Til vores arbejde med at skabe skab håb, forandring og meningsfulde fællesskaber søger vi nu en studentermedhjælper til at styrke vores kommunikationsindsats overfor alle Settlementets mange brugere, frivillige og (kommende) private støtter.
Som studentermedhjælp indenfor kommunikation får du mulighed for at arbejde med ekstern kommunikation, som kommer til udtryk både skriftligt og visuelt. Du kommer til at arbejde med mange spændende og alsidige opgaver, i et tæt samarbejde med et lille team af dedikerede kollegaer, som arbejder på at opbygge Settlementets nye private bidragsprogram.
Det skal du arbejde med:
-
Udvikling og drift af vores nye nyhedsbrev, som skal udkomme med fast frekvens og efter fast skabelon. Vi bruger mailchimp som mailsystem.
-
Opdatere vores hjemmeside med relevante historier om vores sociale indsats og den forskel, vi gør lokalt.
-
Sikre, at vores kommunikation er strømlinet og at design og brandguide efterleves.
-
Drive vores sociale medier, vi har profiler på Facebook og Instagram.
-
Indsamle, formidle og versionere historier om Settlementets indsats.
-
Deltage i planlægningen, udviklingen og afviklingen af vores kampagner, der skal skabe engagement lokalt.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er studerende - helst med 2 år tilbage af dit studie. Måske går du på en relevant videregående uddannelse indenfor kommunikation, dansk, journalistisk, grafisk design, multimediedesign eller noget helt sjette. Din uddannelsesretning er ikke det vigtigste for os. Det er derimod din indstilling, dit drive og dit ønske om at være med til at gøre en forskel for udsatte i byen, gennem dit arbejde med at formidle og fortælle historierne om vores indsats i Settlementet.
Du brænder for kommunikation, både skriftligt og visuelt. Dine arbejdsopgaver vil bestå af en del skriftligt arbejde, og det er derfor afgørende, at du kan skrive velformuleret og fængende og formår at fortælle historierne om vores arbejde.
Du kommer til at arbejde blandt engagerede kollegaer og få mangeartede opgaver. Det er derfor vigtigt, du kan se dig selv værende en del af et team, som brænder for at gøre en forskel for de udsatte.
Du arbejder selvstændigt, men er en stærk teamplayer med evne til at håndtere mange opgaver på én gang, ofte med deadlines.
Det er et plus, men ikke et krav, hvis du har prøvet at lave annoncering på sociale medier. Stillingen er 15-20 timer/uge efter nærmere aftale og med opstart f.eks. i september 2022 – eller hurtigst muligt.
Arbejdssted er som udgangspunkt Settlementets kontor på Dybbølsgade 41 på Vesterbro, hvor du vil få et uformelt og engageret arbejdsmiljø med gode kolleger.
Stillingen som studentermedhjælper med fokus på kommunikation hos Settlementet kræver naturligvis flydende danskkundskaber.
For yderligere spørgsmål om stillingen kontakt venligst udviklingschef Julie Takla Helsted på julie.takla@settlementet.dk