Knud Holt Nielsen


Knud Holt Nielsen

Knud Holt Nielsen

Karma: 23 (?)

Skat, kurver og konsekvenser

Da Ronald Reagan som nyvalgt præsident i 1981 indledte sit grundlæggende opgør med den fordelingspolitik, der havde præget det meste af efterkrigstiden, var et af de økonomiske nøglebegreber bag hans nye økonomiske politik den såkaldte ’Laffer-kurve’. Oprindeligt undfanget på en serviet i forbindelse med et restaurantbesøg. Sådan lyder historien i hvert fald.

Faderen til modellen var den amerikanske økonom Arthur Laffer. I december 1974 på the Two Continents Restaurant i Washington spiste Arthur Laffer middag med bl.a. sin tidligere klassekammerat fra Yale Dick Cheney og Donald Rumsfeld, der begge på det tidspunkt var ledende medlemmer af præsident Gerald Fords stab. Arthur Laffer var på det tidspunkt professor ved University of Chicago, som var samlingsstedet for den såkaldte Chicago-skole indenfor modeløkonomien – også tit omtalt som neoklassisk eller monetaristisk - indædte modstandere af den Keynesianske forståelse af økonomi, som havde præget den vestlige verden siden 1930’erne. Jude Wanniski, som var associate editor for The Wall Street Journal, var også til stede og refererede siden episoden.

Professor Laffer argumenterede ved middagen indædt imod daværende præsident Gerald Fords ”WIN” forslag om skattestigninger (Whip Inflation Now), og hævdede at en sænkning af marginalskatterne under bestemte forhold tværtimod kunne resultere i øgede skatteindtægter, og for at understrege sit argument hev han sin kuglepen frem og skitserede så på en spiseserviet sin nye teoretiske økonomiske model for forholdet mellem skattetryk og statens indtægter. Modellen vakte stor interesse blandt de tilstedeværende.

Afsættet var de to grundlæggende forhold, at såfremt skatteprocenten i et samfund var 0 procent, så havde staten ingen skatteindtægter, og såfremt skatteprocenten var 100 procent så ville ingen arbejde – i hvert fald næppe frivilligt - og så ville staten heller ikke have nogen indtægter.

I mellem disse to yderpunkter forestillede Arthur Laffer sig så, at skatteindtægterne havde form af en kurve. Såfremt eksempelvis marginalskatten overskred et ikke nærmere defineret toppunkt, ville borgerne vælge at arbejde mindre og derfor ville statens indtægter falde. En sænkning af skatteprocenten for de høje indkomster kunne derfor ifølge den økonomiske model resultere i øgede skatteindtægter, da folk så ville vælge at arbejde mere, når de nu kunne beholde en større del af indtægten efter skat.

Med Reagans valgsejr kom Chicago-økonomernes teoretiske modeller, herunder Laffer Kurven, i centrum for den økonomiske politik. Arthur Laffer blev således medlem af Ronald Reagans Economic Policy Advisory Board fra 1981-1989 og en af arkitekterne bag Reagans økonomise politik også kendt som Reaganomics.

På baggrund af modellen var det muligt at argumentere for, at skattelettelser faktisk ville øge statens skatteindtægter, og Reagan derfor kunne kombinere sit ønske om øgede udgifter til militær oprustning med skattelettelser for de højeste indtægter og stadig få statens budgetter til at balancere.

Nu var det ikke sådan, at der var et egentlig empirisk videnskabeligt belæg for, at der overhovedet eksisterede en Laffer-kurve. Altså at statens skatteindtægter eksempelvis ikke bare ville stige i en eller anden grad i takt med skatteprocenten – så længe marginalskatterne ellers var under 100 procent. Og såfremt der faktisk eksisterede en Laffer kurve ude i virkeligheden, så var der ingen der igennem empiriske undersøgelser havde indkredset, hvor toppunktet faktisk befandt sig. Altså det punkt, hvorfra statens skatteindtægter begyndte at falde i takt med stigende skatteprocenter i kraft af folk ikke længere ville arbejde fordi skattetrykket blev for højt, for havde man ikke passeret dette punkt og bevæget sig over i højre side af kurven, så ville statens skatteindtægter selvsagt bare falde i takt med at skatten blev sat ned.

I tilfældet Reagans økonomiske blev resultatet da også, at skattelettelserne i realiteten resulterede i lavere skatteindtægter for staten, der i kombinationen med øgede militærudgifter resulterede i massive underskud på statsbudgettet. I løbet af Reagans regeringsperiode blev den amerikanske statsgæld således tredoblet. Set i forhold til det amerikanske bruttonationalprodukt steg gælden fra 32,5 procent il 53,1 procent og USA gik således fra at have været det internationale økonomiske systems største kreditor til verdens største skyldner.

Massive investeringer i militær oprustning og Reagans økonomiske politik i det hele taget, havde selvsagt også andre effekter, som man kan diskutere, men det må blive en anden gang.

Arbejdskraftudbud og topskattelettelser

Når der er grund til idag at mindes Lafferkurven som økonomisk model, er det ikke bare som et kuriøst eksempel på tankegangen blandt 1980’ernes nye højre – selv om CEPOS i Berlingske Tidende stadig sværger til ’servietøkonomien’– men fordi den på sæt og vis minder en del om tankesættet bag den igangværende diskussion om topskatten i Danmark, der udspringer af modeller fra samme gren af den økonomiske modelvidenskab.

Der er udsigt til en skattereform i Danmark, og både højrefløjen og den siddende centrum(venstre)-regering har peget på, at der skal ske lempelser for borgere, der i dag betaler topskat. Enten ved at hæve indtægtsloftet for hvornår man skal betale topskat (igen) – så færre betaler den højere marginalskat – eller ved simpelthen at sænke topskatteprocenten.

Den underliggende modeløkonomiske forestilling, som både regering og opposition tilsyneladende deler, er ikke som hos Reagan at øge statens skatteprovenu ved at sænke marginalskatterne på høje indtægter, men denne gang at ’øge arbejdsudbuddet’. Samme begrundelse som lå bag det sidste års forringelser af dagpengeordningen og efterlønnen. Nu er det jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at det er de radikale, som er de varmeste tilhængere af topskattelettelser, men både S og SF har tilsyneladende affundet sig med tanken.

Ideen er, at såfremt skatten på den sidst tjente krone sættes ned, så vil mange borgere pludselig være villige til at arbejde meget mere, og ifølge regeringsgrundlaget indgået mellem socialdemokraterne, SF og de radikale kan dette ligefrem medvirke til at arbejdsudbuddet øges med hvad der svarer til 7000 personer og 3 milliarder ekstra i statskassen. Det svarer til, at hver ny person skal levere knap 430.000 i statskassen hvert år. Som andre har påpeget, er dette nok ikke ligefrem et scenarie, som er hentet med afsæt i hvordan den faktiske virkelighed nu engang ser ud.

I det hele taget kan det være vanskeligt at følge ræsonnementet med, at det er arbejdsudbuddet, som der er et tvingende behov for at øge i en tid hvor hundredetusinder, der gerne vil arbejde, er parkeret udenfor arbejdsmarkedet, herunder tusindvis af unge med solide uddannelser bag sig.

Såfremt arbejdsudbuddet i sig selv skabte vækst, kan det jo iøvrigt undre, at Sydeuropa og Nordafrika ikke for længst har overhalet de kinesiske vækstrater med den overflod af arbejdsparate uddannede unge, som i den grad gerne vil ind på arbejdsmarkedet, men som i stedet frister en tilværelse som tilværelse som arbejdsløse. Det er imidlertid en anden diskussion, som ikke er pointen her.

For det gode spørgsmål er nemlig, om der rent faktisk er belæg for regeringsgrundlagets forestillinger om, at lavere topskat vil få flere til at arbejde mere.

Først kunne man jo spørge om, hvem der i det hele taget betaler topskat i det her land. Ifølge skattemyndighederne var der i 2011 ca. 4.7 mio. skatteydere i Danmark, af disse forventes beskedne 710.000 eller 16 procent at have tjent så mange penge, at de passerer topskatteloftet.

Nu omfatter skatteyderne selvsagt også alle de unge under uddannelse, de gamle på pension, de kronisk syge osv., men selv om vi tæller dem fra og nøjes med at se på de 2,8 mio. mennesker der udgør selve arbejdsstyrken, dvs. de beskæftigede og de arbejdsløse, så er det fortsat kun beskedne 25 procent, der tjener så meget at de passerer topskattegrænsen.

For overhovedet at komme til at betale topskat skal en borger tjene 423.804 kr. før arbejdsmarkedsbidrag, svarende til en udbetalt månedsløn på 35.317,- kr. før skat. Og det er altså uden at pensionen er medregnet. Det er faktisk en ganske høj indtægt i et land, hvor flertallet af arbejdsstyrken har en årlig indkomst under 300.000. Tænker man alle fradragene med for renteudgifter, befordring, faglige kontingenter, private ratepensionsopsparinger, børnepenge og hvad folk nu eller måtte være udstyret med, kommer topskattegrænsen faktisk endnu højere op.

Selvom 25 procent af befolkningen ligefrem udgør hverken eliten eller overklassen, så er det altså så afgjort den højere middelklasse, man taler om, når man taler om topskatteydere. Nu er det jo ikke fordi, at jeg vil påstå, at der ikke findes eksempelvis freelancere eller andre folk i det her land, som har en temmelig uregelmæssig indtægt og enkelte år har en høj indtægt for til gengæld at have væsentligt mindre andre år.

Men hvis man har to faste indtægter og hvert år passerer topskatte-skattegrænsen, så tilhører man altså de absolut bedst lønnede i Danmark, der i forvejen har været begunstiget af eksempelvis skattestoppet og de øvrige lempelser for boligejerne igennem de sidste årti, så det klinger mildt sagt hult, når der fra tid til anden klages over, at topskatten rammer såkaldt ’almindelige’ lønmodtagere. Lidt ligesom den del af den velbjergede middelklasse, der for tiden jamrer over udsigten til en beskeden trængselsafgift, når de i fremtiden skal krydse kommunegrænsen til København i deres BMV.

Det kan så være afsættet for en overvejelse om det fordelingspolitisk rimelige i skattelettelser her i en tid med voksende arbejdsløshed, offentlige nedskæringer og underskud på statsbudgettet. Men lad det nu ligge, for det gode spørgsmål er selvfølgelig, om man rent faktisk kan få den velbjergede og vellønnede del af den danske befolkning til at arbejde bemærkelsesværdigt mere, ved at sænke topskatten?

Igen er er vi ovre i en gren af modeløkonomien, i dette tilfælde den såkaldte mikroøkonomi og begrebet ’substitionseffekter’. Skal man oversætte begrebet til lægmandssprog, så er det klassiske perleeksempel: "Hvis jeg ikke har flere guldøl, hvor mange flødeboller skal jeg så have for at blive lige så glad". Enhver, der i sin ungdomstid har siddet og hældt guldøl indenbords i kollektivet, ved godt, at det i den virkelige verden er ren nonsens, men garneret med de her pragtfulde kurver i neoklassiske økonomiske teoribøger så virker det som anden modeløkonomi næsten forførende overbevisende.

I det konkrete tilfælde handler det om substitutionen af det personlige gode (fri)tid til fordel for ydelsen arbejde blandt højtlønnede. Den slags er som flødebollerne og guldøllene selvfølgelige stærkt kontekstafhængigt. Hvor meget løn skal jeg eksempelvis have for at blive lige så glad for at gå på mere arbejde, som jeg er for at være sammen med mine børn, når jeg i øvrigt har en ganske høj indtægt?

Tilbyder man en million i timen, er de fleste sikkert villige. Men taler vi om udsigten til at beholde yderligere 20-30 kroner i timen pr. ekstra arbejdstime, som kunne være resultatet af en hævelse af topskattegrænsen til eksempelvis 600.000, så er det måske mere tvivlsomt.

En del vellønnede børneforældre ville måske endda overveje, at arbejde et par timer mindre, når de nu alligevel kan opretholde den samme indtægt, og dermed substituere ydelsen ’arbejde’ med eksempelvis godet ’fritidssysler’ eller måske bare godet ’hent-dine-børn-lidt-tidligere-i-institutionen-så-de-ikke-er-helt-så-knaldhysteriske-når-du-kommer’. Et gode som så tilmed udløser frynsegodet ’bedre samvittighed’ som en ekstra bonus. Det sidste er et særdeles eftertragtet gode blandt børneforældre. Ja det er bare en tanke, jeg har absolut ikke noget empirisk belæg for påstanden andet end personlig erfaring.

Spørger man befolkningen, så er der i hvert fald ikke noget, som tyder på, at skattelettelser vil få den til at arbejde væsentligt mere. Ugebrevet Mandag Morgen offentliggjorde den 25. januar 2012 en undersøgelse, hvor 71 procent af danskerne svarede, at de »slet ikke« eller kun »i mindre grad« havde mulighed for at arbejde mere.Kun hver tiende havde i høj grad mulighed for at øge størrelsen på lønchecken med ekstra arbejde. 62 procent mente ligefrem, at deres skatteforhold havde minimal eller slet ingen betydning for hvor meget de arbejdede. Selv om der var en smule flere af de højtlønnede, der hævdede at ville arbejde mere, hvis skatten blev sænket, så var det stadig en beskeden minoritet indenfor gruppen.

Nu bør man jo være forbeholden overfor al denne her ”gallup-sociologi”, der for tiden er så ekstremt populær hos især Mandag Morgen og Dagbladet Politiken. For spørgsmålet er hvor dækkende udsagnene egentlig er for folks faktiske adfærd. Eksempelvis køber danskerne ifølge befolkningens udsagn i meningsmålinger mere end 10 gange så mange økologiske æg og økologisk kød, som supermarkederne kan registrere ryger igennem kasseapparaterne.

Men der foreligger faktisk nogle undersøgelser foretaget af DJØF, der viser hvor lang en ugentlig arbejdstid en væsentlig del af de højestlønnede medarbejdere har hver uge. Nu er det jo selvsagt ikke sådan, at de så ofte udskældte medlemmer af DJØF repræsenterer alle de højtlønnede, men billedet er nu nok forholdsvis dækkende for, hvordan det er blandt en lang række andre højtlønnede grupper i samfundet – journalister, professorer, højere funktionærer i det private, håndværkermestre, civilingeniører, læger osv.

Den seneste undersøgelse påviste, at Djøfere i gennemsnit arbejder mere end 42 timer om ugen. Hver 8. arbejder tilmed mere end 50 timer om ugen. Fire ud af ti har jævnligt arbejde med hjem.Det er så endda en mindre forbedring i forhold til tidligere. Det forekommer mildt sagt ikke realistisk, at man med nok så mange lempelser i topskatten skulle kunne få denne gruppe til at arbejde nævneværdigt mere, eftersom de allerede arbejder langt ud over den almindelige arbejdstid, og den ekstra arbejdsindsats nok mere handler om immaterielle ’goder’ i form af ’selvidentitet’ og (karrieremæssig) ’selvrealisering’ end om rationaler om kroner og ører.

Så hvad er konklusionen?

Vi får nok en skattereform, som vil indeholde lempelser af topskatten på den ene eller den anden måde, finansieret af nedskæringer og øgede afgifter andre steder i systemet, der vil ikke ske forbedringer for arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, handicappede og andre modtagere af offentlige ydelser, og både Villy Søvndal og en del af de yngre folkesocialister vil givetvis bagefter erklære, at det skam er moderne socialisme, selvom det dybest set er et udtryk for de radikales økonomiske neoliberalisme og benhårde interessevaretagelse for de højestlønnede i samfundet – og styrkeforholdene internt i regeringen.

Men de langsigtede effekter?

Ja mit bedste bud er, at det går som med modeløkonomernes Laffer-kurve og Reagans skattepolitik. En del af de højtlønnede vil komme til at betale mindre i skat, staten vil få et lavere skatteprovenu og stort set ingen vil arbejde mere af den grund.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

63 JOB

Sekretariatsleder og kommunikationsekspert

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.