Quickfix din Zoom-fatigue

Onlinevideomødeteknologien er blevet et essentielt redskab for at sikre produktivitet, læring og social interaktion. Antallet af videomøder er vokset til flere hundrede millioner daglige kald som følge af pandemien. Hvis du er en af dem, der er fanget i videomøder foran computeren mange timer dagligt, så kender du det nok alt for godt. Hovedet føles tungt, øjnene svier, og du er træt og demotiveret. Nu har professor Jeremy Bailenson, grundlægger af Stanford Virtual Human Interaction Lab (VHIL), undersøgt de psykologiske konsekvenser af de mange timer foran skærmen i Zoom-videomøder. Fire forhold viser sig at være afgørende i teorien.#REKLAMEPLADS#

I sidste uge fremsatte Bailenson det teoretiske argument for fire årsager til Zoom-fatigue i tidsskriftet Technology, Mind and Behavior.

Her ser den berømte professor fire Zoom-fatigue-problemer, som vi alle kender i praksis, men nu er der kommet ord og teori på.

THE NONVERBAL OVERLOAD

1. Zoom-fatigue = Overdreven mængde tæt øjenkontakt er udmattende

Både mængden af øjenkontakt og størrelsen af ansigterne på skærmen i videomøder er unaturligt. Tidligere forskning inden for nonverbal adfærd har vel dokumenteret et trade-off mellem interpersonel distance og øjets blik. En mekanisme, vi alle kender fra elevatoren, hvor folk står tættere, end de føler sig komfortable med, og derfor kompenserer ved at kigge væk for at minimere de gensidige blikke. Typisk ligger grænsen til ”intimsfæren” på omkring 60 cm (Hall, 1966) og er reserveret til vores familie og elskede.

Med Zoom er adfærd, der normalt er reserveret til nære relationer – lang øjenkontakt og andre menneskers ansigter tæt på – blevet en del af hverdagen med bekendte, kollegaer og vidt fremmede på videomøder. To faktorer spiller ind her:

1. Størrelsen af ansigterne på skærmen

2. Tiden, deltagerne ser de andre personers ansigter, hvilket simulerer øjenkontakt.

I elevatoren gør folk alt for at kigge væk, og i videomøder oplever vi, at alle kigger på alle gennem hele mødet. Alle deltagere transformeres til ”Talere”, som alles blik hviler på, hvilket skaber psykologisk arousal. I fysiske interaktioner anvendes øjenkontakt sparsomt og afhænger af faktorer såsom rummets indretning og magtdynamikker mellem deltagerne. I videomøder overdynges vi med de øvrige deltageres intense blikke.

Forestil dig, at du står i en elevator fuld af andre mennesker, som ikke er hverken din nære familie eller venner. Nu vender de sig alle i din retning og kigger på dig. Ikke nok med det. De bliver også på magisk vis placeret lige foran dig frem for at være spredt ud i dit perifere syn. Det lyder ikke rart, vel? Så forestil dig, at du bliver tvunget til at kigge på dem og ikke kan kigge væk. Sådan oplever hjernen det for mange Zoom-brugere flere timer i træk hver dag.

Zoom-fatigue-quickfix: Bailenson anbefaler at undgå fullscreen og i stedet reducere størrelsen på Zoom-vinduet relativt til skærmen for at minimere størrelsen på ansigterne. Han anbefaler også, at du anvender et eksternt tastatur for at øge afstanden til skærmen, så du kan sikre din intimsfære.

2. Zoom-fatigue = Trættende konstant at se sig selv på skærmen under videomøder

I videomødet vises du på skærmen på lige fod med de øvrige deltagere, så du kan se, hvordan du ser ud. Det er unaturligt. Normalt ser vi måske kun os selv i spejlet ca. fem minutter om dagen. Forestil dig, at du i løbet af en arbejdsdag har en assistent med et spejl, hvori du hele dagen kan se dig selv. Det er i realiteten det, vi udsættes for i øjeblikket på dage fyldt med videomøder fra morgen til aften. Effekten af at se sig selv i et spejl er blevet undersøgt gennem årtier, startende tilbage i 70’erne. Essensen af disse årtiers forskning er, at vi i højere grad evaluerer os selv, når vi ser vores eget spejlbillede, hvilket kan være stressfyldt. Desværre er dette endnu mere udtalt hos kvinder end mænd. Disse tidligere analyser udsætter typisk kun deltagerne for spejlbilledet i ganske kort tid, typisk under en time. Der er ingen data på effekten af at se sit eget spejlbillede og selvfokus i mange timer pr. dag, men det medfører formentlig en endnu større grad af selvevaluering og negative følelser.

Zoom-fatigue-quickfix: Bailenson anbefaler, at brugerne skjuler billedet af dem selv, hvis det er muligt på den anvendte videoplatform. Det er muligt på Zoom, men endnu ikke på Teams – her kan en god gammel Post-it komme til undsætning.

3. Zoom-fatigue = Videomøder reducerer vores sædvanlige mobilitet dramatisk

I videomøder begrænses vores fysiske mobilitet på en unaturlig måde. Hvornår har du sidst siddet stille og fokuseret 100 % på stemmen i den anden ende af en telefonsamtale? Den tid er vist forbi og sluttede vel omkring samme tid, som ledningen til telefonen forsvandt – måske endda før. Alligevel eksisterer der en skøn illusion af, at dem vi taler med, dedikerer deres fulde opmærksomhed til vores stemme under telefonsamtaler. Jeg ved ikke med dig, men i løbet af 30 minutters telefonsamtale laver jeg mange forskellige aktiviteter. Jeg går rundt i cirkler i lokalet, lufter hunden, strækker ryggen, koger pasta til børnene eller har en nonverbal samtale med min hustru. Til trods for det har jeg fortsat et skønt billede af illusionen af den anden person som en paralyseret tunnelsynet samtalepartner. Denne illusion bliver smadret af videomøder, hvor vi faktisk kan se, hvad den anden person laver under samtalen.

Folk kan lide at lave fysiske aktiviteter, mens de samtaler, og det forstyrrer ikke nødvendigvis det at lytte eller tale. Forskning viser endda, at vi performer bedre og mere kreativt, når vi bevæger os. Det er derfor paradoksalt, at den herskende kulturelle norm tilsiger os at blive siddende, så kameraet, og dermed de øvrige deltagere, kan se os. I sin essens medfører dette, at vi er fanget på et meget lille fysisk område, hvor vi oftest sidder ned og stirrer ind i skærmen. Hvis vi rejser os eller forsvinder fra kameraets ”synsfelt”, sender det nye nonverbale signaler til de øvrige deltagere og medfører en risiko for at skabe uro i mødet. Det skulle jo nødigt ske…

Zoom-fatigue-quickfix: Bailenson anbefaler, at folk tænker over det fysiske rum, de befinder sig i, hvor kameraet er placeret, og om et eksternt tastatur kan hjælpe med at skabe distance og fleksibilitet. Anvend f.eks. et eksternt kamera på større afstand for at muliggøre øget mobilitet. Og selvfølgelig er det en god idé at slukke for kameraet periodisk under møder for at skabe en pause fra nonverbale signaler.

4. Zoom-fatigue = Den kognitive belastning er meget højere i videomøder

I videomøder skal vi arbejde unaturligt hårdt for at sende og modtage nonverbale signaler. I vores fysiske interaktioner glider den nonverbale adfærd typisk uden for meget besvær og misforståelser. Det er en række komplekse processer, der flyder helt naturligt, og vi er for det meste ubevidste om både egne og andres nonverbale adfærd. I de fysiske interaktioner afvikles disse komplekse processer således smertefrit. I videomøder er processerne fortsat komplekse, men vi skal arbejde hårdere for både at sende og modtage signalerne. Det er en kognitivt belastende proces. Vi er mere bevidste om at placere os i midten af kamerafeltet, og vi skal være mere bevidste om at nikke overdrevet et par sekunder ekstra for at sende signaler af enighed. Små bevægelser med hoved og øjne eller resten af kroppen skaber normalt en stærk mening for os ift. samtalens flow og justering af den fælles forståelse. Det, der i de fysiske rammer er så nemt, er nu pludselig kompliceret, og vi kan have svært ved at afkode signaler, der normalt er med til at skabe sociale justeringer. Ikke nok med, at det er svært, så er der også færre sociale cues i videomøder, hvilket betyder, at de signaler, der er, får større betydning, end hvis der var mange signaler.

I videomøder ser vi overkroppen og særligt ansigtet. Øjnene ruller op i højre hjørne. Hvad betyder det? Ruller hun øjne af mig, eller er der bare tikket en ny e-mail eller Teams-chatbesked ind på hendes computer? Vi modtager konstant nonverbale signaler, som ville have en mere præcis mening i fysisk sammenhæng, men har en helt anden mening på et videomøde. Vi vænner os selvfølgelig til nye teknologier over tid, men det er svært at overkomme automatiske reaktioner på nonverbale signaler.

Zoom-fatigue-quickfix: Tillad dig selv og dine kollegaer en ”audio-only”-pause i løbet af lange møder. Dette handler ikke kun om, at du slukker for kameraet for ikke at være nonverbal aktiv. Det handler også om, at du fjerner din krop fra skærmen.

THE LONG DEEPFIX: DU HAR NU GLEMT, HVORDAN DIT ARBEJDE VAR FØR PANDEMIEN!

De nye teknologier udvider vores mulighedsrum, men det kommer med en pris. Derfor gør vi klogt i at reflektere over vores brug af dem, og hvad der er godt og skidt. Vi skal fikse og bekæmpe vores Zoom-fatigue, men det er og bliver et symptom på større og dybere problemer i, hvordan vi arbejder hvor, hvornår og med hvilke redskaber.

Det nemme ville være at kritisere teknologien og hurtigst muligt gå tilbage til vores fysiske samarbejde, så snart vi kan. Det ville i min optik være at fornægte fremskridt og underkende nye teknologiers muligheder og frisættende potentialer. Vi bør i stedet evaluere, hvorfor vi f.eks. vælger video til så mange onlinemøder, som tidligere måske ikke engang var et fysisk møde værdigt, eller overhovedet et synkront møde. Telefonmøder har drevet produktivitet og social forbindelse i årtier, og kun et fåtal af møder kræver, at vi stirrer på de øvrige deltagere for at kunne kommunikere succesfuldt.

Jeg mener, at den største udfordring lige nu er, at vi sidder fast i den gamle måde at koordinere og løse opgaver på. Vi kopierer én-til-én arbejdet fra de fysiske rammer over i en digital kontekst uden kritisk stillingtagen til mediet, dets begrænsninger og muligheder. Heldigvis hjælper den menneskelige krop os på vej. Den fortæller os, når noget fungerer, og når det ikke gør, så måske er det tid til at lytte lidt til kroppens signaler og gribe arbejdet anderledes an. Det mærker vi i øjeblikket med de mange timer i stillesiddende møder foran kameraet og computeren fra morgen til aften.

“Videoconferencing is a good thing for remote communication, but just think about the medium – just because you can use video doesn’t mean you have to.” – professor Jeremy Bailenson

Tænk, hvis vi ikke kendte til, hvordan vi arbejdede før pandemien. Tænk, hvis vi ikke var vant til at køre ind på et kontor og sidde i åbne kontorlandskaber eller holde møder dagen lang. Tror du, vores arbejdsdag ville se ud, som den gør i dag, hvis vi ikke havde vores fasttømrede billeder af, hvordan arbejdet skal struktureres? Det tror jeg ikke. Teknologiens udvikling bevæger sig hurtigere end vi menneskers adfærd, og lige nu kæmper vi med normer og handlemønstre, der hører til i en præ-pandemitid.

Det er tid til, at ledere, kommunikation og øvrige medarbejdere bidrager til kreative løsninger på fremtidens måde at arbejde på. Vi kan starte med at øge bevidstheden om, hvilke typer møder vi holder, og italesætte de mulighedsrum, de forskellige møder rummer. Videomøder er vigtige og har uden tvivl sin berettigelse, men vi har i øjeblikket for mange videomøder, og det sætter sine spor.

I min organisation har vi ét ugentligt møde, af social karakter, hvor vi opfordrer til at have video på. Så har vi i partnergruppen et ugentligt møde, hvor vi oftest hver især går en tur i naturen og tager mødet via Teams på telefonen. Vores daglige projekt- og kundemøder tager vi typisk foran computeren, men med skærmdeling frem for video.

Hvornår har du sidst nydt naturen i skoven med fødderne dinglende i overfladen af skovsøen og mærket forårets solstråler varme ansigtet, mens du har været på et telefonmøde med dit team?

Det store vigtige fix er, at vi sammen aktivt går ind i skabelsen af nye normer for møder og samarbejde. Der skal sættes klare rammer, vi skal italesætte udfordringerne – det, der er godt og skidt – og så skal vi sammen skabe nye normer for, hvordan vi gerne vil arbejde sammen. Alle møder behøver ikke være med kamera – nogle møder SKAL være med kamera. Alle møder skal ikke tages siddende bag computeren – nogle møder kan tages fra mobilen med fødderne i skovsøen. Sluk for kameraet, og del et dokument eller din skærm, så I kan se på noget sammen. Det gælder i øvrigt ikke kun vores nye teknologier som videomøder og digitale samarbejdsplatforme til asynkront samarbejde. Det gælder også vores generelle mødekultur, som mange steder er helt skæv. Moralen er, at vi både har brug for et quickfix af vores allesammens Zoom-fatigue og et mere grundlæggende langt deepfix af, hvordan vi arbejder alene og sammen i The New Normal.