Laura Klitgaard kommer til at stå i spidsen for en forening, som de senere år har oplevet klar medlemsfremgang. IDA repræsenterer nu over 140.000 ingeniører, naturvidenskabeligt uddannede og it-professionelle.
Laura Klitgaard er civilingeniør i både arkitektur og byggeledelse. Hun arbejder i Cowi som bygherrerådgiver og har haft samme rolle i kommunalt regi, men skal altså nu være formand for Ingeniørforeningen, IDA på fuldtid.
Udover uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet arbejder IDA for at accelerere den grønne omstilling baseret på medlemmernes bidrag samt for en etisk ansvarlig teknologiudvikling, herunder digitaliseringen af velfærdssamfundet.
IDA’s medlemmer stemte ved et digitalt valg op mod påske 65 medlemmer ind i repræsentantskabet, som på et møde netop enstemmigt har udpeget den nye formand.