Intern kommunikation kommer i mange former. Hos Coop er de gået nye veje for at kommunikere med deres godt 25.000 unge medarbejdere. I maj 2022 blev Tobias Simonsen valgt til Coops første Ungeminister. Indsatsen er selvfølgelig centreret omkring fastholdelse og rekruttering af de mange unge mennesker, men i lige så høj grad et ønske om at forbedre de unges hverdag gennem bedre trivsel, mere faglig anerkendelse og at skubbe til de rammer, som de unge har gennem politisk vedtaget lovgivning. For at arbejde hos Coop skal gerne være mere end en månedlig lønseddel – det skal være et sted, hvor man trives, dannes og er med til at forme samfundet omkring sig.
Lyt med, når Coops Ungeminister, Tobias Simonsen, fortæller om sit arbejde, og Coops HR-direktør, Lotte Hjortlund Andersen, sætter ord på strategien bag det nye initiativ.
Effektiv kommunikatør – hvad skal der til i den organisatoriske hvirvelstorm af udfordringer i dag?
Anne Katrine Lund, strategisk rådgiver og ph.d. i retorik
Aldrig har det gået hurtigere. Aldrig har vi haft flere kanaler. Aldrig har flere kommunikeret. Kravene til kommunikatørerne har aldrig været større, så hvordan griber vi mulighederne bedst? Hvordan holder vi balancen mellem rådgiver og producent? Og hvad kalder den organisatoriske hvirvelstorm på hos os som kommunikatører for at lykkes?
Anne Katrine Lund deler sin erfaring fra bl.a. at have trænet tusindvis af kommunikatører på universiteter, DMJX, interne akademier og udviklingsforløbet Certificeret Strategisk Kommunikationsrådgiver. Hun tror fuldt og fast på, at det handler om at arbejde med både viden, evner og sin personlighed for at stå stærk som rådgiver og gøre en forskel for sin organisation. Hør Anne Katrine Lunds tanker, og få hendes råd til, hvordan den interne kommunikatør bliver eller forbliver en stærk rådgiver i fremtiden. Hvad er de vigtigste kompetencer i den rolle? Hvilket fokus er vigtigt for at stå stærkere over for ledelse og organisation?
Når diversitet og inklusion starter indefra – ikke udefra og ind
Christina Gadeberg, Chief People Officer & Head of Group People, Nordea
For Nordea har det at arbejde med diversitet og inklusion ikke været et valg. Med 10 millioner kunder og over 29.000 medarbejdere, der taler 60 forskellige sprog, giver det sig selv, at forskellighed er noget, der skal og bør arbejdes med. Uanset om det er i Nordea som arbejdsplads, i forhold til kunderne eller samfundet generelt. At arbejde med diversitet og inklusion er ikke en lineær proces fra A til B – der er mange nuancer, indsatsområder, udfordringer og bump på vejen.
Christina Gadeberg er Chief People Officer & Head of Group People hos Nordea og har været med i en del af den lange proces, som for Nordea startede for ti år siden. Hør hendes ærlige beretning om, hvordan de er nået til, hvor de er i dag, og hvordan de i sin tid måske startede et forkert sted med indsatsen. For hvis man skal lykkes med en diversitets- og inklusionsstrategi, kræver det stort ejerskab hos medarbejderne. Og det er lykkedes hos Nordea med en ihærdig indsats på mange parametre og med en stor portion tålmodighed.
Med dig fra oplægget får du helt konkret viden om Nordeas erfaringer med:
- Hvad der skal være på plads internt i organisationen, før man kan kommunikere eksternt om diversitet og inklusion som en kerneværdi
- Hvilke initiativer Nordea anvender for at få medarbejderne med ombord, og hvordan de måler medarbejdernes oplevelse
- Hvilke bump på vejen der kan være i udarbejdelsen og implementeringen af en diversitets- og inklusionsstrategi.
Giver jeres arbejdsplads mening for de ansatte?
Nicolai Ellemann Iversen, Chief Philosophy Officer & Associate Partner, Voluntas
Tag med på en sviptur ind i det meningsfulde arbejdsliv anno 2023 med Nicolai Ellemann Iversen.
Der er sket meget de seneste år, når vi ser på, hvad der betyder noget i ens arbejdsliv. Og det er ikke lige meget med at have styr på det – for det handler om virksomhedernes vigtigste ambassadører, nemlig medarbejderne. Få den seneste viden om, hvad der gemmer sig bag det vigtige ”purpose”, når vi går på arbejde.
Vi zoomer ind på, hvilken betydning det har for den måde, vi kommunikerer internt i en virksomhed, og hvordan der skabes en kultur, som stemmer overens med employer branding-aktiviteter, så I undgår at ende i en moderne udgave af "Kejserens nye klæder".