Lars Gandsø


Lars Gandsø

Lars Gandsø

Karma: 20 (?)

Forfatter:

2


artikler

1


indlæg

Spotlight
.
Spotlight og Mørkelygter...
 
Med Jesper Tynells afsløringer af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens bevidste fusken med ledighedstallene tilbage i 2009 og siden bogen Mørkelygten om kulturen i det danske embedsværk (http://www.djoefbladet.dk/nyheder/2015/1/jesper-tynell-er-en-st-ae-dig-systemkritiker.aspx) som en blændende undtagelse, synes jeg at dansk presse fattes mod.
Journalisterne er for magelige og for tæt på dem de skal se i kortene.
Faget er blevet for hurtigt og arbejdsvilkårene kontraproduktive for den gode, dybdeborende historie. De afslørende artikelserier synes for komplicerede, krævende og dyre på et marked, hvor tempo kommer før substans. Filmen Spotlight minder os om hvordan god journalistik skabes.
 
 
Den amerikanske film Spotlight (Tom Mccarthy, 2015) handler om en journalistisk gravergruppe på The Boston Globe. Igennem filmen afdækker de en uhyrlig bunke sager om misbrug af børn i den magtfulde, og i Boston identitetsbærende, katolske kirke. Det er en veldrejet og dæmpet film, der beskæftiger sig med temaer som går tæt på journalisternes egenidentitet, fordi de er nede at grave i den lokalkultur de alle selv er vokset op i.
Den katolske kirke i Boston er en magtfuld grundpille i samfundet, så kan det virkelig passe, at én af de mest magtfulde organisationer, der oveni købet har gud på deres side, dækker over ulovligheder af den allerværste slags: Pædofili?
Accepterer præster og kardinaler stiltiende en utilgivelig, ulovlig adfærd, og er de selv, for minimum 6% vedkommende(ihht. tal oplyst i filmen), aktive forbrydere?
 
Dækker kirken i virkeligheden over en fordærvet kultur, der magtfuldkomment har degenereret sig til et punkt, hvor den ikke selv evner at skelne sandhed fra løgn og moral fra umoral?
Det er interessante spørgsmål, og de fleste er besvaret nu, fordi filmen udspiller sig  fra 1978 og frem til begyndelsen af nærværende årtusinde.
 
Den lille gruppe af ihærdige journalister, der har fået bevilget nogle særlige gode vilkår med hensyn til valg af historier og tid til at optrevle dem, ville efter al sandsynlighed heller ikke have forfulgt historien om deres egen kirke, var det ikke fordi havde fået en ny chef, der ikke havde sine rødder i lokalsamfundet. En mand der ikke selv var syltet ind i forskellige magtkonstellationer og uudtalte kammeraterier på tværs af fag og opdrag. Men gravergruppen Spotlight får altså en ny chefredaktør og han tager den journalistiske opgave særdeles alvorligt og er ikke til salg for gamle venskaber og interne alliancer. En fri kraft, der ikke kan bestikkes med gode middage og kolde sjusser. (Formidabelt afdæmpet spillet af Liev Schreiber, som nogle måske kender som anderledes hårdkogt fixer, og i øvrigt selv offer for den katolske kirkes overgreb, i sin rolle som 'Ray Donovan')
 
Press.
 
Når Spotlight er meget mere end en film om forbrydelser i den katolske kirke, skyldes det, at den peger på noget væsentligt i vores samtid.
Hvor blev de utrættelige, borende og fagligt idealistiske journalister af? Hvor blev redaktørerne med kald og integritet af? Hvem ejer medierne og hvordan, og med hvilke midler, kontrollerer magteliten, hvad der kommer ud til borgerne?
 
I Danmark havde vi i firserne og halvfemserne månedsbladet Press, et primært københavnsk bladprojekt, der bestod af ukuelige og dybdeborende journalister, der måned efter måned leverede lange og afslørende historier, som tog fat i kraven på magten og udstillede både ulovligheder og hykleri i det danske samfund.
 
I dag har vi en presse, der for broderpartens vedkommende, som primærdrift har deres 50-70.000 månedlige kroner med pensionsordning og kørselsgodtgørelse som drivkraft. Vi har nyhedsmedier der kontrolleres af kapitalfonde og multimilliardærer. Public service medier, der i alt væsentligt kontrolleres (de facto) politisk. Hvad værre er: Vi har redaktører, der tilhører og fraterniserer med den elite, som de er sat til at se i kortene.
 
Kansas City Shuffle
 
I Danmark har vi en velpolstret middelklasse der intet ejer. Deres lønninger er krone for krone bundet til lån og renter på hus, bil, kontokort og ferier. Men de har et liv, der trods alt er bedre og mere komfortabelt end de arbejdsløses. De arbejdsløses vilkår er elendige. Der skabes ikke nye nettojobs i Danmark og der laves ikke solidariske fordelingsnøgler til det arbejde, der rent faktisk findes og det er et helt bevidst politisk valg. De ledige ydmyges og hånes offentligt for at modtage de almisser, de trods alt får, også dette er et bevidst politisk valg.
Alligevel er de ledige dog ikke så hårdt ramt som flygtningene. De bor endnu ikke i telte, og de kan endnu brødføde sig selv og trods alt håbe på en slags fremtid. På den måde har vi (Det kan synes som en særlig hån mod vores egen nyere historie) lavet et system, hvor alle har nok til at passe sig selv og alle har en gruppe, som de kan sparke ned på.
Magthaverne har skabt en fiktion: Ved at lave en pseudodebat om den trængte økonomi i Danmark, der som sit primære fokus har spørgsmålet om vi har råd til arbejdsløse og flygtninge? Ved konstant at diskutere den terror, der har ramt Danmark én gang siden 2001, hvor tvillingetårnene i New York brød ud i lys lue, har vi lavet det, man i visse amerikanske kredse, kalder en Kansas City Shuffle. (https://www.youtube.com/watch?v=ag31JHU8LPU) En afledningsmanøvre der betyder, at når alle kigger til venstre, kan du (læs: magthaverne) uset gå til højre. Så længe folk fokuserer på den hånd, der viser os hvad der, ret beset, ikke betyder en disse for vores fremtid: For vores overlevelse og vores økonomi på lang sigt. Så længe kan eliten, med den anden hånd, gøre hvad der passer den. Og når vi oven i købet har polstret den tredje statsmagt; pressen, så godt at denne tilsyneladende ikke hverken kan eller vil beskæftige sig med den dybdeborende, intense og afslørende journalistik, så er der frit spil.
 
Lad mig komme med et eksempel. Vi har en regering, der dagligt taler om hvad vi har og ikke har råd til, når det gælder ledige og flygtninge, men som bruger milliarder og atter milliarder på at gå i krige, der ikke har noget mål og ikke kan vindes. Vi har igennem de seneste år ladet det passerer at 275 milliarder kroner (http://www.ugebreveta4.dk/danske-vaerdier-i-skattely-slaar-rekord_14015.aspx) er blevet ført ubeskattet ud af landet. Kapitalgevinster, der retteligt skulle have været beskattet inden de, i stedet for, blev ført i skattely på eksempelvis Cayman Island. Penge som for alvor kunne have givet den danske økonomi, de ledige og de flygtede levevilkår, der ville gøre det muligt at flytte sig og blive aktive, skatteydende borgere. I stedet er de passivt ydmygede pariaer i et af de rigeste samfund på kloden. Denne form for systematisk lænsning af statskassen nævnes aldrig med et ord af journalisterne, når politikerne holder deres "vi-skal-jo-alle-holde-for” sparetaler.
 
Spot on
 
Spotlight er en film om at turde. En film om at blive ved og at prioritere sit fags dyder, indtil man har nok at bringe på bordet til at sagen ikke KAN afvises. Den handler om en tid og et fag, der kan gøre en forskel. Den beskæftiger sig ikke med at lave 40 breaking news historier på én dag. Nej, den beskæftiger sig med det væsentlige i journalistikken: At være vagthund. At bide magteliten i haserne og afslører ulovligheder og hykleri.
 
Vi lever i en tid, hvor 62 mennesker ejer mere end halvdelen af verdens befolkning tilsammen(http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE3021209/62-personer-ejer-lige-saa-meget-som-35-milliarder/). Vi lever i en tid, hvor de rige bliver rigere og de fattige fattigere minut for minut - arrogancen ser dagligt nye højder og eliten er aldeles uvidende om, hvad der måske venter dem om hjørnet. Revolutioner er lavet af præcis de komponenter vi driver samfund efter i Danmark i dag. Det mod den politiske og økonomiske magtelite repræsenterer kan, på en skæv eftermiddag, blive et hovmod der står for voldsomt fald. Det vil formentlig ikke starte i Danmark - men måske i Brasilien, Rusland eller Indien. Hele den bevægelse, der førte os frem til at blive et velfærdsamfund vil gentage sig. Opstand og arbejderbevægelse vil være tvunget til at genrejse sig. Måske og desværre ovenpå et blodbad, der vil få spørgsmålet om ISIS til at ligne et teselskab.
 
Jeg håber der kommer en opblomstring af en ny journalistisk integritet. Et nybrud, forhåbentlig i forlængelse af initiativer som Pov.international, Føljeton.dk og Zetland.dk, der vil sætte sig igennem og have afsmittende effekt i de medier, der rent faktisk kommer ud til de danske borgere (læs TV). Jeg håber det snart er ved at være slut med en følgagtig journaliststand, der gør hvad mor siger for at få sine lommepenge. At vi kan få afsløringer frem, der betyder at vi undgår at komme helt ud til kanten, derud, hvor der ikke er andre veje tilbage end oprør. Jeg håber på meget mere mod og meget mere Spotlight.

Giv din stemme

8 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Digital Kommunikation

Se alle job Indryk job

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Projektleder

Frist: 10. august

Digital fundraiser

Frist: 16. august

Presserådgiver

Frist: 18. august
Se alle job Indryk job

Kursus

Få værktøjer til bedre forandringskommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.