Sin egen redaktør på www.netliv.net

En weblog er et sted på Nettet der drives af en redaktør, som med sin person står inde for hvad der bliver skrevet. Redaktøren er på en gang skribent, korrekturlæser og publicist. Webloggen er stedet at hive sine kæpheste frem hvis det er det man har lyst til. Man kan vægte det sjove, det skæve, det politiske, det snævre, det brede, det personlige, det man undrer sig over, det man tager for givet, you name it. En weblog kræver kun lidt af sin redaktør: Lysten - og også meget gerne evnen - til at skrive, samt noget at skrive om.

Webloggen er boomet indenfor de seneste få år. Grunden til det er den enkle at der er fremkommet nogle værktøjer som gør det muligt for den enkelte weblog-redaktør at publicere uden overhovedet at skulle forholde sig til den tekniske side af sagen. Og ikke nok med at det er gjort uhyre enkelt - det er også overordentlig billigt. Faktisk kan man komme i gang helt uden udgifter hvis man bare lige vil prøve formen af.

Der findes et antal udbydere af den slags service, men den oprindelige, og tilsyneladende stadig den mest populære, er Blogger.com. Her kan man - helt bogstaveligt - i løbet af få minutter sætte en hjemmeside op, og når først det er gjort, behøver man ikke bekymre sig om andet end at hælde indhold på den.

En leksikondefinition af en weblog vil lyde noget i retningen af: ”En hyppigt opdateret hjemmeside eller del af en hjemmeside der bliver drevet af en enkelt person eller en gruppe af personer, og som indeholder individuelt daterede tekststykker af varierende længde, hvoraf de nyeste er placeret øverst”. Det lyder ikke så ophidsende og er det vel heller ikke i sig selv. Men det kan det blive, for det er indholdet der giver webloggen værdi.

Linkning som drivmiddel
Webloggen er på mange måder et godt bud på opfyldelsen af intet mindre end Internettets originale vision om et væv af linkede og linkelige bidder af information. Webloggen er alle opkoblede læg- og fagmænds reelle mulighed for at give deres besyv med om stort og småt. Det er dens styrke, og det er dens svaghed.

I den ægte weblog er hver post, som tekst-bidderne kaldes, forsynet med en URL, ofte kaldet et permalink som gør det muligt at linke tilbage til den. Hvis nogen så har noget at sige til det der står i posten, kan de gøre det på deres egen weblog hvorfra de linker tilbage til den oprindelige post. Denne linkning på tværs, eller rettere den art samtale der opstår ud af den, gør webloggen til et ægte barn af Nettet - det ville ikke kunne foregå på denne måde i andre medier.

Men linkningen er mere end en implicit del af webloggen som form og som kanal for samtalen mellem forskellige webloggere. Linkning er også det som mange weblogs simpelthen handler om. Udgangspunktet i en post vil meget ofte være løse som faste tanker om noget som den enkelte weblogger har set et andet sted på Nettet - en artikel, et billede eller en form for multimediekonstruktion som bliver kommenteret samtidig med at der bliver linket til kilden. Webloggen lever med andre ord af Nettet. Men den gør mere end det. Ved at pege på og kommentere væsentligheder eller seværdigheder tilfører den Nettet den ekstra værdi som er så afgørende for udviklingen af netværksstrukturen.

Skabt til fremadskridende dialog
Det drejer sig om narrowcasting. En skribent, god eller dårlig, tilbyder sine skriverier om hvad han nu har på hjertet, til dem der måtte kigge forbi. En weblog vil ofte, og det ret hurtigt, samle sig en lille læserskare der som regel vil være domineret af andre webloggere. Hen ad vejen vil der opstå en eller anden form for dialog. Det kan være gennem indbyggede kommentarfunktioner, gennem e-mail eller, som nævnt, ved at andre kommenterer udvalgte poster på deres egen weblog.

Traditionelt har den brede kommunikation altid været medieret. Nogle enkelte har siddet og bestemt hvad nogle få måtte sige til en hel masse. Der er foregået en udvælgelse, og den har som regel været styret i forhold til nogle mere eller mindre formulerede hensyn. F.eks. hensynet til almenvellet (oplysning af masserne), til den politiske proces (demokratiets vagthund), til fremmet af et bestemt politisk ideal (censur), til et forretningsmæssigt ideal (annoncørtække), eller hvad man nu kan tænke sig. Ansvaret for udsigelsen er blevet institutionaliseret, og de praktiske muligheder for at tage til genmæle over for selve konstruktionen har været yderst begrænsede. Ordet envejskommunikation siger egentlig en del.

Weblogningen redefinerer medieringen. Hele institutionsdelen samles hos én part: webloggens redaktør. Ansvaret for udsigelsen og for dens lødighed kan således kun placeres ét sted. Det betyder at redaktøren ikke kan afskrive sig ansvaret - der er ingen chance for at det går tabt i henvisningen til en andens bord eller det forkromede "hensyn".

Webloggen har samme potentiale som andre massekommunikationsmedier fordi dens indhold kan tilgås af uendeligt mange. Det der så adskiller den fra de andre medier, er at den er skabt til dialog. Samtidig er den i kraft af arkivet over tidligere poster udstyret med noget der minder om en hukommelse som er umiddelbart tilgængelig for alle der ønsker at deltage i dialogen. Det betyder at det bliver muligt at føre en samtale som faktisk skrider fremad, en samtale der flytter sig og ikke kører i ring sådan som vi kender det til hudløshed fra aviser, radio og tv.

Når revolutionen kommer, så vil den blive startet på en weblog. Det vil dens modrevolution også. Weblogning er det modsatte af at flyde med den strøm som andre skaber. Weblogning er at yde sit eget lille bidrag til i hvilken retning strømmen skal flyde.

Fik du fat i den?
Forfatteren kan som redaktør af sin egen weblog nå sit publikum uden om sit forlag, prøve ideer af, dyrke sine læsere, få direkte kontakt. Ole Grünbaum taler så meget om sjælløs teknologidyrkelse. Hvorfor har han ikke en sjælfuld weblog? Tor Nørretranders har en weblog.

Musikeren kan nå sine lyttere uden om sit pladeselskab, vise hele og halve ideer frem, offentliggøre numre der ikke blev plads til på CD’en, eventuelt sælge dem, annoncere for optrædener. Det samme gælder for andre scenekunstnere - for kunstnere i det hele taget. Lasse Rimmer har en weblog.

Journalisten kan nå sine læsere uden om sin redaktør, følge tråde op som ikke passede ind under anslagsgrænsen, søge inspiration, udforske andre stofområder. Kim Elmose har en weblog, nej to.

Politikeren kan nå sine vælgere uden om de etablerede medier og deres dagsorden, få fingeren på sine vælgeres puls, vise at han/hun selv besidder en puls. Mediebilledet domineres af de samme 20-30 politikeransigter der altid mere eller mindre sige det samme. Der er 179 medlemmer af Folketinget – og endnu flere lokalpolitikere. Har de andre slet ikke noget på hjertet?

Forskeren kan tage til genmæle når de halvfordøjede forskningsresultater bliver skævvredet i pressen, offentliggøre foreløbige resultater og halve ideer. Bjørn Lomborg in spe, var det måske noget?

Foredragsholderen kan følge op på tråde der ikke var tid til i spørgerunden.

Almindelige mennesker kan lade deres stemmer høre. Almindelige mennesker kan lytte, og det kan forfatteren, musikeren, journalisten, politikeren, forskeren og foredragsholderen også.

Bliv klogere
Man bliver ikke så forfærdelig meget klogere af at forsøge at gøre sig klogere på fænomenet ved at læse den ene artikel efter den anden. Det er lidt ligesom at læse om at køre bil. Man kan godt forøge sin faktuelle viden om bilkørsel ved at studere beskrivelser af kørselsteknik, men det er intet værd hvis ikke man kan omsætte sin viden til handling i det øjeblik man selv sidder bag rattet. Vil man vide hvad webloggeri er for noget. Man må selv at stikke fingrene i det.

Det mindste man kan gøre, er at se sig omkring i de weblogs der allerede findes. Den mest omfattende oversigt over danske weblogs findes på armarium.dk. Der findes også to lister over nyligt opdaterede danske weblogs: Blogbot.dk og Metablog.dk. Beslutter man sig for at rulle sin egen, så er Blogger.com som sagt et udmærket sted at begynde. Man kan også forsøge helt at ignorere fænomenet, men så snyder man sig selv.