Jesper Larsen


Jesper Larsen

Jesper Larsen

Karma: 10 (?)

Forfatter:

1


artikler

21


indlæg

DR-Sandt: Uden citat, intet citatfusk
I et tv-program sendt på DR2 fortalte studievært, Anna Libak, mig og seerne, at jeg havde sendt en sms til DR’s Ruslands-korrespondent, Matilde Kimer, hvori beskylder Libaks mand for at arbejde for CIA. Efter udsendelsen skrev jeg et blogindlæg på Kommunikations Forum med titlen ”Libak lyver i Sidste Nyt fra Østfronten”.
 
Nu har DR’s ”brugernes ambassadør”, Jesper Termansen, behandlet min klage, og det viser sig det er forkert hvad jeg selv har påstået, og DR og Libak taler sandt. Det viser sig tilmed, at det ikke er første gang jeg har interesseret mig for Anna Libaks mand og jeg flere gange har forsøgt at påvirke Deadline-redaktionen, fordi jeg gerne vil i tv og derfor bruger jeg de ”metoder”, der afsløres i udsendelsen.

Forløbet

I juli medvirker jeg i tv-programmet ”Sidste nyt fra Østfronten”, hvor jeg af studieværten, Anna Libak, frames som en russisk agent. Libak konfronterer mig med et citat, som hun i udsendelsen overbeviser mig om jeg har skrevet, men da jeg selv kontrollerer, viser det sig at være et falsk.
 
Jeg klager først til DRs redaktion, men dette leder ikke til et tilfredsstillende resultat, så jeg skriver blogindlægget ”Libak Lyver i Sidste Nyt fra Østfronten”, som DRs programchef, Heidi Robdrup offentligt kommenterer på, og i en vildledningsmanøvre lægger bevisbyrden over på mig.
 
Derefter klager jeg til DR’s eget officielle klageorgan, ”brugernes ambassadør”, Jesper Termansen, der nu har afgjort at DR har overholdt alle interne regler og research-standarder. Dette indebærer, at DR godt må undergrave gæster ved at citatforfalske, bruge privat korrespondance, fortie væsentlige forhold de selv har undersøgt og projektansætte studieværter, der så laver kritiske interview om deres egen familie på baggrund at tidligere henvendelser til DR.
 
Afgørelsen viser, set med mine øjne, at DR har en sygdom i sin egen selvforståelse, hvor man gør løgn til sandhed og det har man ret til, så længe man skriver sit eget alibi. Jeg kalder det for DR-Sandhed, men vurder selv.
 

Hul DR-redaktion

DR Programchef, Heidi Robdrup skriver i sin besvarelse til Jesper Termansen:
 
”Angivelsen af den daværende ambassadør til Ukraines relation til CIA er nøje udvalgt, fordi den er et konkret eksempel på, hvordan JL kommunikerer om og med Ruslands-korrespondenter og -medier- og fordi den kun involverer DR, den unavngivne ambassadør (Als mand, som hun også oplyser i udsendelsen) og JL selv. Derudover har vi på forhånd sikret os via mail sendt til mig, at JL’s interesse for ambassadøren i den pågældende messenger-besked ikke er en enlig svale”.
 
At DR projektansætter en studievært, der har været hyppig brugt kommentator i kraft af hendes job som Berlingskes udenrigsredaktør – og hun så derefter konfronterer mig med noget, jeg angiveligt har skrevet om hendes mand til DRs Ruslandskorrespondent, er helt efter bogen. Robdrup forklarer det selv:
 
”Og netop konfronteret med dette eksempel fortæller JL selv i interviewet, at han har brugt sin tid på at så mistillid til pressen. Eksemplet bruges således netop til at belyse, hvad det kan være for metoder, der kan bruges, og det var netop, hvad redaktionen ønskede at illustrere overfor seerne, der ikke nødvendigvis har adgang eller kendskab til sådanne arbejdsmetoder. Eksemplet er ligeledes udvalgt, fordi det kun involverer DR, den unavngivne ambassadør og JL selv. Vi undgår på den måde at indblande udenforstående parter. Vi har dokumentation for – via mail sendt til mig tidligere, at JL har interesse for messenger-besked ikke er en enlig svale. ”
 
”I forhold til AL’s habilitet, så gør vi meget tydeligt opmærksom på i udsendelsen, at det er hendes mand, der var ambassadøren. Han bestrider ikke længere den stilling. Og vi forklarer også meget klart, at oplysningerne ikke kommer fra ambassadøren, men fra Matilde Kimer, DRs Ruslands-korrespondent. AL bruger på intet tidspunkt private oplysninger, og hendes relation til den omtalte ambassadør spiller ingen rolle for indholdet, da fokus er metoderne”
 
Jeg har også klaget over, at DR mod bedrevidende mistænkeliggør hvordan jeg har fået presseakkreditering til en konfliktzone, for bag min ryg havde DR lavet et baggrundscheck, der viste akkrediteringen var opnået efter de gældende regler. Det fortalte DR ikke seerne, men det var i orden, for ifølge ”brugernes ambassadør”, så er DR ikke forpligtet til at fremlægge deres egen research. DR må altså godt fremsætte beskyldninger mod gæster, som de selv ved er falske, ved at lade som om de ikke har undersøgt de faktiske forhold.
 

DR-Sandhed

Så det er altså sandt. Det hele er sandt ifølge DR og min klage er uberettiget, hvilket DR-generaldirektør Maria Rørby Rønn også er enig i, for det er hende, der har underskrevet afgørelsen.
 
DR Sandt
 
Her er DR’s egen afskrift af den dialog, der foregik i udsendelsen:
 
AL: ”Vil du give mig ret i, at nogle gange så går du lidt for vidt, fordi jeg mødte DRs korrespondent, Matilde Kimer, hun viser mig en sms, og der står: ”Ved du godt, at Libaks mand arbejder for CIA?” Og nu skal det siges, ja, nu skal det siges til seerne, at min mand på det tidspunkt var ambassadør i Ukraine. Men det kom jo som et chok – også for ham – at han arbejdede for CIA. Og derfor vil jeg spørge dig: Hvordan finder du på at skrive den slags?
JL: Okay, jeg kan simpelt hen ikke huske, at jeg har skrevet den der sms, det må jeg sige, det er .. altså… jeg vil ikke benægte, at jeg kunne have gjort det måske i et vådt øjeblik, eller sådan noget, men ..
(AL afbryder) Men tror du, at han arbejder for CIA?
JL: Jeg har ikke sendt en sms,…det er simpelthen ikke rigtigt det du siger, for jeg har ikke engang Matilde Kimers telefonnummer..
(AL afbryder) Jammen, jeg har jo simpelt hen set den!
JL: Jammen, jeg har ikke Matilde Kimers telefonnummer
AL: Nå
JL: Så .. (AL afbryder)
AL: Men jeg har set den!
JL: Så det har været en messenger-besked, eller et andet på et tidspunkt, og så har det været en del af en debat eller noget som helst, nej, men (AL afbryder)
AL: Ej, må jeg ikke lige spørge: Tror du så, tror du, at han arbejder for CIA?
JL: Nej, jeg tror ikke, at han arbejder for CIA, men jeg må sige, at jeg synes, at det er et problem med den mistænkelighed, som der er skabt over for mig, og jeg er sikker på, at det her har været i en eller anden kontekst, som vi så ikke lige..øh…
AL afbryder: Men må jeg så ikke lige spørge dig: Hvordan går det til, at du bruger al din vågne tid på at udbrede pro-russiske standpunkter i Danmark. Hvorfor gør du det?
JL: Det gør jeg ikke, nu kalder du det for pro-russiske, hvis vi siger noget, så har jeg jo mere brugt min tid på.. øh, som du ville formulere det, at så mistillid til pressen..og det er jo nødvendigt med nogle kritiske borgere.
 
Det bør nok lige nævnes for læseren, at jeg aldrig har sendt en sms og DR tilmed påstår jeg ikke tillægges ”et citat”. Hvis læseren selv mener det lyder som et citat, så tager du altså fejl. Det er ikke et citat ifølge DR.
 
Misforståelsen omkring, at jeg 8 måneder tidligere havde skrevet til Kimer på Messenger, og ikke sms, vurderes som ”en bagatelfejl”, men grunden til denne misforståelse opstår er, at Libak, Robdrup og Kimer møder hinanden i festligt lag på Folkemødet, hvor Kimer blamerer sig selv ved vise noget på sin telefon.
 
På DR kalder man ikke den slags for "værtshussladder", men i stedet ”research”, der fremkommer på er et ”idé- og udviklingsmøde”, hvor man spørger ”de tilstedeværende” om de har oplysninger om mig. Og det er helt i orden i DR.
 
Libak citerer noget hun har konstrueret i sin egen hukommelse ud fra en enkelt besked, og er i øvrigt helt uvidende om at der findes en kontekst, for hun tror jo netop det er en sms. At det er Libak, uddannet sprogofficer, og ”selv har set” hvad jeg har skrevet, der i studiet overbeviser mig, er mit problem. Hvis studieværter lyver om citater, så er det altså gæstens eget problem, for som DR vurderer, så havde jeg masser af chancer til at svare. Der er tale om en ny form for ”Er du holdt op med at slå din kone?”-spørgsmålet, hvor man i stedet har mulighed for at forklare hvorfor man har gjort det. 
 
Efter jeg klager til DR erhverver Robdrup beskeden fra Kimer og forsøger at aflede opmærksomheden fra substansen. Hun ”tilbyder” at offentliggøre den tekst hun har modtaget, fordi jeg i beskeden nævner to andre navne og enhver fokus på DRs arbejdsmetoder og troværdighed dermed vil fortabe sig i politiske og personlige sympatier.
 
Det forsøger hun også i sit svar på Kommunikations Forum, hvor hun appellerer til folkestemningen.
 

Ikke en enlig svale

Fra Robdrups svar på Kommunikations Forum:
 
Efter en passiv aggression henviser Heidi Robdrup til, at jeg min første kontakt med hende, var da jeg klagede over Deadline sendt 22. marts 2015, hvor studievært Adam Holm bl.a. havde daværende udenrigsminister, Martin Lidegaard (R) i et båndet studieinterview, for at promovere det projekt, der i discountform senere blev til EU’s sandhedsagentur, East StratCom. At Spioner skal hjælpe journalister i propagandakrig er Robdrups redaktion et konkret eksempel på.
 
Frem til november 2015 sendte jeg i alt en håndfuld klager/kommentarer til Robdrup over Deadline, der af og til blev høfligt besvaret, men aldrig realitetsbehandlet.
 
Robdrup skriver, at ”min interesse for ambassadøren ikke er en enlig svale”. Hun baserer sig udelukkende på en paragraf i en af disse henvendelser, hvori jeg skriver:
 
”Men hele dækningen af terror står i skærende kontrast til Deadlines seneste besøg af Anna Libak, der som bekendt er gift med Danmarks (amerikansk uddannede) ambassadør til Ukraine, og udtalte sig om Metrojet A321 der styrtede i Ægypten. Udsendelsen handler om hvordan Putin kynisk kan kapitalisere politisk på ofrene og Libak kan ikke lade være med at smile til sidst.”
 
Den 31. oktober 2015 blev 224 russere dræbt i en terrorhandling, angiveligt begået af Islamisk Stat, og tydeligvis var Deadline optaget af at aflede empati og sympati med de pårørende.
 
Med min – ifølge Robdrup - store interesse for Anna Libaks mand, der nu er tidligere ambassadør i Ukraine, men før arbejdede med Mellemøsten, så kunne man forvente jeg havde fundet det relevant at nævne ham i de to længere blogindlæg jeg har skrevet om udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) besøg til Ukraine, hvor daværende ambassadør Christian Dons Christensen, så vidt jeg ved, var med på hele turen sammen med DRs 21 Søndag:
 
 
Men han er ikke nævnt et eneste sted. I de to indlæg beskriver jeg bl.a. hvordan Danmark stopper støtten til kritisk og uafhængig journalistik i Ukraine.
 
Som det fremgår af Kyiv Post artiklen, Dansk demokratiprogram beskyldes for uigennemsigtighed fra december 2016, så har Danmark på uforståelig vis droppet støtten til uafhængig kritisk journalistik.
 
I artiklen fremgår bl.a.:
 
According to Andersen, Danish Ambassador to Ukraine Christian Dons Christensen was summoned to the Presidential Administration for complaints about the Oligarch Watch series.
 
Christensen, in a statement to the Kyiv Post, did not refute Andersen’s claim that the Presidential Administration criticized the project. He said he could not comment on specific conversations, but that criticism of content produced by organizations supported by Denmark would be met with “a clear reference to the Danish arm’s-length principle, by which we would never interfere in the journalistic content of independent media.”
 
Læseren kan selv gætte på hvorfor ”Danmark” ikke længere støtter journalistik, der afdækker omfattende korruption i den ukrainske regering, som ”Danmark” altså også støtter. Korruptionen skriver jeg også om i mine indlæg.
 
Robdrups udlægning er altså notorisk søgt og dermed falsk.
 
Jeg har kun haft mailkontakt med Robdrup fra marts til november 2015 og i en af disse mails skriver jeg, at Deadline tydeligvis ikke anvender ”eksperter”, da jeg i så fald også er ekspert, og kan komme i studiet med relevante oplysninger. Dengang led jeg af den vildfarelse, at Deadline havde en ambition om at formidle autentiske nyheder, uagtet at man ikke gjorde det.
 
I slut 2016 skriver jeg blogindlægget ”Deadlines forfalskede falske nyheder” der illustrerer omgangen med research i Deadline. I udsendelsen lader redaktionen studievært Sigge Winther udvælge en satirenyhed som ”årets bedste falske nyhed", fordi han tror det er en ægte falsk nyhed. Det siger vist alt om kvalitetskontrollen internt, når man i en udsendelse om falske nyheder præsenterer en ”Rokokoposten”-nyhed som et ægte forsøg på at vildlede folk.
 
Så når Robdrup skriver, at min interesse for ambassadøren ”ikke er en enlig svale” og at ”jeg gennem flere år har tilbudt [mig] som ekspert”, så er det symptomatisk for Deadlines og Robdrups manglende integritet. Det er DR-Sandt.
 
For DR er det odiøst, at jeg i 2015 har påpeget interessekonflikter overfor Deadline, som de har ignoreret, mens det omvendt er en dyd for DR, at man i ”Sidste nyt fra Østfronten” selv erklærer de samme interessekonflikter. Hykleriet og dobbeltstandarden er slående.
 

Bijob og folkemøde

I mit tidligere blogindlæg kommenterer jeg også på sammenfaldet mellem journalister betalt af EU-kommissionen på Folkemødet. I Robdrups kommentar til denne del, skriver hun bl.a.:
 
”Spørgsmålet om journalisters bijob og deltagelse i paneldebatter (der i øvrigt oftest er ulønnede) som Jesper Larsen er optaget af i sidste halvdel af sit indlæg, hører ikke under mit område. Men jeg kan tilføje, at jeg selv deltog i en paneldebat på årets folkemøde omhandlende ”fake news” – her var Jesper Larsen blandt tilhørerne, og der var rig lejlighed til at stille spørgsmål, ligesom man på folkemødet nemt kommer i samtale med de paneldeltagere, man ønsker at veksle ord med. En mulighed, Jesper Larsen selv benytter sig flittigt af.”
 
Jeg kom til sidst i eventet for at spørge om et interview med Robdrup om tilblivelsen af den ovennævnte Deadline, der blev sendt 22. marts 2015, som var min oprindelige årsag til at skrive til Robdrup. Svaret på alle spørgsmål var: ”send mig en mail”, så Robdrups iscenesættelse af virkeligheden skal igen tages med et gran salt.
 
Folkemøde, 16. juni 2017. Annegrethe Felter Rasmussen, POV International, Lisbeth Knudsen, TjekDet og Heidi Robdrup, DR. Jon Kyst, East StratCom på første række.Folkemøde, 16. juni 2017. Annegrethe Felter Rasmussen, POV International, Lisbeth Knudsen, TjekDet og Heidi Robdrup, DR. Jon Kyst, East StratCom på første række.
 
Med eventets resumé, ”Fake News breder sig, inficerer debatten og gør os dummere. Men hvordan bekæmper vi fænomenet?”, og panelsammensætningen, så er opsætningen så kafkask, det er svært at kommentere på.
 
Robdrup var og er ansvarlig for en række udsendelser baseret på falsknerier, herunder dén Deadline, der til seerne formidlede nødvendigheden af, at spioner skulle hjælpe medier i propagandakrig. Jon Kyst blev senere ansat i Udenrigsministeriet og delegeret til East StratCom, der er formidlingscentralen mellem disse medier og ”spioner”, og partner med folkene bag ukrainske dødslister. Det hemmelige samarbejde mellem Kyst og Lisbeth Knudsen fra TjekDet/Mandag Morgen/Altinget er allerede dokumenteret af mig, og de indbyrdes interessefællesskaber mellem aktørerne er så indspiste, at det er lettere at lave stamtræ over en mormonsk storfamilie.
 
Fælles for alle ovenstående er, at de er skatte eller licensbetalte.
 
I ”Sidste nyt fra Østfronten” blev det britisk/ukrainske efterretningsprojekt, StopFake, brugt som sandhedsvidne til trods for, at StopFake hånes for sin lave kvalitet af såvel ukrainere, russere og nu også Financial Times’ Ruslands-korrespondent. DR-produktionens troværdighed ville krakelere totalt, hvis seerne fik det fulde indblik i samarbejdsrelationerne og de underliggende dagsordener. Det er et skoleeksempel på statspropaganda.
 
Som sagt, så havde jeg interviewet Anna Libak i to timer på Folkemødet i 2016, hvilket var en behagelig samtale set fra min side, ligesom vi også fandt nogle emner vi var enige om. Grunden til jeg dengang ville tale med Libak, var netop de udtalelser hun var kommet med i såvel Deadline, TV2 og i Berlingske. Meget vil jeg kritisere, men Libak var ikke nogen kujon og det har jeg respekt for.
 
Så da jeg dukker op i studiet, forventer jeg vi fortsætter en saglig kommunikation trods uenigheder. Touché! Der fik i skovlen under mig og DR ”brugernes ambassadør” vurderer jeg bare er for dum og naiv, når jeg på forhånd har accepteret et kritisk interview og ikke krævet spørgsmål på forhånd. Jeg havde aldrig forestillet mig Libak ville fabrikere citater (som ifølge DR, altså ikke er citater) og da Robdrup som programchef overtager kontrollen ved modtagelse af min klage, har Anna Libak sikkert fået mundkurv på. Senere er hun så blevet kommentator på Altinget, der har overtaget Mandag Morgen, hvor Lisbeth Knudsen er chefredaktør, ligesom hun er blevet medlem af bestyrelsen i Dansk Udenrigspolitisk Selskab, hvor Knudsens søster også sidder.
 

Dansk CIA-ambassadør til Ukraine

I november 2016 besøgte jeg frontlinjebyen Debaltsevo i Folkerepublikken Donetsk (Østukraine). Her talte jeg med lokale og på vejen tilbage bliver vi tilbageholdt i 1-1½ time i et checkpoint pga. min manglende militære akkreditering, som de havde glemt at kontrollere på turen dertil. Derfor havde jeg næste gang automatisk fået militærakkreditering via min fixer.
 
Da jeg kommer tilbage fra Debaltsevo skriver jeg til Matilde Kimer, der selv har været i Debaltsevo, og i øvrigt selv står på den dansk og ukrainsk regeringsstøttede dødsliste over bl.a. journalister. Kimer ved formentlig at journalister, så som Oleg Buzinas, blev likvideret 48 timer efter de kom på listen, ligesom hun ved, at ukrainsk efterretningstjeneste i en magtdemonstration dræbte journalisten Pavel Sheremet midt i Kijev med en bilbombe.
 
Jeg er utilfreds med mediernes, DRs og Kimers dækning og sender dels en artikel fra Foreign Policy, der fortæller om pressefrihedens nedtur i Ukraine, ligesom jeg sender et ekspert-interview, givet til  Jyllands-Posten.
 
The Brief Life and Slow Death of Ukranian Journalism, Matthew Luxmoore (1. november 2016, Foreign Policy)
 
 
Så alt imens Libak sidder som kommentator på danske statsejede tv-kanaler og fortæller om hvor slemt Rusland opfører sig mod stakkels Ukraine, så er hendes mand Danmarks repræsentant, i et land med et kriminelt regime, der dræber og fængsler journalister med dansk støtte.
 
Interessekonflikten belyses aldrig overfor seerne, og jeg har på intet tidspunkt forsøgt at lukke munden på Anna Libak, men i stedet bedt om at forholdet dels blev deklareret og dels at der kom en modvægt til de partsindlæg Libak gav i statsejede medier uge efter uge, udover fra hendes redaktørpost i Berlingske.
 
For god ordens skyld vil jeg her slå fast, at Anna Libak ikke tilnærmelsesvist har været den værste kommentator, fordi hun dels har viden og derudover bevæger sig uden for det officielle vestlige indstuderede narrativ.
 
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole DJMX, har lavet et forskningsprojekt, der dokumenterer den ensidige og unuancerede dækning af den samlede danske presse. Libak kritiserede i den forbindelse forskningen ved at sidestille nuancering af Ruslands-debatten med nuancering af muslimske æresdrab.
 
Jeg skriver i min frustration til Kimer, for at illustrere hvor galt det står til i forhold til balancen.
 

Hvad jeg har skrevet

Som det fremgår af DR’s afgørelse, så skriver jeg til Matilde Kimer:
 
"Libak (gift med dansk CIA-ambassadør til Ukraine) sammenligner mine synspunkter med gerningsmanden for et muslimsk æresdrab. Det er da helt sort!"
 
Hvad der er en åbenlys reference til pressens totale svigt, fordrejes til kritik af Anna Libaks mand og at fortolke det som ”Ved du godt, at Anna Libaks mand arbejder for CIA?” er tydeligvis en læsning, der viser man er for dum, har misforstået noget, eller bevist forfalsker. Det er DR-Sandt.
 
Fortolkningen må nødvendigvis medføre, at jeg tror, at Danmarks ambassadør til Ukraine træffer selvstændige beslutninger, og når jeg ikke mener skiftende danske udenrigsministre gør det, så ville det være meget usammenhængende position.
 
Hvor jeg reelt kritiserer pressen, så kunne man måske rimeligvis forfladige kritikken til, at det var Anna Libak, jeg kritiserede, men i stedet, så fremstiller DR det sådan, at jeg beklikker den stakkels sagesløse ambassadør, ved at sende grimme sms’er til journalister. Det er så sølle et niveau for DR, det ikke er værd at diskutere.
 
Fortielserne og dispositionerne i danske etablerede medier, der er dokumenteret af forskning, viser, at dansk presse ikke er ”Den 4. statsmagt” eller ”magthavernes vagthund”, som man selv ynder at bryste sig af at være. I stedet er man en statslig PR-afdeling, der forsøger at forme den offentlige mening, og hvis pressen tror, den opfylder sin egen idealiserede eksistensberettigelse, så er det på tide at søge hjælp for sine vrangforestillinger.
 

DR sælger sig selv

Som sagt foreslog jeg oprindeligt DR, at de trak beskyldningen om citatet tilbage med begrundelsen, at det var ”en misforståelse”. Det har DR afvist, men i stedet koncentreret kræfterne om at beskytte sig selv med kreative fortolkninger og yderligere undergravning af mig på falsk grundlag.
 
Jeg har advaret DR om at sætte den standard, de nu selv har sat, for den går selvsagt begge veje. Enhver kilde eller medvirkende i DR-produktioner bør være opmærksom på hvor DRs etik starter og stopper.
 
En sag om åbenlys citat-forfalskning, der kunne tilskrives en personlig indiskretion til et socialt arrangement, og uden for kontekst blev fejllæst og misforstået, er i stedet blevet til DR’s godkendte research- og referat standard.
 
Bemærk, at jeg ikke engang klager over, at DR inviterer mig i studiet med det eneste formål, at undergrave mig, men at DR føler sig berettiget til at opdigte citater og fortie sin egen research i processen.
 
Afgørelsen viser, at DR de facto kan opdigte historier, når bare man har et skelet at binde dem op på.
 
DR-topchef, Marie Rønbye Røns har tilmed blåstemplet, at DRs Ruslands-korrespondent informationsudveksler med en DR-redaktion, der samarbejder med efterretningstjenester.
 
Hele afgørelsen kan læses her.

Giv din stemme

25 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

23 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.