Kommunikationschef

Odense kommune
Odense kommune
Kommunikationschef til Børn- og Ungeforvaltningen
Er du ambitiøs og idérig? Er du stærk i strategisk kommunikation og har politisk tæft? Trives du tæt på de politiske beslutningsprocesser, og vil du være med til at fortælle den gode historie om arbejdet med børn og unge i landets fjerdestørste kommune? Så er du måske vores nye kommunikationschef.
Om jobbet 
Som kommunikationschef i Børn-og Ungeforvaltningen vil du møde en hverdag tæt på topledelsen, hvor der ofte på en gang skal tages imod opkald fra journalister, rådgives i politiske sager med medieopmærksomhed, skrives en tale og lægges en kommunikationsplan.

Du vil blive leder af afdelingen Kommunikation og Rådgivning, som foruden dig består af fire dygtige medarbejdere, der varetager intern og ekstern kommunikation, web, sociale medier, presse, strategisk kommunikation og rådgivning. Afdelingen fungerer som et hold og samarbejder om den samlede opgaveløsning inden for kommunikations- og rådgivningsopgaver i forvaltningen.

Som leder af Kommunikation og Rådgivning får du ansvar for at:
  • Kommunikere og understøtte forståelsen for forvaltningens strategiske retning blandt ledere og medarbejdere
     
  • Tænke strategisk og agere proaktivt i forhold til kommunikationen af budskaber, politikker og strategier både internt og eksternt
     
  • Drive udviklingen af både den interne og eksterne kommunikation og have et proaktivt blik på at sætte Børn-og Ungeforvaltningen på landkortet
     
  • Agere som strategisk sparringspartner og rådgiver for den øverste politiske og administrative ledelse
     
  • Være hele forvaltningens fagleder på kommunikationsområder
     
  • Understøtte beredskabet i Covid-19-kommunikation og hurtigt bringe kommunikationsteamet i spil og omsætte nye regler og rammer til klare budskaber for ledere, medarbejdere, forældre, børn og unge, samt det politiske niveau
     
  • Fortsætte udviklingen af et højt fagligt miljø i teamet
     
  • Styrke den interne kommunikation i forvaltningen og på tværs af fagområder.

     
Om dig 
Vi leder efter en kommunikationschef, der både har overblikket og kan lede på de store linjer, men også har sine ben solidt plantet i driften.

Vi forventer, at du har en solid erfaring inden for strategisk kommunikation, og at du færdes hjemmevant i en politisk verden. Du er desuden på hjemmebane i krisekommunikation, og du kan med rolig hånd være rådgiver for decentrale ledere og topledelse, så kritiske pressesager håndteres med respekt for de involverede og pressens vilkår.

Du mestrer både det kommunikative og strategiske håndværk og formår at eksponere vores strategier og politikker både internt i Odense Kommune og eksternt i medierne. Du har erfaring med kommunikationsopgaver på højt niveau, hvor du evner at få sat kommunikationsfagligheden i forvaltningens forskellige opgaver og dagsordner i spil, så den er indtænkt fra start i de rette sammenhænge. Herunder så vi troværdigt får fortalt de mange gode historier om forvaltningens arbejde.

Du har et stærkt samarbejdsgen og har forståelse for de mange aktører, der spiller på den kommunale bane. Du formår at åbne døre og skabe netværk på mange forskellige niveauer og med mange forskellige samarbejdspartnere. Du kan bedrive kommunikationsfaglig ledelse på fx skole-og dagtilbudsområdet og evner at sparre og rådgive, så alle har lyst til at invitere den kommunikative vinkel ind.

Fleksibilitet er en nødvendighed i jobbet som kommunikationschef. I tilspidsede og hektiske situationer evner du at holde hovedet koldt og træffe hurtige og gennemtænkte beslutninger. Du forbliver motiveret under omskiftelige og krævende arbejdsvilkår og er samtidig i stand til at motivere dine medarbejdere og skabe struktur og retning for arbejdet i en sjov og spændende hverdag.

Om os 
Børn- og Ungeforvaltningen er den største forvaltning i Odense Kommune med mere end 6400 medarbejdere, som hver dag arbejder for at sikre trivsel og udvikling for byens børn og unge bl.a. gennem fællesskaber, uddannelse, dannelse, sprog og tidlig indsats.

Kommunikation og Rådgivning er en af tre enheder, der er organiseret i staben Politik & Strategi, de to andre er HR, Kvalitet & Effekt og Ledelsessekretariatet. Som kommunikationschef bliver du en del af stabens chefgruppe, der fungerer som en tværgående og helhedsorienteret enhed. En af dine opgaver bliver således også at bidrage til gruppens samarbejde, udvikling og fælles ledelse.

I Kommunikation og Rådgivning er vi et lille adræt team med høj kvalitet i opgaveløsningen, der udnytter hinandens forskellige fagligheder og kompetencer, imens vi har det sjovt, når vi går på arbejde. Vi har en høj social kapital og forventer, at du vil styrke den yderligere. Vi forventer derfor en chef, der er med til at løfte i flok, og som har en anerkendende, tillidsbaseret og involverende ledelsesstil.

Vi kan tilbyde dig et job med en lang række spændende, varierede og udfordrende opgaver, hvor du i tæt samarbejde med dine medarbejdere får mulighed for at sikre den interne og eksterne kommunikation i den største forvaltning i Odense Kommune.

Løn- og ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Vil du vide mere? 
Du er velkommen til at kontakte os med spørgsmål om stillingen og en eventuel drøftelse af personlige kvalifikationer i forhold til stillingen. Henvendelse skal ske til konstitueret stabschef i Politik og Strategi Simon Bo Anderschou på tlf. 30707817 eller sekretariatschef for Ledelsessekretariatet Lærke Kibsgaard Rask på tlf. 20132559. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Ansættelsesproces 
Der er ansøgningsfrist mandag den 25. januar 2021. Første samtalerunde forventes afholdt tirsdag den 9. februar 2021. Anden samtalerunde forventes afholdt mandag den 22. februar 2021. Kandidater som inviteres til 2. samtalerunde vil blive bedt om at gennemføre en personprofiltest, som vil danne afsæt for dele af anden samtale.
 
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set annoncen på Kforum

Frist: 25. januar

Frist: 25. januar

Info

Virksomhed
Odense kommune
Stillingsbetegnelse
Kommunikationschef
Kontakt
Simon Bo Anderschou
Telefon: 3070 7817
Website
Indrykningsdato
05-01-2021
Ansøgningsfrist
25. januar
Adresse
Odense kommune
Odense C

Yderligere info

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.