Start pinning

Visuel branding har fået et boost med det nye, hurtigt voksende sociale billedmedie Pinterest, der får Facebook til at ligne en tekstbog fra Gutenbergs tid. Vi orker ikke mere snak, nu vil vi have billeder. På Pinterest udpeger millioner af brugere spændende billeder af lækre sager, som de finder på nettet. Læg virksomhedens smukkeste ting frem på Pinterest og bliv del af verdenshistoriens største medie for visuel markedsføring. Det kan skabe opmærksomhed, goodwill og salg – hvis du har billederne til det.
af Kforum på Pinterest
Pinterest kan ses som en scrapbog over erhvervede ting og oplevelser – og et katalog over drømme om ting og oplevelser, som ønskes i fremtiden
 
Sælger din virksomhed flotte ting og sager – ferierejser til blå laguner, fancy brudeudstyr, ingredienser til de vildeste festmiddage, fantastiske designermøbler og meget andet der er überfedt – er det oplagt at bruge Pinterest som ny visuel markedsføringskanal. Men man skal som virksomhed være opmærksom på, at markedsføring via Pinterest er tekstfattig, viral og delvist generisk. Det stiller særlige krav til businessbrug af det nye medie.
 
Pinterest-feberen spreder sig, og mange Pinterest-elskere kan ikke få nok
 
Ved oprettelsen som bruger (der foregår via invitation) vælger brugeren interesseområder, hvor Pinterest automatisk udvælger nogle pinboards fra andre brugere, der så dukker op på profilen. Nu kan brugeren bladre rundt, vælge at følge andre brugere, selv lave pinboards og pinne billeder herpå samt re-pinne billeder fra andre brugere. Når brugeren re-pinner billeder, optræder billederne på egen profil. Alle kan følge hinandens pinboards, kommentere, like, re-pinne og eventuelt tilføje billeder til boards, hvis der er givet tilladelse til det.
 
Pinterest startede for omkring et år siden og er allerede oppe på 12 millioner unikke besøgende alene i USA, hvilket gør sitet til det for tiden hastigst voksende sociale medie. 80 procent af brugerne i USA er kvinder i alderen 25-44 år, mens 58 procent af brugerne i Storbritannien er mænd. Hver bruger er i gennemsnit på Pinterest omkring 1,5 timer om måneden. Dette timeforbrug har ligget nogenlunde stabilt siden september 2011. Den enkelte brugers tidsforbrug på Pinterest er betydeligt mindre end Facebooks 6,5 timer og 2,4 timer hos Tumblr, jf. denne kilde. Men Pinterest er immervæk blandt de største sociale medier målt på brugernes tidsforbrug
 
Billedstilen er tilpasset mainstream
Som billeddelingssite er æstetikken naturligvis i fokus. Sitet selv har bl.a. vundet en andenplads for bedste design i en vurdering foretaget af Techcrunch.
 
Kvaliteten af de oploadede og repinnede billeder er også høj. Samtidig er billedstil og motiver forbløffende homogene, hvilket må tilskrives en kombination af brugernes selvcensur og webmasterens censur. Det er brugerne udtrykkeligt forbudt at lægge såkaldt nøgenhed på Pinterest, ligesom sitet forbeholder sig ret til at fjerne ethvert billede, der kan opleves som anstødeligt eller provokerende. I praksis ses dog, at professionelle fotografier af let påklædte modeller er tilladt, så længe fotografiet er kunstnerisk. 
 
Tilbage står millioner af billeder, der er skarpe og gerne beskåret, så en enkelt genstand er klart præsenteret. Det er en billedstil, der lapper klart ind over eller faktisk er den professionelle reklamefotografs packshot. Det tvetydige forekommer sjældent, det meste er hurtigt og entydigt aflæst.
 
Udsnit af et pinboard kaldet ’Snap’, der appellerer til foto-freaks
 
Værdimæssigt er mainstream-værdier fremherskende. Billederne repræsenterer typisk traditionelle skønhedsidealer: den perfekt fitnesstrænede skikkelse, det omhyggeligt anrettede måltid, de skinnende nye solbriller, den smukke solnedgang med dekorative lammeskyer, den eksotiske græske ø-restaurant, hvis mur er i interessant forfald, sportsvogne i knitrende modlys osv.
 
Det er således et stramt styret, æstetisk univers, som virksomheden som bruger med stor tryghed kan optræde i. Her er ro om kommunikationen til mainstream-forbrugere.
 
Gør livsstil til din business med mood boards
Pinterest er ikke et gigantisk interaktivt varekatalog som fx Amazon, selv om der er lighedstræk. Pinterest kan fra virksomhedshold snarere betragtes som et gigantisk livsstilskatalog. Hver bruger har ved hjælp af udklip (og i sjældnere tilfælde egenproducerede billeder) opbygget et personligt totalbillede af sin smag og livsstil. Eller den smag og livsstil, man stiler mod. Livsstilkataloget minder om de mood boards, som bruges af bl.a. designvirksomheder til at visualisere bestemte følelser og tonaliteter i en fremstillingsproces.
 
Virksomheder, der sælger æstetiske produkter og serviceydelser, kan diskret blande sig i brugernes livsstilskatalog. Det sker ikke gennem brutal push-markedsføring, men ved at stille smukke billeder til rådighed og ved at pege på (pinne) sådanne billeder. Er tilbuddet interessant nok, vil brugerne selv tiltrække og genbruge billederne, i en brugerstyret pull-proces.
 
Det amerikanske stormagasin Nordstrom laver mange pinboards dedikeret til forskellige inspirationskilder. Her vises et uddrag af et pinboard kaldet “The DC Style Syndicate”. Se flere her
 
Virksomhedens pin board skal ligne et mood board ved at være sammensat. Dels af produktfotos, dels af stemningsbilleder, der inspirerer og skaber nogle æstetiske livsstilssammenhænge, som produktet passer ind i. Sådanne brede referencer kan skabes ved, at virksomheden re-pinner andres billeder. Et godt tip er at følge andre brands, der supplerer den stemning, din virksomhed ønsker at skabe. Det kan selvfølgelig være risikabelt at linke til virksomheder, der er konkurrenter, men det gør den samlede oplevelse af dit brand stærkere for brugerne. Mood board-modellen kan i dette aspekt minde om egentlig co-branding.
 
Da man kan oprette flere boards, er det bedst at pinne produkterne i kategorier til specifikke målgrupper, fx unge, børn eller kunstnere. Når et vare-relateret pin er skabt, er det muligt at tilføje et såkaldt pricetag samt et direkte link til virksomhedens online-butik. Brugerne kan nu enten gå direkte til virksomhedens web shop. Eller de kan lægge varen på en ønskeliste, som andre kan se.
 
Grafikken til venstre: Trafikken fra Pinterest til udvalgte virksomheders hjemmesider steg med 389 procent på blot seks måneder, hvilket indikerer, at Pinterest er i stand til at vække lysten til at besøge hjemstedet for det pinnede billede. Grafikken til højre: Som henvisningstrafikken fra Pinterest er mindre end Facebook, YouTube, Twitter og Yahoo, men væsentlig større end Google+
 
Brug Pinterest til at involvere dine kunder
Brugeren kan– uden nødvendigvis at købe noget – blive ambassadør for virksomheden ved at re-pinne et billede eller vælge at følge virksomhedens boards, idet disse nu optræder på brugerens egen profil.
 
Tilbyder virksomheden en service, er det muligt at kreere et visuelt resume på Pinterest. Designer virksomheden fx hjemmesider, kan den dele screenshots. En grafisk designer kan pinne eksempler på sit bedste arbejde. Et konsulentbureau kan vise billeder, der inspirerer og fortæller noget om budskabet i det arbejde, de laver. Pinterest er indbegrebet af den forslidte, men sande læresætning ”show it, don’t tell it”
 
Konkurrencer på Pinterest kan spredes viralt, involvere brugerne og gøre opmærksom på dine produkter. Den amerikanske smykkevirksomhed Honara startede en konkurrence for nylig, hvor brugerne skulle pinne deres ynglingssmykke på Pinterest og dele det med deres netværk, hvorefter de, der havde flest re-pins, vandt smykker. Da Pinterest er integreret med både Twitter og Facebook, og delingen sker automatisk, er det nemt at forestille sig, hvor stor den virale effekt blev.
 
AMC Theater kører for tiden en sponsoreret reklame på Twitter, hvor de promoverer en konkurrence på Pinterest. Konkurrencen hedder AMC Best Picture Showcase og går ud på at pinne Oscar-billeder på et pinboard, hvor AMC Theater løbende udvælger de bedste til at vinde billetterne
 
En anden måde at engagere brugere på, er at følge dem og opfordre til at dyrke virksomhedens site samt takke dem, når de kommenterer, re-pinner eller liker billeder på sitet. Samtidig er det muligt at spørge om feedback på produkter eller services og på den måde benytte brugerne til crowdsourcing. Her kan virksomheden give brugerne valgmuligheder mellem eksempelvis produktdesign og bede dem om at like eller re-pinne det bedste.
 
Virksomheden kan gøre sin Pinterest-profil mere personlig ved at pinne billeder, der viser dagligdagen på kontoret, i produktionshallen, i detailhandelsleddet osv. TIME Magazine viser her billeder af sit personale med tilhørende tekst. De har flere boards, der viser TIME ”behind the scenes”. Se med her
 
Mediet er tydeligvis under udvikling
Pinterest er et nyt medie, og meget er ikke på plads endnu. Søgefunktionen virker ikke optimalt, kommentarfeltet fryser, privacy-indstillinger er uklare, sletning af upassende billeder er ubegrundede, sub-boards er ikke mulige, video er først på vej om nogen tid – for slet ikke at tale om hele det uafklarede spørgsmål om copyright.
 
Her pinner online-detailbutikken Real Simple et billede fra en anden hjemmeside. Brugeren kan altså trykke sig videre ind på produktets egen hjemmeside. Billedet ligger blandt en masse af Real Simples egne produkter og fungerer som supplement til det univers, Real Simple forsøger at skabe
 
Virksomheder kunne fx ønske sig mulighed for at pinne flere billeder på samme tid, og har virksomheden mange produkter fra samme hjemmeside, er det en uendelig pinning-proces, der nok vil resultere i et begrænset antal billeder.
 
Det bliver mere end interessant at følge udviklingen af Pinterest. Billedlig talt.
 
---
 
Læs mere om Pinterest til businessbrug
 
Hvad er Pinterest og hvordan virker det?
 
Gode råd til business på Pinterest
 
Pinterest og de andre sociale medier
 
Eksempler
K-relaterede artikler
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job