Mediekritik som effektiv krisestyring
Angreb er det bedste forsvar. Sådan har det måske altid været, men gennem den seneste tid har vi set eksempler på, hvordan virksomheder og politikere som strategi forsøger at miskreditere medierne, når de er midt i en krise.
af Troels Johannesen
Senest valgte Jyske Bank den offensive løsning at politianmelde DR for ulovlig brug af skjult kamera, da man kom i klemme i DR-dokumentaren I skattely om bankens tvivlsomme rådgivning af skattespekulanter i Schweiz. På den måde prøver man at fjerne fokus fra substansen i en sag, der kan være en bombe under bankens omdømme, og i stedet angribe DR for urent trav og forsøge at udstille udsendelsen som ensidig og manipulerende.
Jyske Bank har valgt at politianmelde DR for ulovlig brug af skjult kamera under optagelserne til programmet I skattely
Foto: Polfoto.dk
Kriser for virksomheder opstår, når medier afdækker problemer i deres forretning. Men i stedet for at forsvare sig, beklage eller forholde sig til indholdet i sagen, angriber man aggressivt mediernes metoder og forsøger at så tvivl om udsendelsers og artiklers troværdighed gennem andre medier. Det skete også, da pelsdyrproducenterne i Danish Fur slog hårdt igen mod TV2 og Ekstra Bladet og indrykkede annoncer i landsdækkende dagblade som modsvar på kritisk journalistik om dyrevelfærd. Og vi så det måske mest omfattende, da DR-dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig var udsat for massivt pres fra Forsvarsministeriet under Fogh-regeringen, fordi filmens indhold kastede politikerne ud i en gedigen mediekrise.
Når virksomheder bruger mediekritik som krisestyring, vendes spotlightet for en tid mod medierne, og pressen kommer selv i fokus. Og er der noget, medier ikke skal, så er det selv at spille hovedrollen i samfundets dramaturgi.
På Lars Løkke Rasmussens alenlange pressemøde i slutningen af efterårsferien brugte Venstre dygtigt en mere subtil taktik til at få vendt en politisk krise til at omhandle medierne selv. For rullende kameraer fik befolkningen et indblik i den ikke altid kønne journalistiske arbejdsproces, hvor journalister spørger, gentager og spørger igen. En proces, der ikke egner sig til live-tv, og som måske nok får journalisterne til at fremstå som petitesse-fokuserede og uforberedte i befolkningens øjne sammenlignet med den gennemtrænede statsministerkandidat.
Det var selvfølgelig en bevidst strategi fra Løkke og hans stab: Med ´talk till you drop’-strategien skulle sagen om de famøse luksusrejser tømmes, så der ikke ville være mere at komme efter. Og analysen af, at sympatien i befolkningen ville vende, holdt delvis stik. I hvert fald strømmede både sociale og traditionelle medier dagene efter over med mediekritik og latterliggørelse af journaliststanden. Det har nok været med til at afbøde fald i troværdighed og meningsmålinger, selvom sagen viste sig ikke at stoppe der.
Spørgsmålet er så, hvad der gør, at mediekritik kan være et effektivt redskab for virksomheder og politikere i krise? Mens sager om for dyre rejser, lyssky bankvirksomhed og manglende dyrevelfærd er konkrete sager, hvor vælgere og forbrugere indtager en holdning for eller imod, går mediekritikken på det vigtigste redskab, medier og journalister har: troværdighed og integritet.
Og så er det blevet meget lettere at gøre mediekritik til andet end en diskussion mellem branchefolk. Populære programmer som Presselogen og Hængt ud på forsiden gør kritik af medierne til hvermandseje og giver virksomheder og andre, der arbejder professionelt med krisehåndtering, mulighed for at kritisere medierne for at tage trykket af dem selv. Godt hjulpet på vej af politikere, der benytter samme taktik til at dreje fokus væk fra deres egne små eller store kriser.
Vist laves der fejl i journalistik, og engang imellem skydes der gråspurve med kanoner – eller der skydes helt forbi. Men både skattespekulanter, dyrevelfærd og statsministerkandidaters moral er i offentlighedens interesse, så i ingen af de nævnte eksempler bør medier holde igen af frygt for modangreb, sagsanlæg og attentat på troværdigheden.
Få i medierne piver over, at virksomheder og politikere forsvarer sig eller slår tilbage, når de selv er under angreb. Medierne skal kunne tåle meget, og både modspil og mediekritik er vigtig for journalistikkens udvikling.
Men medierne skal gøre sig klart, at når det gælder professionel krisestyring i dag, så handler det i høj grad om at rette skytset mod medierne selv og bruge mediekritikken til aktivt at angribe mediernes valg af vinkler, metoder og indhold, så substansen fortaber sig i tågerne.
