Fyld din jobansøgning med klichéer og varm luft. Så er du da sikker på ikke at få jobbet. Eller læs de gode eksempler på, hvordan du fanger opmærksomheden, opfylder virksomhedens krav – og slipper levende fra det hele med dig selv i behold. Få her inspiration til struktur, indhold, tips og tricks til din kommende jobansøgning.
Den gode jobansøgning skaffer dig til jobsamtale. Den erstatter ikke samtalen, men lægger op til den. Den er en smagsprøve på dig. Da du næppe er en skabelon, skal du heller ikke sende en skabelon, men skrive hele teksten fra bunden. Til hver jobansøgning. Men derfor kan man jo godt skæve til gode råd og eksempler i en guide som denne.
De tre byggesten
En god jobansøgning fylder omkring en A4-side og består af en indledning, en brødtekst og en afslutning. Det er vigtigt at overskrift og indledning fanger læserens opmærksomhed og besvarer de vigtigste spørgsmål fra jobannoncen, som hvorfor du søger jobbet, hvad du kan tilbyde virksomheden og hvorfor det er dig, der skal have jobbet frem for den næste ansøger i bunken.
Brødteksten bør vise motivationen bag ansøgningen og hvilke kvalifikationer, du har. Glem alt om at skrive, hvor ambitiøs, detaljeorienteret og overskudsagtig, du er. Vis det ved at skrive om dine erfaringer, og giv læseren historien om dig.
Afslutningen skal efterlade et godt indtryk og fungere som en fod i døren til virksomheden. Skriv eventuelt, at du allerede har forberedt, hvordan du kan gribe stillingen an, og at du ser frem til at møde virksomheden og fortælle mere til en jobsamtale.
Eksempel på den gode jobansøgning
Nedenstående billede er et eksempel på struktur og indhold i en god jobansøgning.

Eksempel på den gode jobansøgning
34 tips og tricks til jobansøgningen
Følger du disse tips og tricks, er du sikret, at din jobansøgning ikke lander nederst i bunken.
- En standardansøgning til alle job dur ikke
- Grundigt forarbejde rykker: Hvem er jeg, og hvem er de? Ring til virksomheden, spørg ind til de udfordringer, de står over for, og brug den viden i jobansøgningen
- Drop billedet i jobansøgningen, det hører hjemme i CV’et
- Husk de basale oplysninger som navn, adresse, telefonnummer, andre kontaktinformationer
- Besvar jobannoncen
- Kend formålet med jobansøgningen: Formålet er ikke at blive ansat med det samme, formålet er at komme til en jobsamtale
- Tænk over, hvad der motiverer dig ved jobbet. Er det virksomheden? Jobbet? Branchen?
- Brug de rigtige ord. De fleste virksomheder benytter digitale databaser til at søge efter kandidater. De vil altså søge efter kandidater på baggrund af søgeord. Tjek jobannoncen, og analyser dig frem til, hvilke søgeord der vil blive brugt
- Overskriften er vigtig. Svar eventuelt på jobannoncens overskrift
- Vigtigste informationer øverst. De fleste rekrutteringsansvarlige bruger omkring 4-7 sekunder på at læse jobansøgningen
- Tjek jobansøgningen igennem for stavefejl
- Hold en rød tråd
- Skriv i dit eget sprog –drop det akademiske lingo
- Lad være med at lyve
- Sproget skal passe til virksomheden
- Brug korte sætninger og afsnit
- Fokuser på én idé pr. afsnit, og skriv pointen i første linje
- Brug aktive verber
- Fokuser ikke på det, du ikke kan i jobannoncen
- Skriv aldrig negativt om din forrige arbejdsplads
- Brug ikke versaler
- Skriv om tidligere resultater –ikke om ansvarsområder
- Forklar fordelene ved dine kompetencer i forhold til virksomheden og opgaverne
- Undgå negativitet
- Sælg fisken: Jobansøgningen er et markedsføringsdokument. Tænk over typografi, design, levering. Tænk over, hvad der giver dig kant
- Undlad irrelevant information
- Har du ingen erfaring, så undlad at dække over det. Forklar, hvad du kan, og hvordan du vil gribe jobbet an
- Lad være med at gentage dig selv
- Brug ikke klichéer, prædikater og for mange superlativer
- Slet varm luft
- Undlad personlige hobbies
- Det er vigtigt at være selvsikker, men ikke arrogant
- Nævn dem, du har arbejdet sammen med, hvis de er betydningsfulde i branchen
- Gem en kopi af jobansøgningen og jobannoncen til samtalen
Link til andre artikler om den gode jobansøgning: