Vidensdeling - konsulenternes guldæg

Hvad nu hvis deling af viden reelt er umuligt - uanset hvor avanceret eller dyrt et vidensdelingskoncept man anskaffer sig. Det ville være en bombe under et af rådgivningsbranchens guldæg og en svær pille at sluge for de virksomheder som har skruet deres organisatoriske strukturer sammen efter dette eller hint vidensdelingskoncept.
af Michael Petersen

Et af de mest fremtrædende ledelsesbegreber i de senere år er ’vidensdeling’. I takt med samfundets komplekse udvikling og de nye ledelsesudfordringer dette medfører, er ’videnssamfund’, ’vidensmedarbejdere’ og ’vidensdeling’ blevet nøgleord. De enkelte medarbejdere betragtes som vidensressourcer, og for at udnytte disse optimalt skal deres viden selvfølgelig deles og tilgængeliggøres. Hele virksomheden eller organisationen skal kunne udnytte den enkeltes viden, og derfor bliver vidensdeling et afgørende begreb, der mange steder bruges store ressourcer på at forstå og håndtere. Vidensdeling er således et rigtigt ’buzzword’, og ethvert konsulenthus med respekt for sig selv har et eller andet vidensdelingskoncept på salgshylderne. Koncepter som virksomhederne naturligvis får lov at betale store summer for.

Men hvad hvis deling af viden reelt er umuligt - uanset hvor avanceret eller dyrt et vidensdelingskoncept man anskaffer sig. Det ville jo være en bombe under et af rådgivningsbranchens guldæg og en svær pille at sluge for de virksomheder som har skruet deres organisatoriske strukturer sammen efter dette eller hint vidensdelingskoncept.

Argumentationen for et sådant postulat er i sin fulde længde naturligvis omfattende og kan ikke præsenteres her. Jeg vil dog prøve at skitsere de væsentligste elementer og derigennem sandsynliggøre, at vidensdeling ikke meningsfuldt kan bringes på formel eller inkorporeres som begreb i et managementkoncept. Fokus skal rettes mod andre fænomener hvis man ønsker at udnytte den enkelte medarbejders viden optimalt.

Vidensdeling er en Knowledge Management-myte
Som ledelsestrend kan vidensdeling henføres til managementbegrebet Knowledge Management. Omfanget af litteratur omkring ’ledelsen af viden’ er ganske betragteligt, men et af de gennemgående elementer er opfattelsen af, at viden enten kan eksistere som tavs eller eksplicit viden. Den tavse viden refererer til vores ubevidste eller ikke-italesatte viden, erfaring, intuition og det vi ofte kalder ’Know How’. Eksplicit viden referer til den type viden, som så at sige eksisterer i det åbne rum - den viden vi kan synliggøre for andre og samtale om, udtrykke med ord og tal. Knowledge Management-bølgen tog i sin tid sit udgangspunkt i japanske virksomheders overlegenhed i forhold til de vestlige konkurrenter, og den fremførte at styrken lå i japanernes større fokus på den tavse viden. Deres evne til at omkode den uhåndterlige viden til noget, andre kunne bruge og drage nytte af. Eksempelvis ved at en ’mester’ sprogligjorde sin personlige Know How og derigennem videregav den til ’lærlingene’.

Denne forståelse af viden som to-delt gennemsyrer Knowledge Management-litteraturen (selvom den også præsenteres med andre udtryk end tavs og eksplicit. Det samme illustreres eksempelvis med Know That/Know How, moden/umoden viden osv.). I udviklingen af koncepter for vidensdeling har man derfor fokuseret på, hvordan den tavse viden kan skifte form og blive brugbar for andre end den oprindelige videns-indehaver. Det at viden kan og skal bringes på en sproglig formulérbar form betyder naturligvis, at et stort marked for elektronisk håndtering af viden blomstrer op. I dag er der vel næppe en eneste større virksomhed, som ikke har et ’intranet’ hvor medarbejderne kan placere deres viden og gøre den tilgængelig for kollegerne - og forankre den i organisationen. Netop disse systemer er nogle af dem jeg refererede til i indledningen, og de antager såvel avancerede som omkostningstunge former. Begge dele i ekstrem grad for hver ny version markedet tilføres.

Viden er ikke bare en simpel overbygning til information
Udover de teknologiske delingssystemer tilbydes der en række andre koncepter, som søger at effektivisere delingen af viden, men fælles for langt de fleste er, at de har samme udgangspunkt. De skaber og udvikler sig selv på grundlag af den netop beskrevne vidensforståelse, og i mange tilfælde er der ingen kritisk stillingtagen til dette fundament. Man antager uden videre, at viden kan formuleres sprogligt og kan optræde som en delelig substans, hvis blot man bruger den rette metode, det rette koncept eller den nyeste informationsteknologi.

Sidstnævnte er ligeledes væsentligt. Viden betragtes nemlig oftest i KM-litteraturen som en slags overbygning til information, og informationsteknologi kan derfor lette vidensdelingen. Eksempelvis beskriver Knowledge Management-forfattere som Davenport og Prusak at viden kan nedlægges i dokumenter og andre ’opbevaringsanordninger’. Dermed vil dokumenthåndteringssystemer som diverse intranets også fremstå som en anvendelig vidensdelingsmetode og en nødvendighed for de virksomheder og organisationer, som vil optimere deres udnyttelse af medarbejderne, vidensressourcerne.

Et korthus med løst fundament
Teoretiseringen over vidensledelse og vidensdeling har mange bidragydere, men for hovedpartens vedkommende baserer de sig på den samme vidensforståelse. Denne ensartethed er naturligvis problematisk for det indebærer, at korthuset, som efterhånden er ganske stort og udviklet, styrter sammen, hvis fundamentet viser sig ikke at være holdbart. Den overvejende del af den vidensledelses-rådgivning som tilbydes virksomheder og organisationer i dag, baserer sig på den samme grundforståelse af viden. En forståelse som er teoretisk diskutabel og burde have mere opmærksomhed end tilfældet er.

Uden at ville dvæle længe ved de mest komplekse detaljer, skal det nævnes, at ovenstående vidensforståelse har sit udspring i den pluralistiske epistemologi. Sidstnævnte betyder ’teorien om viden’, og pluralisme indikerer, at der er tale om en sammensat teori, som henter inspiration fra flere steder - i dette tilfælde den klassiske og pragmatiske epistemologi. Problemet ved den pluralistiske epistemologi er, at den kombinerer filosofiske retninger, som i sine selvkonstituerende præmisser forkaster hinanden. Det vil sige, at man ender op med noget, som næppe meningsfuldt kan kombineres, men alligevel bliver det, fordi hverken det ene eller det andet kan eksistere alene. Dette paradoks videreføres ukritisk i Knowledge Management-litteraturen, og det danner grundlag for den gængse opfattelse af viden og dermed vidensdeling og vidensledelse.

Luhman: Viden kan ikke deles
Alternativet til ovenstående, som i øvrigt er ganske undereksponeret, finder man blandt andet hos den tyske samfundsteoretiker Niklas Luhmann, som af mange anses for have været en af det 20. århundredes største tænkere. Med Luhmanns systemteoretiske udgangspunkt finder man en væsentlig mere sammenhængende tilgang til viden og de meningskonstituerende processer, der danner grundlag for viden. Godtager man systemteoriens præmisser bliver konsekvensen at vidensdeling som et meningsfuldt begreb afgår ved døden. Viden kan simpelthen ikke deles.

Dette postulat baseres på en opfattelse af viden som unik for det system hvori det eksisterer. Det vil sige, at viden kun kan eksistere i samme form hos den person som via forskellige processer har konstrueret den pågældende viden. Flytter man den fra ét system til et andet (deler den) vil den ikke længere have form af viden, men blot data eller i bedste fald information. Man kan illustrere det med et simpelt eksempel: En matematikprofessor skriver en avanceret matematisk formel på en tavle. I professorens ’system’ repræsenterer formlen viden, den giver mening i forhold til de øvrige elementer i hans system. Adskilt fra disse meningsgivende elementer, repræsenterer formlen dog ikke viden. Det vil sige, at den studerende som betragter den sprogligt formulerede formel, og som mangler de nødvendige forudsætninger, ikke uden videre kan udnytte den pågældende formel. Den vil ikke have status af viden hos den studerende. I hvert fald ikke uden videre bearbejdning og ispilsættelse af grundlæggende læringsaspekter.

Man kunne konstruere talrige sådanne eksempler, og de ville hver især illustrere, at viden ikke blot kan deles eller videregives som et æble eller en kopi af et tekstdokument. Det kræver noget andet. Det kræver kommunikation.

Med den systemteoretiske tilgang til vidensproblematikken bliver det væsentlige nemlig ikke delingen af viden, men kommunikationen om viden. Udgangspunktet var som nævnt, at viden kun eksisterer i de systemer, som selv producerer den, og det betyder med samme eksempel som ovenfor, at den studerende selv skal producere viden om den pågældende matematiske formel, førend den repræsenterer viden i hans interne system.

Ikke delt, men selvproduceret viden
Den vigtigste forudsætning herfor er, at der etableres en god kommunikationssituation, hvor professoren kan forklare, kommunikere om den viden, som han ligger inde med. I kraft af denne kommunikation kan den studerende så, måske, danne ny viden i sit eget system. Ikke den samme viden som professoren, men en viden som er sammenkoblet med den studerendes øvrige forudsætninger. Viden er dermed ikke delt, men selvproduceret.

For den kritiske læser kan dette virke som ligegyldigt ordkløveri og sofisteri, men det er ganske væsentligt om fokus er på viden som en delelig substans eller som en kommunikationsproces. I førstnævnte forståelse kan viden jo eksistere sprogligt nedfældet på eksempelvis et intranet, men det svarer blot til eksemplet med professoren der skriver en formel på tavlen. Hvis medarbejder A lægger noget ud på intranettet som er viden for ham, så er det ikke nødvendigvis viden for medarbejder B når han læser det senere. Et intranet eller lignende der hævder at fungere ’vidensdelende’, er derfor ikke optimalt hvis en organisation ønsker at udnytte sine vidensressourcer fuldt ud. Så kan konceptkronerne bruges bedre.

Et nyt udgangspunkt for kommunikationskonsulenterne
Det afgørende er i stedet at etablere kommunikationsstrukturer som understøtter vidensprocesserne hos hver enkelt medarbejder. At skabe sådanne strukturer byder naturligvis også på komplekse problemstillinger, og det vil sikkert i mange tilfælde kræve professionel bistand. Forskellen er, at virksomhedens indsats i så fald ville tage afsæt i et teoretisk stærkere fundament end der oftest tilbydes med de omkostningstunge og delvist meningsløse vidensdelingskoncepter.

Næste gang de dyre drenge banker på døren og vil sælge moderne ledelse, kan man derfor blot sige: I må præsentere noget mere gennemtænkt. Viden kan ikke deles. Man kan kommunikere om den, og kommunikationen kan danne grundlag for produktion af ny viden hos den, der kommunikerer med den allerede vidende. Kom tilbage med et koncept der håndterer den udfordring.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job