Knud Holt Nielsen


Knud Holt Nielsen

Knud Holt Nielsen

Karma: 23 (?)

Man sammenligner pærer og bananer, når der tales om ‘ikke-vestlige’ minoritetsunge i ungdomsuddannelser
Når vi i medier og i den politiske debat hører om forskellen mellem hvor mange unge med 'ikke-vestlig minoritetsbaggrund', der går på en ungdomsuddannelse, i forhold til de majoritetsdanske unge, så kan vi i virkeligheden ikke bruge sammenligningen til ret meget, for unge med en ’ikke-vestlig baggrund’ kommer oftere fra hjem med små indkomster og et lavere uddannelsesniveau. Så hvis vi ikke tager den sociale baggrund med ind i opgørelserne, så sammenligner vi ganske enkelt pærer og bananer, hvor begge dele godt nok er frugt, men forskellene alligevel er meget betragtelige.
 
Hvor godt elever klarer sig i skolen, og hvor mange som kommer videre i uddannelsessystemet er tæt knyttet til deres økonomiske og sociale klassebaggrund. Det er et af de mest gennemdokumenterede forhold, vi kender fra den sociologiske forskning. Jo højere husstandsindkomst og jo højere uddannelsesniveau blandt forældrene, jo mere uddannelse får børnene også.
 
Det har derfor længe været en kilde til misinformation, når vi i kommunerne og den offentlige debat hele tiden præsenteres for tal, der bare direkte sammenligner mellem hvor mange unge med en ’ikke-vestlig baggrund’ og hvor mange unge med en dansk majoritetsbaggrund, der eksempelvis tager en ungdomsuddannelse.
 
På landsplan er der indiskutabelt en forskel på næsten 8% og i København 3,5%, når man bare sammenligner uddannelsesandelen blandt alle majoritetsunge og alle minoritetsunge med ’ikke-vestlig baggrund’.
 
Men unge med en ’ikke-vestlig baggrund’ kommer oftere fra hjem med små indkomster og et lavere uddannelsesniveau, så når vi ikke tager den sociale baggrund med ind i opgørelserne, så sammenligner vi ganske enkelt pærer og bananer, hvor begge dele godt nok er frugt, men forskellene alligevel er meget betragtelige.
 
Sammenligningerne direkte mellem alle unge giver med andre ord ikke noget særlig dækkende billede af, hvor der skal sættes ind, hvis eksempelvis flere unge skal have en ungdomsuddannelse, når vi ikke ved, om det vi ser i tallene afspejler eksempelvis de unges sociale eller deres kulturelle baggrund, eller hvilke grupper af de unge, der klarer sig bedre eller dårligere end andre, når det kommer til uddannelse.
 
Før sommeren 2019 offentliggjorde forvaltningen i København imidlertid mere detaljerede statistiske opgørelser over, hvor stor en andel af de unge, der er i gang med en ungdomsuddannelse, set i forhold til deres sociale baggrund.
 
Nu er tallene kommet, og de viser de nuancer, som der er ude i den virkelige verden.
 
Påstandene om, at integrationen generelt skulle være en fiasko, er en klar myte, hvis man ser på andelen af de unge, der går på en ungdomsuddannelse. Men der er heller ikke tale om en situation, hvor ’ikke-vestlige unge’ ligefrem vælter i ind i uddannelsessystemet sammenlignet med de majoritetsdanske unge med samme baggrund.
 
Undersøgelsen viser nemlig med al ønskelig tydelighed, at de unge med en ’ikke-vestlig baggrund’ generelt tager uddannelse lige så meget eller lige så lidt som danske unge med en tilsvarende social baggrund.
 
Og så er der nogle nuancer, som man bør se på.
 
Blandt de familier, der har en disponibel indkomst efter skat mellem 100.000 til 500.000 er der både i København og på landsplan lidt flere unge med ’ikke-vestlig baggrund’, der fortsætter på ungdomsuddannelserne end majoritetsdanske unge fra familier med samme husstandsindkomst.
 
Men blandt de fattigste er der forskelle. Ikke mindst mellem København og landsgennemsnittet, På landsplan er det sådan, at markant færre unge med ’ikke-vestlig baggrund’ kommer videre på ungdomsuddannelserne (54% mod 68,9%), men i København er andelen stort set den samme (66,4% mod 66,6%), når man sammenligner de mellem fattigste unge. Og som man kan se af tallene, så fortsætter virkelig markant flere unge fra de fattigste ’ikke-vestlige familier’ videre på ungdomsuddannelserne i København i forhold til på landsplan (ca. 12% flere).
 
Det skal selvsagt ses i forhold til, at København generelt har et efterslæb, når det overordnet handler om hvor mange unge, der i det hele taget fortsætter i uddannelsessystemet. Men København gør ikke desto mindre et eller andet rigtigt, når det handler om, at få flere af de allerfattigste minoritetsunge videre i ungdomsuddannelserne.

(Graf: Københavns Kommune)

Forældrenes uddannelsesniveau

Ser vi på forældrenes uddannelsesniveau, så er der igen bemærkelsesværdige forskelle mellem København og landsgennemsnittet. I København er der en større andel af de ’ikke-vestlige’ minoritetsunge, hvor forældrenes højeste uddannelse kun er grundskolen eller en ungdomsuddannelse, som fortsætter videre på ungdomsuddannelserne set i forhold til danske unge, hvor familiens uddannelsesbaggrund er lige så lav.
 
Andelen af ’ikke-vestlige’ minoritetsunge, hvor forældrenes højeste uddannelse kun er grundskolen, som fortsætter videre i ungdomsuddannelser er samtidig markant højere i København end tilfældet er på landsplan både i forhold til andelen af minoritetsunge og af majoritetsdanske unge fra de lavest uddannede hjem på landsplan (uddannelsesandelen er 74,7% af de minoritetsunge i København mod 69,7% af de majoritetsunge på landsplan).
 
Men igen kommer nuancerne ind. For det er en bekymrende tendens, at ser man på de højest uddannede familier med lange videregående uddannelser, så er det sådan – både på landsplan og i København – at en relativt lavere andel af minoritetsunge fortsætter på ungdomsuddannelserne end danske majoritetsunge fra hjem med samme høje uddannelsesniveau (i København er det 90,7% af de majoritetsunge mod 84,4% af de ’ikke-vestlige’ minoritetsunge). Et eller anden går med andre ord galt i skolesystemet, når man ser på de minoritetsunge fra de højest uddannede familier.
 

(Graf: Københavns Kommune)

Hvad betyder familiens boligform?

Endelig er der boligformen. Med regeringens ghettopakke er der blevet sat kraftigt ind mod de almene boligområder, hvor beboernes etniske ophav nu gøres til et socialt problemkriterie i sig selv. Ser man på sammenhængen mellem boligformer, og andelen af unge der tager en ungdomsuddannelse, så er det ikke overraskende sådan, at børn fra familier i ejerboliger og andelsboliger har en højere uddannelsesandel end børn af familier, som bor til leje. Eftersom eksempelvis ejere i gennemsnit har en højere husstandsindkomst end lejere i den almene boligsektor, så ville alt andet have været meget overraskende.
 
Men ser vi specifikt på de unge i de almene boligområder, så er det sådan, at en væsentlig større andel af unge med ’ikke-vestlig’ minoritetsbaggrund tager en ungdomsuddannelse end de majoritetsdanske unge i de samme områder. Forskellen er ca 10 % i København. Og ser man specifikt på de udsatte boligområder, hvor der kun findes tal fra København, så er det sådan, at hvor 74% af de majoritetsdanske unge går på en ungdomsuddannelse, så er det 79,1% de af de unge med en ’ikke-vestlig’ minoritetsbaggrund.
 

(Opgørelse: Københavns Kommune)

Hvad fortæller tallene os?

Hvad kan man så konkludere ud fra tallene? Meget kort. Kulturen må ud og (social)klassen må ind, når man i skoler og ungdomsuddannelser, eller beslutningstagere i kommuner og i staten, skal tilrettelægge indsatser, for at flere unge klarer sig bedre i skolen og kommer videre på ungdomsuddannelserne.
 
Både majoritetsdanske og minoritetsdanske unges videre vej i uddannelsessystemet er ekstremt snævert forbundet med deres sociale baggrund, og man kan derfor på den baggrund ganske enkelt ikke bare sammenligne de to grupper under ét.
 
Tallene understreger, at der er behov for mere nuancerede forståelser af eleverne og en langt mere målrettet indsats, der i stedet for det nuværende dominerende fokus på sprog, kultur eller etnicitet, tager udgangspunkt i elevernes socio-økonomiske baggrund.
 
Samtidig viser tallene dog, at der i dag må være endog meget store forskelle kommunerne imellem, når man ser på, hvor stor en andel af minoritetsunge fra de fattigste familier med en samlet husstandsindkomst under 100.000, der går videre i ungdomsuddannelserne.
 
Når der på landsplan således er en markant forskel mellem majoritetsunge og minoritetsunge fra de fattigste familier, mens i København ikke er nogen forskel, og uddannelsesandelen blandt de fattigste ’ikke-vestlige’ minoritetsunge tilmed er 12% højere i København end på landsplan, så må der være kommuner, hvor der er i dag er alvorlige efterslæb, og hvor der bør sættes langt mere målrettet ind for at forbedre de unges veje igennem skolen og ind i ungdomsuddannelserne.
 
Elevernes succes eller fiasko i skoler og uddannelser handler altså i allerhøjeste høj grad om deres klassebaggrund – og det er helt entydigt for både de majoritetsdanske såvel som minoritetdanske unge. Hvis vi som samfund skal sikre, at flere af de unge kommer godt igennem skolen og tager ungdomsuddannelser, så skal vi i stedet begynde at fokusere meget mere på, hvilke barrierer der skal væk, hvis vi skal sikre større chancelighed også for unge fra hjem med de laveste indkomster og med forældre med det laveste uddannelsesniveau uanset etnisk baggrund.
 
Alle tallene kan findes på Københavns Kommunes hjemmeside her:
 
 
 
 
 
 
 

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

63 JOB

Journalist

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.