre vores demokratiske og politiske frihed. Vi har ingen tankemæssig frihed, når vi ikke har ytrings- og informationsfrihed.
 
Bør kritisk viden om og erfaring fra andre nationer ikke give anledning til overvejelser omkring de danske efterretningstjenesters virke? Er det fx utænkeligt, at initiativet til det nævnte lovforslag L95 i virkeligheden kommer fra de danske efterretningsstjenester - eller sågar fra efterretningstjenester i USA? Den norske journalist og forfatter Gårm Wormdal skriver i sin bog Spionbasen Norge, 2017: "I 1969 var det totalt nesten 1000 ansatte i den norske E-tjenesten. 600 av dem var lønnet av amerikanske midler. Dette er det ytterst få i Norge som vet. Og det kommer ikke fram i offentlige budsjetter." Da jeg i 2018 spurgte Wormdal, hvordan det mon ser ud idag, svarede han, at der er lige så mange på den amerikanske lønningsliste idag. 
 
Det synes oplagt, at der i dag er (tilsvarende mange) folk i den danske efterretningstjeneste og blandt militæranalytikere fx i DIIS, som er aflønnede af USA. Det er i hvertfald himmelråbende klart, at en DIIS analytiker som Flemming Spliedsboel systematisk misinformerer i tråd med amerikansk 'information' om diverse andre lande og sikkerhedstrusler - når jeg sammenligner med den information, som jeg har lært at have tillid til. Jeg tror, at det var den mangeårige Politiken journalist Jens-Jørgen Nielsen, der kalder megen af den herskende information om Rusland og Østeuropa for det rene Walt Disney.
 
Så vidt jeg ved, så er en praksis, hvor en fremmed magt (USA) lønner folk ansatte i et andet lands efterretningstjeneste i hemmelighed i strid med FN's principper eller tilsvarende lovgining. Er det ikke korrekt? Og i givet fald, har vi så ikke et problem, som vi skal have belyst og helst standset?
 
I England har efterretningstjenesten angiveligt ret til at begå forbrydelser: 'MI5 agents can commit crime in UK, government reveals', 2018, The Guardian Har vi tilsvarende 'regler' for de danske efterretningstjenester?
 
Ønsker et flertal af de danske folketingspolitikere virkelig at lukke ned for ytringsfriheden i en grad, så danskerne ikke længere få kritisk oplysning, der kan informere imod og i konkurrence med 'vores' Big Business journalister, med den økonomiske professions og med det amerikanske etablissements udlægninger af virkeligheden? 
 
Ønsker et flertal af Folketingets politikere en stat med totalitær kontrol med viden og information?
 
NB. Min tekst er jo unægtelig et forsøg på at påvirke danske politikere til at give os danskere lov til fortsat frit at måtte påvirke. Hvis loven vedtages, så fortæl mig venligst, hvis min tekst her vil blive kriminel ved vedtagelsen af L95, så jeg kan fjerne den og undgå fængsel.
 
 
Lars Jørgensen, sociolog, Cand. Scient. Soc., februar 2019
 
 
 

 

 

Giv din stemme

420 stemmer
4,9/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

51 JOB

Taleskriver

Se alle job Indryk job

Job

Redaktionspraktikant

Frist: d. 30. november.

Kommunikationschef

Frist: 3. december

Formidler og strateg

Frist: 7. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.