Virkeligheden – alle skifter

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

”Den Danske Model har spillet fallit. Hverken den økonomiske eller militære sikkerhed kan garanteres inden for rammerne af den klassiske, danske nationalstat.”

Licitationsrunden over driften af velfærdsstaten endte som bekendt med, at det blå konsortium pr. 20. november overtog driften fra det røde for en fireårig periode. Udfaldet var forudsigeligt alene fordi befolkningen efter knap ni år med den samme operatør trængte til forandring. Da det blå konsortium samtidig var alene om at sætte de menneskelige konsekvenser af globaliseringen på dagsordenen, kunne det blå konsortium dårligt undgå at vinde en knusende sejr.

Denne helt igennem forudsigelige begivenhed markerer besynderligt nok et totalt sammenbrud for intelligentsiaens forestillingsverden. I skrivende øjeblik raser den på tredje uge over udfaldet af et demokratisk valg, der har bragt en koalition af ubetinget demokratiske og legitime partier under Venstres ledelse til magten. Uden at nævne nogle, og dermed overse andre, må man ved læsning af Politiken og Information konstatere, at ingen skraldespand er for ildelugtende til, at den kan hældes ud i hovederne på de hundredetusinder af skikkelige og anstændige mennesker, der har stemt på et af partierne i koalitionen.

Intelligentsiaen åbenbarer ved sin reaktion et rystende elitært og principielt udemokratisk sindelag. Hvad den har gang i, er i realiteten at forkaste demokratiet, dersom det går den imod. Jeg må resten af mit liv leve med, at jeg selv har været tæt på noget lignende som aktivist for et ja til EURO'en. Men hvis intelligentsiaen ellers - som Bob Dylan siger - vil tage et tip fra en, der har prøvet, vil jeg sige: gør det ikke! Min erfaringer siger mig, at der intet godt kommer ud af at skælde ud på befolkningen. Derfor kan jeg ikke advare stærkt nok imod tilbøjeligheden hos de mange skribenter til at ønske sig, at befolkningen efter sit uansvarlige og fejlagtige valg opløses, og der i stedet vælges en ny.

Det egentligt chokerende ved valget har for mig ikke været, at vi har fået en højreorienteret regering. For det første holder synspunktet ikke. Regeringen er på en lang række centrale politikområder såsom velfærdspolitikken, den økonomiske politik samt udenrigs- og europapolitikken ikke så højreorienteret, at det gør noget. For det andet vil jeg godt have lov at se den an.

Belært af erfaringerne med Schlüter foreligger der bestemt den mulighed, at regeringen først og fremmest har sin højreorienterethed i munden, og vil nøjes med at indkassere points på synlige, men i realiteten perifere, områder. Det vil sige: den vil overholde alle internationale konventioner og vil bevare den skattefinansierede velfærdsstat. Men vil dog foretage de stramninger af udlændingelovgivningen og de begrænsninger i skatteudskrivningen, som et stort flertal i befolkningen uden tvivl støtter.

Det chokerende ligger i, at der med intelligentsiaens intellektuelle sammenbrud ikke synes at være nogen som helst udsigt til en velorganiseret og slagkraftig modstand imod de politikker, det blå konsortium opstiller som svar på globaliseringens menneskelige problemer. Det er der ellers i højeste grad brug for. Lige så lidt som det politiske liv kan være tjent med, at der kun er ét standpunkt på velfærdsområdet, kan det være tjent med, at der kun er ét sammenhængende bud på, hvordan vi som samfund skal forholde os til globaliseringens menneskelige konsekvenser. Nemlig buddet fra det "Hjemstavnsparti", der vandt en så storslået sejr den 20. november.

En socialdemokrat, radikal eller SF'er ville måske på dette sted indvende, at hans eller hendes parti bestemt havde svar på hånden. Men ingen af disse svar er dog særlig overbevisende. Både SF og Det Radikale Venstre fastholder en principiel humanisme. Det er selvfølgelig kønt bortset fra, at ingen i Folketinget (med undtagelse af de to medlemmer fra Tidehverv) vil påstå, at de ikke er humanister. Udsagnet kan derfor ikke klare den banalitetstest, der består i at spørge: "Er der nogen, der mener det modsatte?".

Når det kommer til konkrete anvisninger, er begge partier aldeles vage, og giver dermed stene for brød til den, der oprigtigt søger et andet svar end det, Venstre-koalitionen kan give. Det tjener til Det Radikale Venstres ære, at de faktisk på det rent institutionelle plan har masser af godt at sige om globaliseringen. I modsætning til Socialistisk Folkeparti, hvis modstand mod EU efterhånden har fået karakter af fix idé på linje med godsejernes tanker om opførelse af Vestvolden eller hævn over Tyskland i slutningen af 1800-tallet. Men disse udmærkede tanker forholder sig lige præcis ikke til det, der afgjorde valget: de rent menneskelige konsekvenser af globaliseringen.

Heller ikke Socialdemokraterne har noget interessant at sige. Partiet er totalt splittet, og ligger enten på standpunktet "Pia Kjærsgaard med et menneskeligt ansigt", eller på det for såvidt udmærkede, men ganske utilstrækkelige, standpunkt, hvor vi også finder Det Radikale Venstre.

Valget den 20. november betød, at der blev åbnet en helt ny front i dansk politik. På denne front vil Venstre-koalitionen kunne vinde i mange år, fordi den tidligere regeringskoalition er splittet og i vildrede, og fordi intelligentsiaen foretrækker at slås på den politiske Maginot-linje, der er stykket sammen af klassisk kulturradikalisme og klassisk venstreorientering, og kommer til sit mest rendyrkede, fælles udtryk i dogmet om ubetinget anti-amerikanisme.

Det mest effektive modtræk imod Venstre-koalitionens politiske løsninger på globaliseringens menneskelige problemer ville derfor være at starte helt forfra. Man burde formulere en international reformisme, der som sit mål havde at sikre en økonomisk, politisk, socialt og menneskeligt retfærdig omstilling til netværkssamfundets vidensøkonomi.

En sådan bevægelse skulle ikke tage parti i konflikten imellem konservatisme, liberalisme og socialisme, men hæve sig over den. Af den enkle grund, at denne konflikt afspejler modsætninger og problemer, der hører hjemme i de industrisamfund, der langsomt, men sikkert forsvinder. Og den skulle være reformistisk i den forstand, at den bekendte sig til i princippet globale reformer via forpligtende samarbejde i EU, FN og WTO. Af den grund, at forudsætningen for den retfærdige omstilling til netværkssamfundet er, at det magtens princip, der behersker forholdet mellem staterne, erstattes af et rettens princip.

En og anden læser vil måske spørge: kunne det ikke lige så godt ske inden for rammerne af de eksisterende partier? Jeg tror det ikke, og vil gerne forklare hvorfor.

Sagt i al korthed, så må den den politiske nyorientering, jeg har beskrevet, tage udgangspunkt i, at Den Danske Model har spillet fallit. Hverken den økonomiske eller militære sikkerhed kan garanteres inden for rammerne af den klassiske, danske nationalstat, og det er meget tvivlsomt, om den sociale sikkerhed kan. Det er veldokumenteret, at Den Danske Model i sig selv udstøder en lang række medborgere - ikke mindst af fremmed herkomst - fra arbejdsmarkedet, og det er også klart, at rygraden i modellen - integration gennem det civile samfund - har spillet totalt fallit. Derfor må man tænke nye tanker på tre afgørende områder: hvordan skal staten indrettes? Hvordan skal markedet indrettes? Og hvilken rolle spiller det civile samfund?

Desværre må man konstatere, at alle eksisterende partier forstår mindst et af disse tre områder på måder, der gør dem uegnede til at være udgangspunkt for en politisk nyorientering.

Der er ingen tvivl om, at et frit marked er den mest effektive metode til at fortælle udbydere, hvad der er den almindelige vurdering af det, de tilbyder markedet. Derfor er det fri marked alle andre metoder til at fordele et samfunds ressourcer langt overlegen. Pengene bliver brugt der, hvor man får valuta for pengene, mens alle andre får et signal om, at de enten må oppe sig eller finde på noget andet at beskæftige sig med.

Desværre er det sådan, at de partier i Folketinget, som i særlig grad tror på det fri marked, alt for ofte tror, at staten principielt er det fri markeds fjende. Intet kunne imidlertid være mere forkert. Hvis ikke der var en stærk stat, ville det frie marked eksistere i cirka en halv dag, før det var undergravet af monopoler, korruption og almindelig sammenrotning i form af mestergrise og karteller. Enhver, der har betalt SAS' sjofle priser for at flyve til Oslo og Stockholm, eller er blevet plukket af Mærsk-SAS på indenrigsruterne, ved, hvad jeg taler om. Her var selv den danske stat for svag, og som forbruger priser jeg mig lykkelig for den Europæiske Union.

Som man kan se, er forudsætningen for et velfungerende marked, at der findes en stærk stat. Man kunne derfor være fristet til at tro, at udgangspunktet for en politisk nyorientering kunne være Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti, eftersom begge partier jo er stærke tilhængere af staten. Socialistisk Folkeparti kan afskrives på få sekunder på grund af dets modvilje imod den europæiske union, som er helt nødvendig for, at det danske demokrati overhovedet kan give mening. Samtidig har partiet den skavank, der også kendetegner Socialdemokratiet: troen på, at en stærk stat er lig med en stor stat.

En nærmere analyse viser, at disse to ting intet har med hinanden at gøre. Der er ingen tvivl om, at det danske statsapparat er enormt i sammenligning med de fleste af de lande, vi plejer at sammenligne os med. Men er det stærkt? Det er nok mere tvivlsomt. Den danske stat virker meget famlende, når det gælder om at sætte ind imod de ting, staten virkelig bør sætte ind imod. Den har været mere end tøvende, når det gjaldt om at rejse (utvivlsomt berettigede) sigtelser for organiseret forbrydelse imod Tvind-skolerne eller den underverden, der findes omkring rockerbanderne. Det samme må man sige om dens håndtering af organiserede forsøg på samfundsomstyrtelse (fx Blekingegade-sagen) samt af de anslag imod statens monopol på lov og vold, der kan konstateres i visse af landets ghettoer.

En del af årsagen til dette er en manglende konsistens i statsopfattelsen, som er udbredt hos både Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet. Den viser sig ved, at man konsekvent tror det værste om staten når det gælder retspolitikken samtidig med, at man konsekvent tror det bedste, når det gælder socialpolitikken. Denne manglende konsekvens er et selvstændigt problem, som der dog ikke er plads til at behandle her. Den helt afgørende fejl er en anden. Socialdemokratiet tror simpelthen, at staten og samfundet er det samme. Derfor skelner partiet ikke imellem et velfærdssamfund og en velfærdsstat. Og derfor ender det med at tro, at den eneste garant for velfærd er at udbygge statsapparatet i det uendelige.

Endelig er der det civile samfund. Hvis der er noget, der historisk er specielt for Danmark, så er det den høje grad, i hvilken det civile samfund har bidraget til at integrere de sociale klasser i nationen. Landbrugets mere end hundredeårige status som grundpille i landets økonomi skyldes bøndernes selvorganisering i andelsbevægelsen. Skabelsen af det moderne Danmark skyldes, at arbejdsmarkedets parter ved selvorganisering i foreninger har talt sig til rette. Endelig skyldes stort set hele den åndelige rejsning af nationen selvorganisering i form af højskoler og oplysningsforbund.

Problemet i dag er, at det civile samfund har vist sig helt utilstrækkeligt, når det gælder om at integrere indbyggerne i et multikulturelt samfund som det danske. Derfor må en politisk nyorientering dels indebære, at integrationen går via stat og marked, dels at det civile samfund styrkes.

Men hvad er rygraden i det civile samfund? At vi pr. definition er flinke og rare ved hinanden i Danmark, eller at staten har monopol på vold? Skønt det kunne være dejligt at tro det første, peger al forskning på det andet synspunkt. Når vi føler, at den ukendte er vores ven og ikke vores fjende, så skyldes det i første række, at staten i århundreder har slået hårdt ned på enhver, der ikke behandlede den ukendte som en ven. Hvis man vil have et velfungerende civilt samfund, må man derfor nødvendigvis opstille et krav om lov og orden. På manglende indsigt i dette forhold strander den sidste kandidat til en politisk nyorientering: Det Radikale Venstre. I modsætning til, hvad den gennemsnitlige radikale tror, er det ikke kravet om lov og orden, der adskiller de progressive og de reaktionære. Det er spørgsmålet om sanktionerne. Her må man naturligvis kræve, at de skal være langt mere intelligente end dem, man anvender i dag.

Der har aldrig været så meget brug for en politisk nyorientering, som der er efter valget den 20. november. Den vil ikke komme ved at skælde ud på befolkningen, og næppe heller fra den eksisterende opposition. Så må det ikke være mig tilladt at bede intelligentsiaen om at besinde sig på demokratiet, acceptere valget og komme i gang med at tænke nye tanker? Hver eneste dag, hvor det ikke sker, har siden valget været komplet og aldeles spildt.

Relaterede artikler

Rosen skal ha’ en anden lyd - Socialdemokratiet har en plan for, hvordan partiet kan blomstre op på ny – den er hentet lige fra erhvervslivet, og der...
Skal Mogens Lykketoft være forward i Milan FC? - Efter en lang karriere i dansk kommunalpolitik er der varme rygter om, at Mogens Lykketoft skifter til Milan FC, hvor ha...
Med røven i klaskehøjde - Kommunikationsforums Kasper Fogh Hansen drog på Borgen til en samtale med Lykketofts nye personlige rådgiver om moderne ...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Kommunikationspraktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Digital Marketing Specialist

Frist: 9. december

Pressekonsulent

Frist: 16. december

Digital konsulent

Frist: 17. december kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.