Finn Morsing


Finn Morsing

Finn Morsing

Karma: 10 (?)

Giv mig en svag kvinde
Farvel til Barfoed, goddag til Pape. For os, der ikke stemmer konservativt, er det ret underordnet, hvem der er formand, men bemærk, at den aftrædende formand gør et stort nummer ud af at tale om den kommende formands oratoriske evner, at han er i øjenhøjde med den konservative vælgerskare, og at han vil være eminent god til medierne. Vi burde måske klappe i vores kommunikationshænder, men nej: Det er en taberstrategi. Stop det kommunikationspjat.
 
I lang tid har den eneste opskrift på lykke og evig fremgang i vores hidsige samfund været en stærk mand. Lederen. Den karismatiske. Oraklet. Listen af erhvervsvirksomheder, der bruger den hurtige recept, nemlig at hyre en udefrakommende stærk mænd til at sikre virksomhedens vækst, er lang og global. I stadigt flere tilfælde ser jeg, at den strategi ikke virker.
 
Måske er tiden moden til at prøve noget andet? Personligt vil jeg hellere have en svag kvinde. Sådan en tabertype som fx kansler Merkel. Det var nemlig, hvad hun blev kaldt, også af såkaldte seriøse morgenaviser i Danmark, da hun for snart mange år siden kom til magten. De kritiserede tilmed hendes påklædning for at være kedelig. På en talerstol er hun heller ikke ligefrem en folkeforfører, der som en Obama kan tryllebinde publikum, og indrømmet, jeg har vist selv siddet med lidt fugt i øjenkrogen, når verdens mægtigste mand svinger stemmebåndet. Men hvem står distancen på den lange bane?
 
Jeg vil hellere strande med Angela Merkel fra Tyskland eller Indra Nooyi fra PepsiCo på en øde ø end nogle popsmarte politikere og erhvervsledere, der ikke har noget indhold, og som tror de kan bosse sig igennem. Fru Nooyi er også en svag kvinde, det blev hun nemlig kaldt af en del medier, da hun – ligesom fru Merkel – blev rekrutteret indefra i PepsiCo til CEO-posten. Fakta er, at hun ved hårdt arbejde og på sin helt egen måde er blevet en ægte amerikansk business-heltinde, som nu ligger øverst på hitlisterne.
 
Nooyi og Merkel har det til fælles med Anders Samuelsen og Pia Kjærsgaard, at de ikke ved første øjekast er mediernes darling. LA-lederen var – i mediernes øjne – det klart svageste led, da Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen stiftede et nyt parti. Det var dengang tydeligt, at Khader og Seeberg ikke ville være det tredje hjul i giggen. Pia Kjærsgaard var heller ikke det oratoriske vidunder eller i den absolutte top, da hun indledte sin politiske karriere.
 
Det er tydeligt, at Anders Samuelsen – og Pia Kjærsgaard, selvom hun har forladt formandsposten – begge har gjort det formidabelt godt. Ikke ved at lefle for medierne eller andre politikere, men ved at have et budskab, der appellerer til vælgerne. Samtidig har de – gennem lang tid – fået opbygget den personlige selvsikkerhed, der skal til, hvis man skal klare sig på talerstolen. I dag er Dansk Folkeparti blandt de største herhjemme og alt tyder på, at Liberal Alliance overhaler både konservative og SF ved næste valg.
 
Søren Pape i Viborg ønskes alt vel i formandsposten. Selvom hans valg i lige så høj grad er et fravalg af Christiansborgs øvrige konservative, så er det befriende frisk. Men tilbage står, at hvis man skal vinde, så skal det budskab, lederen kommer med, være det rigtige. Budskabets indhold, og både den daglige og den langsigtede politik, skal være ægte.
 
CD, Kristendemokraterne, VS, Fremskridtspartiet, Fælleskurs og såmænd Jacob Haugaard er eksempler på, at man ikke kan kommunikere sig ud af problemerne, uanset hvor frisk og fræk, man er. God kommunikation kan i bedste fald understøtte, skabe empati og gejst, men det kan ikke redde et sygt produkt.
 
 
 
 

Giv din stemme

15 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

38 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Kursus

Lær at lave video til SoMe

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.