What´s Next

Skrevet af
Det er historiefortællerens æra og The Dream Society
De fleste af os kan ikke afvente fremtidens dom, vi skal beslutte os nu: hvilken kurs skal vi sætte? Denne forfatters bud er, at chancen for medvind er størst, hvis kursen sættes efter the dream society og dermed hen imod historiefortællerens æra.

Som en af i alt 11 forfattere skrev Rolf Jensen oprindeligt denne artikel som et bidrag til antologien "What's next after the Information Society?".
Antologien udgives i Juni 2002 af Bertelsmann Stiftung i Tyskland.

En tur i byen
Vi kan gå en tur i en af de store byer, i Berlin, München eller Düsseldorf, for at se på butikker. I butikken med ure vil vi lægge mærke til at priserne er meget forskellige. Er det et Rolex, et A. Lange & Söhne, et Swatch - fra 20 euro til 10.000 euro. Hvorfor er nogle ure billige og andre dyre - de kan jo det samme - nemlig vise den korrekte tid? Det dyre ur er ikke mere præcist end det billige. Svaret er naturligvis, at et ur ikke længere er et ur, det er også et signal om livsstil. Størstedelen af det vi i dag betaler for et ur er historien, historien om, hvem vi er - den fortæller vi til os selv og især til de andre. Takket være quartz-teknologien og masseproduktion er ure blevet billige og præcise. Det har betydet, at vi får råd til andet og mere end funktion.
Vi kan gå i supermarkedet og se på hylderne med æg. De billigste er produceret af høns, der sidder i bure, de dyreste kommer fra fritgående høns. De sidste er naturligvis dyrere at producere, men pointen er, at det - videnskabeligt og smagsmæssigt set - er det samme produkt. Laboratorier og blindtests vil ikke afsløre forskelle. Prisforskellen skyldes, at historien om de fritgående høns er bedre. Det er en historie om dyrevelfærd og landromantik og den betaler vi gerne ekstra for. Jo bedre historie, jo højere pris. Den moderne forbruger har råd til mere end funktion, mere end den materielle værdi.

Vi kan købe kaffe. I gamle dage købte vi efter det land, kaffen kom fra. Columbia, Brasilien eller Java. Så kom den brandede kaffe og i dag er vi på vej til at købe kaffe som vi køber vin, nemlig efter hvilken kaffefarm, det stammer fra. Vi får historien om denne særlige kaffefarm, hvor kaffen dyrkes på bestemte skråninger, om regnmængden, om den hemmelige recept på ristningen - vi får at vide, hvad ejeren hedder. Igen gælder reglen, at jo bedre historie, jo højere pris.

Vi kan også købe sportsudstyr, beklædning, køkkenudstyr - overalt ser vi, at produktets pris stiger med værdien af historien. Det skyldes, at vi gradvist er på vej ind i en ny samfundstype, The Dream Society. Det sker ikke på mandag, men gradvist, udviklingen bevæger sig som en gletcher, langsomt, men sikkert. Det indebærer, at vi skal indrette os på at forlade informationssamfundet med dets strenge, teknologiske logik. På urmarkedet ser vi dets sidste forsøg: Uret er vandtæt ned til 200 meters dybde. Fint, det er en teknologisk bedrift at producere et så tæt ur, men med mindre man har ganske særligt udstyr så har man helt andre og meget alvorlige problemer nede på 200 meters dybde. Man har ikke brug for at vide, hvad klokken er - for nu at sige det forsigtigt. Vi har sat den teknologiske slutsten på urmarkedet. Det betyder ikke, at der ikke ligger teknologiske fremskridt i fremtiden, der ligger mange, men det betyder, at deres funktionsværdi er aftagende, som med det vandtætte ur, og at andre ting derfor bliver vigtigere, nemlig appellen til følelserne, det emotionelle, den gode historie.

Det store perspektiv
For at kunne vurdere betydningen af denne transformation fra en samfundsform til den næste må se tilbage i historien, menneskehedens lange historie. Den begyndte for omkring 100.000 år siden. På det tidspunkt opstod Homo Sapiens, vores art, i Afrika. I de første 90.000 år var vi samlere og jægere. Homo Sapiens bredte sig langsomt ud over hele kloden, vore tidlige forfædre var nomader, vi flyttede os efter byttedyrene og efter de planter vi spiste. Denne livsform eksisterer fortsat enkelte steder i fjerne egne, men den er sjælden, der er næsten flere antropologer, der studerer dem, end der er samlere og jægere. De levede fra dag til dag i de store skove, på savannerne, der var plads nok, jordens befolkning var på under 100 millioner - i dag er vi lidt over 6 milliarder. Samlere og jægere levede i stammer på mellem 20 og 100 personer, de delte føden og de brugte meget tid på andre ting end det materielle. Her opstod de første myter, ritualer og religioner.

Først for ca 10.000 år siden begyndte landbruget at erstatte nomadetilværelsen. Det begyndte i Egypten, i Mellemøsten, i Kina og i Mellemamerika. Det var en revolution. I stedet for at følge fødekilderne, dyrkede man dem. Vi fik husdyr og marker, vi kunne gennem avl forbedre udbyttet. Den sociale konsekvens var, at stammen opløstes og erstattedes af storfamilien som den basale, sociale enhed og som den enhed, der producerede. Landbruget bredte sig til Europa og nåede Tyskland og Norden for 5-6 tusinde år siden. Det var en stor omvæltning. Jægerens færdigheder, hans viden om naturen og dyrenes færden var ikke længere værdsat. Kvindernes viden om, hvilke planter, der voksede på forskellige tider af året, og hvilke, der var spiselige, var ikke mere nødvendig. Den nye produktionsform var mere effektiv, den udkonkurrerede den gamle.

I begyndelsen af 1800-tallet sker den næste revolution - den industrielle. Den begynder i England og i Skotland og skyldes dampmaskinen og andre teknologiske fremskridt. Den industrielle revolution breder sig - med nogen forsinkelse - til Tyskland, til de nordiske lande og til resten af Europa og til Nordamerika. Den breder sig imidlertid ikke før i 1900-tallet til de to folkerigeste lande, Kina og Indien. Det er en vigtig pointe, fordi det først er under den industrielle revolution, at velstanden for alvor begynder at stige. Den økonomiske vækst i landbrugssamfundet var meget beskeden; faktisk så lav at den enkelte generation ikke har bemærket den, den har blot set gode og dårlige høstår veksle, men solide, varige og synlige fremskridt i velstand hører industrisamfundet til. Udviklingslandene er i dag midt i overgangen fra landbrug til industri - når Kina og Indien - i gennemsnit - kun har ca 10% af de rige landes forbrug, skyldes det, at de først sent startede deres industrielle revolution. Industriens vækst indebar flytning fra land til by, de store byer i Europa blev skabt, arbejderklassen opstod.

Fra en situation, hvor de fleste levede af og med naturen og fulgte dens tid, dens rytme, årstidernes skiften, så lever de fleste nu en tilværelse i byerne, i etageejendomme og livets rytme er bestemt af fabriksfløjten - og af den økonomiske konjunktur; arbejdsløshed bliver en af tilværelsens store trusler. Industrien skaber imidlertid hidtil uset velstand med elektricitet, kakkelovne, toiletter, rindende vand, tog, dampskibe, biler og aviser. Arbejdsdelingen tog fart, man producerede kun selv en beskeden del af det, man brugte i husholdningen. Man gik fra landbrugets storfamilie til industriens kernefamilie. Op gennem 1900-tallet syv-dobledes europæerens velstand, det var en vækst, der var håndgribelig, den oplevedes i løbet af et enkelt liv som noget enestående. Det er derfor ikke mærkeligt, at samfundets helte ikke længere var adel og godsejere, men industriens ledende skikkelser: ingeniørerne og opfinderne, dem der skabte den nye velstand.

Den næste æra - i denne kompakte verdenshistorie - var elektronikkens, informationssamfundets, som vi kan datere til 1960 eller 1970. På det tidspunkt bliver fabriksgulvet for alvor automatiseret, maskinerne overtager det hårde muskelarbejde og i stedet rykker arbejderen - eller hans søn og datter - ind på kontorerne. Det går hurtigt og i dag er det almindeligst at arbejde på kontor, at håndtere data, skabe dem, bearbejde dem eller sende dem videre. Det er i 1900-tallet, at hjernearbejde bliver vigtigere end manuelt arbejde - for de fleste. Maskinerne har taget over i en sådan grad, at der i dag bliver svedt mere i fritiden, med sport og fitness, end på jobbet. Det, der for vore forfædre var en fjern drøm, er blevet en realitet. Man kan se verdenshistorien som en lang søgen efter at automatisere, først jægerens våben, så landbrugets maskiner, så industriens, så håndteringen af data. Derfor standser den heller ikke her, også kontorets datahåndtering bliver automatiseret - ikke i morgen, men som hidtil, gradvist.

Nu kan man spørge om denne udvikling ikke peger i retning af det arbejdsfrie samfund, der hvor arbejdstiden gradvist reduceres indtil den helt falder væk og vi koncentrerer os om fritidsaktiviteter, medens maskinerne producerer i døgndrift - de bliver jo ikke trætte og de har ingen fagforeninger. Maskinerne skal passes, javel, men flere og flere maskiner kan justere sig selv styret af computere, fabriksgulvene på de store fabrikker er stærkt på vej til at være mennesketomme. Går vi så en arbejdsfri fremtid i møde? Nej, det er ikke sandsynligt. Argumentet er for det første, at hvis det var ønsket, så ville det være sket for længe siden. Vi har hele tiden haft muligheden for at stoppe udviklingen. Vi kunne have fravalgt landbruget og bevaret jæger- og samlertilværelsen, vi kunne have fravalgt industrien og elektronikken og sagt: nu foretrækker vi mere fritid selv om det betyder at den økonomiske vækst stagnerer. Vi vil hellere have mere fritid og accepterer så den nuværende velstand som permanent. Vi er rige nok, nu behøver vi mere fritid. Det ville vi ikke, vi ville vækst og vi fik det. Op gennem 1900-tallet er arbejdstiden blevet kortere, men for tiden er arbejdstiden - udenfor industrien - svagt stigende i de fleste lande. Det andet argument er, at arbejde ikke længere er den slidsomme rutineprægede aktivitet, det var før. Det meste arbejde udføres i lyse kontorer, i butikker, det er afvekslende, det er blevet en del af tilværelsen. Før var arbejde det nødvendige onde for de fleste, det der var nødvendigt for at finansiere familielivet. Sådan er det fortsat for en del mennesker, men for flere og flere er det blevet en del af tilværelsen som man ikke ønsker at fravælge.

The dream society
Konklusionen er således, at vi ikke bevæger os i retning af et fritidssamfund og at vækst derfor fortsat er på dagsordenen. Den gennemsnitlige vækst i de rige samfund ligger da også fortsat på 25-30 % pr tiår og der er ikke tegn på, at den aftager. Hvilket forbrug skal den stadigt stigende efterspørgsel rette sig imod? Produkter? Ja, men der er grænser for hvor mange opvaskemaskiner og brødristere vi ønsker os, der er grænser for, hvor meget mad, vi kan spise. Det materielle forbrug vil fortsat vokse, men den store vækst vil komme fra det immaterielle, fra vores køb af historier, jf. den indledende tur i de store byer. Når vi køber de store fire-hjulstrækkere, SUVerne, (sports utility vehicles) så skyldes det ikke, at Europas og USA's veje er blevet dårligere, tværtimod, vejnettet udbygges fortsat, men vi køber historien om det terrængående, fortællingen om at vi kan bevæge os frit i naturen, at vi kan komme tæt på den. Motorcykler sælges efterhånden næsten ikke som praktiske transportmidler, der kan bringe dig fra A til B, de er blevet livsstilsprodukter og bilerne er på vej til det.

Vi står med den ene fod i informationssamfundet og en anden i the dream society, men gradvist flytter vi vægten og trækker den fod til os der står i informationssamfundet.

  • Informationssamfundets helte er ingeniørerne, dem der udvikler de nye produkter
    og det er dem, der forsker i ny teknologi, i chips og i gener. Det efterspurgte
    er viden fra de personer, der har de lange, specialiserede uddannelser. Målet
    er materiel vækst.
  • Vi er på vej til historiefortællerens æra, der hvor appellen til vore sanser
    og vores følelser spiller den største rolle. Heltene bliver historiefortællerne.
    På markedspladsen var det tidligere det bedste produkt der vandt, i dette
    århundrede bliver det den bedste historie der vinder; den materielle funktion
    bliver gradvist banaliseret, taget for givet, den bliver et bi-produkt.

De gamle samfundsformer forsvinder ikke - bortset fra jægere og samlere - men ganske få mennesker kan producere, hvad vi har brug for. 2% af Europas arbejdsstyrke kan i dag dyrke og opdrætte det vi skal spise og efterhånden kan nogle få procent producere vore industriprodukter. De nye samfundstyper erstatter ikke de foregående, de står på skuldrene af fortiden, men på grund af automatiseringen, marginaliseres de. Det vil efterhånden også gælde for informationssamfundets medarbejdere, også deres funktioner bliver automatiseret. I stedet kommer historiefortælleren ind i billedet, den der appellerer til det emotionelle.

Der er allerede mange i turisme, i underholdning, i markedsføring og reklame, i design. De er i alle brancher. Mobiltelefoner er under fortsat produktudvikling, om nogle få år kan vi sende levende billeder, men der er en anden udvikling, der er lige så vigtig. Mobiltelefonen skal fortælle en historie; design, form og farve spiller en stigende rolle, flere og flere er beskæftiget hermed. Der er stadig flest ingeniører, men billedet er på vej til at vende selv indenfor dette højteknologiske område. Det samme gælder for biler, computere og beklædning. Det drejer sig ikke længere om funktionel beklædning, det er mode og livsstil. Du fortæller, hvem du er eller hvem du gerne vil være, gennem din påklædning, denne branche er allerede historiefortællere. Tøjet skal også syes, men det arbejde bliver i første omgang flyttet til lavtlønsområder, derpå bliver det automatiseret. Tilbage bliver historiefortællerne. Reklamerne for beklædning fortæller i dag ikke om, at det beskytter og holder dig varm, at det er behageligt, nej de fortæller om livsstil, om mode. Det samme gælder jobbene i den finansielle sektor. Rutinerne automatiseres, det, der bliver tilbage er samtalen med kunden, diskussionen af hendes behov og ønsker, det der ikke kan klares af en computer. Det er job, der kræver - med Daniel Golemans udtryk - emotionel intelligens, empati - evnen til at sætte sig ind i andres situation.

Menneskets lange historie har været en kamp for at overleve, for at sikre sig velstand. Den er i store træk blevet vundet i løbet af de sidste 200 år, men det har haft en pris, der har været omkostninger. Homo Sapiens har såvel materielle som emotionelle behov. I de sidste par hundrede år er de sidstnævnte blevet marginaliseret. Kirkerne besøges af færre mennesker end for 100 år siden, kunst og underholdning er reserveret særlige bygninger; udenfor disse forudsættes rationalitet, fornuft og videnskab at være næsten enerådende. Der er opstået en ubalance. Samfundene før den industrielle periode brugte mere tid på historier, på ritualer, på det emotionelle end det moderne menneske. Det er den balance, der nu er ved at blive genoprettet. I fremtiden vil der blive fortalt lige så mange og lige så gode historier i butikkerne og på kontorerne som i teatrene. Varemarkedet vil fortælle historier på samme måde som biografer, TV og romaner gør det i dag. Fiktions-universet fusionerer med det materielle univers, fordi det er den udvikling, vi efterspørger.

Indenfor virksomhedsledelse opdager man efterhånden at kontrol, rationalitet og fornuft er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Vi taler om virksomhedskultur, om holdninger. Nøglen til succes ligger i dag i at øge motivation og engagement i at styrke samarbejdet. Ritualerne og historierne får efterhånden den samme fremtrædende plads i virksomhederne som de havde i de gamle stammesamfund.

De andre muligheder
Kan vi nu være sikre på, at vi er på vej ind i historiefortællerens æra? Nej, ingen kan bevise fremtiden, der vil altid komme overraskelser, fremtiden skabes af så mange forskellige handlinger, ideer og begivenheder, at den ikke lader sig forudsige med videnskabelig sikkerhed. Det vi kan gøre, er at argumentere, finde indicier og spor af fremtiden i nutiden. Ligesom en detektiv kan vi opstille et sandsynligt hændelsesforløb, men vi har ingen afgørende tekniske beviser, der kan sikre en domfældelse. Kun fremtiden vil kunne fælde dom, den kan til gengæld ikke appelleres. Vi har imidlertid brug for at se fremad, som privatmennesker, som ansatte, som ledere, som politikere. Derfor skal vi gøre vores bedste for at finde de dråber i nutiden, der efterhånden kommer til at udgøre fremtidens hav, fremtidens samfund. Det er et puslespil, hvor alle brikkerne gerne skulle falde på plads. Denne forfatter ser brikkerne falde på plads når puslespillet lægges som the dream society, andre vil nå frem til andre løsninger.

Det kunne være ideen om et grønt samfund, hvor økologi og naturbevarelse er i centrum. En klode, hvor vi holder hus med ressourcerne, standser forureningen af miljøet og undgår risikoen for en global temperaturstigning. Eller det kunne være ideen om det nære samfund, der hvor man kommer hinanden ved og hvor man er tættere på naturen end på teknologien, det enkle liv. Disse teorier er imidlertid ikke i strid med teorien om historiefortællerens æra som informationssamfundets efterfølger. Som ideer lægger de ikke vægt på teknologien, de er immaterielle, de fortæller en historie om det gode liv, en historie, der ikke er knyttet til materiel velstand.

Det kunne også være, at denne forfatter er for tidligt ude, at det højteknologiske informationssamfund fortsætter de næste 50 år, at vægten fortsat er på funktion, på produkter, på det materielle. Denne mulighed kan heller ikke afvises, men hvis den økonomiske vækst fortsætter i samme tempo som i de forløbne 200 år i den rige del af verden, så vil vi om 50 år være 60 - 80 % rigere end i dag. Vil vi bruge denne velstand på mere materialisme? Det er muligt, men er det sandsynligt? Som nævnt ser denne forfatter allerede i dag klare tegn på, at den materielle rationalitet er på retur.

Vi kan ikke udelukke krige, terrorisme, epidemier og naturkatastrofer. De har været et grundvilkår siden verden var ung og de vil fortsat være det. Men vi må se dem som parenteser i udviklingen, korte tilbageslag, der er vigtige når de står på, men som på det lange sigt er uden varig betydning. 1900-tallets mange krige satte den økonomiske vækst i stå i nogle år, men den standsede den ikke - de forløbne 100 år er den periode i menneskets historie, hvor velstanden pr person er vokset hurtigst - til trods for at verdens befolkning i samme tidsrum er vokset mere end nogensinde før. De nævnte katastrofer er begivenheder, de er ikke tendenser. De store opfindere ændrer verden permanent, hærførerne kortvarigt.

Historiefortællerens æra
Lad os derfor tegne en skitse af historiefortællerens æra. Som nævnt gælder den for de rige lande, for Europa, for Nordamerika og Japan. Når vi køber ind, i vores privatforbrug, køber vi med hjertet. Vi køber en god historie og så følger der et ur med. Når vi køber nyt køkken, ny bil, nye møbler så vælger vi det, der afspejler vores livsstil. Vores hjem er et selvportræt, ligesom vores bil. Derfor bliver fremtidens fattigdom ikke så meget materiel fattigdom som det bliver den type fattigdom, der drejer sig om at man ikke har råd til at anskaffe sig det selvportræt, man ønsker, de produkter, man gerne vil omgive sig med. Reel fattigdom vil formentlig stadig være en realitet, men for færre og færre i den rige del af verden.

I den fattige del af verden, hvor der i dag bor lidt over 5 milliarder mennesker, vil der fortsat være stor fattigdom om 20 år, især i landdistrikterne, men byerne vil have fået en velstående middelklasse, der har biler, holder ferie i udlandet og som kort sagt har et forbrugsmønster, der ligner det vestlige. Denne middelstand vil måske omfatte en milliard mennesker og dermed udgør de et marked, der er dobbelt så stort som det nuværende EU's 15 medlemslande.

Arbejdsmarkedet vil også ændre sig. Vi vil fortsat lægge vægt på lønnen, men andre faktorer vil spille en større rolle end i dag. Det vil dreje sig om arbejdets udfordringer, om det er spændende, om virksomhedskulturen passer sammen med ens egne værdier. Vi skal huske, at rutinejobbene bliver færre. De vil fortsat eksistere, men ligesom det allerede er tilfældet i fast-food branchen i dag så vil mange medarbejdere være studerende eller andre, der kortvarigt skal have finansieret de aktiviteter, de er i gang med. Med den nye elektronik vil arbejde og familieliv gradvist flyde sammen. Vi kan arbejde hjemmefra - det er en mulighed, der allerede er åben for mange i nutiden. Der vil imidlertid nok stadig være brug for, at størstedelen af arbejdstiden tilbringes på arbejdspladsen. Man skal møde kollegerne, man skal være der når fiaskoer og successer skal fordeles, man skal være opdateret om sladderen ved kaffemaskinen. Måske bliver hjemmearbejdet blot til tilfældigt overarbejde. Argumentet herfor er, at hjemmearbejde allerede i en del år har været en teknisk mulighed, men relativt få benytter sig af den til at arbejde fast hjemme.

Bliver det en lykkeligere fremtid? Denne forfatteres svar er ja, i hvert fald er forudsætningerne til stede, fordi der bliver bedre balance mellem det materielle og det emotionelle. Flere vil kunne bruge deres følelser, få kontakt til dem, lade deres liv berige af dem. Flere vil blive hovedpersonen i deres eget liv. De vil ikke være bundet af økonomi og tradition til at følge i forældrenes, eller i socialklassens fodspor, der bliver et mere frit valg på livets hylder, flere muligheder for at leve som den man er. Vanskeligheden vil være at finde sin rette hylde i det store udbud, så vi skal nok regne med et stort opsving i antallet af livsstilsrådgivere og terapeuter. I den lange periode, hvor de materielle aspekter af tilværelsen har domineret, har vi i et vist omfang glemt kontakten til vores følelser. Vi skal være glade for den økonomiske vækst, men den har som nævnt ovenfor sin pris. Den har ikke været gratis.

Historiefortællerens værktøjskasse
Hvis the dream society er fremtiden - hvis teorien viser sig at være rigtig - så bliver næste spørgsmål, hvordan vi ruster os bedst muligt til denne fremtid, til historiefortællerens æra. Svaret er: ved at lære håndværket, ved at kende de principper, enhver god historie bygger på, ved at bruge de store historiers struktur. Vi skal nemlig bruge dem i vores eget private liv til at fortælle vores egen historie, vi skal bruge dem som forbrugere og vi skal bruge dem på arbejdspladsen, som ledelse som medarbejdere. Derfor må vi studere de store mestre, lære teknikken i de store myter, dem, der som Odysséen har overlevet i flere tusinde år, vi må studere folkeeventyrene, dem, der har overlevet i flere hundrede år. De må nødvendigvis have varig værdi, når de kan fascinere og tryllebinde den ene generation efter den anden. Vi må vende os til vor tids store fortællere, dem der fortæller de historier flest mennesker hører og ser, det er fiktionsmagerne i Hollywood.

Denne forfatter har til brug for en kommende bog anvendt et år på en sådan rejse til fiktionsøen, der hvor de bedste historiefortællerne bor. Nu er jeg vendt tilbage, men jeg har gjort fyldige notater og har samlet mange indtryk. Dem vil jeg meget gerne viderebringe.

Først kan man konstatere, at de store fortællere er enige om principperne for den gode historie, det er ikke som det så ofte er tilfældet, at forskellige teorier konkurrerer. George Lucas, Steven Spielberg, Aristoteles og Odysséens forfattere er enige. Før George Lucas skrev sit store Star Wars epos satte han sig grundigt ind i de gamle mestres værker og det gav som bekendt et godt resultat. Dernæst skal vi se på hovedlinierne i den gode histories grundstruktur. Den indebærer en opdeling i to universer:
  • Ordens-universet, hvor der er fred og harmoni, hvor det er hverdag, det
    er det overraskelsesfri, "another day at the office". Det er som regel her
    historierne starter. Filmen om "Rocky" starter med en beskrivelse af hans
    lidt kedsommelige hverdag. Filmen "Titanic" begynder med den planmæssige start
    på rejsen til New York, vi præsenteres for de forskellige personer, der ser
    frem til en god rejse, om end hver på sin klasse.
  • Kaos-universet, hvor der hersker usikkerhed, hvor der er risiko og konflikt, men hvor der samtidig er energi, det er her, der er risiko for nederlag og
    død, men også mulighed for sejr og triumf. Det er rummet for forandring, for
    fornyelse. Kaos skal derfor ikke opfattes som noget negativt, men som mulighedernes
    univers. I "Rocky" træder hovedpersonen ind i kaos-universet, da han accepterer
    udfordringen fra the champion himself. I "Titanic" er det da skibet støder
    på isbjerget.

Den gode historie og livet udfolder sig som en vekselvirkning mellem disse to universer. Hvis vi har opholdt os for længe i ordens-universet bliver vi utålmodige, der skal ske noget. Har vi opholdt os for længe i kaos-universet bliver vi trætte af usikkerhed og konflikt, vi vil tilbage til ordens-universets fred og harmoni. Strukturen i den måde vi oplever livet på og så den gode historie er den samme, det er derfor historierne fascinerer, de ligner nemlig livet. De to universer er en del af vores mentale DNA og de blev dannet da vi var samlere og jægere. Ordens-universet repræsenterer bopladsen, det sikre og kendte område. Udenfor ligger den ukendte skov eller savanne. Den er farlig, der er rovdyr og giftige planter, men det er også her energien befinder sig, det er her maden skal hentes. Der er både fare og død, men der er også sejre og føde. Vi lytter derfor til historier, fordi vi vil lære om livet, fordi vi spejler vores eget liv i dem, vi høster inspiration og erfaringer fra dem. Vi går eksempelvis ikke til videnskaben for at lære om kærligheden, den kan ikke hjælpe os. Det kan historierne derimod, det kan William Shakespeare, Thomas Mann og Barbara Cartland - vi behøver dog ikke læse dem i den rækkefølge. Uden fiktionen - uden de gode historier kunne vi ikke lære om forskellen på godt og ondt, om ret og uret, om følelser. Vi ser historierne på biografens hvide lærred, vi ved godt, at det ikke er virkelighed, det er skuespillere, de dør ikke, det ser blot sådan ud, de er ikke - nødvendigvis - forelskede, det ser blot sådan ud. Vi vil gerne forføres, vi vil gerne lære om livet. Film, teater og romaner betegnes somme tider som underholdning, vi taler om underholdningsindustrien. Det er forkert, historierne er faktisk mere nødvendige end brødristere.

Nu har vi de to universer: ordens- og kaos. En historie beskriver en hovedpersons rejse fra ordens-universet til kaos-universet og tilbage, men gennem opholdet i kaos er hovedpersonen imidlertid blevet forandret, hun har vundet rigdom, kærlighed, erfaring - hun har vundet en gral, en pris. Rejsen kaldes for fortællingens hjul, men den er tillige livets hjul.

Rejsen starter med et kald. I vores egen tilværelse vil det være et ønske, der forvandles til en beslutning, til et kald. Det kan være, at man som ung flytter hjemmefra, at man skifter job, at man gifter sig, at man beslutter at starte egen virksomhed. I en film kommer kaldet indenfor de første 15 minutter af filmen. I filmen "Jaws" er kaldet da hovedpersonen står overfor den kendsgerning, at der er en haj, i vandet hvor folk bader. Her starter handlingen. I filmen "Thelma & Louise" starter handlingen da de to kvinder forlader deres kedelige hverdag og kører ud i det blå, en weekend-tur for at opleve det nye og for at finde sig selv. Vi har alle oplevet kaldet både i fiktionen og i vores egen hverdag.

Inden vi træder ind i kaos-universet skal vi imidlertid passere drageporten. Her spørger dragen om vi nu vil det, vi har sat os for, om vi har mod og vilje, om vi har de rette våben, om vi har evnerne. De spørger også om, hvad vi vil opnå, hvad der for os er den gyldne gral. Dragerne spørger både til vores mod og til vores evner. I vores eget liv kan det være, at vi som medarbejdere har fået en god idé til et nyt marked, et nyt produkt. Ledelsen spørger til ideen, om man tror på den, om der er muligheder, de spørger, hvad det vil koste. Først når drageporten er passeret træder man ind i kaos-universet.

Det er kampen, hvor der kan udkæmpes flere slag. I en krig vil det være en rigtig kampplads med modstandere, der skal overvindes. Her viser det sig, om man har mod, snilde og erfaring, om man har de rette våben. I en virksomhed kan det være kampen om at nå de mål, der er opstillet i strategiplanen, kampen om markedsandele. I filmens verden varer kampen størstedelen af filmen. Det er den del af filmen, der fascinerer, fordi det er her hovedpersonen træder i karakter, hans evner afdækkes i kampen imod modstanderen. Man taler om konfliktens lov, den der siger, at det eneste, der interesserer os er konflikt.

Den gyldne gral er den pris, vi modtager, når vi vender tilbage til ordens-universet. I sportens verden kan det være en håndgribelig pris, præmien for sejren i Bundes-ligaen. Kampen foregår på banen, den gyldne gral modtages på podiet. I virksomheden vil gralen være når den fejrer sit resultat, sit overskud eller når den konstaterer sit underskud. I det private liv er det, når man har udrettet noget, eksempelvis når man kommer hjem fra en lang arbejdsdag og nyder en flaske øl eller et glas vin.

Livet består således af små og store rejser rundt i fortællingens hjul. De store rejser er når man flytter hjemmefra som ung, når man bliver gift, gennemfører en uddannelse, når man skifter arbejde, når man bliver alvorligt syg, når man bliver pensioneret. De små ture kan være besøget hos tandlægen, ferieturen eller indkøbsturen i supermarkedet.

Hvad skal vi bruge vores viden om historiens hjul til? Først og fremmest til at forstå vores eget liv - og andres - bedre. Brug det til at erkende, hvor du er i øjeblikket. Er du i ordens-universet? Eller er du i kaos-universet, lige nu? Hvad er din gyldne gral? Hvornår har du sidst været på rejse rundt i historiens hjul?
I virksomheden eller i organisationen bruges fortællingens hjul på samme måde. Man kan spørge, i hvilket univers virksomheden befinder sig. I nogle virksomheder vil problemet være, at mange medarbejdere helst vil opholde sig i ordens-universet, men at udviklingen tilsiger forandring, at forandring er påkrævet, at en rejse ind i kaos-universet er nødvendig. For andre virksomheder kan udfordringen være mere stabilitet, mere orden.

De fleste større virksomheder har udarbejdet visioner og strategier. Ofte er de imidlertid kun saglige og fornuftige opstillinger af mål og midler. De er for tit ikke egnet til at fremkalde et kald hos medarbejderne. Her kommer historien ind i billedet, fordi den i modsætning til strategiplanen appellerer til følelserne. Vi kan ikke undvære strategiplanen, men den bør ikke stå alene, der skal være balance mellem appellen til hjernen og til hjertet. Her ligger den næste udfordring for moderne ledelse. Den skal både være direktør og instruktør. Virksomheden bliver derved både en virksomhed i traditionel forstand - med organisationsdiagram og årsregnskab - men den bliver tillige et drama, hvor der opføres et spændende stykke. Hvor rollerne er fordelt. Begge opfattelser af en virksomheds liv er rigtig, den er begge dele, men dramaet har alt for længe ikke været synliggjort. Det er nødvendigt for at skabe motivation og vækst.

De fleste af os kan ikke afvente fremtidens dom, vi skal beslutte os nu: hvilken kurs skal vi sætte? Denne forfatters bud er, at chancen for medvind er størst, hvis kursen sættes efter the dream society og dermed hen imod historiefortællerens æra.


Litteraturforslag
Angus Maddison: The World Economy, OECD Publications, Paris 2001
Robert McKee: Story, Harper-Collins Publishers, New York 1997
Joseph Campell: The Hero with a Thousand Faces, Princeton U.P., New Jersey 1972
Rolf Jensen: The Dream Society, McGrawHill, New York 1999
Aristotle Poetics, Penguin Books Ltd. London 1996

Relaterede artikler

På tærsklen til en ny markedsføringsæra - Artiklen peger på, at vi vil se nye helstøbte reklamefremstød i fremtiden, hvor reklamerne i højere grad end tilfældet e...
Fortællinger formidler virksomheders værdier - Nogle mener, at det er en del af menneskets natur at fortælle historier. Forståelsen for dette synspunkt vinder i disse ...
Metaforers magt - Få ting er så umiddelbart anvendelig som både kommunikations- og ledelsesredskab som metaforer. Vi er alle sprogets mari...
Storytelling – en analyse af et modebegreb - Efter at have været fortrængt for en tid, hvor det rationelle, det konkrete og det målbare har domineret, er kunsten at ...
Fra vores helt egen verden - K-forums nyhedsmail-abonnent nr. 3000 blev fundet i sidste uge. Hun hedder Bente Melbye og sidder i Dansk Industris hove...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

48 JOB

PR & Social Media Officer

Se alle job Indryk job

Job

Web- og kommunikationsmedarbejder

Frist: Hurtigst muligt

Projektleder

Frist: 22. april

Strategisk kampagnerådgiver

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.