Arbejder du med presse, kan du sikkert nikke genkendende til, at din ledelse og organisation har urealistiske forventninger til, hvilke pressehistorier I kan gå ud med, og hvordan de skal vinkles. Måske har du også svært ved at få organisationen til at spille med og stille op til den reaktive pressehåndtering og inddrage dig rettidigt i håndteringen af kritiske sager, der kan havne i medierne.
Har du ikke dit interne mandat på plads, er det både utilfredsstillende for dig som rådgiver, og det kan betyde, at din organisation generelt ikke lykkes særligt godt med sin pressehåndtering og positionering i medierne. Hvis I selv skal sætte dagsordenen, skal I være foran både på de gode og de dårlige historier – og du skal være det pressefaglige fyrtårn, som bliver anset for at være helt central for jeres pressestrategiske valg.
På dette kursus bygger vi oven på din grundlæggende pressefaglighed og styrker din gennemslagskraft som rådgiver, så du i højere grad bliver hørt, set og taget med på råd i tide. Kurset er til dig, der har godt styr på den eksterne del af pressearbejdet og samspillet med medierne, men som mangler det afgørende mandat i din egen organisation.
Du vil møde praktikere og folk fra felten, der kan inspirere til, hvordan du kan opbygge den tillid, tryghed og respekt, der er nødvendig for din gennemslagskraft som presserådgiver. Vi skal arbejde med, hvordan du aktivt kan bruge struktur, relationer, forventningsafstemning og synliggørelse til at etablere dit fundament og skabe reel værdi som presserådgiver.
Via praktiske øvelser arbejder vi på at nedbryde de barrierer, du kæmper med i hverdagen, og styrker din rolle både ift. proaktiv og reaktiv pressehåndtering samt issue management. Du skal som rådgiver være stærk på alle disciplinerne, for at du kan blive anerkendt og reelt indtage positionen som organisationens absolutte nøgleperson, når det handler om presse.
Lad os se på det i fællesskab på dette spritnye kursus med fokus på din presserådgiverrolle.
Målgruppe
Kurset er for dig, der sidder med ansvaret for pressearbejdet og jeres relation til medierne i din organisation eller virksomhed. Du kan være presse- og/eller kommunikationsansvarlig, -rådgiver, -konsulent eller -medarbejder. Du har grundlæggende styr på dine vinklinger, din timing og din relation til pressen, men er træt af ikke at kunne trænge igennem med din pressefaglighed over for din ledelse – f.eks. ift. hvornår vinkling og timing er bedst til proaktive historier; hvad der kræves, for at I lykkes, og ift. at blive lyttet til og taget med på råd ved de svære sager. Vigtigst er, at du sidder i en stilling, hvor et af dine primære fokusområder er pressearbejde. Du kan sidde alene, eller du kan have kolleger og/eller medarbejdere.