Hans-Christian Christiansen

Lektor
ph.d., mag.art

Karma: 0 (?)

Digital dannelse – analoge kompetencer

Af Hans-Christian Christiansen og Gitte Rose

Digitale og sociale medier præger stort set alle aspekter af vores hverdags- og arbejdsliv og begrebet digital dannelse er i de senere år blevet et nøglebegreb i den måde hvorpå vi italesætter ikke mindst de yngre generationers adfærd og håndtering af den digitale teknologi. Men hvad er dannelse og digital dannelse, og hvordan skal det digitale inddrages i undervisningen?

Med udgangspunkt i debatten omkring digital dannelse sætter Hans-Christian Christiansen og Gitte Rose fokus på hvilke kompetencer der kræves for unge kunne beherske digitale medier på en kritisk og konstruktiv måde – i skolen og i hverdage

Artiklen er et paper skrevet på baggrund af oplæg på Læringsfestivallen og Skolemessen for Copydan AVU-medier

Hvad er dannelse?

Dannelse drejede sig oprindeligt via det tyske Bildungsbegreb om den menneskelige selvdannelse med afsæt i et ideal om alsidig udvikling og formning af alle menneskets intellektuelle evner og moralske egenskaber – og den blev opfattet som værende af værdi i sig selv.[Her mangler tekst]
Men man må spørge sig selv, hvad dannelse egentlig handler om i dag, hvor det virker som om det bliver brugt i flæng til at understøtte en hvilken som helst overbevisning. Handler dannelse i dag blot om at lære at overleve på teknologiens betingelser eller handler det (også) om at besidde de evner der skal til for at skabe sig et godt liv i en kompliceret verden – samt at formå at bidrage til løsningen af denne verdens presserende problemer?

Positionerne omkring hvordan vi skal forstå dannelse og ikke mindst digital dannelse er ofte trukket hårdt op omkring i hvor høj grad teknologien er en præmis og en betingelse som vi skal lære at håndtere på godt og ondt, eller om dannelse skal handle om at håndtere og bearbejde teknologien og underlægge teknologien menneskelige idealer og mål. I denne sammenhæng har begrebet ”digital dannelse” vundet indpas i forhold til at beskrive og diskutere de særlige kompetencer og problemstillinger det kræves optræde på nettet og på sociale medieplatforme.

I det følgende sættes fokus på de forskellige tilgange til digital teknologi og digital dannelse – med et kritisk fokus på hvordan en positiv betoning af den digitale teknologi har fungeret som en præmis i debatten.

Digitale kompetencer i skolen

Stort set alle, der herhjemme forholder sig til hvad skolebørn af i dag skal lære, opremser automatisk de såkaldte ”21st century skills”. Center for undervisningsmidler.dk har udviklet en hjemmeside til vejledning for undervisere og studerende i det 21. århundredes kompetencer (http://info.21skills.dk/). De fornødne kompetencer for at børn og unge skal kunne klare sig i fremtidens samfund opsummeres under følgende overskrifter: It og læring, videnskonstruktion, problemløsning og innovation, kollaboration, selvevaluering samt kompetent kommunikation. Det 21. århundredes kompetencer bygger således især på de såkaldte STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Mathematics).

Det kan undre at Danmark har ladet sig styre i så høj grad af ideen om digitaliseringens potentialer i undervisningssammenhæng, når nu flere af landets europæiske naboer har været langt mere tilbageholdende. Forklaringen skal muligvis findes i det forhold at visionerne for skolen og uddannelsessystemet her hjemme henter deres inspiration i markedsøkonomiske overvejelser – og hermed også udspringer af en frygt for at et lille land som Danmark hurtigt skulle kunne miste terræn i den globaliserede verdensøkonomi.

Dokumentationen for nytteværdien af digitale medier i læring savnes imidlertid (Balslev efter Pedersen 2017), og en lang række forskningsresultater peger på, at der knytter sig flere kritiske problemer til inddragelsen af digitale og mobile medier i læring og social interaktion, helt grundlæggende en manglende koncentration og fordybelse hos eleverne.

Når teknologiproducenter som Google, Facebook, Snapchat og Instagram benytter sig af behavior design så gør de det for at fange og fastholde brugernes opmærksomhed. Teknologi, der eksempelvis ’skræddersyr’ mobiltelefonens indhold til den enkelte bruger, får denne til at knytte sig til teknologien og udvikle afhængighed. Unge tjekker således deres mobil op til 200 gange om dagen, og mobilens blotte tilstedeværelse (på bordet, i tasken, i lommen) dræner deres mentale ressourcer og er årsag til svigtende koncentration.

I artikler i Politiken angives det af bl.a. Søren Schultz Hansen (CBS) at grundvilkårene i dagens samfund er hastighed, konstant tilgængelighed, potentiel forstyrrelse – og med sådanne krav og betingelser ”er det en attraktiv kompetence ikke at koncentrere sig – i hvert fald ikke kun om én ting ad gangen […] ” Politiken d. 24.10.2017
En sådan betragtning, skrevet ud fra et markedsøkonomisk perspektiv, er dog reduktionistisk set i et dannelsesperspektiv. Brug af den opmærksomhedskrævende digitale teknologi fastholder brugerne i bestemte adfærdsmønstre og kan bidrage til at de mister vitale menneskelige egenskaber og samtidig forhindre at de udvikler kompetencer som i stigende grad efterspørges på arbejdsmarkedet. Mobile teknologiers tilstedeværelse i skolen kan eksempelvis hæmme elevernes udvikling af evnen til at fokusere, evnen til at kontrollere deres impulser, til at føle empati samt evnen til at begå sig socialt (Prehn og Rashid 2017). Det man kan udlede heraf er at mobilafhængigheden undergraver de unges dannelse i såvel faglig som menneskelig (psykologisk og socialt) forstand.

Pinball-effekten: Filosofferne Joachim S. Wiewiura og Vincent F. Hendricks fra Center for Information og Boblestudier (CIBS Københavns Universitet) betegner de opmærksomhedsskift, som bl.a. kommer af brugernes lyst til at tjekke deres telefoner eller e-mailkonti som pinball effekten. Metalkuglen i flippermaskinen illustrerer at opmærksomheden bliver kastet rundt af teknologien og dette kan føre til desorientering, forvirring og koncentrationstab. Støj fra teknologier skal således reduceres så meget som muligt i læringsrum, og hvor som helst, hvor minimal koncentration er påkrævet. (Wiewiura og Henricks, 2016).

Grunden til at debatten omkring mediernes prægning af vores hverdagsliv og vores måde at interagere og lære på, har så forskellige fronter - fra den naive teknologiforherligelse til den kritiske vinkling – er at forskerne anlægger vidt forskellige perspektiver på problematikken, eksempelvis et erhvervsøkonomisk versus et neurologisk/psykologisk med fokus på de menneskelige udviklingsbetingelser. Det er et gennemgående problem i debatten at den teknologibegejstrede anvendelses- og nytteorienterede kompetencetænkning ofte har domineret dagsordenen for debatten. Den værdi, som det analoge og frakoblingen fra digitale medier kan give, inddrages sjældent i det man må betragte som et kortsigtet markedsperspektiv. Dette til trods for at også de store IT-giganter er begyndt at få øjnene op for betydningen af de analoge og menneskelige værdier – især i en digital mediekultur.

Værdien af humanistiske kompetencer i en digital kultur

Grundlæggerne af Google var så overbeviste om at kun computereksperter kunne forstå teknologien bag, at firmaet i sin tid udviklede en ansættelsesalgoritme, der fokuserede på at finde frem de dygtigste computer-science kandidater. Alle andre blev frasorteret på forhånd, især kandidater med humanistisk baggrund (Strauss 2017). I 2013 besluttede Google imidlertid at undersøge om den overbevisning, der lå til grund for ansættelsesalgoritmen, nu også holdt. Det viste sig at ud af de otte væsentligste evner, der kendetegner den succesfulde Google-ansatte, indtog STEM-kompetencerne sidstepladsen. Succes viste sig i højere grad at afhænge af ”bløde” evner end af hårde: det drejer sig om at være en god (vej)leder, om at være god til at lytte og kommunikere, være i stand til at forstå andre (deres værdier og deres synspunkter), at nære empati i forhold til og formå at støtte sine medarbejdere, at være god til at tænke kritisk og løse problemer samt at formå at etablere forbindelser på tværs af komplekse tankesæt (Strauss 2017). Google tog konsekvenserne og ændrede deres ansættelsesalgoritme, så at den nu også inkluderer humanister, kunstnere og MBAs – kandidater med lige netop de forudsætninger, som grundlæggerne oprindeligt kun havde foragt til overs for. Deres undersøgelser har vakt genklang i lignende projekter foretaget af store teknologivirksomheder, som for eksempel IBM, hvor man også er nået frem til at gode kommunikationsevner er en af de tre vigtigste evner en ansat skal besidde. Og gode kommunikationsevner og menneskekendskab udvikler man ikke via en skærm.

Resultater som disse har fået lederne af de største amerikanske it-virksomheder til ikke blot at begrænse deres egne børns brug af skærmteknologi og sende dem til ’skærm-fri’ skoler. Stadig flere indfører teknologifri zoner på arbejdspladsen og genintroducerer analoge arbejdsredskaber og kommunikationsmidler, der beviseligt forbedrer de ansattes fordybelse, kreativitet og samarbejde. Tiltag som disse skal ikke til skrives blødsøden nostalgi eller manglende erkendelse af, i hvilken retning vindene blæser på den globale scene. Det skyldes tværtimod en forståelse for, hvad der skal til for at virksomhederne også fremover skal kunne sikre sig de største konkurrencefordele. Stik imod oprindelig forventning har man erfaret, at sætter man en ingeniør til at designe et program via digitalt software, bliver han hurtigt fokuseret på alt andet end det at tænke og agere kreativt. Han begynder i stedet at underlægge sig softwarens begrænsninger og spilder en masse tid på at tilpasse sine ideer i forhold til teknologien. Virkelig kreativitet – også udviklingen af nye programmer – starter med en hvid tavle, en tusch, nogle overskrifter og håndtegnede skitser og ansigt til ansigt dialog med jævnbyrdige kolleger (Sax 2016).

Samspil mellem det fysiske og medierne

En måde man som underviser helt konkret kan åbne elevernes øjne for hvor stor en rolle måden man går til en opgave på – og hermed også hvilken forskel det gør hvilke læringsteknologier man inddrager –er ved at dele klassen ind i grupper og lade dem arbejde med samme indhold på flere forskellige måder. Metoden er inspireret af Diana Laurillard, der er professor i læring med digital teknologi (Fibiger 2017: 77). Én gruppe kan eksempelvis arbejde med et givent emne i form af en tekst, en anden kan arbejde med den matematisk og en tredje kan få den opgave at performe den, en fjerde at producere en video, der illustrerer dens pointer osv.

Et eksempel på, hvordan et didaktisk design i en sådan sammenhæng kunne tage sig ud finder man i Filosoffen Johannes Fibigers model/ design for filmproduktion. Den tager sig i opsummeret form således ud (2017: 89 ff)

1) Filmteori: Stilladsering, Æstetiske læreprocesser, Idé, Udvikling: MDQ, Dramaturgi, Lommefilmproduktion, Redigering og Klipning.

2) Filmproduktion: Filmopgave, Kortfilm, Ideudvikling: MDQ, Storyboard, Original dramaturgi, Casting, Optagelse, Klipning

3) Refleksion: Filmfestival; Respons fra publikum, Respons fra underviser, Opgaveskrivning, Eksamen.

Det at eleverne skal gennemgå de forskellige faser, og således lave både fysiske dramaturgiøvelser og udarbejde storyboards, før de går i gang med filmoptagelser, redigering osv. udvikler deres bevidsthed om forskellige modaliteters udtryksregistre. De bliver endvidere gjort bevidste om i hvor høj grad det endelige filmiske resultat afhænger af et hav af bitte-små beslutninger der træffes undervejs, samt at den endelige produktion altid vil være et resultat af ideer, visioner, samarbejde, tid, teknologiske muligheder og begrænsninger. Endelig bygger designet på en erkendelse af at elevernes læring understøttes af at de undervejs arbejder med såvel analoge som digitale registre, og at det der styrer valget af teknologi er projektets mål (ikke teknologien, fordi ”den er der” eller ”er nemmere at bruge”).

Med til disse overvejelser hører vigtigheden af at lade eleverne producere noget materielt: ting, der dokumenterer den samarbejdsproces, de har været igennem (Fibiger 2017). Ting fortæller en masse om dem, der har lavet dem – og de vækker minder til live for de elever, der har bidraget til processen. Det, der sker, når eleverne producerer noget materielt (som en plakat, en oversigt over et udviklingsforløb, nogle masker eller andet) er at de spejler sig i produktet. De materielle resultater af deres proces viser dem, hvem de er, på en helt anden måde end et digitalt resultat gør det. Tingene/de materielle manifestationer af en arbejdsproces taler til gruppen såvel som til den enkelte og fortæller dem noget om hvad de har været igennem. Stilles elever over den udfordring at skulle producere et materielt produkt, der udtrykker (en del af) resultatet af deres nyerhvervede indsigt, udfordres de på mange måder: De skal dels omsætte ideer, begreber og forståelse til noget fysisk håndgribeligt. Dels skal de anvende deres sanseapparat og deres ’fingerfærdighed’ på en helt anden måde, end når de arbejder digitalt. Det at arbejde fysisk med en kombination af materialer (papir, ler, maling etc) og ideer baner desuden ofte vej for nye erkendelser (Fibiger 2017).

Digital dannelse kan i forlængelse af ovenstående ikke kun dreje sig om at kunne håndtere en iPad eller en Smartphone eller at kunne indhente informationer på nettet. Når mange fokuserer på disse kompetencer i forbindelse med debatten om digital dannelse skyldes det, at man faglighed, færdighed og kompetencer blandes sammen. Eleverne skal lære at forholde sig kritisk, reflekterende til teknologien, hvilket ikke kun indebærer kildehåndtering og forståelse af algoritmer og filterbobler, men også de mere etiske aspekter af digital mediebrug som ofte er funderet i kritisk-analytiske og humanistisk funderede kompetencer.

Hvordan skal digital teknologi inddrages i et dannelsesperspektiv?

Teknologianvendelsen handler i et alment dannelsesperspektiv også om etik: om at udvikle en bevidsthed omkring hvem man selv er på de sociale medier, hvordan man agerer og hvilket ansvar, det indebærer at kommunikere på digitale platforme. Identitet og sociale relationer udvikles i samspil med andre mennesker uden for en selv, og dannelse er bl.a. evnen til at sætte sig ind i andres tankeverden. En række forskere har peget på at de digitale medier præger vores evne til at sætte os ind i andre menneskers situation negativt – og et element i den digitale dannelse må omhandle, de begrænsninger som den digitale kommunikation sætter for viljen og muligheden for at sætte sig ind i andrestanker og følelser.

The Immigrant (Chaplin, 1917). Spillefilm kan bidrage til udviklingen af empati. Ved at seeren gennem filmens dramaturgiske værktøjer, værkets point of view-strukturer og montageteknikker tildeles andre menneskers synspunkter lever de sig ind i aktørernes tanker og vilkår. Et forskningsprojekt publiceret i Journal of Applied Social Psychology i 2014, dokumenterede således at det at se spillefilm kunne bidrage til at fremme empati med mennesker, som seerne normalt oplevede som væsensforskellige fra sig selv (Vezzali, Stathi, Giovannini, Capozza, Dora, Trifiletti, 2014). Allerede for 100 år siden bidrog Chaplin til at nuancere opfattelsen af europæere, der emigrerede til USA med The Immigrant.

Digital dannelse handler således dels om at reflektere over de rammer som medierne skaber i forhold til brugernes egen identitetsdannelse, dels om at reflektere over mediernes muligheder i forhold til udviklingen af empati og sociale fællesskaber.

Identitetsdannelse og digital dannelse

Unge adskiller sig fra ældre generationer ved at være den første generation der er vokset op i et samfund, hvor kommunikationen primært foregår via en skærm. Digitale medier har således vendt op og ned på tilværelsen for alle, men har især for børn og unge skabt nye og problematiske livsvilkår. Det at eksperimentere med identitet i teenageårene har været en ganske normal proces for alle ungdomsgenerationer, men for unge af i dag er processen langt mere kompleks da processen indebærer håndtering af mange forskellige formidling af indtryk og identiteter. De skal håndtere en række forskellige netværk og online-identiteter, samtidig med at de skal vokse op og udvikle deres egentlige sociale identitet. Det kan være en uhåndterlig balancegang.

SKAM som udgangspunkt for diskussion af hvordan sociale medier indgår i identitetsdannelsen. Den norske tv-serie Skam skildrer hvordan unges liv i høj grad handler om at være genstand for andres blikke –blikke som er medierede gennem de sociale og digitale mediers skærme. Serien beskriver hvordan de unge oplever at være underlagt krav om perfektion og om deres kamp for at udfylde bestemte roller inden for det sociale netværk. Det er kommunikationen gennem mobiltelefonerne, der i serien rummer de centrale refleksioner fra de medvirkende. Seerne får via de digitale og sociale medier – karakterernes SoMe-profiler, sms’er på skærmen m.m. – indblik i deres deep-backstage og opnår herigennem en forståelse for de spændingsforhold, der ofte hersker, mellem de enkeltes deep-backstage og den facade de præsenterer på de sociale platforme. Tv-serien kan bruges til at gøre eleverne mere bevidste og reflekterede omkring, hvordan de unge kommunikerer via digitale medier.

Fordybelse og digital medier i et digital dannelsesperspektiv

Digital dannelse bl.a. om at kunne reflektere kritisk over sit mediebrug og forstå hvilken betydning det har. Det handler bl.a. om at lære at sætte grænser for sit forbrug af digital teknologi og vurdere hvilken betydning det har at kunne frakoble sig medier i forhold til fx fordybelse og nærvær.

TED-video: Quit Social media. Cal Newport er lektor i computervidenskab ved Georgetown University og forfatter til bøger omkring bl.a. sociale medier. Han slår til lyd for at hvis man leger med ideen om at forlade sociale medier, er der en simpel metode, som kan hjælpe dig med at bestemme: Identificer de nøgleelementer, der giver merværdi i forhold til din karriere og sociale liv – og overvej om de sociale medier bidrager til succes.

Hvad kan filmsening og arbejde med film analytisk gøre for vores evne til at lære og koncentrere os? De sociale medier kan svække vores evne til at fordybe os – og mange af os kan sikkert genkende en rastløs zapperadfærd hos os selv og vores omgangskreds, hvor vi har svært ved at deltage i et møde eller en sammenkomst, uden at tjekke mail, mobiltelefon etc.
Opøvelse af koncentration og fordybelse kan I en undervisningssammenhæng bl.a. ske ved inddragelse af spillefilm og filmanalyse: Ved at koncentrere sig om kun en ting i et rum uden distraktioner og bagefter diskutere og genkalde sig historien træner man både hukommelse og koncentration.

Demokratiske processer og digital dannelse

Digital dannelse handler også om skabelse af et digital medborgerskab og om at anlægge en forståelse af, hvordan globalisering og digitalisering ændrer vilkårene for vores politiske og kulturelle liv. Som oplyst medborger skal borgeren ikke længere blot kunne læse og skrive, men også kunne deltage aktivt i den digitale offentlighed. Borgeren skal kunne varetage sin sikkerhed, når han færdes på nettet og forstå de digitale og sociale mediers betydning omkring ex. overvågning og persondatalovgivning. Facebook er ex. i egen selvforståelse ofte beskrevet som en platform der etablerer social dynamik - men det er først og fremmest en forretning der lever af de data brugeren genererer når denne interagerer på platformen.

Facebookistan (Gottschau 2015). Facebookistan er den første kritiske dokumentarfilm om Facebook. Filminstruktøren Jakob Gottschau, har samlet informationer om firmaets censur-politik og om dets bestræbelse på at indsamle data – men mødes gang på gang med maglende åbenhed fra virksomheden som lever at at brande sig på social interaktion og andres åbenhed.

Og udviklingen af værktøjer til registrering af brugeradfærd har givet stadigt mere følsomme værktøjer til analyse og styring af brugeres holdninger og adfærd. Det er selvfølgelig sådan at hvis man som virksomhed kan identificere folks sindsstemning og endda manipulere dem ved hjælp af positive eller negative historier, så har man også gode muligheder for at manipulere mennesker. Dette aspekt ved Facebooks datregistrering har fået voldsom eksponering i kølvandet på Cambridge Analyticas datahøst på Facebook.

Det særlige ved Cambridge Analyticas personbeskrivelse er deres psykografiske profil udledt af data fra Facebook og andre datakilder og baseret på Ocean-modellen. Ocean-modelen kategoriserer folk efter, hvor åbne (openness), samvittighedsfulde (conscientiousness), udadvendte (extrovert), omgængelige (agreeable) og psykisk skrøbelige (neuroticism) de er. Det er selvfølgelig sådan at hvis man som virksomhed kan identificere folks sindsstemning og endda manipulere dem ved hjælp af positive eller negative historier, så har man også gode muligheder for at manipulere mennesker – og dette er et aspekt ved sociale medier som man som borger er nødt til at forholde sig reflekterende til al den stund at vores holdninger og debatter i stigende omfang sker via sociale medier

Forståelsen af og brugen af digital teknologi i forhold til vores omverdensorientering og sociale liv indebærer bl.a. at man forstår de digitale processer som styrer de informationer man skaber og får på nettet, ikke mindst algoritmerne.

Forstå filterbobler og algoritmer

Algoritmer, dvs. formler eller matematisk opskrifter, der skridt for skridt fortæller hvilke regler, der skal overholdes for at løse et problem, styrer eller påvirker i tiltagende omfang vores adfærd og vores måde at orientere os i verden. Vi er dog sjældent bevidste om de algoritmer som ligger til grund for de valg som vi foretager og som lægges til rette for os på digitale platforme: de film der anbefales til os på Netflix, de nyheder vi ser på Facebook, de annoncer vi ser i browseren, de ansøgerne til ledende stillinger som skal udvælges til videre samtale m.m.

I dagens digitale samfund er det således vigtigt at vi reflekterer omkring de algoritmer som omgiver os – ikke kun fordi det kan give os værdi i forhold til fx at få placeret os fordelagtigt på i Google-søgninger og i Facebooks Newsfeed, men også fordi der kan dog opstå etiske problemstillinger, hvis vores valg og afgørelser omkring komplekse problemstillinger, fx vores valg af venner, i stigende grad overtages af maskiner.

Netflix’ algoritme. Netflix algoritme forsøger at forudse, hvad brugere vil se, baseret på nærstudier af brugerens seervaner ned i mindste detalje (fx gennem analyse af hvilke serier og film brugerne søger efter, hvor de sætter på pause eller spoler), men også andre brugeres præferencer og tidligere valg. Dette kaldes kollaborativ filtrering. Jo bedre Netflix forstår, hvad netop brugeren ønsker, jo større er sandsynligheden for, at brugeren fortsætter som abonnent. Alt det materiale, som Netflix sender, mærkes således efter en lang række forskellige variabler eller mikrotags, fx romantikniveau, lykkelig eller sørgelig slutning m.m. og ved også at opfordre brugere til selv at bedømme det, de ser, bliver udvælgelsen endnu sikrere.

Algoritmer, falske nyheder og filterbobler

Det er i høj grad Facebook, Google og IT-giganter som styrer strømmen af de informationer og nyheder som vi som modtagere læser på nettet. Men hvor de gamle informationskanaler ofte havde et filtreringsregister (fx menneskelige redaktører og gatekeepers) styres nyhedsstrømmen til vores newsfeed i dag af algoritmer. Dette indebærer bl.a. at nyheder i vores newsfeed ikke er styret af objektivitets- og sandhedskriterier, men oftest af relevanskriterier: de skræddersyes til vores søgemønstre og præferencer som platformene skaber på baggrund af vores brugeradfærd.

TED-talk: Eli Pariser Pas på Online filterbobler.
Demokratisk debat og vidensorinetering handler bl.a. om at kunne se tingene fra forskellige perspektiver – men som Eli Pariser påpeger har nettets algoritmer tendens til at skabe filterbobler. Googles søgeresultater og Facebooks newsfeed er skræddersyet til den enkelte bruger og man mdtager derfor sjældent det overraskende udsyn som kan åbne op for nye perspektiver på verden.

At orientere sig som oplyst menneske i en verden præget af de digitale mediers nyhedsstrømme er således ikke let, men kræver kendskab til fx afkodning af de falske nyheders design og retorik og kendskab til alternative søgemaskiner der muliggør depersonaliserede søgninger (fx DuckDuckGo).
Problemet med filterbobler og med den digitale teknologi som helhed er at der nok er fantastiske ressourcer og muligheder for bl.a. demokratisk debat, vidensformidling og udsyn – alle ting som er nøgleelementer i dannelsesidealer. Medierne og vores brug af dem har dog en række bagsider – og at kunne håndtere og kritisk forstå hvordan medierne præger vores verdenssyn må være et nøgleelement i den digitale dannelse. Og dette indebærer i højere grad end brugskundskaber et kritisk og humanistisk orienteret syn på teknologi.

Kilder - anvendte og til inspiration

Balsøe, Poul A. (2018): ”Forsker: Vi lukker ørerne for kritik af it”. Politiken, 20.02.18.

Biesta, Gert J. J. (2009): Læring retur. Demokratisk dannelse for en menneskelig fremtid. Kbh: Unge pædagoger.

Christiansen, Niels B. m. fl. (2017):”Danmark som digital frontløber. Anbefalinger til regeringen fra Digitalt Vækstpanel”. (Maj 2017).

Davidson, Cathy N. & Damascendo, Christiane et al. (2013): #21^st Century Literacies. Field Notes. A Guide to New Theories, Methods and Practices for Open Peer Teaching and Learning.

Davidson, Cathy N. (2017): The New Education: How to Revolutionize the University to Prepare Students for a World in Flux. NY: Basic Books.

Fibiger, Johannes (2017): Filtret ind. Medieret undervisning i et aktør-netværksperspektiv. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Foer, Franklin (2017): World Without Mind: The Existential Threat of Big Tech. London: Vintage.

Gardner, Howard & Davis, Katie (2014): The App Generation. How today’s youth navigate identity, intimacy, and imagination in a digital world. New Haven: yale UP.

Hansen, Karin D. (2017):”Hovedløs digitalisering i skolen”. Kristeligt Dagblad, 17-03-17. (www.kristeligt-dagblad.dk)

Illeris, Knud (red) (2014): Læring i konkurrence staten. Kapløb eller bæredygtighed. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Kardaras, Nicholas (2016): GLOW KIDS. How Screen Addiction is Hijacking Our Kids – and How to Break the Trance. NY: St. Martin’s Griffin.

Kemp, Peter (2017): ”kosmopolitanisme som vor tids dannelsesopgave”. (I Moos 2017 93-121).

Kemp, Peter (2015): Løgnen om dannelse. Opgør med halv-dannelsen. Kbh: Tiderne Skifter.

Krejsler, John B. (2017): Dannelse, tilblivelsesaktivisme og den globale uorden”. I Moos (2017): 121-146.

Kristensen, Jens E. (2017): ”Dannelsens flertydige genkomst i skolen”. I Lejf Moos (2017): 33-70.

Larsen, Steen N. (2017): ”Kundskab og dannelse” i Moos (2017)171-185.

Nørgaard, Lone (2014): ”Digital dannelse – eller bare digital uden dannelse”. Kristeligt Dagblad, 10-06-14. (https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/2014-06-10/digital-dannelse.-eller-bare-digital-uden-dannelse).

Moos, Lejf (2017): Dannelse. Kontekster, visioner, temaer og processer. Kbh.: Hans Reitzel.

Prehn, Anette; Rashid, Imran (2017): ”Forbyd mobiltelfoner i danske skoler – ellers ødelægger vi børnene”. Politiken Kroniken 27.09.17.

Qvortrup, Ane og Wiberg, Merete (2013): Læringsteori og didaktik. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Rashid, Imran (2017): SLUK. Kunsten at overleve i en digital verden. Kbh.: Lindhardt og Ringhof.

Rømer, Thomas A.; Tanggaard, Lene; Brinkmann Svend (2015): Uren pædagogik, 2. udgave. Aarhus: KLIM.

Sax, David (2016): The Revenge of the Analog. NY: Public Affairs.

Schultz Hansen, Søren (2017): ”Børns evne til fordybelse og koncentration er ikke særlig brugbar i den digiale verden”. Politiken Debatindlæg 24-10-17 kl. 20.15.

Smedemark, Kaj (2014): Læringens biologi og undervisning der virker. Aarhus: KLIM.

Storr, Will (2017): SELFIE. How We Became So Self.Obsessed and What It’s Doing to Us. London: Picador.

Strauss, Valerie (2017): “The Surprising thing Google learned about its employees – and what it means for today’s students”. Washington Post, 20-12-17.

Wievirua, Joachim og Henricks, Vincent: Videnskab.dk 2016: Pinball-effekten: derfor ødelægger de sociale medier din koncentration

https://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-odelaegger-sociale-medier-din-koncentration

Giv din stemme