Der findes et hav af forskellige sociale platforme, men hvad adskiller Facebook fra Instagram og LinkedIn fra Twitter? Tine Stevnhoved lærer dig, hvilke sociale medier der passer til jeres organisations formål og behov. Hun dykker ned i de sociale mediers særlige funktioner og giver eksempler på, hvordan andre har brugt medierne i deres kommunikationsarbejde. Den viden, du får, giver dig en solid forudsætning for at kunne vælge platforme og redskaber, når du skal udarbejde og søætte en social medie-strategi.
Tine Stevnhoved, digital konsulent hos Kontrapunkt. Tine arbejder med digital kommunikation med særligt fokus på at udvikle koncepter og strategier for, hvordan design, kommunikation og forretning spiller sammen.
Aarstiderne genskaber jordforbindelsen
"Vi vil være til stede der, hvor kunderne er". Sådan lyder Aarstidernes argument for at være på de sociale medier. I dag går virksomheden i flittig dialog med målgruppen på både Facebook, Twitter og Instagram. For de forskellige platforme har skabt nye samtalemuligheder, som Aarstiderne både bruger til produktudvikling, rekruttering og salg. Aarstiderne vil gøre vejen fra bonde til kunde kortere med sociale medier. Men hvilken værdi giver det at se virksomhedens tilstedeværelse på sociale medier som en samtale med målgruppen? Bliver man klog af skade? Og kan man arbejde strategisk med sociale medier uden at drukne i KPI'er? Mette Andersen, onlinechef hos Aarstiderne, deler ud af virksomhedens erfaringer med at være til stede på forskellige sociale medier. Med udgangspunkt i Aarstidernes eksperimenterende online-tilstedeværelse får du eksempler og gode råd, som du kan lade dig inspirere af og oversætte til din organisations behov.
Mette Andersen, onlinechef, Aarstiderne
Sociale medier – og jeres øvrige kommunikation
Før du kan komme i gang med at bruge sociale medier strategisk, skal de digitale initiativer tænkes ind i organisationens kontekst og den eksisterende kommunikation. Du skal være skarp på, hvem du taler – eller gerne vil tale – til, og på hvilken måde de sociale medier kan understøtte det, I allerede gør. Tine skærer ind til benet på den udfordring, de sociale medier skal løse i jeres organisation. Og hun giver dig redskaberne til at lave en grundlæggende analyse af jeres kommunikationsudfordringer. Samtidig gør hun dig klogere på, hvordan sociale medier kan bidrage til at løse udfordringerne.
Tine Stevnhoved
Planlægning, overvågning og måling
En god strategi er intet værd, hvis den ikke bliver udført ordentligt. Derfor bygger vi bro mellem den digitale strategi og den måde, den skal føres ud i livet på, med fokus på styring og arbejdsgange. Vi arbejder videre med jeres strategi i forhold til planlægning, overvågning og målsætninger. Tina lærer dig at planlægge indholdet, så jeres aktiviteter på sociale medier forbliver aktuelle og fastholder målgruppen. Hun giver eksempler på overvågningsværktøjer, der gør det lettere at generere relevant indhold på jeres forskellige kanaler. Og vi kortlægger ressourcer og måder, du kan måle effekten af den digitale strategi på.
Tina Mellergaard, Social Media Consultant hos Advice. Tina er specialiseret i kommunikation og markedsføring på sociale medier med social business som en integreret del af de interne forretningsgange og virksomhedens eksterne kommunikation.