Kirsten Drotner


Kirsten Drotner

Kirsten Drotner

Karma: 1 (?)

Forfatter:

3


artikler

2


indlæg

1864: en journalistisk udfordring
Allerede efter de første afsnit af DR’s seriesatsning 1864 er de velkendte positioner trukket op i debatten: skal serien bedømmes på sine kvaliteter som fiktion eller for sin fremstilling af fakta om fortiden? Instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal har ikke uventet forfægtet det første synspunkt, sekunderet af kolleger som forfatterne Carsten Jensen og Ib Michael, mens faghistorikere og politikere har beskyldt Bornedal for historieforfalskning og manipulation.
 
Hvad er grunden til de fastlåste positioner? Måske skyldes de ikke så meget serien selv som historiefortælling, som jo er den ramme, debatten lige nu udfolder sig indenfor: består den Matadortesten? Måske skal svarene snarere findes i at se serien i forhold til debatterne om andre serier, der får national opmærksomhed som fx Arvingerne (2014), Borgen (2010) og Sommer (2008). Det er nemlig slående, at ikke mindst tv’s egne journalister i høj grad rammesætter debatten ud fra de temaer, serierne behandler.
 
Da Borgen fx viste et afsnit om svinedød i 2013, hev Aftenshowet på DR straks Gitte Seeberg (LA) og Pia Kjærsgaard (DF) i studiet til en debat om dansk landbrug, og siden fulgte Deadline efter i samme spor. Da Arvingerne løb over skærmen, var både Aftenshowet og Tv2’s Go’ Aften Danmark på pletten med diskussioner om arveafgift og godt-det-ikke-er-mig-historier om familiebrud på grund af arvetvister. Borgen førte bl.a. til diskussioner om, hvordan livet på Christiansborg virkelig udspiller sig – og nu har DR så også meget opfindsomt debatprogrammet Bag Borgen. Da vi fulgte familien Sommer i Fredriksværk, gik debatten på demens, og hvad pårørende kan gøre – og videre i den dur.
 
Rammesætningen for den professionelle seriedebat er overalt den samme: Hvad handler serien om? Hvordan kan det tema vinkles med et menneskeligt touch? Man har meget sjældent indtryk af, at journalister er trænet i at bruge ordet ’hvordan’: hvordan er serien skruet sammen? Hvordan fungerer fx nutidssporet i 1864 i forhold til fortidssporet i fortællingen? Det virker som om, de simpelt hen ikke har et sprog for det formmæssige i en fortælling. Resultatet er, at seerne heller ikke tilbydes vinkler, så de selv kan forholde sig til fiktionen som fiktion.
 
Debatterne om danske tv-serier ligner den måde, lærere i 1980’erne anvendte film: man viste Nils Malmros’ Kundskabens træ (1981) eller Bille Augusts Tro, håb og kærlighed (1984) for at lægge op til en debat blandt eleverne om, hvor  svært det er at være ung. I dag opøver eleverne heldigvis også et formsprog på lige fod med et sprog for indhold og tematik.
 
I et bredere perspektiv peger især tv’s egne seriedebatter på en ubalance i dansk journalistik: den politiske journalistik synes at være den matrice, andre emner behandles ud fra, og den synsvinkel journalister rutinemæssigt anvender: hvilken konflikt rummer det her – gerne i forhold til konkrete personer, så læserne, seerne og lyttere umiddelbart kan relatere sig til det?
 
Den politiske matrice reducerer let kultur til et spørgsmål om holdninger – for eller imod – som konsulenter, meningsdannere og såkaldt fremtidsforskere så ellers inviteres til at ytre sig om; og den politiske matrice udgrænser det særlige ved mange kulturelle udtryksformer, nemlig at de faktisk har en form, er sat sammen på bestemte måder, der fungerer forskelligt alt efter hvordan brikkerne lægges.
 
Konkret betyder det for debatten om 1864, at journalisterne ikke kan stille spørgsmål til – og imødegå - Ole Bornedal på hans egne præmisser: er serien så det store kunstværk om tab og smerte, som Bornedal hævder? Lyt bare til samtalen mellem Bornedal og værten Pia Røn i Ugens gæst på DR P1 lørdag den 18. oktober. Gennem hele udsendelsen taler de helt forbi hinanden – Bornedal kører på en kunstdiskurs, og Røn på en historisk debatdiskurs – som fx her:
 
Røn: hvorfor lave et hist drama, hvis man ikke vil skabe debat – hvis man ikke forventer, at der kommer en debat om den måde, man skriver historien på, den måde man tolker - fordi det er vel det, der sætter hjernecellerne i gang, de små grå, hos os andre?
Bornedal: Nej, så er man jo ikke kunstner, så er jeg jo bare en historiker - Hvorfor skriver H.C. Andersen sine eventyr? Hvorfor skriver Shakespeare sine værker?
 
Det ville ikke kræve en doktorgrad i litteraturvidenskab at udfordre den sammenligning. Det vil nok en velbegavet gymnasieelev kunne. 
 

Giv din stemme

7 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Presse- og kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.