Why storytelling? Nothing else worked

Ny bog påviser, at storytelling er et af de mest effektive redskaber til at skabe forandring i organisationer. Bogen handler om Stephen Denning, en af verdens førende business-storytellere. Kforum bad kvinden bag bogen : "Da manden ville lære dem at fortælle historier" fortælle sin historie. Spørgsmålet og svaret var: Why storytelling? Nothing else worked.
af Jane Flarup






























DE 29 ORD
29 ord. Så lidt skulle der til for at forandre Verdensbanken, som er en af verdens største, tungeste og mest forandringsmodvillige organisationer fra at blive lukket og slukket.
I dag er Verdensbanken den fjerde mest beundrede videndelende organisation. Den er et forbillede for en lang række store og mindre internationale virksomheder og organisationer for den måde, den bruger videndeling (på dansk: knowledge management) på.
Og den er også verdensberømt for, at den lod sig overtale til en gennemgribende forandring ved hjælp af en lille anekdote på 29 ord.
Men denne artikel handler ikke om videndeling. Denne artikel handler om den historie, anekdote, som skabte forandringen i Verdensbanken, og den handler om manden bag historien: den amerikanske business-storyteller Stephen Denning.

MANDEN BAG
En dag i marts 1996 sidder Stephen Denning i sit kontor i Verdensbanken og spiser en sandwich sammen med en kollega, der for øvrigt er en dansker. Denning har arbejdet i den store bankorganisation i over 25 år og var endt som en af de højest placerede direktører næst efter bankens præsident. Så døde præsidenten og Dennings nærmeste chef blev pensioneret, og en ny ledelse trådte til. Den lagde ud med at fyre, degradere og omrokere, så den kunne få sit eget hold medarbejdere.
Det var tæt på at være afslutningen på Dennings liv i Verdensbanken. Han blev også degraderet, næsten fyret, men blev på falderebet tilbudt et skodjob, som ingen andre gad have: Han skulle lede afdelingen for knowledge management (KM). I 1996 var KM ikke-eksisterende. Der var ingen budgetter, intet personale, ingen interesse. Bad luck for Mr. Denning. Manden, der var vant til at trykke Nelson Mandela og andre store personligheder i hånden.
Men bad luck blev Dennings livs chance. Han hægtede sig fast og begyndte at gå rundt og snakke om en lille anekdote, som han havde fået fortalt af den unge dansker på sit kontor. Anekdoten lyder sådan her: ”En sundhedsmedarbejder i landsbyen Kasama i Zambia loggede sig ind på hjemmesiden for Centers for Disease Control and Prevention i Atlanta og fandt informationer om, hvordan man behandler malaria.”
29 ord. Tæl selv.

A KNOWLEDGE MANAGEMENT BANK
Men disse famøse 29 ord betød, at Verdensbanken dengang nye præsident James Wolfensohn i oktober 1996 lod sig overbevise, og gik ud og proklamerede, at ”We are doing it! We are going to be a knowledge management bank!”
Denning selv anede ikke, hvad han havde gjort. Men han havde en fornemmelse af, at det måske havde med storytelling at gøre. En dag, da han i 1997 holdt foredrag om processen i banken, blev han opsøgt af en forlagsredaktør fra Harvard Business School Press. Hun sagde, at han skulle skrive en bog om, hvad han havde gjort ved folkene i banken. ”Hvad har du fodret dyrene med?” spurgte hun.
Stephen – Steve - Denning svarede, at han det vist var noget med storytelling. Men at han intet anede om storytelling ud over sætningen på sliden: ”May be it has something to do with storytelling”
”Det gør ikke noget,” svarede forlagskvinden. ”Bare gå i gang.”

BOGEN OM MANDEN
Og så gik han i gang med sin bog om forandringen i Verdensbanken. ”Da jeg stod i processen, var alt kaos. Det var først ved at skrive bogen, at jeg opdagede sammenhængene. Bogen er udtryk for en retrospektiv kohærens,” fortæller Steve i en ny bog på dansk, der fortæller Dennings livshistorie og beskriver processen Verdensbanken. Bogen, Da manden ville lære dem at fortælle historier, er netop udkommet på Børsens Forlag, og er skrevet af undertegnede. Jeg har fulgt Steve Denning i knap tre år, og har gennem timevis af interview med ham og internationale storyteller-kolleger tegnet et billede at storytelling, da den var i sin spæde start i midten af 1990’erne i USA til i dag, da den er et meget varmt emne, også herhjemme. Bogen er en introduktion til storytelling i Danmark og udlandet, og til den forståelse, der ligger bag at bruge historier som et enkelt og nemt kommunikations- og forandringsredskab i organisationer. I bogens forord knytter professor Steen Hildebrandt storytelling sammen med ledelse, og i efterordet har Denning opdateret storytelling med de nyeste resultater og udviklinger.

THE SPRINGBOARD
Steve Dennings egen bog The Springboard. How Storytelling Ignites Action in Knowledge-Era Organizations udkom i oktober 2000, og i December 2000 forlod han Verdensbanken som en berømt mand, der begyndte at rejse kloden rundt som storyteller for businessverdenen – hans kunder er bl.a. McDonald’s, Bristol-Myers Squibb, Shell, USarmy og mange flere af de helt tunge. Herhjemme har han arbejdet med bl.a. Danfoss og Vejle Kommune. Det beskrives indgående i Da manden ville lære dem at fortælle historier..
Og når Steve afholder workshops og masterclasses, fortæller han hver gang sin egen historie om, hvordan den lille anekdote forandrede alt. Også hans eget liv.

”Why storytelling? Nothing else worked”
”Bare gå i gang,” sagde forlagskvinden til juristen Denning, der som topdirektør for det afrikanske kontinent havde siddet med 1/3 af Verdensbankens samlede budget. For en økonom og jurist er storytelling en by i Rusland. ”Jeg betragtede tal og fakta som solid viden. Storytelling var tidsspilde. Ja, jeg opfattede det nærmest som farligt for organisationen,” fortæller han mig i Da manden ville lære dem at fortælle historier.
”Men jeg måtte aflære mig alt, hvad jeg vidste. Jeg fandt ud af, at det eneste, der virkede, var storytelling,” siger han videre.
Steve siger: ”Why storytelling? Nothing else worked.” Og så er den ikke længere. Han gjorde nemlig alle mulige anstalter for at få kollegerne i banken til at begribe, at KM var den eneste mulighed for banken, hvis den skulle reddes fra at blive lukket af verdens regeringer. Efter 50 år var der stærke kræfter i midten af forrige årti, der talte for, at de arbejdsopgaver, som den store kolos varetager, nemmere og hurtigere kunne klares af private banker. Til sidst opdagede han, at grafer, rapporter, argumenter og deslige var spildt energi.
Først da han fortalte sin lille anekdote, lyttede kollegerne efter. De lyttede faktisk så meget, at de oplevede, at de selv havde fundet på, at banken skulle være en KM-organisation. De havde levet sig så meget ind i den lille historie om sundhedsmedarbejderen, der havde logget sig ind på en hjemmeside og fundet nyttige informationer, at de af sig selv foreslog, at Verdensbanken kunne lægge alle sine informationer ud, så hele verden kunne få del i, hvad den vidste. Banken skulle ikke bare være en pengebank, men også en vidensbank.
Steve kunne bare læne sig tilbage og lade kollegerne ordne resten. Hans mål var nået. Og sådan gik det til, at han kaldte sin anekdote for et springbræt for fantasien og et springbræt for handling. ”Jeg ledte efter et ord, der udtrykker den handling, der sker, når folk hører en lille anekdote om noget, der er sket i enten deres egen organisation eller en parallel organisation, og lader sig inspirere. Jeg fandt, at ordet springboard er et dagligdags udtryk, som siger det hele,” fortæller han i Da manden ville lære dem at fortælle historier.

SYV HISTORIER OM
Nu kunne man tro, at Steve Denning lader springboard-historien være nok. Men nej. Siden 2000 har han udforsket, hvilke andre typer historier der kan anvendes i organisationer for at nå forskellige mål. Han har udviklet i alt syv genre-typer. Foruden springboardhistorien, som kan kommunikere en kompleks idé og sætte en handling i gang. Springboard-historien viser vejen til ved at finde en lille situation i nutiden eller fortiden, som fortælles ganske kort, så tilhøreren får lov til at fantasere med. Derudover er der seks andre genrer: Historier, der får folk til at arbejde sammen. Historier, der skal vise, hvem man (typisk en leder) er. Historier der skal bremse rygtesmedene i at sende negative historier ud i organisationen. Historier, der formidler værdier. Historier, der styrker samarbejdet. Historier, der fortæller fremtidsvisioner på en kort, metaforisk og evokativ måde. F.eks.: ”I have a dream” (Martin Luther King) og ”We will fight them on the beaches” (Winston Churchill).

EGERN A/S
Disse i alt syv genrer behandles i en ny bog, Egern A/S, som også netop er udkommet på Børsens Forlag, oversat af undertegnede i samarbejde med cand.ling.merc. Vibeke Væring. Egernbogen, hvis amerikanske titel er The Squirrel Inc, udkom ultimo maj i USA og har vakt berettiget opsigt ved at være en dyrefabel om et egernfirma, der er ved at gå konkurs. En gruppe medarbejdere fra Egern A/S mødes i en egernbar og drikker sig fulde og fortæller historier om at bruge storytelling for at overbevise ledelsen om, hvordan virksomheden kan reddes. Dyrefabler er som bekendt en genre, der har lange litteraturhistoriske traditioner. George Orwells grise, der er en satire over det forstenede kommunistiske Sovjetunionen, er blot et af eksemplerne på, at dyrefabler bruges til at tale om det, der enten ikke kan siges højt, eller bedre forstås, hvis man sætter nogle andre på scenen.

MØD DENNING I DANMARK
Den 8. september 2004 kommer Steve Denning til Danmark og afholder en workshop for medlemmer Børsens lederklub, Morgendagens Ledere, i København. Den 10. september afholder han en tilsvarende workshop i det nystartede InnovationsHuset i Rødding, Sønderjyllands Amt.
Men man kan også møde Denning på hans fremragende hjemmeside
www.stevedenning.com og i tekst, lyd og billede på Børsens hjemmeside: www.borsensforlag.dk. Der er desuden omtale af Da manden ville lære dem at fortælle historier og Egern A/S på www.janeflarup.dk, hvor der også er andre oplysninger om storytelling.

Jane Flarup er journalist og cand.mag i æstetik & kultur, litteraturhistorie og retorik. Hun har tidligere været journalist på Jyllands-Posten, kunst- og teateranmelder ved bl.a. Århus Stiftstidende og informationschef i teaterlivet. Hun underviser i corporate storytelling ved bl.a. Handelshøjskolen i Århus, Danmarks Journalisthøjskole, Den Journalistiske Efteruddannelse og i erhvervslivet. Siden 2002 har hun arbejdet med kommunikationsrådgivning og forsket i storytelling.Jane Flarup har skrevet ”Da manden ville lære dem at fortælle historier” – en bog om Stephen Denning og om storytelling. Og samtidig har hun oversat Dennings nyeste bog ”Egern A/S”. Begge på Børsens Forlag, 2004. Jane Flarup har skrevet faglige artikler om fortællinger og fortællende journalistik på www.cfje.dk. mail@janeflarup.dk eller gå ind på www.janeflarup.dk.





Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job