»En eller anden statsmand skal have sagt, at et land har den presse, det fortjener. Det er en billig talemåde, og for øvrigt noget slemt sludder«.
Sådan skrev den danske forfatter og samfundsrevser Hans Scherfig i 1967. Hvad skulle vi have gjort for at fortjene den elendige danske presse, og hvordan kan man overhovedet fortjene noget, som man ikke har indflydelse på. Det var kapitalisterne og ikke folket, der ejede papiret og trykkemaskinerne, og derfor kunne folket nok så meget ønske sig, at der blev trykt og skrevet noget andet, uden at der blev det af den grund. Hans Scherfig var kommunist.
Uanset hvad man måtte mene om det sidste, er der næppe tvivl om, at han havde ret, og at han, hvis han stadig var i live, stadig ville have det. Man behøver ikke være »elitær smagsdommer« eller »såkaldt ekspert« for at mene om medielandskabet, at det er grimt at se på, eller for at vide om pressen, at den almindeligvis ikke er den »vagthund i folkets tjeneste«, som nogle pressefolk i højtidelige øjeblikke ynder at betegne den. I så fald en meget doven eller upålidelig vagthund. Alligevel er det jo »de elendige« medier, der leverer os hovedparten af informationerne om den verden, der ikke er lige foran vores næser. Og vi får, hvad vi betaler for, og kan vi ikke lide det, kan vi jo lade være med at betale. Smag og behag er som bekendt forskellig, og i teorien skulle udbuddet af information jo underordne sig efterspørgslen.
Det kan være, men så det bemærkelsesværdigt, at det fri og i princippet mangfoldige mediemarked er blevet så ensrettet, som det er. På nationalt og internationalt plan plan er der en forbløffende overensstemmelse mellem udbuddet af nyheds- og underholdningsprogrammer i radio og TV, den musik, der bliver spillet, og avisernes valg af nyheder og vinkler på disse. Og på en måde er det ikke mærkeligt, for størstedelen af radio- og TV programmerne, populærmusikken, aviserne, tidsskrifterne og såmænd også bøgerne udbydes ikke af en mangfoldighed af leverandører, der hver for sig retter sig mod én niche, én kulturel præference, én opfattelse af god underholdning, én politisk eller religiøs opfattelse. Derimod leveres hovedparten af den massemedierede kultur og det der almindeligvis forstås som det kvalificerende grundlag for meninger om verden, af relativt få og absolut kæmpestore multinationale selskaber, der har gjort produktionen og formidlingen af information til deres speciale.

Monopoliseringens betydning
Man taler om »de seks store«. Det er AOL Time Warner, Disney, Bertelsman Ag, Viacom, News Corporation og Vivendi. AOL Time Warner, det største selskab af de seks, ejer og kontrollerer 12 filmselskaber, inklusive Warner Brothers og tegnefilm-mastodonten Hanna-Barbera; 29 kabeloperatører, for eksempel CNN og Time Warner Cable, hvoraf den sidste kontrollerer 13 millioner kunder i Amerika; 24 boglabels [book brands]; magasinerne Time, Fortune og 33 andre med til sammen op mod 120 millioner læsere; 52 pladelabels; den gigantiske internetudbyder America Online (AOL), der opererer i 14 lande. AOL har 127 millioner abonnenter, der bruger 84 procent af deres onlinetid på AOL’s egne hjemmesider, som er domineret af reklamer for AOL Time Warners egne produkter (og muligheden for at købe disse naturligvis). Og får man ikke nok ved at læse, surfe, se film eller fjernsyn, er der Warner Bros.-merchandise butikker i 30 lande, og såmænd også et par forlystelsesparker. Overraskende stort, men det er hvert af de andre også.
Herhjemme findes ikke noget, der på nogen måde ligner de seks store. Vi har stadig to (delvist) licensbetalte TV stationer med public serviceforpligtelser, og de skrantende dagblade bliver stadig støttet af staten. Det nærmeste vi er kommet amerikanske forhold er nok den norske koncern Orklas køb af Berlingske Tidende, da avisens ejer, Mærsk McKinney Møller, var blevet træt af at se sit navn sværtet til af seriøs, undersøgende og dybdeborende journalistik.
Mediesamfundet, informationssamfundet, kommunikationssamfundet. Kært barn, det vil sisge den fagre nye medieverden, har mange navne, og disse bliver ofte ledsaget af højstemte profetier om nye muligheder for demokratisering og deltagelse. Det er da også rigtigt, at de veluddannede mellemlag i lukkede samfund har haft glæde af de nye muligheder for massemediering af information. Ganske som mange arabiske seere, der uden Al-Jazeera-sattelitkanalen ville være tvunget til at høre om 11. september, Osama og krigen mod Afghanistan fra enten de statskontrollerede TV-stationer, eller fra nyhedsmedier som CNN, der er kammet over i patriotisme i en grad, der fik forfatter og journalist Knud Vilby til at kalde kabelnyhedsnetværket for en amerikansk lokalsender (Information, den 26. september 2001). Men der er vist svært at argumentere for, at eksplosionen i informations-infrastrukturens kapacitet har betydet nogen positiv bevægelse i forholdet mellem kvalitet og tarvelighed.

Giganternes varer: brugerne
Medierne leverer noget af den information (og i nogle tilfælde det meste), som er byggesten for de meninger, vi danner os om verden. Især den del af den vi ikke har førstehånds kendskab til. Derfor er det svært ikke at mene, at det betyder noget, at mediekoncernerne er så store, og at de kontrollerer et væld af forskellige kanaler for information; aviser, bøger, radio, TV, internet. En af gåderne handler om, hvorfor udbuddet er så ensartet. Konsumenterne må have andre interesser end sitcoms om den amerikanske middelklasses genvordigheder eller øre- og øjehængende musikvideoer. Og de må kunne fastholde interessen for saglige, vidende og måske kritiske debattører i mere end få minutter. Sådan er det vel også, og skal man tro den amerikanske professer i lingvistik, Noam Chomsky, er udbuddet af information ikke ensartet, fordi konsumenterne er det. Der er heller ikke brug for nogen sammensværgelse, for de store koncerner har ingen grund til at sværge sig sammen. Eller rettere, de behøver ikke at tale sammen for at gøre det. Deres fælles mål er profit. Og det, de virkelig profiterer på, er ikke de aviser, de får solgt eller den kabelafgift, som TV-seerne betaler, eller den eventuelle afgift, som netsurferne betaler. Det, der derimod virkelig får det til at skæppe i kassen, er annoncørerne.
Derfor er det dem, der er mediegiganternes kunder. Den egentlige vare derimod er de mennesker, der forbruger medier. I tale, som Chomsky holdt på Z Media Institute i USA i juni 1997 om »What makes mainstream media mainstream?« sagde han, at »man er nødt til at sælge til et marked, og det marked er selvfølgelig annoncørerne (dvs. big business). Hvad enten det er TV eller aviser (…) så sælger de publikum. Koncernerne sælger publikum til andre koncerner.«
Konkurrence kan måske nok generere bedre produkter, men genererer også mere ens produkter. Det gælder ikke mindst mediemarkedet. Overordnet set er det de samme segmenter af publikum, som mediegiganterne sælger til andre forretningsgiganter, der for deres vedkommende forventer samme annoncørvenlige miljø. Og denne ensliggørelse af incitamenterne betyder, at indholdet bliver mere ens, at det vender sig de samme steder hen, og at det er stadigt mere sjældent, at det har karakter af at være andet end hurtige, pirrende spots.
Chomsky skriver, at den »oplagte antagelse er, at mediernes produkt, både det som er synligt og det som ikke er, afspejler købernes og sælgernes interesser…«. En forretning vil nødig skræmme kunderne væk, og i dette tilfælde, hvor det er de store medievirksomheders interesser, der står på spil, handler det om at skabe et »miljø«, der ikke gør kunderne usikre, eller for den sags skyld skræmmer dem væk. Det betyder, at det ikke kan nytte noget for mainstream-medierne at være for skrappe ved eksisterende eller mulige annoncører. Eller for den sags skyld at skrive eller bringe noget, der mere generelt producerer modvilje mod »big business«.

Underholdsningstid og oplysningstid
De fri markedskræfter producerer i almindelighed ikke et mangefacetteret mediebillede, der ruster forbrugerne til at tage kvalificeret stilling til spørgsmål, der er vigtige for dem og den verden, som de lever i. Roger W. McChesney, der er forfatter til en række bøger om mediegiganterne, siger i et interview til Z Magazine, at »hvis det overlades til markedet, tenderer mediesystemet mod at producere en smal skala af synspunkter, der passer sig til overklassens, mens kommercielt pres nedprioriterer egentlig journalistik og samfundsmæssige spørgsmål«. Han gør sig til talsmand for en politik, der sikrer en medievirkelighed, der ikke alene er skabt i de store foretagenders billede. Roger W. McChesney nævner faktisk de skandinaviske ordninger med statsstøtte til dagblade som et alternativ til det amerikanske mediemarked der, helt uden tvang, overvågning og manipulation har skabt en ensretning, der kunne være totalitære regimer værdig.
Edward Herman, der er professor emeritus ved University of Pennsylvania og forfatter til flere bøger sammen med Noam Chomsky, siger i samme interview til Z Magazine, at det egentlige problem ikke er manipulation, men samspillet mellem mediekoncentrationen og de politiske, økonomiske og strukturelle forandringer, der sker lige nu. Først og fremmest drejer det sig om de store foretagenders ekspansion i størrelse og rækkevidde, deres modvilje mod faglig organisering og velfærdstatslige ordninger, nyliberalt orienterede regeringers vilje til at servicere disse foretagender. Det har alvorlige konsekvenser for mediernes kapacitet til at fungere som institutioner, der ruster os intellektuelt til at have med de andre mennesker og med naturen at gøre.
»Oplysningsprojektet går ud på at bringe mennesker i kontrol over deres liv, at lade dem opnå frigørelse gennem viden og handling. De transnationale medier ønsker at udvide de forhold, der har hersket i USA i årtier, til resten af verden. Forhold hvorunder mennesker behandles udelukkende som publikum, der skal sælges til annoncører. Modsætningen mellem oplysningsprojektet og de transnationales projekt er enorm. De globale medier laver hvad man kan kalde en »underholdningsrevolution«, der udelukkende gennemføres ovenfra. De laver bestemt ingen »informationsrevolution«.
Scherfig var marxist, men også stalinist. Det første gjorde ham umådeligt skarptseende, når det gjaldt det borgerlige samfunds modsætninger og dobbeltmoral. Det andet gjorde ham stæreblind, når det gjaldt magthavernes forbrydelser i Sovjetunionen. Det kunne måske give anledning til den opfattelse, at han ikke har noget at lade den borgerlige presse høre, når nu vennerne i Sovjet manipulerede den statens officielle avis efter forgodtbefindende, og tilmed gav den navnet »Sandhed«. Men det ville være at tabe pointen af syne.

I vores del af verden er der ganske vist ikke mange medier, der kyses til orden under truslen om politisk forfølgelse. Det individualiserede og kulturelt frigjorte menneske promoveres af og til som det vigtigste træk ved »den ny verdensorden«. Samtidig er midlerne til tilfredsstillelse af individuelle informationsbehov så udbyggede som nogensinde. Men alligevel søber rigtigt mange af os den samme underholdningsvælling. Det kaldes informationsalderen!


Artiklen har været tryk i SALT. Tidsskrift for kritisk debat om politik, økonomi, kultur og samfund.

Medier, magt og modstand

Vi stiller skarp på medierne og søger efter fornyelsen i journalistikken.
Begejstringen for den fagre nye medieverden er næsten grænseløs. Men i det
store billede er der ikke meget at juble over. På nettet er det sex og
porno, der optager pladsen. I TV er det mest revolutionerende
»reality-TV«. Og den skrevne presse gider folk ikke at læse. Læs artikler
om internettet, TV STOP, interview om journalistisk indignation, de
multinationale mediekoncerner og journalistisk som modstandsbevægelse.

Øvrige artikler om: Iran og oppositionen, Reuters Bureau og lobbyismen,
arbejderidrætten og fremtiden samt boganmeldelser.

Abonnement: 245 kr. for seks numre. Løssalg. 50 kr. pr. stk.

Bestil på: www.Salt-online.dk