En mand ser rødt

I en serie essays (her og her), der fungerer som reklame for en bog, der udkommer i sensommeren, tager den i Californien bosiddende englænder Andrew Keen kraftigt afstand fra tidens online trends indenfor brugerdrevet og social innovation - altså den serie af upstarts og onlinekultur, der i et spil buzzword-bingo slås sammen under betegnelsen Web 2.0.

Kritikken er sådan set enkel - og hørt mange gange før: Retorikken omkring Web 2.0, man kan f.eks. bruge Douglas Rushkoffs Get Back in the Box som kilde, rummer en hel masse ord, der handler om at give samtalen magten, at flytte kontrollen til forbrugeren, at demokratisere markedet og skabe ægte netværk af frie, medskabende aktører. For Keen er den sprogbrug et ekko af 1800-tallets frihedsretorik, og den indbyggede kritik af monopolerne svarer direkte til Marx' kritik af kapitalismen.

Den digitale marxisme er for Keen dybt skadelig - og forfører os ind i et morads, hvor individets selvrealisering bliver en halvreligiøs, politisk grå verden, hvis eneste produkt er narcissistiske gentagelser af det allerede eksisterende. Keen lader kritikken gå endnu videre: Denne nye kultur snylter på markedets eksisterende kulturinstitutioner og invaderer endda den eksisterende kulturs markeder. Wikipedia stjæler markedsandele fra Encyclopedia Britannica. Craigslist stjæler rubrikannoncemarkedet fra aviserne. På den måde mister vore kulturinstitutioner efterhånden deres kommercielle evne til at udvikle nye kulturprodukter. Eliten, de egentligt talentfulde, der nød fordel af de gamle kulturinstitutioner, mister det nødvendige marked og dermed evnen til at udvikle vores fælles kultur.

Markedet bestemmer endnu

Der er imidlertid enkelte problemer med Keens kritik. For det første er sammenligningen med marxisme overfladisk. I det marxistiske skræmmebillede, Keen hiver frem, indgår jo også ambitionen om at afskaffe kapitalismens mekanismer, de mekanismer, der har skabt den ulige adgang til produktivmidlerne og givet de kapitalistiske magthavere den kontrol over produktionen, de har. Web 2.0 foregår helt og aldeles på kommercielle vilkår. Det er således de samme mekanismer, der har skabt vores nuværende kulturindustri, der nu har fundet en ny organiseringsform, der ser ud til at kunne fortrænge den gamle - i hvertfald visse steder.

For det andet er det naivt at tro, at de samme vilkår har den samme effekt for forskellige - nu netværks-medproducerende - forbrugere. Talent eksisterer stadig, og talent flyder. Af præcis de samme grunde, som gjorde, at de talentfulde fandt et større marked i det gamle kommercielle setup, finder de et større marked i det nye kommercielle setup. Hvordan man veksler den succes til penge, er ganske vist forandret, men der er ingen grund til at tro, at det ikke længere kan gøres. Musikbranchen har forlængst fundet et svar: I stedet for at tjene penge på cd-distribution tjener man penge på koncerter.

Også i bloggenes verden konstaterer man, at der stadigvæk er forskel på folk og på deres evne til at skrive noget, andre har lyst til at læse, og hvis man mangler andet bevis på det end statistikkerne, så kan man bare begynde at følge med i de små pip, der kommer fra kanten af blogverdenen om, hvordan bloggens A-list, de mest læste blogs, i kraft af deres publikum har et privilegium - en unfair forud givet adgang til indflydelse, der skaber et særligt ansvar. De populære blogs er kort sagt blevet monopollignende institutioner med samme rolle som pressen - ifølge denne kritik altså. Trafikmæssigt er den god nok - der er virkelig forskel på folk herhjemme og da i særdeleshed i den meget større amerikanske blogverden. Den nye pris på 0 kr for at deltage i markedet har ikke ændret på markedsmekanismerne.

Keens kritik er egentlig også absurd i sin forståelse af, hvordan den gamle kulturproduktion virker. Hvis det er skadeligt for kulturindustrien med den nye konkurrence fra neden, så er det vel også skadeligt med konkurrence i det hele taget? Hvis nu vi havde et kulturelt statsmonopol, så var der ikke nogen af borgerne, der var forvirrede med hensyn til, hvor de skulle anbringe deres kulturkapital.

Sådan virker det jo ikke - man må gerne her se DR anno 1985 for sig - og det må man tro, Keen er klar over, men hans kulturmarkedsforståelse bærer ikke præg af det.

Gamle hvin på nye flasker

Keens anke er ikke den første fra den skuffe. Det ligger i situationen, massiv medieomvæltning, at mange fra det hidtidige kulturestablishment ikke hilser de nye tider velkommen. Et par af kommentatorerne er værd at nævne. Den amerikanske "business writer" Nicholas Carr har gjort en karriere ud af at være en digital Rasmus Modsat, og Keen nævner selv hans meget læste blogpost The amorality of Web 2.0 i sin kritik, og den er i virkeligheden også præcis den samme. Med udgangspunkt i Wikipedia opponerer Carr mod den, ifølge ham, utopiske ide, at masserne anonymt pludselig skulle blive i stand til at producere unikke kulturprodukter. Som Keen isolerer han nogle idealistiske eller utopiske grundholdninger i projektet og kritiserer dem for en total mangel på realitetssans.

Det kan da være fornuftigt nok at skyde utopier ned - men jeg synes igen, at kritikken er over målet - Wikipedia, med alle de fejl og mangler, vidensbasen stadig har, kom jo dog op at stå, til i hvert fald min store overraskelse. Og den utopiske idé var en forudsætning for det. Det må være det primære. Det virker på mig som en mindre vigtig kritik at stå bagefter og påpege, at træerne ikke vokser ind i himlen. Optimisme er en strategi for en bedre fremtid, som Noam Chomsky engang har sagt - og den er måske nødvendig, før man går igang med et projekt af Wikipedias betragtelige størrelse.

Og så mangler både Carr og Keen at give Wikipedia kredit for et indiskutabelt fremskridt: En langt bredere dækning end noget papirleksikon. Entusiastiske subkulturer, måske nok med en digital nørdet bias (for TV, popkultur i al almindelighed, matematik og andre naturvidenskaber) har set chancen i Wikipedias ubegrænsede plads og lavet langt bedre dækning af deres yndlingsemner, end man kan finde andre steder. Det klassiske eksempel er den meget grundige artikel om Heavy Metal Umlauts.

I virkeligheden er Carr og Keen ved at give os en reprise af en langt ældre kulturpessimisme. Der er ekkoer af Horkheimer og Adornos Oplysningens Dialektik og dens kritik af kulturindustrien. Det morsomme ved det er, at Carrs og Keens modsætninger til Web 2.0 kulturen lige præcis er den gamle massekultur. I den havde vi gatekeepers, der kunne stå inde for kvaliteten. Og det er måske den dybere kritik af Carr og Keen, at deres pessimisme sådan set bare er en kulturel konstant stemme, som nu tilfældigvis er nået til Web 2.0.

Hvis man vil have en lidt mere substantiel kritik, kan jeg i stedet anbefale: Blogging, the nihilist impulse af Geert Lovink. Der er stadig tale om for meget af et karaktermord, men ved at betegne bloggerne som nihilister tager Lovink fat på den ikonoklasme og anti-tradition, der indiskutabelt ligger i tiden. Der ligger selvfølgelig stadig en voldsom (og efter min mening forfejlet) værdidom i at kalde det nihilisme, men i det mindste taler Lovink om det rigtige fænomen.

Til syvende og sidst, efter at have hørt alle grundene til, at Web 2.0 kun kan fejle - og måske rive resten med sig i faldet - ender man dog med at sige, som Galilei: "Og dog bevæger den sig".

Bloggene blev jo skrevet, og Wikipedia blev jo lavet med de fejl, de har. Og jeg havde aldrig hørt om hverken Keen eller Carr eller Lovink uden.