Helene MacCormac


Helene MacCormac

Helene MacCormac

Karma: 1 (?)

Biksemad med spejlæg
Mens en mand ved navn Andreas som den første dansker tog ud på en rejse i rummet, kunne jeg i mit eget beskedne univers denne dag sætte kryds i boksen ud for ’personlig samtale i Jobcenter’. Lad mig med det samme understrege, at jeg af hele mit hjerte håber, at mødet med rummet bliver mere opløftende og positivt for Andreas, end mit med Jobcenter var.
 
Jeg var i meget klare vendinger blevet bedt om at møde på Jobcenter klokken 9.00. Jeg var også blevet informeret om de repressalier og restriktioner jeg ville blive udsat for, i fald jeg ikke mødte op til tiden, eller måske ligefrem udeblev fra dette meget vigtige møde.
 
Så jeg var der til tiden.
 
Damen ved skranken stregede mit navn ud på en liste over de ledige, som var blevet indkaldt denne dag. Hun skrev en note på en gul post-it, som blev anbragt på skranken sammen med en masse andre gule sedler. Det mindede mig lidt om de sedler servitricerne skrev til kokken, da jeg i mine yngre år arbejdede i køkkenet på Storebæltsfærgen MF Prins Joachim. Så jeg følte mig unægtelig som en gang biksemad med spejlæg, som stod og ventede på servitricen. Jeg har et udenlandsk efternavn, og det var måske derfor skrankedamen var lige ved at miste tålmodigheden, og i ekstra tydelige vendinger og lidt højt bad mig sætte mig hen på en af stolene i venteværelset. -Du bliver afhentet, lovede hun. Dagens ret UDEN spejlæg.
 
Jeg ventede. Som journalist er jeg vant til at observere og reflektere. Så det gjorde jeg også. Der var heller ikke meget at muntre sig med i venteværelset. Et slidt livsstilsmagasin og en gratisavis fra dagen før til deling i flokken af ledighed. En fladskærm med jobopslag var åbenbart gået i stå. Stillingsopslaget som efterlyste en fleksibel og ikke-rygende svagsstrømselektriker, forblev på skærmen i alt den tid, jeg nåede at sidde der. Som observatør undrede det mig, at ansatte i huset gik rundt og omtalte borgere og kollegaer i lidt kedelige vendinger. Endda med navns nævnelse, –Oh, my God!! Er hun virkelig så dum, lød det inde fra et kontor, hvor to kvinder var gået ind. –Jeg går ud fra det er XX XX du mener, svarede kollegaen grinende. Det ved jeg så ikke, om det var, men jeg bemærkede navnet alligevel.
 
Da klokken blev 9.20 kom der ekstra travlhed nede for enden af gangen. Bag et skilt, som bekendtgjorde, at her kun var adgang for ansatte, kunne jeg skimte noget der mindede om en folkevandring eller et udsalg i Bilka. Folk stimlede sammen og talte højt. Det måtte være noget vigtigt, gik jeg ud fra. Det viste sig at være Jobcentrets kaffemaskine. Kun for ansatte.
 
Og selvfølgelig skal de ansatte i et Jobcenter have lov til at tage sig en kop kaffe sammen. Jeg følte dog et stænk af forargelse over at man havde så god tid, når der sad et venteværelse fuld af borgere, hvis sagsbehandlere tydeligvis lod vente på sig. Man kunne måske også tilbyde borgerne en kop kaffe, mens de ventede.
 
Jeg havde på forhånd været bekymret for dagens møde. Jeg bryder mig ikke om formynderi, og sådan har jeg det med Jobcentrenes kontrol og overvågning. Jeg er temmelig sikker på, at jeg nok selv skal finde et job en dag. Jeg har i min ledighedsperiode ikke fået praktisk hjælp fra det såkaldte Jobcenter.  Jeg er ikke blevet kontaktet af en sagsbehandler, og har kun været til et enkelt fællesmøde, hvor vi dybest set kun blev informeret om Jobnet og hjemmesidens funktioner. Vi blev dog også oplyst om, at et karriereskift kunne være en løsning efter længere ledighed. Kvinden fra Jobcenter foreslog dengang, at vi da f.eks. kunne søge job som pædagogmedhjælper.
 
På trods af tidligere erfaringer, forsøgte jeg at holde fanen højt i dag. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at ansatte på et Jobcenter jo gør deres bedste for at hjælpe. Med alle de veluddannede sagsbehandlere, burde der også være en mulighed for, at de måske ville kunne hjælpe mig hurtigere tilbage på jobmarkedet. En sagsbehandler ville trods alt have et intensivt kendskab til min jobsøgningshistorie og en faglig interesse i at give mig gode råd til hvad jeg kunne gøre anderledes og bedre, for at komme i gang igen.
 
Det lysegrønne håb om assistance blev dog en anelse afbleget, efterhånden som tiden i venteværelset gik. Da klokken var 9.28 var jeg ret irriteret, og overvejede faktisk at gå min vej igen. Derfor var jeg heller ikke helt opmærksom på en kvinde i støjende sko, som dukkede op i venteværlset.
 
- Anne Makkemakmak, kaldte hun med myndig stemme et par gange.
 
Da ingen reagerede, kiggede hun ned i sine papirer igen.
 
 –Åh! Nej, Helene Makkemakmak, sagde hun så, uden at gøre sig større anstrengelser for at udtale mit engelske, men i øvrigt ikke videre komplicerede efternavn korrekt.
 
På vejen ned til kontoret beklagede hun, at der havde været lidt ventetid. Jeg fik dog ingen forklaring på, hvorfor der var gået 30 minutter fra mit mødetidspunkt til nu. Der stod en kop kaffe på sagsbehandlerens skrivebord, så jeg gættede mig til en del af svaret. Så forsinket var sagsbehandleren blevet af besøget i Bilka, så hun åbenbart ikke engang havde haft tid til at læse mit navn inden afhentningen. Jeg skulle snart erfare, at hun heller ikke havde gjort sig den ulejlighed, at læse min såkaldte joblog, min jobsøgningsplan eller mit CV igennem, inden hun tog fat på at behandle mig og min sag.
 
Sagsbehandleren lagde ud med at spørge hvordan det gik. Om jeg var positiv.
- Øh, nej. Jeg er jo ledig, svarede jeg lettere overrasket.
Så gik sagsbehandleren i gang med sin indlærte salgstale, som dybest set gik ud på at oplyse mig om, at jeg skal i aktivering. Nu! Hun spurgte, om jeg havde søgt stilinger uopfordret. Det bekræftede jeg. Hun foretog en note på blokken.
 
Næste spørgsmål på listen var, om jeg ikke havde overvejet at søge uden for min branche. Sagsbehandleren foreslog, at jeg f.eks kunne prøve at søge som sekretær.  - Sekretær, måbede jeg, og håbede et split-sekund på et begavet svar.
- Hvilke kvalifikationer – ud over et vist tastaturkendskab – har jeg til at blive sekretær? Hvorfor i alverden skulle en virksomhed vælge at ansatte mig som sekretær, når der render en masse kompetente og veluddannede, ledige sekretærer rundt? spurgte jeg hende.
Det kunne sagsbehandleren ikke svare på. Hun kunne lige så godt have foreslået mig, at søge job som tømrer eller advokat. Selv om der vist ikke er helt så mange arbejdsløse advokater.
 
Mens samtalen stod på, benyttede sagsbehandleren tiden til lige at skimme min side. Hun scrollede ned, når jeg svarede på hendes spørgsmål. Hun nåede vist ikke hele vejen, for da jeg spurgte om formålet med en aktivering eller et løntilskudsjob, påpegede hun, at jeg jo så kunne få lidt mere erfaring på mit CV.
 
Erfaring? Jeg har arbejdet med journalistik og kommunikation i mere end 25 år. Jeg har et CV, som næppe bliver bedre og mere relevant af, at jeg kommer ud i løntilskud som sekretær. Jeg har som medlem af Dansk Journalistforbund været på en række relevante kurser i jobsøgning, og synes faktisk jeg gør mit bedste for at finde et job. Der er bare mange om at søge de ledige stillinger, der er.
 
Sagsbehandleren så meget træt ud, og havde vist mest lyst til at bede mig holde min kæft. Følelsen var i så fald så absolut gengældt. Hun sagde farvel efter 15 af de 30 minutter, som en samtale skulle have varet.
 
Men nu skal jeg altså aktiveres. Min kommune betaler uden at blinke for et 8 ugers jobsøgningskursus via et dyrt konsulentfirma, hvorefter jeg skal i aktivering eller løntilskud. På den måde kan min sagsbehandler sætte et kryds i boksen ud for ’aktiveret’. Hun ville endda gerne hjælpe mig med at forlænge et løntilskudsjob til 18 uger. Så ville jeg jo være beskæftiget så længe, som hun sagde.
 
Jeg havde håbet at forlade Jobcenteret med en styrket selvtillid og en tro på, at jeg nok skulle finde mig et job. Med en lyst til at give jobsøgningen en ekstra skalle. I stedet luskede jeg ud ad døren som en hundehvalp der havde tisset på gulvet. Jeg følte mig ydmyget og håbløs, og må indrømme at jeg græd af modløshed, da jeg satte mig ind i bilen.
 
Jeg ved ikke, om jeg bare var uheldig. Min sagsbehandler havde måske en dårlig dag. Måske ikke. Måske er det sådan Jobcentrene fungerer. Måske er den eneste motivation i et besøg i Jobcentret i virkeligheden, at det er så grim en oplevelse, at man som ledig vil gøre hvad som helst, for ikke at skulle derhen igen.
 
Så tak til mit Jobcenter. Tak til min uduelige sagsbehandler. Jobsøgning handler ikke længere blot om at finde beskæftigelse og rimelige økonomiske forhold. Det handler nu også om at slippe for aktivering og andre former for ydmygelser på Jobcenter.
 
Hjælp!
 
 

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

23 JOB

Copywriter

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Public Affairs Student

Frist: 1. juli

Copywriter

Frist: 5. juli

Reputation and Advocacy Specialist

Frist: 5. juli kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.