Christian Vangsø Bentsen


Christian Vangsø Bentsen
Beskidte hænder

Udtrykket »lobbyist« beskriver en person hvis virke består i at »bringe modsat -eller ensrettede interessenter sammen«. I sports -og underholdningsindustrien er »lobbyisten« erstattet af »agenten« og i fødevarebranchen er »lobbyisten« erstattet af »distributøren«. John Sivebæk, Lene Seested og  Carsten Ørnbo er lobbyister præcis som Timme Bertolt Døssing, Michael Trinskjær og  Lars Poulsen. De har blot forskellige genstandsområder.

 
Alle mennesker ved at sports, underholdnings og fødevarebranchen er umenneskeligt hårde brancher hvor kun den stærkeste og mest aggressive deltager vinder. Og i alle brancherne er snyd, svindel og manipulation hverdag. Ben Johnson, Carl Lewis, Bjarne Riis og noget så ligegyldigt som curling, skak og bordtennis er ikke undtagelserne der bekræfter reglen men derimod reglen der bekræfter forestillingen om at »fair play« er branding og ikke virkelighed.
Hestekød blandet med oksekød, ompakket kød, 27  år gammelt kød solgt som frisk og snyd med økologi og myriader af andre skandaler er »old news«.
 
Efter Waterfront/DSB skandalen brød ud har, udelukkende, »lobbyister« haft travlt med at positionere sig selv. I ingen andre brancher påtager »agenten« sig ansvaret når en klient agerer »etisk uforsvarligt« eller begår »ulovligheder«. Så hvorfor er det at lige at præcis K-branchen par exllence afskriver sig selv som værende resultatorienterede velbegavede »agenter« der bringer folk sammen?
 
Det korte, og mest autentiske svar er, at en stærk gruppering forsøger at bureaukratisere erhvervet.
 
Det gælder Jesper Højbjerg, Mads Christian Esbensen, Kresten Schultz og mange andre. De er under indtryk af at de varetager en samfundsnødvendig funktion der bør reguleres på samme måde som embedsfolk reguleres. Esbensen foreslår » En professionel, certificeret uddannelse af lobbyisterne«. Den lader jeg stå så eftertiden kan se hvor pinagtigt pubertær branchen faktisk er, når den forlader sit virke og begiver sig ud i virkeligheden.
 
Lige så lidt man kan uddanne sig til at blive »agent« i sportsverdenen, underholdningsindustrien eller fødevareindustrien lige så lidt kan man »uddannes« til at blive »lobbyist«.  
 
Du kan måske udvikle dit talent på forskellige måder men et diplom på at »kunne bringe folk sammen« er ganske enkelt en fremmedgørende og branchefjendsk forestilling der udelukkende er værdiskabende for leverandøren og ikke kunden.
 
Man kan så spørge hvorfor grupperingen har travlt med at bureaukratisere k-branchen? Og til det er svaret multifacetteret men afgørende er det formentlig at grupperingen har behov for at synliggøre resultater til hvilket en (stats)autorisation er påkrævet. På den måde undgår store dele af branchen at være resultatorienteret men derimod performancestyret.
Er man »certificeret« er man duelig uanset evner. Er man ikke certificeret er man persona non grata. Det er med andre ord muligt du leverer en dårlig vare men hvis varen har modtaget en »autoriseret« mærkning så er alt i den skønneste orden.  
 
Den »herskende klasse« i K-branchen minder således mest af alt om »levebrødspolitikere« og »sofatrænere« - De skal ikke stå til regnskab.
Det skal levebrødspolitikeren ikke. Det skal sofatræneren ikke. Det skal embedsmanden ikke. Så selvfølgelig skal K-manden heller ikke. Et diplom er derfor den tilstrækkelige og nødvendige betingelse for at levere »rådgivning«.
 
En dag skal grupperingen nok få succes med at djøficere dele af branchen men grupperingen vil aldrig kunne eksekvere »den ægte vare« fordi den først og sidst slet ikke forstår hvilken »arena« den arbejder i.
 
»Offentlig arena« kontra »politisk arena«
 
Idrætsfolk, skuespillere og fødevaresælgere lever og arbejder i den »offentlige arena«. Netop derfor er der hver dag mediehistorier om hvor meget der snydes, svindles og bedrages.
I den »offentlige arena« kan man ikke »snyde« uden det får omkostninger.
 
Politikere lever, naturligvis, også i den »offentlige arena« hvorfor Thorning straffes når hun, som de fleste andre, viser sig at være skattesjusker. Barfoed udstilles når han ved hjælp af nepotisme tiltusker sig en lejlighed.  
 
Italiens første regeringsleder Camillo di Cavour (1810 – 1861) er taget til indtægt for bl.a. at sige »at dersom vi havde gjort for os selv hvad vi har gjort for Italien – Min Gud, hvilke slyngler vi ville have været« og Jean Paul Sartres politiske drama »Les Mains Sales« (Beskidte hænder) koncentrerer sig om udstrækningen af det personlige moralske ansvar og om man »i statens tjeneste« kan undgå at få »beskidte hænder« ved netop at fraskrive sig det personlige moralske ansvar.
 
Ideen er at der foreligger ét moralkodeks for den »almindelige« borger mens en »politiker« ikke er underlagt et tilsvarende moralkodeks. Mens borgeren agerer ud fra at medborgerne optræder gensidigt moralsk så skal politikeren gå ud fra at andre politikere alene drives af at konspirere mod hverandre med henblik på selv at få mere magt.
 
Den »offentlige arena« er således domineret af individer der på et moralsk grundlag ønsker at leve et godt liv blandt ligesindede mens den »politiske arena« er domineret af individer der ønsker det værste for hinanden hvorfor man ikke kan kræve at den enkelte politiker skal agere moralsk når ingen andre optræder tilsvarende.
 
I den »offentlige arena« er der med andre ord et personligt moralsk ansvar mens der i den »politiske arena« ikke foreligger personligt moralsk ansvar men derimod blot et »magtinstinkt«.
 
En af ophavsmændene bag sondringen er Thomas Hobbes (1588 – 1679) der i hovedværket »Leviathan« sondrer mellem »naturtilstanden« hvor »alle bekriger alle« til samfundet hvor der mellem borgerne er indgået en kontrakt om at man behandler hinanden ordentligt og efter de regler der nu engang er gældende. Den »politiske arena« er imidlertid i latent »naturtilstand« og de »politiske dyr« er uden moralske forpligtigelser endsige personligt ansvar.
 
Afgørende er det derfor at finde ud af i hvilken »arena« lobbyisten befinder sig. Arbejder lobbyisten i den »offentlige arena« eller arbejder lobbyisten i den »politiske arena«?
 
Spørger man grupperingen så befinder lobbyisten sig klart i den »offentlige arena« hvilket per se fodrer at lobbyisten følger samfundets gældende normer og regler. Det efterlader grupperingen i den position at de, ud fra samfundets normer, rådgiver deres klienter der jo befinder sig i en anden liga om hvorledes disse skal agere ud fra at de er aktører i den »offentlige arena«.
 
Det er i sagens natur en uholdbar position. Grupperingen kan ikke på den ene side hævde at de er etiske dydsmønstre samtidig med at de lever af at rådgive mennesker der netop ikke, i deres arbejdsfelt, er underlagt samfundets normer.
 
Når gode motiver fører til slette handlinger
 
Grupperingen er naturligvis, som alle andre, drevet af en god portion egennytte. Ikke desto mindre må man gå ud fra at de ligeledes drives af ædle motiver. Grupperingen må formodes at have et faktisk  ønske om at skabe transparens i forbindelse med de beslutningsprocesser der angår os alle.
 
Problemet er bare at det ikke er en del af deres ophav at have en holdning til den problematik.
 
Grupperingen er »lobbyister« og ikke politikere. Og lige så snart grupperingen advokerer for en vilkårlig »politik« på området er grupperingen »aktører« og ikke »lobbyister«.
 
Når grupperingen åbent advokerer for et regelsæt så befinder de sig, om end uforvarende og ufrivilligt, i den »politiske arena« hvor alle kneb som bekendt gælder. Og så får de, om de vil det eller ej, »beskidte hænder!
 
Dermed er konsekvensen at mens Waterfront måske nok er den »uartige dreng i klassen« så er Hansen, Esbensen, Højbjerg og alle de andre de »hykleriske medløbere« der altid er parate til at fraskrive sig ansvar.
 
Og hvis der er noget pressen kan lide at beskæftige sig med så det hykleri i yderste potens. Måske er det Esbensens skraldespand der snart endevendes af Ekstra Bladet?  
 
Konklusionen er at hellige køer, uanset deres ædle motiver, er de første der slagtes. Esbensen vil, når hans ædle motiver implementeres, blive spurgt ind til hans relation til Benny Engelbrecht (S) som vel næppe blot består i at de to tilfældigvis hilste på hinanden på det rene glas kl. 00.22?
 
Her interviewer Benny sig selv hvilket faktisk bare er komisk.
 
Mindre komisk er det at Esbensen og Engelbrecht tilsyneladende dyrker en eller anden relation udover at være på julekort med hinanden.
 
På den lange bane vil grupperingen tabe. Sådan går det idealister. Jesus ofrede sig for at bevise den pointe. Og på trods af snart 2000 års tænkepause har grupperingen ikke forstået budskabet.
 
Når ikke Grupperingen kan se det der ligger lige foran dem hvordan skulle vi så kunne have tillid til at de kan forvalte ret meget andet end at udstede fakturaer?    
 

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

25 JOB

Kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Job

Head of Communication

Frist: As soon as possible

Marketingchef

Frist: 10. juni

Mediechef

Frist: 18. juni
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.