Hans-Christian Christiansen


Hans-Christian Christiansen

Hans-Christian Christiansen

Karma: 0 (?)

Forfatter:

1


artikler

7


indlæg

Analyse af hjemmesider i et medieanalytisk perspektiv
Af H.C. Christiansen og Gitte Rose
 
Medieanalyse indgår som et centralt element inden for flere fag på universiteter, erhvervsakademier, professionshøjskoler mv. hvor mediernes betydningsdannelse udgør omdrejningspunktet. Analyse af hjemmesider har også sneget sig ind i undervisningsplanerne forskellige steder. Til forskel fra, hvad der gør sig gældende inden for medieanalysen, så er både genstandsfeltet (de hjemmesider, man analyserer) og metoderne (de teorier og begrebsapparater, men analyserer ved hjælp af) af nyere dato. Derfor ser man også en tendens til at hjemmesideanalysen stadig er lidt famlende og forbliver overfladisk og mekanisk.
 
Medieanalyse dækker bredt og udgør en sammensat disciplin, der trækker på fagområder som film-, litteratur-, billedanalyse, sociologi, psykoanalyse, mm. Analysen har i sit teoretiske/metodiske udgangspunkt altid været meget kompleks – hvorimod genstandfeltet (filmen, fotografiet, tv-udsendelsen), har været afgrænset.
 
Den situation har ændret sig fundamentalt med digitaliseringen.
For eksempel udfordrer konvergensen (som henviser til tidligere adskilte medieteknologiers og æstetikkers tendens til at smelte sammen) det mediespecifikke fokus: Hvor analysen førhen per definition var mediespecifik (fx en film, som var skabt til biografernes bredformat; tv produceret ud fra en hensyntagen til mediets lave billedkvalitet; fotografi skabt ved hjælp af analog teknologi), kan man ikke længere gå ud fra en sådan medieteknologisk og æstetisk specificitet.
Tv-serier produceres i dag i en kvalitet, der svarer til filmens: film produceres med henblik på at de ikke længere primært opleves i biografen (eller ses på tv) - men også på computeren og mobiltelefonen. Endelig har fotografiet undergået en transformation: hvor indeksikaliteten tidligere udgjorde dets essens, er det i dag reglen snarere end undtagelsen at fotografier modificeres uendeligt.
 
Hvor vi tidligere opererede med væsensforskellige medieteknologier (konventioner, brugskulturer, mm.), opererer vi i dag med metamedier.  Computeren og måske mest af alt mobiltelefonen fungerer som metamedier, der integrerer alle de øvrige medier, (som for eksempel når personlige breve, film, fotos, nyhedsreportager og lydfiler lægges ud på en hjemme- eller Facebook-side). Konsekvensen heraf er den, at det er blevet vanskeligt at afgrænse genstandsfeltet for værkanalysen. Står man eksempelvis over for at skulle analysere en episode fra en tv-serie, rejser spørgsmålet sig, om det hører med til analysen at undersøge, om serien generelt indgår i en tværmedial formidlingsstrategi? Hvis den gør det, hvordan afgør man så, om det er relevant at inddrage den i analysen eller ej?
Udgøres genstandsfeltet af en hjemmeside, der indeholder tekst, fotos og levende billeder, står man over for en beslægtet problematik. For i et sådan tilfælde, kræves det ikke blot at man i sin analyse formår at trække på tekst, billed, film/tv-analyse; man skal også kunne analysere samspillet mellem sidens layout og æstetik, dens tekniske funktionalitet og brugervenlighed. Medieanalysen har med andre ord i løbet af få årtider udviklet sig til en omfattende og kompliceret affære – en disciplin, der kræver et langt større overblik fra analytikerens side og som desuden fordrer at han eller hun ser sig i stand til at træffe en lang række kvalificerede beslutninger med hensyn til afgrænsning.
 

 

Remediering udfordrer medieanalysen. Medier har rødder i andre medier, og alle medier opleves i dag i remedieret form i den forstand, at et hvilket som helst medie forklares i lyset af andre medier (”at se levende billeder på YouTube er næsten ligesom at se tv”). Og dette udfordrer den værkanalytiske tilgan der tænker mediernes udtryk som særskilte værker. Billede: John Atkinson/Wrong Hands

 

Denne artikel leverer ikke svaret på, hvordan man, stillet over for den ny medievirkelighed, afgrænser alverdens digitale værk-formater. Den giver i stedet nogle bud på, hvordan man kan nå nogle spadestik dybere i det genstandsfelt, man sætter sig for at fokusere på, ved at kombinere den traditionelle medieanalyse med den web-orienterede.
 
Det at skulle inddrage et medies teknik og funktionalitet i medie- og værk-analysen udgør metodisk set stadig en så ny dimension, at det er work-in-progress at finde ud af hvordan det gøres bedst muligt. Spørgsmålet er, om det er muligt at skabe et nødvendigt samspil mellem medieanalysens traditionelle fokus (sprog, æstetik, narration) og hjemmesideanalysens betoning af funktionalitet?
 
Med udgangspunkt i et af de mest anvendte værktøjer til analyse af hjemmesiders brugervenlighed, Jakob Nielsens heuristikker (1995), skitserer vi neden for kort, hvordan det funktionalistiske perspektiv kan spille produktivt sammen med sprog og æstetik i hjemmesideanalysen.
 
 
Det funktionelle perspektiv i webanalyse
 
Udviklingen af brugervenlighed/usability tager ofte afsæt i HCI (Human-Computer-Interaction), der som disciplin inddrager ergonomi, kognitiv psykologi, adfærdspsykologi, systemudvikling og computervidenskab. Principielt bør grænsefladen ifølge web-analytikeren Steve Krug overflødiggøre sig selv (Krug, 2006).
 
 

Mennesker reagerer, før de tænker sig om.
Menneskets hjerne er opdelt i tre: den gamle hjerne, som kategoriserer al input i forhold til basale automatiserede reaktionsmønstre (spis! frygt og flygt! hav sex!), den midterste hjerne som kontrollerer følelser (glæde, tristhed, vrede) og den nye hjerne som kontrollerer bevidst aktivitet.
Mennesket er ikke så rationelt og bevidst om sine motivationer og handlinger, som man måske kunne ønske sig det. Den gamle hjerne og midterhjernen reagerer langt hurtigere end den nye og er altafgørende for menneskets navigation i tilværelsen. Disse forhold medfører at den enkelte hjemmeside-bruger først og fremmest reagerer via de to dele af hjernen, som han eller hun er mindst bevidst om. Reaktionerne sker automatisk og baner vejen for den nye hjernes efterfølgende beslutning om at agere. Det giver derfor god mening at indtænke brugerens intuitive og automatiske reaktioner i forbindelse med udviklingen af webdesign. Denne tankegang udgør også fundamentet for store dele af usability/brugervenligheds-tænkningen (Krug 2006).

 
Heuristik-analyse
Med henblik på at optimere brugervenligheden udviklede den danske webingeniør Jacob Nielsen sammen med ingeniøren Rolf Molich den såkaldte ”heuristiske evalueringsmetode”. Den går ud på at man som selvbestaltet ’ekspert’ vurderer et website ud fra simple tommelfingerregler for brugervenlighed: visualisering af systemstatus, match i forhold til den virkelige verden, brugerkontrol og fleksibilitet, konsistens og standarder, fejlundvigelse, genkendelse frem for hukommelse, minimalistisk design og hjælp og hjælpetekster (Nielsen 1995).
Evalueringsmetoden er hurtig og billig og understøtter andre testmetoder. Den er imidlertid meget praktisk orienteret og tillægges ofte en subjektivt vurderende karakter. Dens normative karakter kan gøre det vanskeligt at integrere den i medieanalytisk sammenhæng. Vi nævner derfor her nogle bud på hvordan man kan skabe et samspil mellem udvalgte heuristikker fra hhv. Nielsens/Molichs metode og fra medieanalysens mere traditionelle fokus på værkets æstetiske og betydningsdannende registre.
 
Heuristik: visualisering af systemstatus
Denne heuristik undersøger en hjemmesides responstid og hvordan denne påvirker brugervenligheden. Erfaringen viser at brugere hurtigt forlader en side, hvis ikke den umiddelbart giver nogen respons. Responssystemet skal være hurtigt, overskueligt og effektivt, hvis brugeren skal forhindres i at smutte. En måde at fastholde den utålmodige bruger, mens systemet arbejder, er at visualisere sidens feedbackprocesser. Viser systemet for eksempel at processen er i gang (og endnu bedre: hvor langt fremme i processen, det er), så oplever brugeren en tilfredsstillende form for feedback og bliver hængende.
 

Vis ikke at ”der arbejdes på sagen” – men hvor længe brugeren skal indstille sig på at vente.
En busy-indikator udgør utilstrækkeligt feedback for den travle bruger, der nægter at lade sig parkere på ubestemt tid. Busy-indikatoren antyder ganske vist at systemet arbejder, men siger ofte intet om, hvor lang ventetid der er igen. Det er frustrerende for brugeren, der har behov for at kunne overskue processen og for at kunne tage stilling til om han/hun vil investere den påkrævede tid for at nå frem til slutresultatet. Systemet bør derfor give brugeren en oplevelse at blive iddraget i processen.

 
Interaktionen mellem bruger og mediesystem, som står centralt i denne heuristik, udgør også et grundlæggende element medieanalysens interaktionsanalyse. Det gør det eksempelvis i de forskellige kommunikationsteoriers beskrivelse af de intertaktive muligheder i forbindelse med hhv. transmitteret og hypermedieret kommunikation/interaktion. Disse beskrivelser er også blevet overført til beskrivelsen og analysen af interaktionspotentialet i computerspil, interkative fortællinger, interaktive installationer o.l. Der er således righoldig teoretisk og metodisk inspiration at hente i den generelle kommunikations og interaktionsteori, selv når genstandsfeltet er en hjemmeside.
 
Heuristik: match med virkelige verden
 
Denne heuristik betegner det forhold at systemet bør henvende sig til brugeren i et sprog han eller hun forstår, frem for at anvende inforståede koder og begreber. 
 

 

Systemer skal tale et sprog, som brugerne forstår:
Ovenstående fejlmeddelelser gør brug af indforstået computerjargon, som hægter de fleste brugere af. Mange forlader en side, der giver en sådan meddelelse – i frustration over at kommunikationen efterladere brugeren med en følelse af inkompetence.

Systemet skal ikke kun relatere sig til brugeren og dennes verden på en måde som han/hun forstår verbalsprogligt; brugergrænsefladen skal også designes, så den ligger i forlængelse af de visuelle og billedlige ’sprog’ der præger brugerens omgivelser (kultur) og hverdagsliv. Også her kan man trække på elementer fra den grundlæggende analyse af billedmedier: Tager man for eksempel ikonografien/ikonologien, så drejer den sig i medieanalysen om at afdække særlige, kondenserede billedlige elementers samspil med de overordnede nøgle-fortællinger, der præger samtiden (som religionen eller den politiske diskurs). Ikonografien kan med fordel også anvendes i forbindelse med analysen af brugergrænseflader, som til analysen af hvordan og hvad skærmikoner kommunikerer.
 

 

Skærmikoner skal vække genkendelighed
Skærmikoner skal ligne den verden og de handlinger der refereres til - og her kunne man spørge om disketten rent faktisk vækker visuel genkendelighed i forhold til måden, som computerbrugere i dag gemmer deres dokumenter? I vurdering af skærmikoner skal man således vurdere om billedernes udtryk er entydige og klare.

 
Heuristik: sammenhæng og standarder (konsistens)
 
Brugere af hjemmesider foretrækker helt automatisk at basere størstedelen af deres handlinger på intuition – for derved undgår de at overbelaste de kognitive processer (jf. sloganet “Don’t make me think!” fra Krugs bog). I den sammenhæng spiller heuristikken om standarder og konsistens en afgørende rolle. Sammenhæng og konsistens indikerer at brugeren skal have mulighed for hurtigt at blive velbekendt med hjemmesidens/systemets sprog, layout, design, navigation, osv. Brugeren skal altså stort set omgående føle sig hjemme på sidens univers – og følelsen skal hænge ved, uanset hvor meget han/hun klikker sig rundt inden for sitet. 
 

Hvis man sammentænker denne heuristik med medieanalysens fokus på stilistiske mønstre, brug af farver, former (æstetik) osv. så når man frem til en stilanalyse af hjemmesider/systemsider, der er bredt funderet.  Samme tilgang kan man gøre brug af i forhold til analysen af genreelementer på de forskellige sider, hvor variationer i brugen af stil og sprog kan indikere et genrebrud.

 
Heuristik: ’Genkendelse’ frem for ’hukommelse’ samt brug af ’hjælp’ og ’dokumentation’
 
Den menneskelige hjerne er gennem millioner af år udviklet til at genkende ting på et splitsekund. Det er den, fordi den enkeltes overlevelse afhang af lynhurtigt at kunne genkende et faretruende dyr eller en angriber af anden art. Det at kunne trække gamle minder frem fra hukommelsen har derimod ikke haft den store betydning for overlevelsen. Af den årsag er vores hjerner heller ikke er særligt gode til det: de er længe om at finde minderne frem og de minder, det lykkes at hente frem, er ofte upræcise. Disse forhold afspejler sig også i nulevende menneskers evne til hurtig genkendelse samt i forskellen mellem korttids- og langtidshukommelsen.
 
Neurologer skelner mellem den menneskelige hjernes korttidshukommelse, hvor informationer bevares i sekunder til minutter, og langtidshukommelsen, der opbevarer informationer igennem længere tid –nogle gange resten af livet. Dette forhold kan med lidt god vilje sammenlignes med computerens ’hjerne’, hvor langtidshukommelsen lagres på RAM, harddisc m.m. og korttidshukommelsen i CPU.
 
Mennesker har som computeren en mindre korttids/arbejdshukommelse, men en stor langtidshukommelse – som altså så til gengæld ikke altid rammer plet. Derfor volder det de færreste problemer at genkende elementer, som de tidligere har set: langtidsminder reaktiveres nemlig via genkendelse og fungerer herefter som input til korttidshukommelsen (arbejdshukommelsen). Det forklarer delvis, hvorfor mange mennesker, der forstår en hel del ved at lytte til og læse et fremmed sprog, alligevel kan have vanskeligt ved selv at formulere så meget som en enkelt sætning på sproget. Når der ikke er noget, der trigger erindringen, kan de ikke huske ordene.
 
I forhold til udviklingen af webdesign (og systemfunktionalitet) har hjernens funktion den betydning at brugerne løbende skal tilbydes eksterne hjælpemidler som for eksempel tjeklister, orienteringskort, brødkrummer m.m. Foruden disse hjælpemidler glemmer brugerne ”hvor de kom fra” og ”hvor de egentlig var på vej hen”.
 

 

Hjemmesidedesign skal give hjernen en hjælpende hånd. 
Brugerne tilbydes lister over opgaver i udførslen af processer til at hjælpe dem med at huske.
De besøgende på hjemmesider lever måske nok i en digital tidsalder, hvor multitasking hører til dagens orden. Men deres hjerner fungerer stadig som da mennesket levede af at jage på savannen. Brugerne glemmer derfor hurtigt, hvad de var i gang med for et øjeblik siden, hvis de ikke vedvarende mindes om det. Dette gør sig især gældende på sites der er mere komplekse og som linker til eksterne platforme. 

 
 

Brugerne skal tages ved hånden for ikke at blive afsporet i forhold til hvad de i udgangspunktet satte sig for: Søgeresultater kan derfor med fordel fremvises sammen med brugerens søgetermer. Udfordringen fra systemdesignernes side er vedvarende at påminde brugerne om hvad de var/er i gang med – uden at gøre det på en så overdrevent eksplicit facon at det irriterer.

Det forhold at den menneskelige hjerne husker dårligt, men genkender hurtigt, kan i hjemmesidedesign generelt anvendes som afsæt for en gennemført strategi hvor handlinger og funktioner på siderne visualiseres, fremgår af menuer, thumbnails osv.

 
 

Tilbyd genkendelse, kræv ikke hukommelse:
Wordbrugeren skal ikke spilde sine kræfter på at komme i tanke om, hvad det nu er for en font han eller hun foretrækker. Word viser på overskuelig vis, hvad der adskiller de forskellige skrifttyper fra hinanden og highlighter den, der aktuelt bruges. 

 
Den visualisering af handlinger og processer, der her foreslås, kan sammentænkes med flere af de redskaber billedmedieanalysen trækker på: Således kan man i forbindelse med analysen eller udviklingen af en platform hente inspiration fra det begrebsapparat, der anvendes til analysen af film, tværmediale værker samt fra semiotikkens (Barthes, Peirce, Saussure) og socialsemiotikkens (Kress og Van Leeuwen) begrebsapparat. Disse tilgange kan anvendes til en analyse af
-hvordan en sides forskellige betydningsdannende elementer tilsammen skaber en særlig (socialt værdi) ladet betydning (den syntagmatiske analyse);
-hvordan hvert enkelt specifikt element antager betyding som følge af de fravalg, elementet/tegnet optræder på bekostning af (den paradigmatiske analyse) samt
-hvordan sidens elementer (grafisk udformning, layout, brug af billeder, farver mm.) etablerer en særlig relation til brugeren af sitet (Kress og Van Leeuwen).
 
Via inddragelsen af metoder og et begrebsapparat fra billedmedieanalysen kan man altså undersøge/analysere sig frem til hvordan en given aktivetet, handling eller et verbalsprogligt udsagn/forløb bedst muligt ”oversættes” til et billedsprogligt udtryk.
 
Heuristik: Minimalistisk æstetik
 
Denne heuristik betegner at hjemmesider ikke skal indeholde information, som er irrelevant i forhold til meget konkrete kommunikationsmål. Jakob Nielsen betoner således at hjemmesiders funktionsbestemte kerne skal integreres i kommunikatiionsstrategien og designet. Det kan eksempelvis ske vha en flad tekstur, begrænset farvepalette og brug af negativt rum.
 

Brug det negative rum konstruktivt: Udeladelsen af støj og overflødige informationer skaber uundgåeligt tomme rum, negativt rum – hvilket kan anvendes til at orientere brugeren mod sidens mål funktioner.

Æstetikken og sanseligheden i hjemmesidedesign indgår aktuelt som grundlæggende elementer i eksempelvis ”Motiverende design” og ”Nudging”. Begge dele kan imidlertid også anvendes i et mere værkanalytisk orienteret perspektiv. Det kan ske i den grundlæggende beskrivelse af samspillet mellem et værks form, indhold og stil/æstetik. Nielsens funktionalistiske æstetik-perspektiv kan således med fordel suppleres med stilanalyse, receptionsæstetik og gestaltteori. Generelt er der da også i udviklingen af modeller til hjemmesideanalyse en forståelse for betydningen æstetik og medieanalyse i metodikken – hvilket bl.a. kommer til udtryk i analysemodeller udviklet af bl.a. Lisbeth Thorlacius.
 

Lad siden tale til mere og andet end den langsomme fornuft:
Det æstetiske er knyttet til de vanskeligt definerbare sanselige aspekter ved den følelsesmæssige oplevelse af hjemmesiden. Både hos Engholm (2004) og hos Thorlacius (2015) indgår æstetikken dog som et centralt aspekt ved hjemmesidens kommunikation og sammentænkes på denne måde med det funktionelle.

 
Kilder
 
Engholm, Ida og Klastrup, Lisbeth (2004): Digitale Verdener. Kbh.: Nordisk Forlag.
Gregersen, Ole og Wisler-Poulsen, Ian (2015): ”Usability”. I Christiansen, HC. og Rose, Gitte: Onlinekommunikation – en introduktion. København: Hans Reitzel
Johnson, Jeff (2010): Designing with the Mind in Mind. Elsevier
Kress, G. og Van Leeuwen, T. (2006): Reading Images. The grammar of Visual Design. London: Routledge.
Krug, Steve (2006): Don't Make Me Think. New Riders.
Nielsen, Jacob (1995): “10 Usability Heuristics for User Interface Design”. NN/g Nielsen Norman Group: https://www.nngroup.com/articles/ten-usability-heuristics/.
Thorlacius, Lisbeth (2015/16): ”Webanalyse”. I Christiansen, H.C. og Rose, Gitte (red.) Analyse af billedmedier – det digitale perspektiv. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
 
 
 

Giv din stemme

17 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

59 JOB

Kommunikatør

Se alle job Indryk job

Kursus

Kommunikationsmåling: Kend effekten af din kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.