Aldrig har danske politikere, kommentatorer, erhvervsliv og interesseorganisationer været så enige op til et valg. Det opsigtsvækkende fælles fodslag finder man i disse dages fornemmeste disciplin: Messerschmidt-bashing. Over en bred kam forsøger partierne, særligt udtalt ved Socialdemokraternes ”Afslørings-kampagne”, sammen med kommentatorer som blandt andet Jarl Cordua (24/7 mm.) og flere fagforbund, herunder 3F og Dansk Metal, at jorde Dansk Folkepartis spidskandidat, som i øjeblikket spås svimlende stor vælgeropbakning ved Europa-Parlamentsvalget søndag. Men er den fælles front mod Messerschmidt ikke et udtryk for, at man ikke har forstået proteststemmernes anatomi?
Protestbevægelsens DNA
Morten Messerschmidts vælgere er i hvert fald ikke nødvendigvis vælgere, som vælgere er flest. Opbakningen til de EU-skeptiske partier, som i øjeblikket præger det meste af Europa, bliver ofte betegnet som en slags protestbevægelse. Men selve DNA’et i en protestbevægelse er ikke nødvendigvis at lade sig omvende af det bedre argument i den offentlige debat. Det er andre ting, man reagerer på, og min vurdering er, at selve det politiske indhold i debatten for en stor del af vælgerne er komplet uinteressant.
Tværtimod er det den såkaldte DJØF-snak og den politiske elites bedrevidende løftede pegefinger, som man opponerer imod. Det er i den gul-blå skygge fra det politisk korrekte fjendebillede, at man finder sin fælles identitet. Morten Messerschmidts opbakning skyldes ikke nødvendigvis, at 28 procent af vælgerne er for Dansk Folkepartis politiske program, men tværtimod at en stor del af befolkningen er imod de samme ting – det samme fjendebillede. Altså eliten. Akademiseringen. Den laden hånt om demokratiet og folkets stemme som bedrevidende professorer og kommentatorer fra et selvbestaltet helikopterperspektiv fremturer med, når de i en belærende tone ”forklarer” masserne om virkeligheden uden for ligusterhækken.
En stemme på Messerschmidt er altså, for en stor dels vedkommende, en proteststemme mod det billede af EU, globalisering, de magtfulde eliter mv. som Morten selv så dygtigt maler op. Man føler sig underkuet af den politisk korrekte, intellektuelle overklasse, og man er træt af at blive belært. Og på den måde er det at sætte sit kryds ved sådan en som Messerschmidt en dejlig oprørsk ting. Og noget som man, efter min bedste overbevisning, ikke vil ombestemme sig i forhold til på grund af gode råd fra den selvsamme hær af skabs-radikale jubel-europæere, som nu forsøger at stække Messerschmidt. Det er tværtimod brænde til bålet.
En fuck-finger til det politiske establishment
Mange af dem, som sætter sit kryds ved Dansk Folkeparti, ville muligvis være bedre tjent med en stemme på eksempelvis de Konservative. Hvis man altså vurderer politiske budskaber i forhold til mulighederne for reel indflydelse i Bruxelles og Strasbourg. Men de Konservative er sgu også en del af det parnas, som man ikke bryder sig om. Får Morten 25-28 procent af stemmerne d. 25. maj, jamen så er det i dén grad en fuck-finger lige midt i fjæset på det politiske establishment. Og det er dét, der betyder noget. Hvilken politisk indflydelse stemmerne så bliver vekslet til i Parlamentet, det gør ikke så meget. Det er den symbolske mulighed for at vise den verdensfjerne elite, at os kan de sku ikke trampe på, der tæller. Og på den måde bliver den fælles (og noget desperate) front mod Messerschmidt, som præger medierne i disse dage, i virkeligheden en bekræftelse af, at de andre, de etablerede, vil den jævne mand på gaden det ondt. Og så må man jo for alvor krybe sammen under panama-hatten.
I New York Times stod der for år tilbage, at verdens to eneste tilbageværende supermagter var USA og den offentlige mening. Nu hvor USA’s magt synes på retræte, kunne det være, at man skulle åbne øjne og øre for den offentlige mening. De, som i øjeblikket fristes af at stemme på Morten Messerschmidt, skal ikke overbevises om det modsatte ved at blive talt
til, men ved at blive talt
med.