Kommunikationschef

Københavns Politi
Københavns Politi
Kommunikationschef søges til Københavns Politi
Kan du kombinere solidt kommunikationshåndværk med strategi, så er det måske dig vi søger?
Du er en skarp formidler og forstår at understøtte politiets arbejde med at skabe tryghed
og tillid.

Vi søger en erfaren og strategisk tænkende kommunikationschef, der har blik for både intern og ekstern kommunikation, og som forstår at holde fokus i en stor og omskiftelig organisation med ca. 3000 medarbejdere.


Københavns Politi er Danmarks største politikreds og varetager en lang række funktioner, der har afgørende betydning for politikredsens sikkerhed og borgernes tryghed. Vi sætter en ære i at kommunikere åbent og tilgængeligt. 

Et indholdsrigt job med komplekse opgaver og faglige udfordringer
Som vores kommende kommunikationschef har du det overordnede ansvar for Kommunikationsenheden med syv engagerede og dygtige medarbejdere, der arbejder med pressebetjening, SoMe og intern kommunikation. Det er dit ansvar at sætte den overordnede strategiske ramme for kommunikationen og sikre fortsat kvalitet og udvikling. 

Københavns Politi er genstand for stor politisk og mediemæssig bevågenhed og får dagligt mange pressehenvendelser fra både lokale og nationale medier. Vi sætter en ære i at sikre pressen en god og effektiv service og være åbne, uden at det kompromitterer fortrolige oplysninger. Samtidig bestræber vi os på at være i øjenhøjde med borgerne gennem proaktiv kommunikation eksempelvis ved at synliggøre det forebyggende og nære politiarbejde rundt omkring i kredsen. 

Som kommunikationschef vil du være en central nøgleperson i Københavns Politi, og du vil være kommunikativ sparringspartner for øverste ledelse. Det er vigtigt, at du har blik for hele organisationen – både politiets og anklagemyndighedens opgaver, prioriteter og resultater.  

Vi har en arbejdskultur, der er præget af godt humør og stor handlekraft.

Du får en spændende og udviklingsorienteret opgaveportefølje, som i praksis omfatter, at:
  • Lede et dedikeret team af dygtige kommunikationsmedarbejdere
     
  • Vedligeholde en god og professionel relation til relevante interessenter
     
  • Rådgive medarbejdere og ledere i forbindelse med presse- og mediehåndtering
     
  • Kvalitetssikre pressemateriale
     
  • Sikre den fortsatte udvikling af den interne såvel som den eksterne kommunikation
     
  • Være på forkant med borgernes behov for viden i tæt samarbejde med bl.a. kredsens borgerservicekonsulent 
 
Om dig
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund (f.eks. journalist, Cand.Comm.), erfaring med ledelse og flere års erfaring med strategisk kommunikation – gerne i en større organisation inden for det offentlige. Du har politisk tæft og er vant til at agere ubesværet i en kompleks og politisk styret organisation med højt tempo.

Du har stærke samarbejdsevner og er god til at gå i dialog og opbygge relationer internt såvel som eksternt. Du evner at favne flere forskellige faglige perspektiver uden at miste fokus for god kommunikation.

Dit helhedsorienterede blik og strategiske forståelse gør, at du spotter kommunikative muligheder og udfordringer og griber dem i tide. 

Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, og vi forventer, at du kan bidrage med følgende:
  • En inspirerende og inddragende ledelsesstil
     
  • Stærke kommunikative evner og en skarp journalistisk pen
     
  • Et solidt netværk 
     
  • Indgående kendskab til mediernes arbejdsmetoder og politisk journalistik
     
  • God forståelse for brug af sociale medier
     
  • Blik for både den gode og den kritiske historie
     
  • En motiverende og konstruktiv tilgang til samarbejde
 
Hverdagen i Københavns Politi er meget uforudsigelig. Du forventes derfor at være meget fleksibel i forhold til arbejdstid – aften- og weekendarbejde må påregnes i perioder afhængigt af den operative situation.

Hvis ovenstående vækker genklang hos dig, vil vi meget gerne se en ansøgning fra dig.
 
Ansættelsesforhold
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og akademikere i staten eller på anden relevant overenskomst.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Politigården, 1567 København V.
 
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte stabschef Rikke Freil Laulund på telefon 51218202 eller mail RLA026@POLITI.DK

Når du søger en stilling i politiet opretter du samtidig en profil i vores
rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.

Alle ansøgninger vil blive behandlet fortroligt.

Vi opfordrer alle til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set annoncen på Kforum

Frist: 21. september

Frist: 21. september

Info

Virksomhed
Københavns Politi
Stillingsbetegnelse
Kommunikationschef
Kontakt
Rikke Freil Laulund
RLA026@POLITI.DK
Telefon: 5121 8202
Website
Indrykningsdato
06-09-2021
Ansøgningsfrist
21. september
Adresse
Københavns Politi
København

Yderligere info

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.