Praktikanter

LEAD Agency
LEAD Agency
Praktikanter inden for strategisk kommunikation og public affairs
Hvis kreativitet, nysgerrighed og samfundsengagement flyder i dit blod, så siger vi velkommen hjem hos LEAD Agency. Vi søger praktikanter – vil du med på holdet?

Tænder du på at skabe dialog, der sætter aftryk, udvikle koncepter, strategier og kreativt indhold? Så skal du være en del af LEAD Agency. Vi er et kommunikationsbureau med 40 nysgerrige, skarpe og selskabelige kolleger i hjertet af Nørrebro. Og lige nu søger vi praktikanter fra februar 2022 og seks måneder frem.

 

Er du klar på en udfordring? 
Et praktikforløb hos LEAD er for dig, der har lyst til en hverdag, hvor komfuret kører på fuldt blus, og gryderne syder. Du får mulighed for at prøve alle redskaberne i kommunikationsskuffen, og dine opgaver vil spænde bredt. Den ene dag er du med til at rejse en politisk dagsorden, den næste hjælper du en kunde med at udvikle deres nye brandstrategi. Og dagen efter står den måske på krisekommunikation eller kreativ konceptudvikling.  
 
Vi lover, at din læringskurve bliver stejl. Mentormøder er en lige så fast del af kalenderen som fredagsbaren, og vi garanterer, at du bliver inspireret og går herfra klogere, end du kom – hvis du da ikke fortsætter hos os efter praktikperioden.

 

Vi klæder dig godt på   
Hos LEAD har vi haft praktikanter længe, og vi er gode til det. Det siger vores tidligere praktikanter i hvert fald.

Vi tilrettelægger et introforløb, der klæder dig på til en hverdag som juniorkonsulent. Du bliver koblet på spændende projekter fra første uge. Du kommer med til kundemøder, får din egen mentor og en unik mulighed for at suge til dig inden for en bred vifte af discipliner.

Samtidig sørger vi for, at du får dyb indsigt i de fagområder, vi arbejder mest med. Gennem en række masterclasses vil husets specialister introducere dig til vores metoder inden for public relations, kampagner, branding og public affairs – og give dig masser af faglig medvind. 

 

Vi søger to profiler: 
Som vores nye praktikant inden for PR, branding og strategisk kommunikation skal du være med til at udvikle kommunikationsstrategier, grundfortællinger, kreative koncepter og kampagner. Du kommer også til at arbejde med PR og pressekontakt. Dit arbejde vil handle om at engagere målgrupper og skabe forandring gennem kommunikation. Når det gælder de store kampagner, spiller det kreative og digitale ofte en nøglerolle. Derfor kommer du også til at få indblik i digitale strategier, opbygning af communities og udvikling af kreativt indhold til sociale medier. 

 

Som vores nye public affairs-praktikant skal du tænde på at hjælpe organisationer og virksomheder med at varetage deres interesser over for beslutningstagere og interessenter i bred forstand. Public affairs-projekter i LEAD handler typisk om at etablere en forbindelse mellem samfundet og kundernes mål. Du skal bruge dit indgående kendskab til politik og samfundsforhold til at bygge alliancer, sætte dagsordener og finde de fællesnævnere, der gør kundernes budskaber relevante i en bredere politisk kontekst. Du kommer f.eks. til at lave interessentanalyser, bidrage til issues management samt deltage i udvikling og eksekvering af større public affairs-strategier og politiske events. 

Vi forestiller os, at du er i gang med en videregående uddannelse, har lyst til at arbejde sammen med mange forskellige mennesker og føler dig hjemme på en arbejdsplads med skarpe hjerner og et uformelt miljø. 

Vi leder som udgangspunkt efter to forskellige profiler, men er du en kombination af dem begge eller kan noget helt tredje, hører vi også meget gerne fra dig.

For begge stillinger gælder, at gode engelskkundskaber er en forudsætning, og at du skal kunne være i praktik hos os i alle seks måneder.

 

Det praktiske: 
Arbejdstiden udgør 37 timer/uge. Hvis du er interesseret i en af stillingerne, kan du sende en kortfattet ansøgning og CV til lead@leadagency.dk. Vi holder samtaler løbende. For yderligere information kontakt chefrådgiver Anders Elleby på anders@leadagency.dk eller tlf. 22 92 92 90. Praktikperioden er med opstart i februar 2022. 

 

Om LEAD Agency 
Hvert Ord Tæller er vores motto. Det betyder, at vi tager vores métier, ordet, alvorligt. Ordets magt kan flytte menneskers holdninger, drømme og ændre deres adfærd. Ord kan starte revolutioner og shitstorms. Ord kan ændre verden. Hos LEAD insisterer vi på, at ord skal bruges til at skabe en positiv samfundsforandring. Men det kræver, at ordene bruges med omhyggelighed, med omtanke og med respekt. Og det kan vi hjælpe med. Vi er et full-service kommunikationsbureau og tilbyder bureauydelser på tværs af discipliner som strategisk kommunikation, branding, kampagner, PR, public affairs, kreativ konceptudvikling og tværgående digitale løsninger.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set annoncen på Kforum

Frist: Hurtigst muligt

Frist: Hurtigst muligt

Info

Virksomhed
LEAD Agency
Stillingsbetegnelse
Praktikanter
Kontakt
 Anders Elleby 
anders@leadagency.dk 
Telefon: 2292 9290
Website
Indrykningsdato
07-10-2021
Ansøgningsfrist
Hurtigst muligt
Adresse
LEAD Agency
Ravnsborg Tværgade 5C
2200 København N

Yderligere info

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.