Web 2.0 og de juridiske udfordringer

Skrevet af
Sociale tjenester på internettet giver brugerne mulighed for selv at uploade og udveksle indhold direkte med hinanden: De sociale medier er i nærmest eksplosiv vækst for tiden med kendte eksempler såsom Facebook, YouTube, MySpace, wikis, blogs m.v. Tjenesterne er selve indbegrebet af ”web 2.0”, dvs. fremtidens internet, hvor fokus er på at styrke sociale relationer via ”mange til mange”-kommunikation til glæde for brugerne, kreativiteten og den frie meningsudveksling i samfundet. Man skal dog være klar over, at de sociale tjenester også rummer kimen til mange lovovertrædelser og derfor kan være en risikabel affære, både for tjenesteudbyderne og brugerne.
Brugernes ansvar
For brugernes vedkommende skal man (brugerne) gøre sig klart, at internettet ikke er et lovløst rum, hvor enhver adfærd er tilladt. Udgangspunktet er det modsatte, nemlig at de regler, der gælder offline, også gælder for indhold, som man gør tilgængeligt via en social tjeneste, fx en blog eller et chat room. Lovgivningens almindelige regler om straf- og erstatningsansvar finder med andre ord anvendelse. Særlig relevante i den sammenhæng er straffelovens regler om freds- og æreskrænkelse, diskrimination, blufærdighedskrænkelse m.v., samt ophavsretsloven og markedsføringsloven. Videregiver man på en social tjeneste oplysninger om andres rent private forhold, fx kæresteforhold eller sygdom, tilsværter man en andens navn og rygte, eller udveksler man indhold, som andre har ophavsret til, kan man ifalde straf og/eller erstatning.
 
Fra domspraksis kan nævnes en sag om en person, der uploadede en falsk profil på en dating-hjemmeside, med det resultat, at en 13-årig pige, der passede på profilen (og som ikke havde givet samtykke til, at profilen blev lagt ud), modtog en række meget krænkende henvendelser af seksuel karakter. Personen, der uploadede den falske profil, blev idømt fængselsstraf for krænkelse af privatlivets fred og medvirken til blufærdighedskrænkelse. Han blev endvidere pålagt at betale en godtgørelse til den 13-årige. I en anden sag blev en mand ligeledes dømt fængselsstraf for fredskrænkelse ved uden samtykke at have lagt en række nøgenbilleder af sin tidligere hustru (optaget med samtykke) ud på internettet med en stærkt krænkende tekst samt angivelse af hendes kontaktoplysninger og personnummer.
 
I det omfang de almindelige ansvarsregler indskrænker ytringsfriheden, og hensynet til ytringsfriheden må antages at veje tungere, vil man ganske vist i princippet kunne være ansvarsfri. Dette kræver dog som minimum, at det indhold, man lægger ud, kan siges at være væsentligt for den almindelige samfundsdebat. Denne betingelse er sjældent opfyldt for almindelige privatpersoner, der ytrer sig på et socialt medium. Man skal derfor ikke som bruger forvente at kunne søge ly i retten til ytringsfrihed.
 
Tjenesteudbyderens ansvar
Så vidt brugerne. Nok så interessant er spørgsmålet om, hvornår tjenesteudbyderen, altså den, der udbyder den sociale tjeneste, kan ifalde ansvar for det ulovlige indhold, som brugerne lægger ud på tjenesten. I USA er dette spørgsmål for tiden genstand for en celeber retssag, hvor Viacom, der er verdens største medieselskab og indehaver af ophavsretten til en stor mængde musik og film, har sagsøgt Google for 1 mia. $ (!) med påstand om, at en stor del af det indhold, brugerne af YouTube (som Google har købt) har uploadet, krænker ophavsretten.
 
I Europa, herunder Danmark, er reglen den, at tjenesteudbyderen som udgangspunkt er ansvarsfri, hvis tjenesteudbyderen ikke har kendskab til det ulovlige indhold og straks tager skridt til at fjerne indholdet, når et sådant kendskab opnås (”notice and take down”). Desuden gælder der en regel om, at man som tjenesteudbyder ikke har nogen generel pligt til at overvåge det indhold, som andre gør tilgængeligt. Dette indebærer, at hvis tjenesteudbyderen reagerer prompte, når han bliver opmærksom på ulovligt indhold, og i øvrigt har udvist almindelig ansvarlighed og omhyggelighed ved udformningen af tjenesten, herunder oplyst brugerne om, hvad der er god og lovlig adfærd, er risikoen for at ifalde ansvar for brugernes ulovlige indhold beskeden.
 
Medieansvarsloven
Mange udbydere af navnlig blogs er usikre på, om medieansvarsloven finder anvendelse. Denne lov indskrænker kredsen af personer, der kan ifalde ansvar for ulovligt indhold i et massemedium, til at omfatte forfatteren til indholdet, redaktøren og selve medieforetagendet. Det betyder, at andre, navnlig anonyme kilder, ikke kan gøres ansvarlige. Medieansvarsloven gælder imidlertid kun for indhold, som mediet udøver redaktionel kontrol over, og gælder derfor pr. definition ikke for brugergenereret indhold. Anonyme kilder nyder således ingen særlig beskyttelse på de sociale medier, ligesom en eventuel krænket person ikke kan klage over mediet til Pressenævnet.
 
Hvem har retten til indholdet?
Et spørgsmål, der også optager sindene, er, hvem der ejer det indhold, som brugerne uploader. Er det brugerne selv eller tjenesteudbyderen? Hvis ellers indholdet (fx en tekst eller en video) er udtryk for en selvstændig, intellektuel indsats fra brugerens side, er det brugeren selv, der har ophavsretten. Dette har afstedkommet, at mange sociale tjenester i de generelle brugervilkår indsætter endog meget brede vilkår om, at den sociale tjeneste erhverver en næsten uindskrænket ret til at bruge indholdet, til stort set hvilket formål de måtte ønske. Der er i princippet ikke noget i vejen for at lave aftaler med brugeren om brugsret til det af brugeren genererede indhold, men meget vidtgående vilkår a la det nævnte vil efter dansk ret ofte blive fortolket indskrænkende eller helt tilsidesat af domstolene. At man også kan blive hængt ud i pressen og blive meget upopulær hos brugerne, hvis man anvender sådanne urimelige vilkår, har Google netop måttet sande ved lanceringen af deres nye browser. Også Facebook og andre meget populære sociale tjenester er blevet kritiseret for at have urimelige brugervilkår.
 
Privacy
Endelig skal man, både som tjenesteudbyder og bruger, være opmærksom på reglerne i persondataloven. Ønsker tjenesteudbyderen at registrere oplysninger om brugerne og det indhold, de udveksler, kræver dette som udgangspunkt udtrykkeligt samtykke fra brugerne og vil ofte indebære, at der skal indhentes tilladelse fra Datatilsynet. Ofte fremgår det af de almindelige brugervilkår for tjenesten, at brugeren generelt giver samtykke til, at tjenesten må registrere, anvende og videregive brugerens persondata i en lang række sammenhænge. Et sådant vilkår vil ofte ikke være gyldigt, navnlig hvis det er meget generelt, gemt langt væk i nogle alenlange standardvilkår og i øvrigt går ud over, hvad der må anses for at være sagligt. Også i denne henseende er Google kommet i søgelyset. Således har Google – på baggrund af en henstilling fra EU-myndighederne – netop indvilliget i at halvere den tid, de lagrer brugernes søgninger i, fra 18 til 9 måneder. Idet den amerikanske persondatalovgivning er betydelig mere lempelig end den europæiske og danske, skal man i det hele taget være varsom med at afgive persondata, når man bevæger sig rundt i sociale tjenester fra ”over there”. 
 
I øvrigt kan også brugeren komme i karambolage med persondataloven. Anvender en bruger tjenesten til at offentliggøre følsomme oplysninger om andre, fx i form af en videooptagelse fra en privat fest, vil dette ligeledes være omfattet af – og som udgangspunkt i strid med – persondataloven. Nærmere oplysninger om, hvad man som bruger eller tjenesteudbyder må og ikke må i forhold til internettet, kan fås på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk
 
Afslutning
Der er med andre ord grunde nok til at tænke sig godt om, før man udbyder – eller deltager i – en social tjeneste på internettet. Når dette er sagt, skal betydningen af de juridiske problemstillinger ikke overdrives. Det handler som sagt mest om at tænke sig ordentlig om og tage de nødvendige forholdsregler, før man lancerer en social tjeneste eller leverer indhold til en sådan. De juridiske udfordringer skal under alle omstændigheder ikke skygge for de mange muligheder, de sociale tjenester rummer.
 
 

Relaterede artikler

Web 2.0 = PR 2.0? - Under navnet cyberspace er internettet i mange år blevet opfattet som en database eller et rum bestående af kanaler, hvo...
Web 2.0: Først med ikke at være de sidste - Det var måske den manglende søvn, der gjorde det. Måske var det pletterne på min udslidte hip-hop trøje og den krøllede ...
Web 2.0 = $ ? - Web 2.0 bliver større dag for dag. Det er sket i takt med, at en ny forretningsmodel er blevet tydeligere og tydeligere ...
Web 2.0 - digital marxisme? - Web 2.0 er digital marxisme, blogproletariatets diktatur. Vi har set denne massernes magtovertagelse før, og den skabte ...
10 grunde til at elske/hade Web 2.0 - Ikke alle elsker Web 2.0. Gør du? Her er 10 grunde til at elske eller hade tidens største buzz word. Den tiltrængte demo...
Web 2.0 overkill. Netvalgkampen var skønne spildte kræfter - Valgkampen er nu overstået, og vi kan nu give en overordnet vurdering af internettets betydning: Der er ingen af partier...
Hvem, hvad, hvor Web 3.0 - Akkurat som de fleste har fået modeordet Web 2.0 ind i kommunikationsparløren, sidder web guruerne i Silicon Valley og s...
Hvad brugerne kan, vil og skal - Borgerne både kan, vil og skal bevæge sig ind på journalistikkens domæne. For hvem er tættere på borgernes hverdagsliv e...
Facebook 2.0: Rydder op og samler dit online-liv - Først gjorde Facebook sociale netværkssites mainstream i Danmark, så det ikke kun var teenagere og unge, som brugte dem....
Facebook-grupper uden for lov og ret - På Facebook er det langt hen ad vejen brugerne selv, der skaber virkeligheden og reglerne. Spørgsmålet er, om brugerne k...
2.0 flops - Skype, Zyb, Imity, Flabjoos og Travellog. Og måske endda Den Blå Avis. Med alle de succeshistorier kan man godt glemme, ...
Hvordan bruger virksomheder Web 2.0? McKinsey har svaret - Web 2.0-sites som Facebook, Wikipedia og Youtube har med succes og stor hastighed forandret internettet. Hvad kan virks...
The business of business is serious social business - Kforum har stirret sig blinde på den web 2.0-hype, man selv har skabt, og har glemt at se sig selv i spejlet. Kforums eg...
Virksomhedspolitik for sociale medier - De sociale medier har givet talerør til alle. Også til medarbejderen. Nogle blogger, en stor del er på LinkedIn og de fl...
Make web not war - Hvert år samles alverdens webfolk i San Francisco til den store 2.0-konference. Her kåres heltene, og skurkene får tæv. ...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Senior kommunikations- og presserådgiver

Se alle job Indryk job

Job

Praktikplads

Frist: 25. november

Praktikant

Frist: 1. november

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 6. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.