Jesper Brieghel


Jesper Brieghel

Jesper Brieghel

Karma: 72 (?)

Forfatter:

1


artikler

3


indlæg

Hvordan tryllebinder Obama?
Barack Obamas talegaver er før blevet sammenlignet med Kennedys, Reagans og Clintons. Men aldrig var placeringen i den retoriske superliga så fortjent, som da præsidenten onsdag talte ved en mindehøjtidelighed  i Tuscon, Arizona.

Såvel de 14.000 tilhørere som det samlede politiske establishment holdt vejret, da Barack Obama i onsdags gik på talerstolen. Det skete ved en mindehøjtidelighed for de amerikanere, der 8. januar blev ofre for et attentatforsøg mod kongresmedlem Gabrielle Giffords. Ville Obama formå, som Reagan gjorde det efter Challenger-ulykken og Clinton efter bomben i Oklahoma, at træde i karakter som den klippe, en rystet nation kunne genfinde sit fodfæste på?

En historisk tale
Efter 35 minutters mindetale, som Obama efter sigende personligt har skrevet størstedelen af, talte tusindvis af tårevædede øjne i salen for sig selv: Præsidentens retoriske bedrift var hans hidtil bedste og vil, ifølge kommentatorer fra både demokratiske og republikanske medier, skrive sig ind i historiebøgerne blandt embedets største taler. Men hvilke virkemidler gjorde Obamas ord så kraftfulde? Hvordan tryllebandt han publikum?

Ser man nærmere på Obamas optræden, bliver det tydeligt at præsidenten gjorde brug af en række personlige klassikere fra arsenalet af retoriske greb, eksempelvis omhyggelig pausering og perfekt timede crescendoer. Men han trak også nye kort, såsom at tale uden teleprompter – et hjælpemiddel han tidligere har måttet høre meget for at anvende.

Obamas værktøjer
Her er et lille udpluk af de værktøjer, Obama gjorde brug af:
  • Pauseringer
    Obama er og bliver kunstpausernes Picasso. Han holder lange og præcist timede pauser, ikke bare mellem afsnit, men mellem sætninger – ja, ofte mellem enkelte ord. Og ofte følger hans hovedbevægelser roligt og afmålt med: Kig til venstre. Sætning. Pause. Kig til højre. Sætning. Pause. Hastværkets absolutte modsætning. Resultatet er et kolossalt, næsten teatralsk nærvær, med hvilket Obama som en anden poet tvinger os til at dvæle ved ordene, lade dem få fylde i os og synke ind.
     
  • Nul teleprompter
    For at give talen ekstra troværdighed fravælger Obama telepromptoren og lærer i stedet talen udenad. Selvom vi ved, at han taler ud fra et manuskript, giver fraværet af prompter alligevel indtryk af, at ordene kommer fra hjertet, ikke fra en belyst glasplade. Denne umiddelbarhed og troværdighed ville være fortyndet betragteligt, hvis vi kunne se ham skifte mellem de fastlåste hovedstillinger, promptoren tvinger ham til at bevæge sig imellem.
     
  • Diktion og ordvalg
    Obama er kendt for sin formfuldendte diktion og et temmelig elitært ordvalg, der ofte grænser til det lyriske. I Tuscon-talen bruger Obama imidlertid bevidst hverdagssprog og -tone til at tegne et portræt af de faldne, som er let at identificere sig med (”When they weren't out on the road in their motor home, you could find ’em just up the road, helpin’ folks in need”). Her ville floromspundne fremmedord have virket forstyrrende. Først til sidst i talen, hvor han skal træde i karakter som samlende landsfader, bliver diktionen ekstra omhyggelig og ordvalget mere flamboyant (”Our task, working together, is to constantly widen the circle of our concern so that we bequeath the American Dream to future generations.”).
     
  • Rytme og crescendoer
    At Obamas taleteknik ofte sammenlignes med Martin Luther Kings er ikke nogen tilfældighed. Baptistpræsterne er kendt for at bygge deres tonefald gradvist op, så det til sidst bryder ud i en næsten-råben, netop som de når den afgørende pointe. Obama mestrer til fulde disse crescendoer, der giver hans pointer en helt unik styrke, tyngde og gennemslagskraft. Et eksempel fra talen er opbygningen til klimakset: All of us — we should do everything we can to make sure this country lives up to our children's expectations.”
     
  • Gentagelsen
    Enhver, der har set Obamas ’yes we can’-tale fra New Hampshire (eller musikvideoen bygget over den), vil vide hvordan Obama mestrer gentagelsen: ”Yes we can repair this nation. Yes we can repair this world.” Helt så udtalt er gentagelserne ikke i Tuscon-talen, men de er dog stadig at finde: ”Gabby opened her eyes for the first time” gentog præsidenten tre gange efter hinanden, til publikums vilde jubel. Tilsvarende tjente også fraseringen But what we cannot do is use this tragedy as one more occasion to turn on each other. That we cannot do. That we cannot do” ikke blot til at udløse, men også fastholde og opildne, et stærkt bifald.
     
  • Personlig applaus og direkte tiltale
    Når vi klapper ad nogen, formidler vi en meget udmyg, umiddelbar og uforbeholden anerkendelse. Derfor er det enormt kraftfuldt, når lederen af den frie verden vender sig mod en enkeltperson, henvender sig til ham og klapper i sin egen taktfaste rytme på tværs af publikums vilde jubel. Det er en anerkendelse, der ikke kan siges stærkere med ord, hvorfor lyden af Obamas personlige applaus til heltene fra attentat-episoden bliver hængende i bevidstheden længe efter, talen er set til ende.
     
  • Gribende sproglige billeder
    Meget af talens styrke får den fra sine uforglemmelige og ubærlige sproglige billeder: Mænd, der ofrer livet, idet de kaster sig ind foran deres koner for at skærme dem for kugleregnen. Og den lille pige på bare ni år, der mistede livet under attentatet: ”If there are rain puddles in heaven, Christina is jumping in them today.”Hvem kan nogensinde glemme sådan et billede?
Helt uden svipsere klarede præsidenten imidlertid ikke igennem. Det var eksempelvis temmelig uheldigt, at han flere gange lod sig forføre af det brusende publikum til at iføre sig sit store, brede politikersmil. Det gav momentvis mindetalen en upassende stemning af valgmøde.

Hvad kan vi lære af Obama?
Der er næppe tvivl, om at en dansk borgmester, der møder op i forsamlingshuset med en teleprompter og en stemmeføring som Martin Luther King, vil blive slemt til grin. I denne snævre forstand giver det altså ikke mening at lade sig inspirere (læs: kopiere) Obamas karismatiske retorik.

Ikke desto mindre kunne mange kommunalpolitikere opnå en betydelig større gennemslagskraft ved at gøre mere aktivt brug af deres stemme, mimik og kropssprog.  Både når de er på tv, og når de taler for større eller mindre forsamlinger.

Med så simple remedier som at sænke taletempoet, tale tydeligere, tale højere og indlægge kunstpauser, kan man faktisk øge sin effekt på tilhørerne ganske dramatisk. For sandheden er, at de fleste af os taler for hurtigt, monotont og utydeligt – især når vi er nervøse.

Forfør dit publikum
Vi bruger al den mentale energi på at huske budskaberne og har derfor sjældent overskud til at tænke på, hvordan vi leverer dem. Det er en skam. For det er netop med stemmen, mimikken og kropssproget, at vi fanger og fastholder vores publikums opmærksomhed. Forsømmer vi denne vigtige forførelse, kobler de ud og hører ikke et ord.

Den bedste forberedelse på en tale eller tv-optræden har derfor to ben. Ved at øve budskaber, ordvalg og stærke sproglige billeder, til det ikke længere kræver mental energi at huske dem, frigør man overskud til sin performance. Tager man sig derefter lige så lang tid til rent faktisk at øve denne performance – lege med fraseringer, pauser, tonefald og ansigtsfolder – løfter man ganske enkelt sin kommunikation op i en ny liga.

Dette dobbelte fokus på både indhold og form er, hvad vi først og fremmest kan lære af mesteren Obama.

 

Kommentarer

Få nyhedsbrev

27 JOB

Digital Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Digital kommunikationsmedarbejder

Frist: 8. december kl. 9.00

Head of Brand & Marketing

Frist: Hurtigst muligt

Studentermedhjælper

Frist: 14. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.