Kampen om fremtidens unge medarbejdere har ført til, at rekruttering
er blevet er fokusområde, der kræver overordentlig stor opmærksomhed.
For at klare sig godt i denne kamp må virksomhederne tænke alternativt
og langsigtet, og begynde at opfatte rekruttering som et kommunikationspotentiale
i bred forstand. Det var udgangspunktet for et velbesøgt gå-hjem-møde
torsdag den 14. juni, arrangeret af Advice A/S i samarbejde med
HumanConsult og Dagbladet Børsen. Arrangementet bød på en række
forskellige oplæg, der skitserede, hvilke overvejelser en moderne
virksomhed bør gøre sig for at optimere sine rekrutteringsforløb.
Når virksomhedens image bærer rekrutteringen
Under overskriften "Image-rekruttering" var budskabet på mødet,
at virksomhederne - for at stå distancen i kampen om de bedste unge
- skal til at tænke anderledes langsigtet i forhold til planlægningen
af deres rekrutteringsstrategi. Først og fremmest er det nødvendigt,
at virksomhederne sørger for konstant at have en plads i de potentielle
medarbejderes bevidsthed. Man skal simpelthen markedsføre sig over
for mulige fremtidige medarbejdere på samme måde, som man markedsfører
sig overfor kunder.
E-businessdirektør i Advice A/S, Lars Ellehave-Andersen, introducerede
i den forbindelse managementbegrebet Candidate Relationship Management,
der i stil med Customer Relationship Management (CRM) er en relationsbåret
management-tankegang, men hvor fokus er på at skabe og pleje relationen
til virksomhedens potentielle, fremtidige medarbejdere fremfor fokus
på kunden. Lars Ellehave-Andersens pointe var, at relationen til
de fremtidige medarbejdere skabes ved hjælp af virksomhedens image
- med virksomhedens rekrutteringssite som det konkrete værktøj.
Blandt de næsten 100 deltagere på gå-hjem-mødet var rekrutteringsansvarlige
og HR-medarbejdere fra en lang række fremtrædende danske virksomheder,
der alle kender til den store udfordring med tiltrækning af de bedste
unge medarbejdere. Men også adskillige informations- og kommunikationsmedarbejdere
tilknyttet større private virksomheder og offentlige organisationer
havde fundet vej til mødet, der fandt sted i Dagbladet Børsens lokaler
i København.
De digitale muligheder
I denne markedsføring, hvor det er virksomhedens image, der er den
bærende del af rekrutteringen, spiller det digitale medie en stadigt
væsentligere rolle. Direktør for Advice's managementafdeling, Maria
Sennels, forklarede om fordelene for både ansøgere og virksomheder
ved at opprioritere e-rekruttering. I forhold til klassiske stillingsannoncer
har virksomheden mulighed for at anvende nettet til at give kommende
medarbejdere information og viden om virksomhedens værdier, holdninger
og ansættelsesvilkår.
Inden kandidaten overvejer at søge et job, skal det være muligt
for vedkommende at få adgang til information om virksomheden - både
generelle oplysninger om virksomhedens værdigrundlag, men også om
mere specifikke områder såsom medarbejderpolitik i form af muligheder
for faglig og personlig udvikling, fleksible arbejdstider og personalegoder
skal være tilgængelige - alle sammen forhold, der kan være afgørende
i kandidatens valg af virksomhed.
Maria Sennels forklarede, hvordan nettet for alvor giver virksomheden
mulighed for at gå i prædialog med kandidater og stille sig til
rådighed for kandidatens mange spørgsmål, hvilket fører til en klar
effektivisering af ofte lange og ressourcekrævende rekrutteringsforløb.
Man opnår en form for screeningseffekt, hvor både potentielle medarbejdere
og virksomhederne kan finde ud af, om de passer sammen.
Eksemplet Ericsson
Som eksempel på, hvordan man kan angribe rekrutteringsproblematikken,
var der på konferencen et oplæg fra kommunikationschef i Ericsson
Danmark, Troels Ryggaard, der fortalte om erfaringerne med Ericssons
netop overståede rekrutteringskampagne. Kampagnen har været bygget
op om sitet people.ericsson.dk og har omfattet et hav af markedsføringsaktiviteter,
alle med det formål at få potentielle medarbejdere til at klikke
sig ind på sitet, hvor man kan se stillingsannoncer og fakta om
det at arbejde hos Ericsson.
Virksomheder med et stort behov for at rekruttere mange nye medarbejdere,
specielt inden for en svært tilgængelig eller snæver faggruppe som
IT-folk og ingeniører, benytter sig i stigende grad af muligheden
for at udvikle eget rekrutteringssite med annoncering af stillinger
og mulighed for, at kandidaterne kan lægge deres CV ind i virksomhedens
egen CV-base.
Men dette er blot indgangen til virksomhedens univers, der byder
på en række informationer og viden om virksomheden med mulighed
for at gå i dialog med virksomheden, allerede inden man møder op
til den første jobsamtale. For virksomheden er et rekrutteringssite
en enestående mulighed til at fortælle om grundlæggende værdier
og holdninger, fortælle de gode historier og informere om kontante
facts til medarbejderne om mulige ansættelsesforhold.