Essay
X-factor: Rekvisit eller menneske

Skrevet af
Da jeg var barn, var det som følge af en eller anden forældet rutine især drenge, der blev spurgt, hvad de ville være, når de blev store. De svarede altid, at de ville være brandmand. I dag svarer både piger og drenge, at de vil være berømte. Det må være den indlysende fortolkning af de lange køer af unge mennesker, der ønskede at komme ind foran de tre dommere i DR’s fredagsunderholdningsprogram X-Factor. De kommer ind for at bevise, at de har det ekstra, der vil gøre dem til stjerner i Danmark. Og her er det så, at de medier, der altid stiller kritiske og bekymrede spørgsmål til kulturens forfald, formulerede det klassiske spørgsmål igen, som de også stillede, da vi havde Popstars og Big Brother: Har vi udklækket en generation, der ikke er optaget af andet end sig selv, og som ikke kan se fremtiden i andet end et indsnævret og narcissistisk billede af sig selv som mediestjerner?

På kanten af Kendthed

På en måde synes jeg ikke, der er så stor forskel mellem at se sig selv som brandmand eller som celebrity. Den indlysende forskel er, at brandmandsdrømmen er fostret i et samfund, der ikke er gennemsyret af medier, mens berømmelseshungeren og (sang)stjernedrømmen afspejler en tid, hvor medierne har overordentlig stor betydning på alle niveauer i vores liv. Et samfund, hvor reality shows og talentshows igennem den sidste knap halve snes år har fostret flygtig kendthed på samlebånd – men dog også et enkelt eksempel eller to på mere vedvarende kendthed – og hvor grænsen mellem tv-program og tv-publikum i det hele taget er blevet mere flydende.

 

 

Drømmen om at lykkes

Ligheden mellem de to drømme er, at de begge indeholder en forestilling om en fremtid, der ikke er baseret på rutine og det trivielle. Nogle af de unge mennesker i programmet har grandiose drømme, andre mindre og mere ydmyge drømme, men alle handler de om et spændende liv, hvor der sker noget. Hvad vil du være, når du bliver stor? Kassedame i Bilka. Social- og sundhedsarbejder. Nej vel! Og ikke mindst stjernedrømmen inkarnerer en fortælling om at lykkes!

 

Det er den intense drøm om oplevelsen af subjektiv betydningsfuldhed og en helt særpræget og dragende individualitet, der testes i den personlige fremtræden foran de tre dommere. Og når deltagerne ikke lykkes i kraft af sig selv og deres særlige formåen, ser vi dem græde – mere eller mindre ubehersket – eller vi ser dem være sure på dommerne. Men vi ser dem også kritisere sig selv: ”Jeg var skuffet over mig selv”, som det blev sagt af en af dem, der ikke gik videre i konkurrencen. Som var det sådan, at bagsiden af drømmen om at lykkes er tvangen til at skulle lykkes som noget særligt. Så selvfølgelig er der meget på spil, og selvfølgelig kan X-Factor derfor ikke undgå at lykkes som følelses-tv.

 

 

 

 

 

Celebrificeringen som epidemi og selvopfyldende profeti

Programmet har omhyggeligt udvalgt udtalelser fra de unge, der kom til de tre auditions i København og Århus med en helt klar drøm om at blive sanger. Vi har endvidere hørt forældre og søskende bekræfte drømmen som mere end et lune. Og vi har hørt dommer Remee udtrykke sin respekt for, at deltagerne ”tager kampen op”. Således har vi set mange eksempler på, at det er alvorligt ment.

 

Samtidig kunne man sige, at X-Factor som fænomen afspejler berømmelseshungeren i mere overfladisk – ja næsten patologisk – forstand som kendetegnende for vor tid – de mange hundrede mennesker i kø er overhovedet grundlaget for programmets eksistens. Men omvendt kunne man også sige, at X-Factor konstruerer en form for selvopfyldende profeti, idet det skaber en virkelighed og en historie om stjernedrømmen som epidemi. En historie om mere eller mindre realistiske fremtidsforventninger og måske en historie om, hvad medierne og den omsiggribende celebrificering gør ved unge – ja, X-Factor er i sig selv både udtryk for og medvirkende til celebrificeringen. Men den version af de lange køer, X-Factor lancerer, er formodentlig ikke den eneste historie.

 

Spørgsmål til de ventende ville sikkert afsløre en mangfoldighed af begrundelser – fra opfattelsen af, at auditionen i sig selv er en begivenhed, det er sjovt at være med til, til at man lige så godt kunne prøve, at man alligevel var i nærheden osv. Eller at man ikke specielt har en drøm om at blive sanger, men blot en drøm. Men sådanne enten mere abstrakte eller mindre melodramatiske forklaringer passer ikke godt ind i konkurrenceformatets konstruktion af personlige dramaer om store ambitioner og bristede drømme.

 

 

 

Er du en rekvisit eller et menneske?

Thomas Blachman er castet som dommerholdets ’bad guy’ og formet efter formatets engelske skaber, Simon Cowell, som også er herostratisk berømt dommer i det tilsvarende program American Idol.

Simon Cowell udtalte engang om en af deltagerne i det amerikanske program: ”Jeg kan ikke finde ud af, om du er en rekvisit eller et menneske”.

 

Bemærkningen fra det engelske forbillede illustrerer Blachmans mening om deltagerens mangel på talent og stil, men den er også et rammende udtryk for en spænding i programmet, som i hvert fald gjorde de tre første afsnit til god underholdning. På den ene side er der det tydelige spil: dommere castet i bestemte roller, små historier om deltagerne, som kan udfoldes mere eller mindre – fx den ulideligt villede historie om ”ekskæresteparret Anne og Søren” – de følelsesladede reaktioner på især afslaget, den professionelle sammenklipning med et glimt i øjet – som når en montage ’dokumenterer’, hvordan jyderne underspiller og københavnerne hysterisk overdriver deres glæde over at være gået videre i konkurrencen.

 

I den forstand er deltagerne rekvisitter i et programformat, der skal underholde og sælge lysten til at blive ved med stille ind på X-Factor de næste mange fredage. På en anden side er der den brogede flok deltagere, som på trods af, at de er rekvisitter, alligevel skaber en fornemmelse af autenticitet og en form for respekt.

Programmet inviterer selvfølgelig til, at man kan grine ad de utroligt mange kiksede optrædener, at man kan håne deltagerne for mangel på selvindsigt, og at man glæde sig over at det ikke er en selv, der udstiller sig. Men flere af de deltagere, vi får at se, er også cool, sære og passionerede mennesker med personlighed og individualitet. De tør give noget af sig selv, de tør være stolte af det, de kan, hvor far out det så end måtte synes at være, de tør være sære og være sig selv.

På den måde synes jeg, de tre indledende afsnit af X-Factor indeholdt nogle billeder af danskere, vi ikke så ofte får lejlighed til at se på tv.

 

Det næste er ”de store live-shows”, som DR har gentaget igen og igen – første gang på lørdag. På DR’s hjemmeside kan man se de udvalgte seks solister plus tre grupper, der er blevet stylet, så at de alle er kommet til at ligne hinanden. De stylede, poserende billeder af deltagerne taler deres tydelige sprog om, at man ikke skal forvente sig meget af den uforudsigelighed, der er live-formatets store mulighed.

Berlingske Tidende har skrevet om, at deltagerne kontraktmæssigt bliver bundet på hånd og mund. Erfaringerne fra England viser, at der er mange penge i vinderen. Nu sætter mediemaskinen først rigtigt i gang – og jeg er ikke sikker på, at det bliver særlig sjovt for rekvisitterne.

Relaterede artikler

Ser De også for meget porno? - Programmet Blachman er ikke kun et forsøg på at relancere en neo-konservativ kønspolitik, det er også tom sensationalism...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.