Se Roundup klippet her

(han tager roundup flasken frem 05:40)

Lad mig først sige, at jeg holder lige så meget af Søren Ryge som resten af hans faste tilhængerskare på mindst en million mennesker – og måske endda mere. Det er netop på grund af Ryges gennemslagskraft, at det er et problem, at han i sidste uge viste seerne, hvordan han nemt-og-bekvemt bruger Roundup i haven, hvis han gerne vil aflive nogle planter. Det drejer sig om planter, der er uønskede, ergo skal de dø. Ikke ved kølle. Men ved gift. Det har vakt opsigt. Og det er i læserbreve - og her på Kforum - blevet påpeget, at der var tale om en nødsituation. Det leder os til en værdimæssig tilgang til spørgsmålet om gift/ikke-gift og til haven i særdeleshed. Hvordan kan man, undskyld mig, tale om en nødsituation, når der er tale om en have? I min new-school-optik er en have jo bare en have! Den giver en masse glæder, den gør nogle gange, som den selv vil, den er levende, nogle gange blomstrer den endda, nogle gange kan man styre den, nogle gange kan man ikke, nogle gange gider man sådan set heller ikke engang prøve, men vil bare nyde uden at yde. Haven skal ikke være perfekt. Den er sådan lidt ligesom familier. Og børn. Sådan ser jeg på det.

Den gode sags tjeneste

Det er efter min opfattelse forkert at bruge ufine midler i haven for at gøre haven finere. Jeg vil ikke blande mig i, hvad Ryge gør som privat havemand. Problemet er, at han lader giften sive ud på DR1, på nationalt tv, i den bedste sendetid. Som om det er i orden. Søren Ryge har som havekommunikator med et meget stort publikum et meget stort ansvar som formidler/rollemodel. I den sokratisk-platonisk-aristoteliske-shopenhauerske del af retorikken/dialektikken opererer man som bekendt med, at et budskab ikke alene skal formidles og fremføres overbevisende (og det gør alle budskaber helt bestemt hos landets havemand nr. 1, der er cand.mag. i dansk). Budskabet skal også være logisk, reflekteret og stille sig i den gode sags tjeneste. Modsat hos sofisterne.

Hvis man skal kommunikere hensigtsmæssigt til sine tilhørere, må man aldrig være græskkatolsk med, hvad man siger (indholdet), og hvilken etos man siger det med. Det er jo ikke kun, fordi Søren Ryge mester de klassiske fem stilarter (latinitas: korrekt sprog, perspicuitas: tydelighed, aptum: passende ordvalg, ornatus: smukt sprog samt brevitas: kortfattethed) og har modtaget priser for sin formidlingskunst, at vi elsker ham, nej, vi elsker ham også, fordi han normalt er über-fornuftig. Og fordi han dermed er nationens opdragende far i haven. Han er også min egen farfigur ude i haven.

Roundup er old-school

Hvad var det, der indholdsmæssigt var galt med giften? Se, det er jeg ligeglad med her. Hvor giftig giften er på en skala fra 0 til 10, er mig ligegyldigt. Jeg ved ikke meget om kemikalier, jeg ved noget om tendenser og miljørigtigt forbrug. Roundup’en er old-school. Den er ikke i tråd med tidsånden. Der synes p.t. at være en vedtaget norm om, at der ikke skal ikke mere gift i haverne, end der allerede er. Det gift, vi kæmper med i haverne, kommer ofte fra tidligere generationers sløsede omgang med gift (privat og i erhvervssammenhæng), sine steder fra syreregn eller fra trafikforurening (så man ikke må spise noget fra haven) og i alle villakvarterer som giftige partikler fra afbrænding af fugtigt brænde i lunken brændeovn: Disse partikler drysser ud over haverne i et ikke lille omfang.

Miljø er de seneste måneder kommet på listen over de fem vigtigste top-of-mind-emner hos de danske seerne/borgerne/vælgere. Det er et væsentligt værdiskred. Og det kan komme til at have afgørende betydning ved næste valg. Den kreative klasse står ikke længere alene med de parkgrønne københavnerholdninger. Danskere fra hele landet er ramt af græsgrøn snusfornuft og globaliserings-eftertanker a la ”tænk globalt, handl lokalt”. Almindelige børn kommer nu i Rudolf Steiner-inspirerede børnehaver, borgerlige vinskribenter agiterer nu for biodynamikken, og Al Gore er en vedtaget folkehelt og kunne snildt have været mand for følgende citat: - I naturen, i alle levende skabninger, påvirker alle ting hinanden i en gensidig vekselvirkning. Det ene påvirker altid det andet. Men det var Steiner, der sagde det, under et foredrag for landmænd i 1920’erne.

Vino besvimo

Lad mig komme med et eksempel på en afgrøde, de fleste af os kan forholde os til: Vin. Den bedste vin kommer fra biodynamisk dyrkede marker, marker, der har været dyrket på den måde i generationer og gerne af de samme familier med det samme håndelag. Uden brug af Roundup eller noget andet gift. Jeg har lært og smagt, at vin handler om mere end druer, der har fået regn og er blevet høstet. Vin lever. Det har en sjæl. Selv om det jo sådan set bare er vin. Ordet bio-dynamik kommer af det græske ord for liv og bevægelse, livets bevægelse. Ifølge antroposofferne (tilhængere af den biodynamiske filosofi) kan livet aldrig kun være materielt. De mener, at der også er et åndeligt aspekt og en bevidsthed om, hvordan forskellige kræfter påvirker livsprocesserne (her vinstokkene). I den biodynamiske dyrkning lægger man vægt på samspillet i naturen og vekselvirkningen mellem forskellige levende organismer i det store kredsløb. Man tager kun så meget, som man giver i verden. På vinmarken og haven. Ved kun netop at tilføre jorden så meget næring, som planterne behøver og kan optage, holdes haven (vinmarken) i en sund balance. Dette er et for jorden (og jordkloden) sundt regnestykke, hvor jorden ikke udpines, men efterlades i fin stand. Indenfor biodynamikken mener man, at alt levende har en indre verden, en åndelighed og en selvstændighed. Naturen – herunder haven, skvalderkålen og dyrene i haven – skal behandles med respekt og må ikke kues eller domineres, i stedet må der opstå et samspil mellem mennesker og natur. Det er ikke helt dumt, det her. Selv om det kan lyde lidt langhåret.

Mange bække små gør en stor å

Der er tegn i tiden, som måske ikke er så rendyrkede (haha), som biodynamikken, men de er der. Der tales om global warming overalt, folk investerer i solceller på taget, melder sig ind i Greenpeace, WWF og mange andre miljøbevægelser, køber økologiske varer - også i Fakta og Netto som aldrig før, de bliver aktive i Danmarks Naturfredningsforening, bekymrer sig over vores underlige vejr, forsøger at undgå flight-miles, planter træer, interesserer sig for at nedbringe familiens samlede CO2-udslip, får nogle høns, komposterer have- og køkkenaffald, bruger kaffegrums i stedet for myregift, får muldlokummer, overvejer alternative brændstoffer, bygger nul-energihuse, går ind for vindmøller, køber miljømærkede varer, sætter sig ind i korrekt brændeovnsafbrænding, er forargede over gulplade-offroadere og får sat partikelfiltre på dieselbiler. Enhver lille handling gør måske ikke den store forskel, men princippet for alle disse miljøbevidste mennesker er, at mange bække små gør en stor å. (Se mere på www.miljoeogsundhed.dk).

Netop ud fra denne tanke om den store å er Søren Ryges Roundup-show så surt. For når Ryge bruger sit brand til at fortælle historien om, at Roundup er i orden, så betjener han sig af det, vi indenfor PR kalder Celebrity Endorsement. Og det er noget, der virker. Hver gang en god ”ambassadør” for en holdning/et varemærke gør sig til fortaler for dette, flyttes der markedsandele. Det er derfor, tøjfirmaer, teleselskaber, bilimportører, solbrillebrands, skønhedsproducenter og endda babymadfabrikanter i øjeblikket uddeler gratis ”vareprøver” til kendte/rollemodeller, der formodes at have det rette personlige brand. Folk med det rette brand kan hver især trække tusindvis af ”medløbere” med sig. Hvis et brand skal have hurtig + billig markedsføring = succes, så er det Celebrity Endorsement, der p.t. er svaret.

Giftbranchen kunne ikke have fundet nogen med et bedre personligt brand end Søren Ryge til at tale deres sag. Han er kendt, klog, veluddannet, hyggelig, populær, jysk (= fornuftig), og han har en meget stor etos i målgruppen. Et menneske, der har den profil, har et meget stort etisk ansvar. Det er Søren Ryge, som den begavede formidler han er, sig normalt meget bevidst.

Havetyper – haven i sociologisk perspektiv

For et par år siden skrev Bella Marckmann et vældig godt sociologisk-semiotisk speciale om havenørderi . Specialet tager teoretisk afsæt i en sammentænkning af filosoffen Pierre Bourdieus og socialantropologen Mary Douglas’ livsstilsteorier (som set hos Henrik Dahl ) og identificerer fire idealtypiske grupper af haveejere ud fra en empirisk analyse blandt medlemmer af Det danske Haveselskab: - ”Nusseren elsker sin have og bruger gerne megen tid i den, men helst ingen larmende maskiner. Slapperen derimod vil helst bare sidde på terrassen og i øvrigt slippe så nemt om ved havearbejdet som muligt. Ordensaktivisten hader rod og uorden og tager gerne både gift og maskiner til hjælp for at fjerne ukrudtet og konstruere stenhøje, bassiner etc. Øko-romantikeren bruger nødig gift, men har heller ikke tid til at gå og luge, og redder derfor ansigt ved at betragte haven som et fristed for vilde planter og dyr”. Søren Ryge og jeg havnede i to segmenter på samme søjle (vi tilhører den diskursive elite, modsat den praktiske elite, skal man tro Marckmann): Jeg var øko-romantisk med mere æstetisk kapital end praktisk kapital. Så har man hørt det med. Søren Ryge hørte hjemme i nusser-gruppen. Men ikke hos slapperne og da slet ikke hos ordensaktivisterne. Netop fordi forventningen til Søren Ryge hos modtagerne er øko-romantisk-nusset, er effekten så meget større, når Ryge går over til modparten: Ordensaktivisterne.

Jeg kender ordensaktivisterne særdeles godt. Jeg kender også de andre grupper. Det gør jeg, fordi jeg har været i dialog med dem. Dialogen har for mit vedkommende selvfølgelig haft til formål at moralisere helt vildt (min tolkning af Marckmann) og forandre verden (til det bedre og mere øko-romantiske, selvfølgelig). Her er vi idelologisk tilbage ved mange bække små, der bliver til en stor å.

Det gjorde i hvert fald ikke noget godt for min karma i kommunikationsverdenen, da jeg tog min tørn som havebrevkasseredaktør i to år på Danmarks største ugeblad: Ude og Hjemme. Bladet læses af ikke mindre end 700.000 mennesker om ugen. Men mine venner her fra Kforum ynder alligevel at kalde det ”Ingen Hjemme”.

Uønsket vækst – og et paradigmeskift

Her var adgang til sociologisk-botanisk-antropologisk-semiotisk materiale: Jeg fik hundredvis af breve fra læserne. Og hvad spurgte det violette segment så om? Ja, for det første kan man stikke sine fordomme skråt op. De mennesker, der læser store familieugeblade, skriver godt nok i høj grad fra provinsen, de er meget glade for kæledyr, de fejler ofte et eller andet, de fortæller om, men de er ligeså eftertænksomme og innovative og forskellige som os fra København og omegn. De er endda også unge! De vil gerne vide noget. Og jeg synes på den ægte selvfede, kulturradikale public-service-måde, at de også skal vide noget om det, de ikke vidste, at de gerne ville vide noget om, og ikke vidste, at de havde brug for at vide. Det lyder helt DR-agtigt. Og det var det også. Jeg har nemlig også lavet fjernsyn om have på DR1 i to perioder. Så jeg ved, hvor mange breve og spørgsmål (og plantefrø) man får tilsendt også fra seerne her. Læg dertil henvendelser, jeg får pga. haveforedrag og havebøger. Havefolket er et engageret folkefærd.

Mange af de tusindvis af mails og breve, jeg har fået fra havedanskere, handler rigtig nok om uønsket vækst i haven – og om hvordan det fjernes. Igen og igen fik - og får jeg stadig - spørgsmål om alt det slemme, der gror i haven og ikke må være der, hvis haven skal være ”ordentlig”. Spørgsmålene går gerne på noget med ”at vi plejer jo at bruge Roundup, plænerens, myregift” osv. osv. … men nu det overraskende: Folk er trætte af gift. Trætte af, at det slår noget andet ihjel i haven, eller også er de kommet i tanke om, at der måske er andre muligheder. Måske fordi en har været ude at rejse og set noget rigtig miljøballade, eller fordi en eller anden i familien har fået en baby eller har fået kræft/allergi/er blevet steril (økologiske landmænd har bedre sædkvalitet, og det rygte har bredt sig over ude på landet). Jeg har aldrig nogensinde anbefalet at bruge gift (andet end giftkorn til dræbersnegle), fordi det i det store perspektiv er idiotisk. Hvis alle jordens folk gav sig til at dræbe de levende ting, de af kulturelle årsager ikke kan lide, ligesom vi p.t. ikke kan lide skvalderkål, så går det her ”projekt sund jordklode” jo helt i ged. Og hvis jeg skal noget med min havekommunikation, så må det være noget livligt, ikke noget dødeligt.  Og der er andre muligheder over for skvalderkål end gift. 1. Man kan lægge sort plast over, til det giver op. 2. Man kan plante noget, der er stærkere. 3. Man kan rykke rødderne op evt. med gummiged og evt. skifte jorden ud. 4. Man kan slå det som græs, indtil det giver op. 5. Man kan vænne sig til den og plukke buketter af den. Kort sagt, gøre noget mere fornuftigt med det grønne end at tage livet af det. Det samme gælder et grønt brand.