Janne Aagaard


Janne Aagaard

Janne Aagaard

Karma: 324 (?)

Forfatter:

5


artikler

7


indlæg

Pressens patent på nyhedsformidling er ophørt

Organisationer og virksomheder har opgivet dagspressen som troværdig formidler, og de mange kommunikationsansatte sætter den dalende kvalitet af nyhedsformidlingen til skue

 

En dagbladsredaktør udtalte for nyligt, at de nu havde ansat en journalist til at dække den nyoprettede region. For blot at opdage, at regionen selv havde tre journalister til at skrive historier og servicere pressen. Det lå i udsagnet, at medierne havde ganske lidt at stille op overfor en voksende hær af spindoktorer og kommunikationsfolk.

Set med journalistiske øjne udgør det stadige stigende antal kommunikations- og informationsfolk en trussel mod pressens patent på nyhedsformidling. Ifølge tal fra Journalistforbundet udfører mellem 7-8.000 af deres medlemmer ’egentligt journalistisk arbejde’, mens de resterende 6-7.000 medlemmer blandt arbejder i den voksende kommunikationsindustri.

Det siges aldrig direkte, men det mere end antydes, at de historier, kilder via kommunikationsmedarbejdere selv formidler, er ulødige og i hvert fald ikke troværdige eller objektive. Og at den stadige strøm af komm-folk er med til at underminere journalisternes arbejde ved at producere ’spin’.

 

Men lad os tage de gængse argumenter mod de historier, som virksomheder og organisationer selv producerer eller foreslår. Først den gamle og støvede diskussion om manglende objektivitet. Nu er det forhåbentlig en overraskelse for de færreste journalister, at begrebet objektivitet i forbindelse med pressens arbejde er afgået ved døden for år tilbage.

Som en bekendt så malende udtrykte det: ’vi sidder alle på en gigantisk butt plug på vores arbejdsplads, og om det er Mecom, JP/Berlingske eller staten, der betaler, gør ikke smerten mindre.’ Mere diplomatisk udtrykt: vi har alle et tilhørsforhold til vores arbejdsplads, og det afhængighedsforhold reflekteres i form af en arbejdsindsats, der skal gavne firmaet og en løncheck, der skal holde fogeden standen og terminen betalt rettidigt.

 

Men lad os se på baggrunden for, at flere virksomheder og organisationer ansætter journalister og andet godtfolk. Først og fremmest sker det for at servicere pressen, der på grund af øgede produktionskrav og høje journalistlønninger er presset i bund.

Hver journalist skal producere en daglig historie, og praktikanterne er absolut nødvendige for at holde indlands- og reportagesektionen fyldt hver eneste dag. Sommer- og juleferier giver effekt i spalterne, og Ritzau er nyhedschefens daglige udgangspunkt for redaktionsmøderne.

For ti år siden havde vi fagmedarbejdere, eksempelvis på det hedengangne (og LO-finansierede) Aktuelt, hvor en erfaren journalist dækkede kommunalstoffet. Han var et overflødighedshorn af historier, men ikke nem at få til at lave en reportage eller vox pop, og fleksibilitet er en afgørende egenskab på en nyhedsredaktion i dag.

 

Med få journalister og et kollektivt mantra om ’platforme’ – det vil sige de samme nyhedshistorier på både print, web og på net-tv – skal journalisten mestre formen, langt mere end indholdet. Behovet for platforme er opstået med et vigende annoncemarked på print-udgaverne og gratisaviserne kannibalisme mod de etablerede bladhuse, der i 1990’erne lullede sig selv i søvn med at underbyde hinanden med nedsatte abonnementer til gengæld for at holde oplagstallene kunstigt i live.

På baggrund af det mediemarked er det vel næppe underligt, at kommunale, regionale og statslige aktører har fået øjnene op for, at det ikke kan betale sig at lade journalisterne om at beskrive deres organisation.

Det er overraskende at se, hvor slidte nyhedskriterierne er, og hvor meget vanetænkning man er tvunget til som medspiller i en kommerciel virksomhed som en avis eller tv-station er i dag. Det er ganske enkelt for tilfældigt hvilke historier, journalisterne falder over, og ofte er det en detalje frem for det store overblik, læserne får at se. Dette er ikke en kritik mod journalister, medier eller redaktører, blot en nøgtern konstatering af status quo og en opridsning af baggrunden for det stigende antal kommunikationsfolk.

 

Jeg er en af dem, jeg befinder mig et sted mellem journalistik, kommunikation og branding. Uanset mærkaten er det en fornøjelse at udforske et fagområde, at gå i dybden med problemstillinger og først og fremmest have et publicistisk formål med en bladproduktion: nemlig at inspirere læserne og fungere som forandringsagent i en organisation i hastig udvikling.

Selv har jeg haft fornøjelsen af at blive kaldt ’konvertit’ af en redaktør for Berlingske Tidende ved et arrangement omkring pressens forhold til politi og anklagemyndighed, et arrangement der viste, at ingen journalister til stede var bekendt med retsplejeloven og dens bestemmelser omkring anklageres mulighed for at kommentere retssager.

Anklagen tog jeg ikke alvorligt. Men langt mere alvorligt tager jeg de danske mediers tilstand og stilstand. Det er nemlig dén, der udgør en trussel mod god journalistisk, ikke kommunikationsmedarbejderne eller nyhedsformidlerne.

 

 

Janne Aagaard, journalist fra DJH og MJ (master i kommunikation og journalistik). Redaktør for magasinet Politi, udgivet af Rigspolitiet, et fagmagasin til dets 15.000 ansatte. Tidligere journalist på bla. Dagens Medicin og Ekstra Bladet.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

62 JOB

Taleskriver

Se alle job Indryk job

Job

Campaign Manager

Frist: 19. november

Taleskriver

Frist: 19. november kl. 12.00

Digital Officer

Frist: 2. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.