21. januar 2022

Jakob Stig Dyvik

Jakob Stig Dyvik
Djøfs chef for presse og public affairs springer ud på dybt vand i nyt land
 
Afdelingschef for politik, presse og public affairs i Djøf, Jakob Stig Dyvik, har ikke bare sagt sit job op. Til februar siger han helt farvel til Danmark for at starte et helt nyt liv og eventyr i Norge med sin norske hustru og deres søn. I Norge skal han rådgive virksomheder og leder inden for politik, strategi, presse og kommunikation i firmaet Corporate Communications med base i Oslo.
 
Efter to et halvt år i Djøf, er der for alvor forandring på vej for fagforeningens nuværende chef for Public Affairs, Jakob Stig Jørgensen. Det nye år byder nemlig ikke bare på nyt arbejde, men også en helt ny tilværelse i et helt nyt land.
 
Sammen med sin norske kone og deres et-årige søn flytter han til februar til Norge og et helt nyt liv hos vores naboer mod nord.
 
”Jeg springer ud på det helt dybe. Nyt land, ny bolig, nyt job. Det bliver bogstavelig talt helt nyt liv for mig og min familie. Det føles vildt at sige et godt og spændende job op, sige farvel til Danmark og kaste sig ud i noget helt ukendt. Men det føles heldigvis også både godt og rigtigt. Og vildt spændende. Jeg glæder mig ekstremt meget,” siger Jakob Stig Dyvik.
 
Jakob Stig Dyvik er uddannet journalist fra Roskilde Universitet og var journalist og redaktør på Politiken og Berlingske, inden han skiftede spor og blev rådgiver hos Ulveman & Børsting. De sidste godt to år har han været først mediechef og siden afdelingschef for politik, presse og public affairs hos Djøf. Han har tidligere arbejdet som presserådgiver hos Radikale Venstre. Fremover skal han slå sine folder hos Corporate Communications, et strategisk kommunikationsbureau i Oslo.
 
”For mig har det været afgørende at finde et arbejde, hvor jeg både bliver fagligt udfordret med spændende opgaver, der rykker noget og er med til at udvikle samfundet, og hvor der samtidig er plads til alt det, der også er en del af livet, ikke mindst familien. Det er der i Corporate Communications,” siger Jakob Stig Dyvik og fortsætter:
 
”Jeg har været ekstremt imponeret over deres moderne filosofi og måde at drive virksomhed på. De er skarpe, uhyre professionelle og blandt de allerdygtigste i Norge, samtidig med et ufravigeligt fokus på holdånd og vigtigheden af at være hele mennesker i balance og med familien som en integreret værdi. Jeg er aldrig før blevet præsenteret for så præcist et værdigrundlag, der gennemsyrer både tankegang og tilgang.”
 
I Djøf er der både vemod og forståelse hos direktør Sigge Winther Nielsen.
 
”Jakob har været en god medarbejder, kollega og chef. Og han har været vigtig for det arbejde, der er lavet i Djøf de sidste år. De er heldige i Norge, og danske virksomheder med aktiviteter i Norge har en alletiders mulighed for at få en knalddygtig rådgiver med forståelse for og indsigt i begge landes kulturer og tilgang, ” siger han.
 
Foto: Emilie Therese

Flere jobhop

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.