We´re Puppets on a String

Tv for laveste fællesnævner - kommercielt, fordummende og uden højkulturel appeal. Bøger for de kloge, og tv til alle os andre, der ikke er bevidste nok til at vide, at vi faktisk bliver dumme af at se tv. Igen og igen møder jeg påstanden, at tv er et ukompliceret medie uden det mindste stænk af kunstnerisk potentiale. Litteratur - ja. Film - til nød. Men tv - et højt og skingrende NEJ! Og igen og igen ser jeg det modbevist. På én gang provokeret og inspireret på denne måde blev tv-mediet omdrejningspunkt for mit speciale skrevet på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, Århus Universitet, 2001.

Samtidig undrede jeg mig over, at indflydelsesrig instruktør som Ole Bornedal, der både har begået sig indenfor radio, tv, film og teater, ikke er blevet mere behandlet, end han er. Og så var koblingen let: Ole Bornedal skrev i 1996 både manuskript til og instruerede tv-værket Charlot og Charlotte, som absolut ikke sigtede efter laveste fællesnævner, men alligevel fik stor succes - serien tog sin seers ønske om underholdning seriøst og formåede samtidig at stille fundamentale spørgsmål til "verden" og vores opfattelse af samme.
Det blev min indgangsvinklen i specialet: Tv kan noget som medie. Det indskriver sig meget markant i sin tid, og bliver derfor både spejlende for sin omverden og er med til at sætte dagsordenen. Derfor kan tv ikke blot affærdiges som fordummende og kommercielt. Det kan det også være, men mit udgangspunkt er, at det er en ensidig opfattelse, der, hvis den står alene, kommer til at være præcis, hvad den beskylder tv-mediet for at være: fordummende. Tv-mediet er meget mere, og det er Charlot og Charlotte et eksempel på. I specialet forsøger jeg derfor at se ind bag værket for at undersøge, hvordan dens kompleksitet manifesterer sig - og hvad den bruges til.
Ved vejs ende blev titlen på mit speciale "We´re Puppets on a String - En læsning af Ole Bornedals tv-serie Charlot og Charlotte". Her nedenfor kan du læse en del af specialets opsamling og konklusion:

"Charlot og Charlotte er et stiliseret og karikeret tv-værk, men værket er på ingen måde naivt. Værket tager sin seer alvorligt, og gør det under to markante strategier. For det første skal seeren underholdes, og bliver det til fulde gennem de talrige komiske og satiriske elementer. Og for det andet skal der ikke tales ned til seeren. Bornedal forventer, at seeren har kompetence som afkoder og analytiker af de ironiserende, distancerende og metabevidste bevægelser, værket foretager. Charlot og Charlotte er et eksempel på et kompliceret tv-værk, der i én og samme bevægelse formår at bruge tv-formatet og samtidig at stille sig spørgende overfor mediet. Værket kritiserer sig selv indefra ved hele tiden at forholde sig til sig selv som medie og værk."

Videnskabeligt og teoretisk viser jeg i specialet, at tv-mediet er et både problematiserende og diskuterende medie:

"Charlot og Charlotte ekspliciterer dette ved at vise det i praksis. Potentialet i tv er præcist dette, at det kan inddrage sin seer aktivt. Seeren som en aktiv og indskrevet del af tv-værket betyder, at tv-fiktionen ikke er dummere end sin seer. Bornedal viser os med Charlot og Charlotte, at tv som massemedie kan udnytte sit potentiale ved at tage dels medie og dels seer alvorligt, og ikke ved, som man ofte ser, at gå efter laveste fællesnævner. Vi er som seere ”Puppets on a String” i instruktør Bornedals manipulerende dukketeater, men Charlot og Charlotte skjuler ikke dette. Tværtimod tvinges seeren til at forholde sig til sin egen seerrolle, fordi værket demonstrativt inddrager seeren i værket og gør opmærksom på og fortolker vores rolle som seer. Med denne påtvungne refleksion over seerrollen, giver Bornedal os selv saksen i hånden til at klippe de ‘førende snore’ over, og dermed til at bryde med den passive seerrolle. Bornedal gør os til aktive seere. Samtidig fastholdes, at tv-fiktion er underholdning. I dette krydsfelt nedbrydes skellet mellem høj- og lavkulturelt. I det underholdende lavkulturelle tv-medie kan der stilles både fundamentale, kritiske og filosofiske spørgsmål, som når et meget bredt publikum.
Bornedal viser med andre ord med Charlot og Charlotte, at tv-mediet har potentiale og muligheder ud over de rammer, det oftest placeres i. Tv er ikke blot underholdning, tv kan også selvkritisk og metabevidst spørge til sig selv som medie, til sig selv som værk og til sin kontekstuelle omverden."

Med denne korte præsentation håber jeg at have sat nogle tanker i gang næste gang, du tænder for fjernsynet og tror, du bare spilder tiden med harmløst underholdning. For pas på! Måske bliver du ikke blot underholdt, men underholdt ned i den rene fordummelse… Nej, vel?

Download specialet her

Relaterede artikler

Dansk films bølgebrud - ”Tog bølgen land?” Ja, det gjorde den inden for dansk film fra midten af 1990’erne og frem, og det er interessant at se ...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Kommunikationsrådgiver og oversætter

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.