Jesper Larsen


Jesper Larsen

Jesper Larsen

Karma: 10 (?)

Forfatter:

1


artikler

21


indlæg

Til en kontrafaktisk virkelighed med Pierre Collignon
Tidligere chefredaktør for Jyllands-Posten, Pierre Collignon, har lagt navn til en bog med titlen ”Tilbage til virkeligheden – Kampen mod fake news, løgne og manipulationer”, udgivet af Gyldendal. Bogen er en iscenesættelse af Collignon som autoritet på stofområdet, men store dele af indholdet er omskrevne kopierede fortællinger, uden selvstændig research eller faktatjek. Derfor er bogen fyldt med fejl.
 
Uofficielle danske ghostwriters på Tilbage til Virkeligheden. Lisbeth Knudsen, Jon Kyst og Flemming SplidsboelDen danske del af propagandaklubben, der har været ghostwriters på store dele af Pierre Collignons bog.
 
Grundlæggende er bogen er en narrativbåret paranoid fortælling om, at russisk misinformation, russiske internettrolde og russiske hackere, findes overalt, også selvom de er svære at få øje på, men de påvirker valghandlinger i Vesten. Kildematerialet er mangelfuldt, selektivt og primærkilder er sjældne.
 
”Tilbage til Virkeligheden” er en bog, der opfordrer til (nye?) journalistiske dogmer under en samlebetegnelse om kritisk objektivitet, selvom den ikke efterlever dem selv. De psykologiske manipulationstricks, der er kendt som gaslighting, anvendes overalt og det er bemærkelsesværdigt, at ikke en eneste anmelder er faldet over den åbenlyse modsætning mellem hvad bogen praktiserer og hvad den prædiker.
 
Formålet med bogen er, at iscenesætte Collignon som en moderat oppositionsstemme i debatten om ”fake news”, hvor han er tiltænkt rollen som censur-modstander, der dog i stedet anbefaler softpower totalitære begrænsninger af ytringsfriheden, under påskud af en forskel. Initiativerne inkluderer statsfinansieret sandhedskontrol, der bestemmer hvad der ses på sociale medier, og at efterretningstjenester undersøger personer bag lovlige politiske ytringer, såfremt de er i strid med magthavernes og derfor mærkateres som ”pro-russiske”.
 
”Tilbage til Virkeligheden” er et bidrag til en allerede eksisterende dagsorden for indskrænkninger i den personlige frihed for helt almindelige borgere.
 
Collignon lyver om mig i bogen, så nu fortæller jeg sandheden om ham og hans kumpaner.
 
Collignon anvender et af mine blogindlæg som kilde i sin bog. Dette indlæg er del 2, opfølgningen med titlen:

Afsløring: Dansk politik designes af lyssky tænketank – del 2

Jeg viser først ni konkrete falske eksempler fra bogen, som læseren selv kan kontrollere sandheden af – helt eller delvist og med frit valg af punkter. Jeg vil anbefale du køber bogen, hvis du læser mit indlæg, ellers ikke. Bemærk det er praktisk at kunne søge i e-version.
 
Jeg vil også anbefale at bogen, inklusiv min tekst, bliver (valgfrit) pensum på journalistuddannelserne, men at de optræder samlet i et fag, der kunne hedde ”fake news og russisk propaganda i Danmark”. Journalistens anmelder har anbefalet bogen bliver pensum, og DJMXs bestyrelsesformand er begejstret for bogen.
 
Der står i bogen, at jeg lyver. Jeg dokumenterer her, at Pierre Collignon lyver i bogen.
 
 
Jeg vender tilbage til indholdet af del 1.
 
Bogen er modtaget med stående bifald af anmelderne, f.eks. af Lisbeth Knudsens statsfinansierede faktakontrol, hjemmesiden TjekDet, der kanoniserer bogen. Knudsen er bestyrelsesformand på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Bogens anbefaling er, at Lisbeth Knudsen skal censurere sociale medier.
 
Nu går dokumentationen i gang.
 

Ni fakes

Nedenfor gennemgår jeg ni falske og væsentlige emner i bogen.
 
  1. Russisk hackning af Det Demokratiske Parti under amerikansk præsidentvalgkamp.
  2. Russisk hackning af Macron lige før den franske præsidentvalgkamp.
  3. Russisk forsøg på at underminere skotsk selvstændighedsafstemning
  4. Ruslands påvirkningskampagne under den hollandske folkeafstemning om Ukraine.
  5. Falske nyheder om Danmark i russiske medier – ”Grøntsagsgate” og dyrebordel.
  6. Kritik af Magasinet Konspiration og redaktør Josef Hanji.
  7. Kritik af Sociolog Lars Jørgensen.
  8. Kritik af den ”pro-russiske” blogger, Jesper Larsen.
  9. Da Collingnon lavede fake news på Jyllands-Posten
Til sidst afslutter jeg med en opsamling på propagandaklubben, man behøver ikke have læst alle fakes.

Dokumentation er afgørende

Enhver har ret til sin egen mening, det kræver ingen form for dokumentation. Ligeledes står det enhver frit for at have en mening, der er dokumentation imod. En mening er bare en mening.
 
Når emnet er "falske nyheder", så er det kun dokumentation, der tæller.
 

Fake #1: Russisk Hacking af Det Demokratiske Parti

Den overordnede fortælling (kaldet ’narrativet’) i bogen er, at Rusland hackede Det Demokratiske Parti (DNC) og Hillary Clintons kampagneleders email, under den amerikanske præsidentvalgkamp, og gav oplysningerne til Wikileaks. Dette påstås adskillige gange i flere kapitler uden kildehenvisning.
 
Fakta er, at der hverken findes dokumentation eller nogen amerikanske myndigheder, der påstår der findes beviser for, at DNC blev hacket. Collignon påstår at kende bagmanden til en forbrydelse, som ingen kan dokumentere nogensinde fandt sted.
 
DR Detektor, der er DR’s eget faktatjekprogram, konkluderede det ikke kunne fastslås, at Rusland stod bag hackning, hvilket jeg dokumenterer i mit indlæg fra februar 2017 med titlen ”Russisk hackning: Falsk DR Detektor eller falske nyheder på dr.dk”. Her dokumenterer jeg yderligere, at det aldrig er fastslået, der nogensinde skete et hack, men der omvendt er en hel række indicier for et internt læk.
 
Ingen påstår der end findes beviser for, at DNC blev hacket. Ingen amerikanske myndigheder har nogensinde undersøgt serverne, da disse kun har været hos et privat sikkerhedsfirma med direkte forbindelse til DNC’s ledelse. Der er ikke skyggen af bevis for noget hack af DNC.
 
Netmediet Buzzfeed, der publicerede det famøse dossier med beskyldninger om Trump og prostitueredes urinsex på et hotel i Moskva, er sagsøgt for injurier og bagvaskelse. For at redde sig selv har Buzzfeed sagsøgt DNC for at få udleveret beviser for hackning. Buzzfeed bruges mindst seks gange som en troværdig kilde i bogen.
 
Collignon fabrikerer en historie, der er central for bogen og dens fortælling, der ikke er bakket op af noget som helst dokumentation, og tilmed modsagt af en hel række indicier.
 
Alene dette punkt bør få læseren til at se på troværdigheden af ”Tilbage til Virkeligheden” med væsentlig skepsis.
 
Jeg anbefaler i øvrigt min egen artikel på Folkets Avis fra februar 2018, der har rubrikken ”Løgnen om Russiagate krakelerer”.
 

Fake #2: Russisk indblanding i den franske valgkamp

Collignon bruger uforholdsvis store dele af bogen på at skrive om Frankrig og den franske præsidentvalgkamp, der stod mellem Emanuel Macron og Front National lederen, Marie Le Pen.
 
Macron-kampagnen blev hacket under valgkampen og mails blev offentliggjort lige før valget. Collignon skriver, at ”et sikkerhedsfirma havde ført hackningen tilbage til den russiske hackergruppe ATP28”, hvilket læseren så må forstå er ”sandt” da det indeholder en kildeanvisning.
 
I kildehenvisningen står imidlertid blot: ”Fransk politi efterforsker stadig, og der er ikke fremlagt oplysninger, som med sikkerhed peger i retning af Rusland”, hvilket er det eneste forbehold bogen tager.
 
Allerede i juni 2017 oplyste chefen for Det nationale franske Center for Cybersikkerhed, Guillaume Poupard, at hackningen var så simpel og amatørisk udført den kunne være foretaget af hvem som helst. Altså eksisterer der ikke beviser, der kan udpege en gerningsmand.
 
Efter massiv dansk falsk dækning om ”russisk hacking”-spekulationer skrev jeg om emnet på Kommunikationsforum samme måned under rubrikken ”Afslører Pierre Collignon fake news om russisk hackning i fransk valgkamp?”.
 
Collignon refererer en konklusion fra ”et sikkerhedsfirma” uden kildehenvisning (det er TrendMicro), men fortier og ignorerer hvad den førende franske officielle autoritet på området siger. Collignon må altså have oplysninger, den franske efterretningstjeneste ikke har, siden han ved Rusland står bag, mens fransk efterretningstjeneste siger det kunne være hvem som helst.
 
Den fortælling, som ”Tilbage til Virkeligheden” vil binde læserne på ærmet er, at Rusland hackede Macron-kampagnen, for at lække dokumenterne dagen før valget, i et forsøg på at få millioner af vælgere til at skifte deres stemme fra Emanuel Macron til Marie Le Pen på selve valgdagen. Der er ingen beviser for, at Rusland på nogen måde var involveret. Collignons fortælling må officielt betegnes som ”en konspirationsteori”, der strider mod de franske myndigheders forklaring.
 

Fake #3: Russisk forsøg på at underminere skotsk selvstændighedsafstemning

I tråd med bogens paranoide Rusland-narrativ har Collignon indsat et enkelt afsnit om den skotske uafhængighedsafstemning 18. september 2014. Han skriver:
”Vi så det ske efter folkeafstemningen om skotsk uafhængighed i 2014. Her stod en russisk valgobservatør isoleret med anklager om uregelmæssigheder, men hans påstand førte til en bølge af opskruede valgsvindelhistorier på RT og andre russiske medier – og en kampagne på sociale medier, der også lokkede skuffede skotske nationalister til. Igen et russisk forsøg på at underminere tilliden til demokratiet og så intern splittelse”.
 
Collignon angiver ingen kilde til historien, der bliver fortalt som hans egen, men jeg kender historien fra Ben Nimmo fra NATO-tænketanken Atlantic Council. Collignon har digtet videre på historien.
Til britiske The Guardian fortæller Nimmo i december 2017 om sin undersøgelse af folkeafstemningen i 2014. Her handler historien kun om, at ”pro-russiske propagandister brugte Twitter, falske YouTube-videoer og Facebook-konti til at sprede falske beskyldninger om, at der havde været valgsvindel” og så understreger Nimmo overfor avisen, at ”han ikke har bevis for at desinformationskampagnen var orkestreret af Kreml”.
 
Collignon påstår, at anklager ”førte til en bølge af opskruede valgsvindelhistorier på RT” uden give en eneste kilde som eksempel på denne bølge. Søgning på ”Scottish referendum” på RT fra valgdatoen og en uge frem giver mig resultater til følgende artikler:
 
 
Samtlige artikler refererer valgresultatet som en kendsgerning uden forbehold for gyldigheden. Ingen af artiklerne som nævner nogen ”russisk valgobservatør”.
 
Den 23. september 2014 bragte RT artiklen ”Tusinder kræver om-tælling i skotsk uafhængighedsafstemning” efter 90.000 har underskrevet online. Af artiklen fremgår eksplicit at kravet om om-tælling fremsættes til trods for nationalist-siden og uafhængige observatører har accepteret afstemningsresultatet, ligesom lederen for selvstændighedsbevægelsen citeres for at have opfordret sine støtter til at ”acceptere det skotske folks afgørelse”.
 
Hvad angår den ”russiske valgobservatør”, så var det lederen for den russiske valgdelegation, der er ekspert i international valglov, der udtalte sig. Til det russiske nyhedsbureau, RIA, fortalte han, at rammerne ikke levede op til internationale standarder, hvilket derefter blev refereret i The Guardian. Eksempelvis foregik optællingen i en 300 meter lang hal, hvor det var umuligt for observatører, der skulle blive på sidelinjen, at kontrollere optællingen – og altså en fuldstændig legitim kritik.
 
Historien viser en typisk uhæderlig partiskhed og parathed til at fabrikere historier hos såvel Ben Nimmo, som Pierre Collignon. Det relevante er naturligvis om den russiske observatør har ret, ikke om han ”står isoleret” og resten af beskrivelsen i ”Tilbage til Virkeligheden” er fuldstændig fabrikeret.
”… men hans påstand førte til en bølge af opskruede valgsvindelhistorier på RT og andre russiske medier – og en kampagne på sociale medier, der også lokkede skuffede skotske nationalister til. Igen et russisk forsøg på at underminere tilliden til demokratiet og så intern splittelse”
 
Der var ingen bølge af opskruede valgsvindelhistorier på RT og tre år senere var der ifølge Nimmo ingen beviser for, at Kreml stod bag den påståede kampagne på sociale medier. Nimmo nævner ikke valgobservatøren overfor The Guardian, der tværtimod har indsat en faktaboks hvori det ses at 42% af selvstændighedsstemmerne tror der var valgsvindel.  Men ifølge Collignon, så var det Igen et russisk forsøg på at underminere tilliden til demokratiet og så intern splittelse”, selvom RT aldrig har sået tvivl om valgresultatet i modsætning til skotterne selv.
 
Collignons udlægning er fake.
 

Fake #4: Russisk indflydelse i Hollands folkeafstemning om EU-associationsaftalen

I april 2016 skulle Holland til folkeafstemning om landets tilslutning til den associationsaftale EU havde indgået med Ukraine. Det skyldes en ny hollandsk lov, hvor et antal borgerunderskrifter kan igangsætte en folkeafstemning og associationsaftalen var den første mulighed for at anvende loven, hvilket var grunden til den blev afholdt om netop dette emne – altså en tilfældighed.
 
Collignon skriver, ”den russiske indflydelse” under den hollandske folkeafstemning om Ukraines tilslutning til EU-associationsaftalen i april 2016 var ”til at tage og føle på” og at det var noget ”hollænderne huskede” da de gik til parlamentsvalg i marts 2017.
 
Læserne bildes ind, at russisk indblanding i den hollandske folkeafstemning er en kendsgerning og den hollandske offentlighed er enig i det. Det er notorisk falsk.
 
Beskrivelsen af den hollandske valgkamp er en regulær fabrikation af opdigtede, misvisende, udokumenterede og selektivt udvalgte postulater. Den eneste kildeangivelse Collignon giver, er en artikel fra amerikanske New York Times.
 
Collignon påstår f.eks, at ”russere gav sig ud for at være ukrainere” i debatter, men udelader at hans egen kilde (hvis troværdighed kan anfægtes), fortæller de var hyret af en hollænder.
 
Collignon fortsætter og skriver, at redaktøren for netmediet GeenStijl, Bart Nijman ”udbredte konspirationsteorier om, at ukrainske regeringsstyrker havde skudt passagerflyet MH17 ned over Ukraine”.
 
I den australske avis, The Sydney Morning Herald kan læse, hvad Nijman rent faktisk sagde, som var, at han ikke var overbevist om den officielle historie, og citeres for at ”De [Ukraine] ved mere end de fortæller os”. Collignon referat- eller citatforfalsker. Der var 38 australiere ombord på MH17.
 
I artiklen fra Sydney Morning Herald citeres tilmed en leder for den ukrainske diaspora i Holland der ikke tror Kreml har nogen direkte indflydelse på Nej-kampagnen. Der er et enormt misforhold mellem en ukrainer i Holland, der ikke kan få øje på russisk indblanding og Pierre Collignon i Danmark, der skriver indblandingen var ”til at tage at føle på”.
 
To år senere har den malaysiske regering fastslået, at der stadig ikke findes beviser, for at ”Rusland” er gerningsmand i nedskydningen af MH17. I bogen er det indforstået ”Rusland” stod bag nedskydningen, selvom det ikke skrives direkte.
 
Collignon fortsætter så: ”Endelig blev der fabrikeret en falsk video af ukrainske nationalister, som i fuld krigsmundering truede det hollandske folk med terror, hvis ikke de stemte for aftalen. De digitale spor i spredningen af videoen ledte tilbage til den russiske troldefabrik i Sankt Petersborg, Agenturet for Internetresearch”.
 
At filmen er falsk er indiskutabelt, men Collignon påstår at den stammer fra Rusland, hvilket han dokumenterer med en kilde til en af den britiske efterretningstjenestes presse-facader, Bellingcat, der er en åbenlys ensidig partisk kilde.
 
 
Falsk film med Azov-batallioen truer hollænderne med terror (til venstre), flag afbrændes i anden falsk film (til højre)
 
Slutteligt, så konkluderer Collignon, at folkeafstemningen var ”et varsel om, at Rusland var i stand til at påvirke demokratiske valghandlinger i Vesten”, som er en påstand, der mangler enhver substans og kun er baseret hans egen fabrikerede narrativbårne fortælling.
 
Collignons fortælling er identisk med det narrativ Jon Kyst fra East StratCom har kolporteret under og efter Folkeafstemningen, hvor 61% af de fremmødte stemte nej og valgdeltagelsen var 32%. I Hollands tidligere EU afstemning i 2005 om en ny EU-traktat stemte 61,5% nej.
 
Collignon har ingen forudsætninger for at vurdere resultatet af folkeafstemningen, hvor skulle han have det fra? I modsætning til mig, så fulgte han ikke med i 2016.
 
East StratCom har løbende forsøgt at få den falske optagelse med Azov-bataljonen i medier som et eksempel på afsløret russisk misinformation. Vi skal tro, at ”russerne” er så amatøristiske, at de laver en film med våben-attrapper hvor ukrainske nationalister/nazister truer den hollandske befolkning til at stemme for en aftale med EU, selvom de i øvrigt er modstandere af EU-integration?
Yderligere skal vi tro på at de ”russiske mestre i desinformation” efter at have produceret filmen ikke ulejliger sig med at vise den på russisk tv og promovere den som sand. Det er absurd og optagelsen må ses som en produktion, der netop har til formål at blive afsløret som et falsum, og East StratCom og deres samarbejdspartneres promovering finder jeg foruroligende mistænkelig.
 

Vestlig propaganda i hollandsk folkeafstemning

Men hvis vi et øjeblik bevæger os ind i Pierre Collignons kontrafaktiske virkelighed, og antager bogens eksempler var ægte, så er det relevant at sammenligne med den påvirkning, der blev udøvet af andre udenlandske interesser.
 
Yulia Marushevska i opfølgeren til amerikansk produceret ”I am Ukranian” viralvideo, hvor hollænderne opfordres til at stemme ja med billeder af lig fra MH17.
 
Her er nogle eksempler.
  • Den officielle amerikanske propagandatjeneste, National Endowment for Democracy, producerede en professionel ja-video, viste ægte billeder af dræbte ofre fra passagerflyet MH17. Videoen har over en million visninger på Youtube.
 
  • Milliardæren George Soros, gav 200.000 euro, til ja-kampagnen. Soros-finansiering er særdeles udbredt blandt East StratComs samarbejdspartnere og task-forcen har flere gange forsvaret ham.
 
 
  • På grund af den omfattende kriminalitet og korruption i den ukrainske efterretningstjeneste, forudså hollandske juridiske eksperter, væsentlige problemer med bevisførelsen i en eventuel kommende retssag omkring nedskydningen af MH17.
 
Den hollandske nej-side bestod af forskellige grupperinger med forskellige hovedargumenter, men et overordnet tema var, at Ukraine var det mest korrupte land i Europa og er ledet af oligarker. Derudover ville de ikke have Ukraine i EU.
 
Hollandsk nej-kampagne i april 2016 viste slåskampe i det ukrainske parlament og en kylling, der stemmer nej pga. elendigt ukrainsk dyrevelfærd.
 
Samlet set må beskrivelsen af den hollandske folkeafstemning i ”Tilbage til Virkeligheden” ses som en komplet fabrikation, fortalt af East StratComs Jon Kyst og nedskrevet af Pierre Collignon.
Forventningen har selvsagt været, at ingen ville ulejlige sig med at kontrollere beskrivelsen i bogen, men tage dens ord for gode varer.
 

Fake #5: Russiske falske nyheder om Danmark

Om russisk misinformation mod Danmark skriver Collignon:
I 2017 cirkulerede mindst to falske historier i russiske medier om Danmark. Det var en falsk nyhed om, at danske supermarkedshylder var tomme (og at der derfor blev indført rationeringsmærker i Danmark) – og en anden om, at Danmark ville tillade etableringen af dyrebordeller. Begge historier skulle skabe et billede af et vestligt land i økonomisk og moralsk forfald Det er en fortælling om Vesten, som Kreml-tro russiske medier konstant dyrker for at sikre opbakning til den putinske nationalisme i Rusland– men de to historier var altså målrettet en russisk offentlighed. De var ikke forsøg på at præge debatten i Danmark.”.
 
Collignons kilder til historierne, er den danske statsfinansierede sandhedstjeneste, TjekDet, hvor Lisbeth Knudsen er redaktør, henholdsvis ”Russisk medie: Danske supermarkeder er løbet tør for grøntsager” og ”Østeuropæiske medier: Snart er der dyresexbordeller i Danmark”.
 
Begge historier har TjekDet fået af EU’s propagandatjeneste, East StratCom, henholdsvis ”Empty European stores on Russian TV” og ”No, Denmark is not legalising sexual abuse of animals” og tilsat deres egne opdigtninger.
 
Historien om ”tomme supermarkedshylder” vedrører grøntsagsmangel og jeg har allerede dækket TjekDets forfalskning af historien i et blogindlæg fra april 2017. Det sker i afsnittet, der har overskriften ”Sandheden om ”Grøntsags-gate””
 
 Læs: ”Efterretningstjenester vejleder danske medier” fra april 2017.
 
Ingen har skrevet, at der var indført ”rationeringsmærker i Danmark”, som Collignon påstår. Omvendt, så blev der faktisk indført rationering i Danmark, hvilket TV 2 bragte et indslag om.
Fakta er, at nyhedsdækningen om grøntsags mangel i EU fra russiske Kanal 1 var sand. TjekDet og Collignons historie er falsk. Alle billeder af tomme hylder er alle fra britiske Daily Mail.
 

Dyrebordel i København

Historien om, åbningen af et dyrebordel i København kommer fra Jon Kyst i East StratCom, hvor det lykkedes ham at finde en niche-hjemmeside med historien.
 
At der ville åbne et dyrebordel i København (ikke ”tillade”, som skyldes Collignon har kopieret overskriften fra East StratComs version, hvor der står ”legalizing”) blev en kæmpe historie i Danmark.
 
Historien har været en regulær propaganda-succes og informationskrig rettet mod den danske befolkning, idet den gentagende gange er bragt af danske medier og brugt som påskud for efterretningsinitiativer og overvågning af borgere af udenrigsminister Anders Samuelsen og fornyet sikkerhedspolitik af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.
 
Min fulde gennemgang af dyrebordel-historien er endnu ikke nedskrevet, men den viser det totale kollaps i den etablerede presse, der bringer slibrige fortællinger, som de selv digter på, for derefter at tilskrive dem ”russiske medier”, og til sidst at bruge fabrikationen som politisk påskud for at indskrænke danske borgeres frihedsrettigheder.
 
Fakta er
  • Historien om et nyåbnet dyrebordel i København har aldrig været bragt i noget russisk medie.
  • Historien har været bragt på en russisk niche/nyheds-hjemmeside, der også har historier om at skolebørn i Texas er biseksuelle og at franskmænd er analfabeter. Hjemmesiden har en gmail-adresse som kontaktoplysninger.
  • Historien har derudover været bragt i sektionen ”humor” på et russisk medie og på en russisk blog, der maksimalt får en håndfuld ’synes godt om’ på sociale medier og som fjernede historien, da personen bag fandt ud af den var falsk.
Historien har aldrig været bragt som autentisk i noget russisk medie. Collignon vil bilde læserne ind, at en historie, som ingen russere har læst, er noget russerne ”konstant dyrker for at sikre opbakning til den putinske nationalisme i Rusland – men de to historier var altså målrettet en russisk offentlighed.
 
I september 2017 blev der ellers sagt noget andet på DR Detektor.
 
Tidligere ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste, Flemming Splidsboel, kommenterede på historien, da den blev gennemgået i DR Detektor. Her erkendte han i en indskudt bemærkning at ”Kreml” ikke stod bag ”denne historie”, selvom det var det generelle indtryk udsendelsen og studievært Mette Vibe Utzon gav seerne.
 
Splidsboel modsagde altså Collignon.
 
Da jeg konfronterede Collignon med kendsgerningen om, at intet russisk medie nogensinde havde bragt historien forsvarede han sig med et link til The Insider fra februar 2018, altså fem måneder senere.
 
I mit tidligere blogindlæg, ”Efterretningstjenester vejleder danske medier”, viser jeg, at The Insider et talerør for den amerikanske efterretningstjeneste CIA.
 
The insider dokumenterer i artiklen, at en kronik på det russiske nyhedsbureau RIA oprindeligt indeholdt en passage om dyrebordel i Danmark, men at kronikken efterfølgende var blevet rettet og referencen fjernet.
 
Når en russisk debattør/medie redigerer en kronik og fjerner forkerte informationer, er det et tegn på at man ønsker at være korrekt og det er i modstrid med hele Collignons fortælling.
 
På baggrund af to historier, der refereres falsk som bragt af ”russiske medier”, så konkluderer Collignon i ”Tilbage til Virkeligheden” at ”Det er en fortælling om Vesten, som Kreml-tro russiske medier konstant dyrker for at sikre opbakning til den putinske nationalisme i Rusland”.
 
Det er helt åbenlyst en fortælling, der slet ikke er bakket op af nogen form for fakta, men omvendt en konstrueret løgn. Danske medier og East StratCom har svælget i historier om dyresex og brugt ”russerne” som undskyldning.
 

Fake #6: Angreb på Josef Hanji fra magasinet Konspiration

I maj 2017 anmeldte Collignon det nye trykte magasin, Konspiration, for Journalisten, det skete under rubrikken ”Collignon om konspirations-magasin: ’De hijacker begrebet kritisk sans’”.
 
Collignon bruger også sine historier i bogen, hvor han skriver ”Haji kalder selv sit magasin for ”et opgør med den magtbestemte sandhed”. Det opgør har bl.a. ført til påstande i bladet om, at den danske nationalbank er enten ejet eller kontrolleret af Rothschildfamilien. Og at Det Udenrigspolitiske Selskab i Danmark er en afdeling af den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations (CFR). Som igen er del af et netværk, der arbejder på en farlig, verdensomspændende konspiration, som skal føre frem til dannelsen af en ny, international regering. Ingen af disse påstande kunne på nogen måde dokumenteres.”
 
Redaktøren for Konspiration, Josef Hanji, har imidlertid ikke skrevet, at den danske nationalbank er ejet eller kontrolleret af Rothschildfamilien.
 
 
Billede fra magasinet Konspiration #2.
 
Forholdet mellem Dansk Udenrigspolitisk Selskab, Council on Foreign Relations og deres målsætninger vil jeg ikke gå ind i, da det er omfattende. Til Journalisten siger Colligon: ”Det er jo ekstremistisk politisk tænkning, som er uden hold i virkeligheden”.
 
På et opslag på Facebook den 8. maj 2017, hvor ”Det Udenrigspolitiske Selskab” deler Collignons anmeldelse fra Journalisten skriver de selv: ”Det Udenrigspolitiske Selskab blev oprettet i 1946, med inspiration fra Council of Foreign Relations i USA og Chatham House i Storbritannien. Målet var, som det er i dag, at fremme udenrigspolitisk debat, viden og indsigt i Danmark”.
 
Opslaget blev slettet i juni 2018 efter Collignons bog udkom.
 
Det Udenrigspolitiske Selskab, Council on Foreign Relations, Chatham House
Opslag af Det Udenrigspolitiske Selskab fra 8. maj 2017, der efter udgivelsen af ”Tilbage til Virkeligheden” blev slettet i juni 2018.
 
Læseren kan selv sætte sig ind i historien, eksempelvis ved at læse bogen Tradegy and Hope: A History of the World in Our Time fra 1966 (1.348 +/- sider), skrevet af professor Carroll Quigley, der kan købes hos Saxo.
 
Carroll Quigley var mentor for Bill Clinton og Clinton takkede ham på det Demokratiske konvent i 1992 lige før han blev valgt som præsident.
 
Collignons påstand om, at Josef Hanji påstod den privatejede Danske Nationalbank var ejet eller kontrolleret af Rothschildfamilien er falsk.
 

Fake #7: Angreb på sociolog Lars Jørgensen

Collignon angriber sociolog Lars Jørgensen, hvis tekster og udtalelser han udplukker citater, således at det hele fremstår som ”tosset”. Lars Jørgensen har selv svaret Collignon i en meget lang artikel på Kommunikationsforum.
 
Jeg har blot valgt et enkelt citat fra bogen, hvor Collignon skriver: ”Når kritikken af vestlige demokratier bliver endnu mere ekstrem, stiger hyppigheden af udokumenterede påstande. Så vil vi blive præsenteret for konspirationsteorier om, at CIA har agenter placeret i alle de førende vestlige medier til at styre den redaktionelle linje.”
 
Fakta er, at CIA siden 1950 og mindst 25 år frem stod bag den hemmelige ”Operation Mockingbird”, der handlede om at rekruttere og infiltrere alle førende medier. CIA vidnede om det og indrømmede det overfor den amerikanske kongres i 1975. 
 
Pulitzerprisvinderen Carl Bernstein, som er kendt fra afsløringen af ”Watergate”, skrev et par år senere om det cover-up kommiteen havde fortaget, fordi de ikke havde dækket hele omfanget af CIAs infiltrering af amerikanske medier, som inkluderede New York Times.
 
Mangeårige chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik var ifølge ham selv og Politiken i årtier agent for den israelske efterretningstjeneste Mossad (nå ja, det er jo ikke CIA).
 
DR-Korrespondent, Nagieb Khaja, fortalte i TV 2 NEWS magasinet Presselogen den 2. november 2014 at han under en tur til USA var blevet forsøgt rekrutteret til amerikansk efterretningstjeneste. Det samme var sket for en unavngiven kollega.
 
Operation Mockingbird og Nagieb Khaja i Presselogen
CIA vidner om operation Mockingbird i den amerikanske kongres i 1975. Nagieb Khaja fortæller forsøg på at rekruttere ham til amerikansk efterretningstjeneste i 2014.
 
Episoden af Pressenævnet handlede i øvrigt om, at afdøde journalist Jan Stage havde været agent for den cubanske efterretningstjeneste.
 
Når man ser på Collignons forsøg på at beskrive efterretningstjenesters infiltrering af medier som tossede udokumenterede konspirationsteorier, så melder spørgsmålet sig, om det er udtryk for hans egen naivitet og indoktrinering, eller om det er et røgslør for sin egen rolle som debatredaktør på Berlingske.
 
Nuværende chefredaktør, Tom Jensen betragtede ikke efterretningstjenesters infiltrering med samme letsindighed, som Collignon. I Presselogen sagde han: ”Nu fokuserer Nagieb Khaja umiddelbart på journalisters sikkerhed, det er også en faktor. Men en anden dimension er vores troværdighed over for vores læsere. Det er ødelæggende, overfor troværdigheden, hvis der er den dobbeltrolle, præcis som hvis en business-journalist har investeret i det firma han skriver om i avisen. Det går bare ikke! Der er ingen gradbøjninger af den konklusion – sådan er det bare – det går ikke”.
 
Pierre Collignon forsøger at bilde sine læsere ind, at det er en udokumenteret konspirationsteori, at efterretningstjenester infiltrerer medier. Det er omvendt et veldokumenteret historisk faktum, endnu et falskneri i ”Tilbage til Virkeligheden”.
 

Fake #8: Angreb på ”pro-russisk blogger” Jesper Larsen

I afsnittet ’Løgn møder løgn’ fortæller Collignon, der ikke udføres deciderede russiske misinforationskampagner i Danmark, men så bliver jeg og min blog på Kommunikationsforum framet som det ’næstbedste’.
 
Collignon skriver: ”Danmark er ikke udsat for storstilede russiske påvirkningsforsøg. Men vi har da en Jesper Larsen, en pro-russisk blogger, der blander en ofte relevant mediekritik med grove propagandabudskaber, fx om at den danske ambassadør i Ukraine skulle være ”CIA-ambassadør” – eller at Jessikka Aros historie skulle være ”falsk”. Det påstod Jesper Larsen i et indlæg på Kommunikationsforum i oktober 2017”
 
Collignons henvisning til ”CIA-ambassadør” er så lav den ikke fortjener behandling her og Collignon er tilmed så uhæderlig han lyver i sin kildehenvisning om hvad jeg klagede til DR over. Derfor vil jeg blot henvise til mit blogindlæg om den sag.
 
 
Hvad angår Collignons påstand om Jessikka Aro, så henviser han til mit blogindlæg ”Afsløring: Lyssky tænketank påvirker dansk politik” fra oktober 2017 og skriver, at jeg lyver om hende, fordi jeg skriver hendes historie er ”falsk”. Ifølge Collignons selvopfundne informationsmodel, så er ”propaganda” falsk og subjektivt, derfor er beskyldningen om ”grove propagandabudskaber” det samme som at lyve.
 
Her begår Pierre Collignon et selvmål af dimensioner.
 
I blogindlægget gennemgår jeg hvordan en tænketank, med forbindelser til efterretningstjenester, har udarbejdet en plan om at påvirke politikken i en udemokratisk og anti-russisk retning i samtlige EU-lande, herunder Danmark.
 
For Danmark viser jeg, at Lisbeth Knudsen, Flemming Splidsboel og Anna Libak er direkte begunstiget af planen og har udført planens konkrete aktiviteter. Splidsboel har holdt en konference på Dansk Institut for Internationale Studier med Jessikka Aro, der efterfølgende blev til en artikel i Politiken om Aro med hendes falske historie.
 
Kremlin Watch plan. Lisbeth Knudsen, Flemming Splidsboel, Anna Libak, Jessikka Aro
Collignon kritiserer ikke denne illustration som propaganda, så måske mener han den er ”relevant mediekritik”.
 
Denne del forholder Collignon sig slet ikke til, så jeg går ud fra det er ”relevant mediekritik”, men i stedet falder han over min afslutning hvor jeg skriver Jessikka Aros historie er ”falsk”.
 
I bogen skriver han, at Aro blev udstillet som narkohandler ”med basis i en 12 år gammel bøde for besiddelse af ulovlige stoffer”. Men Aro er dømt for narkotikadistribution, som skete til hendes omgangskreds, hvilket i Danmark ville være narkotikahandel.
 
Hendes milde bødestraf skyldes at det finske retsvæsen tog hensyn til, at hun efter flere års stofmisbrug havde forsøgt flere fejlslagne afvænningsprogrammer. I Collignons fortælling er det en enkeltstående ungdomsforseelse Aro bliver hængt ud for, hvilket er tilstrækkelig til at gøre Aros og Collignons historie til ”falsk”.
 
Men den ”falske historie om Aro” er større og inkluderer iscenesættelsen af hende som offer for en ”russisk troldehær”, på samme måde som iscenesættelsen af Collignon som ekspert i fake news, er falsk. Aro har ingen russisk påvirkning afsløret, det påstås bare altid i hendes præsentationen som ”verdens mest kendte offer for en russisk troldehær”.
 
Jeg ruller historien op i et fremtidigt blogindlæg.
 
Aro udhængte navngivne finner som ”russiske trolde” med alvorlige konsekvenser for ofrene og hun opfordrede folk til at angive personer ud fra deres ”pro-russiske” politiske holdninger. Dette medførte selvsagt en reaktion, som indebar at nogen fandt hendes narkotikadom, som blev aktualiseret af, at hun forinden sin ”troldejagt”, havde lavet journalistik om den lette tilgængelighed af narkotiske stoffer på det mørke internet. Derudover lagde hun billeder med sig selv fra techno-fester, hvor ecstasy kan være udbredt, på sociale medier.
 
Enhver, der læser mine blogindlæg, ved at jeg går efter bolden, ikke efter personen. Når andre og Aro selv fortæller, at hun uretmæssig forfølges for narkotikabesiddelse, så er det naturligvis legitimt at berigtige disse oplysninger, især når hun ofte tilføjer en navngiven finsk påstået bagmand, der ikke får lov at forsvare sig.
 
Min dokumentation er en dom fra en finsk domstol. Collignon har kun information fra Jon Kyst og Flemming Splidsboel.
 
Resten af Collignons fortælling, med Aro i rollen som den forfulgte stjernejournalist, er ligeledes ”falsk”. Sideløbende med karrieren som ”professionelt offer” fandt hun tid til at sidde som jurymedlem i den famøse tænketanks panel, der regelmæssigt udnævnte personer til at være Putins talerør, eksempelvis den serbiske filmmager Emil Kusturica i august 2017 med begrundelsen, at han ”konstant promoverede Kremls dagsorden”.
 
Så Pierre Collignon kan spare sig sine fabrikerede historier om mig og Jessikka Aro. Det er fake.
 
Han har haft mindst tyve indlæg fra min hånd, hvor han kunne finde ”grove propagandabudskaber” og ender ud med at bruge ligegyldigheder som ”CIA-ambassadør”-historien og Jessikka Aro – og så har han ikke engang styr på fakta i dem.
 
Det mest respekterede finske ugeskrift, Suomen Kuvalehti, bragte i oktober 2016 en kritisk artikel om Aro, efter de havde talt med flere af hendes ofre.
 
Aros egen slide til en præsentation overfor svensk presse siger alt.
 
Jessikka Aro - slideshowEn side fra Jessikka Aro’s egen præsentation, hvor hun viser, at Finlands svar på danske Weekendavisen skrev hun var ustabil og ikke talte sandt – efter de havde talt med nogle af Aros ofre.
 
Aro skriver selv på sin præsentation: Finlands største ugeavis iscenesætter mig som ustabil, fordrejer bevist mine undersøgelser og interviewer Facebook-trolde-aktivister som korrekte og troværdige kilder.
 
Som det ses besidder Aro et minimum af selverkendelse og courage til at referere kritik af sig selv. Det format har Collignon ikke, som ses i næste fake.
 

Fake #9: Collignon egne fake news Jyllands-Posten

Da Pierre Collignon i april 2017 havde modtaget sit legatet til forskning i ”fake news”, efterlyste han falske historier fra de etablerede medier.
 
Jeg var så venlig at finde en fra Jyllands-Posten, udgivet da Collignon selv var chefredaktør i 16. august 2015, hvor avisen bragte en artikel med rubrikken Frygten for en ny krig i Østukraine stiger der påstår at ”… ifølge OSCE blev der affyret over 150 granater fra oprørskontrollerede områder mod områder, som er styret af Ukraine.”.
 
Informationen er decideret falsk. OSCE’s rapporter fra 13. august 2015 og 14. august 2015 indeholder ikke den oplysning. I stedet kunne det læses på et russisk medie allerede fra 13. august, at påstanden stammer fra en navngiven ukrainsk talsmand for den militære operation mod lokalbefolkningen, der indtil for nylig blev kaldt en anti-terror operation.
 
Jyllands-Posten tilskrev citater fra en krigsførende part til den påståede uafhængige organisation OSCE. Regulær fake news, som Collignon ikke fik plads til i bogen, for bogen er fake og Collignon er fake.

Propagandaklubben

I ni punkter ovenfor har jeg udpeget konkrete falske nyheder og misinformation i Pierre Collignons bog, ”Tilbage til Virkeligheden”.
 
Jeg har sat afsender på flere af de falske historier og narrativer, der var åbenlyse for mig, mens jeg læste bogen, men Collignon takker dem til sidst.
 
Collignon: ”Da jeg gik i gang med at dykke ned i fake news-problematikken i foråret 2017, fik jeg en fin aftale med Mandag Morgens faktatjeksite, TjekDet, så jeg kunne skrive aktuelle blogindlæg om fake news og konspirationsteorier. Dele af det arbejde har jeg genbrugt i min bog, og jeg vil derfor også gerne sige tak til Lisbeth Knudsen og Thomas Hedin for det gode samarbejde.
 
Jeg har i løbet af det seneste år deltaget i mange konferencer og debatarrangementer om misinformation. Undervejs har jeg flere gange haft glæde at møde dygtige folk som Flemming Splidsboel, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, og Jon Kyst fra Den Europæiske Udenrigstjeneste. Tak for at dele jeres viden.”
 
Personkredsen dækker dog kun en del af den danske propagandaklub, for Collignon har også haft international hjælp.
 
Ben Nimmo fra den amerikanske tænketank Atlantic Council beskrives som ”en af verdens mest anerkendte eksperter i informationskrig” uden Collignon fortæller Atlantic Council er NATO-finansieret. Collignon fortæller Nimmos historier som sine egne og kildehenviser typisk til DFR-lab som kilde.
 
Peter Pomerantsev, som Collignon mødte i foråret 2017, bliver præsenteret som en mand der ”har beskrevet [russisk tv propaganda] bedre end nogen anden i reportagebogen Nothing Is True and Everything Is Possible”, at han er ”forfatter til den mest læsevenlige indførelse i russisk desinformation, jeg kender” og ”Pomerantsevs journalistiske råd er gode at have med i bagagen”.
 
Pomerantsev er professionel anti-russisk NATO-propagandist, der tidligere har arbejdet med realityshows og så vidt jeg ved aldrig med journalistik. Sammen med Edward Lucas har han skrevet det ideologiske grundlag for East StratCom, der var en rapport for tænketanken CEPA, der er finansieret af amerikanske våbenproducenter og USA's regering. Rapporten anbefaler statslige påvirkningsagenter på sociale medier og et overnationale pressenævn.
 
Jeg skrev allerede om det i oktober 2016 i min artikel ”EU tilbageviser propaganda med objektiv sandhed”.
 
 
Landsbytosse og informationsekspert Ben Nimmo, reality producer Peter PomerantsavBen Nimmo i Sidste Nyt fra Østfronten på DR2, Peter Pomerantsev til konference i Atlantic Council, hvor han fortæller Kreml støttede det tyske parti AfD.
 
Eliot Higgins beskrives som ”digital efterforsker”. Han står i spidsen for Belligcat, der bedriver påstået ”borgerdrevet open-source journalistik” med hemmelig finansiering og i et omfang, der svarer til et professionelt medie. Bellingcat er et åbenlyst talerør for den britiske MI6 efterretningstjeneste.
 
The Insider beskrives som et ”Putin-kritisk medie”, selvom det er en CIA mediefacade med en russisk redaktør, Roman Dobrokhotov, der arbejder ud fra Letland. Colilgnon bruger mediet som troværdig kilde i bogen, her behøver man blot tænke tilbage på april 2017, hvor chefredaktøren sad i panel med Lisbeth Knudsen på en konference afholdt af International Media Support, finansieret af udenrigsministeriet.
 
Roman Dobrokhotov, Lisbeth Knudsen, Fake news vs. good journalismRoman Dobrokhotov og Lisbeth Knudsen på konference betalt af Udenrigsministeriet
 
Efter konferencen blev Dobrokhotov interviewet af TjekDet og fortalte at hans medie havde tilbagevist alle de russiske (falske) historier om at Sverige havde ”immigrationskrise”, som han selv satte i gåseøjne. Senere samme dag kørte en usbeker, der havde søgt asyl i Sverige, en lastbil igennem en svensk gågade i hvad der betragtes som et terrorangreb.
 
Collignons dømmekraft i forhold til kilders troværdighed synes at være proportionalt stigende med hvor tæt de er knyttet til amerikansk våbenindustri og den danske stat, uanset hvilken tåbelig propaganda de udspreder.
 
Omvendt slynger Collignon om sig med mærkater på personer og medier, han ikke bryder sig om, eksempelvis ”pro-russisk”, ”pro-Trump” eller ”konspirationssite”. I både dele og helhed er bogen løgn, men det har et formål.
 

Mundstykke for totalitære kræfter

”Tilbage til Virkeligheden” er propaganda for totalitære ideer og har intet at gøre med research eller journalistik.
 
Med det falske narrativ om farlig russisk påvirkning er Collignon fortaler for, at sociale medier indgår ”faktatjek-partnerskaber”, som Facebook har gjort i en række lande.
 
Citat: ”Herhjemme vil det ske i samarbejde med Mandag Morgens faktatjeksite, TjekDet. Tanken er, at danske Facebook-brugere får en knap, som de kan klikke på, når de vil anmelde en historie, de mistænker for at være fake news. Hvis tilstrækkelig mange mennesker klikker, skal redaktionen på TjekDet undersøge historien og evt. skrive en opklarende artikel om den. Bliver historien dømt falsk, vil den automatisk blive nedprioriteret af Facebook, så færre mennesker ser den, ligesom ’Facebook vil blokere for, at historien kan fremmes på platformen gennem annoncering”.
 
Danske mediers svar på Griselda Blanco, Lisbeth Knudsen, der også er bestyrelsesformand for Danmarks Journalist- og Mediehøjskole er - ikke overraskende - imponeret over Collignons bog, som hun i sin anmeldelse på Mandag Morgen kalder ”en af de vigtigste bøger om journalistikkens udvikling og udfordringer” og indtil videre det ubetinget bedste bidrag til at forstå og måske forsøge at finde vejen ud af den eksistentielle krise, vi befinder os i lige nu med svigtende tillid til medierne , demokratiet og politikerne.
 
Med til Knudsens historik hører hun, som Nyhedschef på DR, aflyste debat om Irak-krigen, efter det snævrest mulige flertal i Folketinget stemte for en ulovlig invasion i 2003. Knudsen forsvarer stadig løgnen på TjekDet, hvor et ”faktatjek” fra september 2017 lader tidligere NATO-generalsekretær, Anders Fogh Rasmussens citat om, at ”Alle troede faktisk, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben” stå uimodsagt, der så fremtræder som sandt i konteksten. Knudsen er i gang med at fylde en ny generation med løgn, og en forudsætning for at få en befolkning med i nye krige er, at de glemmer de gamle.
 
Tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, der udgav de famøse Muhammed-tegninger, takkes også af Collignon. Rose sidder i Ytringsfrihedskommissionen, der er nedsat af Justitsministeriet, for at finde metoder til at begrænse ytringsfriheden, under påskud af at forsvare demokratiet, så jeg forventer Collignons idéer ikke kommer ud af det blå.
 
Formanden for Ytringsfrihedskommissionen er en tidligere nationalbankdirektør, der fire gange har været departementschef i forskellige ministerier. Derudover Anna Libak, der er gift med en departementschef, og Jakob Knudsen, der er redaktør på Altinget, som ejer Mandag Morgen og TjekDet - og hvor Libak er ansat som klummeskribent.
 
Ytringsfrihedshedskommissionen kommer med forslag til indskrænkninger i 2018 og vi kan forvente en falsk debat, f.eks. med Pierre Collignon i en DR 2 Deadline, hvor programchef Heidi Robdrup står bag en række påvirkningskampagner mod seerne.
 
Niels Krause-Kjær, Pierre Colilgnon, David Bundz, Deadline, Lisbeth Knusen, Heidi RobdrupStudievært Niels Krause-Kjær markedsfører "Tilbage til Virkeligheden" på DR 2 Deadline, 20. maj 2018. Lisbeth Knudsen og Heidi Robdrup om Fake News, Folkemøde 2017, med Jon Kyst
 
Det bliver et velkendt skuespil, der opføres for den danske offentlighed. Repræsentanterne vil forholde sig ”russisk misinformation”, ”falske nyheder” og ”konspirationsteorier” som et anerkendt farligt problem, og derefter diskutere hvor langt lovgivningen skal gå, for at indskrænke frihedsrettighederne under påskud af at beskytte borgerne.
 
Deres narrativ er, at mistilliden til pressen, politikerne og magthaverne skyldes borgerne har fået ”falske informationer” og kuren er derfor, at lave censur i en form, der kaldes alt andet end ’censur’, men har samme effekt.
 
”Tilbage til Virkeligheden”s positive modtagelse i den øvrige presse viser desperationen i magtapparatet og udstiller en dyb krise. Collignon er vendt tilbage til den syge presse med en mirakelkur i form af slangegift. Den giver en kortvarig opløftende effekt, vil kræve større og større doser, og i sidste ende dræber den med sikkerhed patienten.
 
Hvor langt og smertefulgt sygdomsforløbet bliver, før propagandsklubbens kvaksalveri bliver stoppet, er op til almindelige borgere og en ny generation af journalister.
 
 
 
Tilbage til Virkeligheden får 4 ud af 5 misantroper. Velskrevet, men for mange åbenlyse løgne.
 
 

Giv din stemme

39 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

67 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Job

Global Digital Designer

Frist: 20. november

Webkoordinator

Frist: 23. november kl. 12.00

Public Affairs konsulent

Frist: 27. november
Se alle job Indryk job

Kursus

Styrk jeres leder- og linjekommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.