Viden uden erfaring

Skrevet af

Signe Littrup
Projektleder

2 artikler

0 indlæg

Såvel antropologer som samfundsforskere har peget på at mange mennesker og befolkningsgrupper reagerer på det, som de oplever som for mange skift og forandringer på for kort tid, med at kræve konstanter, ting der ikke ændrer sig, men forbliver det samme. Det er svært at gøre op i tal, men en tysk stadsarkitekt måtte for nogle år siden sande, at hvis mere end 3-4% af bybilledet ændrede sig på årsbasis, var der en tendens til, at folk syntes det var for meget.

Publiceret første gang på Institut for fremtidsforsknings hjemmeside

Forandringshastighed vil sige antallet af forandringer per tidsenhed. Gennem de sidste 200 år er forandringshastigheden steget i form af f.eks.
· Flere teknologiske innovationer per tidsenhed
· Flere forskere til at skabe ny viden per tidsenhed - en viden der igen kan omsættes til produktion
· Øget velstand, der betyder at flere forbrugere kan aftage flere produkter og dermed sættes produktionen i vejret
· Øget information og brug af medier - dvs. flere informationer til flere per tidsenhed
· Globalisering = Flere informerer om mere. Vi hører om flere forandringer fordi vores opmærksomhedsfelt er udvidet.

Oplevelsen af at tingene går hurtigere end man kan følge med, afhænger selvfølgelig af, hvem man er, hvilket fag man er i, hvilke opgaver man er sat til, hvor gammel man er, og hvad man er vant til. Men generelt kan man i dag se reaktioner i hele verden på at noget i hvert fald går for hurtigt i en eller anden uønsket retning. Politisk melder der sig nogle steder en konservatisme eller en længsel tilbage til hvordan tingene var før og man opbygger en fornemmelse af, at der har været en stærkere, mere homogen identitet, nationalfølelse m.v. førhen, den gang man vidste hvem man var og hvad ens værdier var.
Negativt kan behovet for, at for meget ikke skal forandre sig for hurtigt således vise sig som fundamentalisme og lukket nationalisme.
Mere positivt viser oplevelsen af den hurtige udvikling sig som et fornyet fokus på traditioner, historie, værdier og etik. Mht. historie: Udgifter til bevaringssektoren, herunder museer, istandsættelse, vedligeholdelse af gamle bygninger, arkivering mm. er vokset eksponentielt med de sidste årtiers hastige forandringer. Stort set alle frednings- og bevaringsorganisationer: skov- og naturstyrelser, Unesco, Greenpeace etc. er fra forrige århundrede - det første moderne, hvor udskiftningen og risikoen for at noget gammelt forsvandt for alvor tog til.
Vi kan sige, at jo hurtigere det nye udskifter det gamle, des travlere har vi typisk med at restaurere eller bevare det gamle musealt. Ikke tilfældigt er 2002 af FN udråbt til "Kulturarvs år".

Etik
Forandringshastigheden som den viser sig i form af nye teknologier, IT, bio- og genteknologi giver ikke blot anledning til mange uddannelser og meget viden - f.eks. for læger og ingeniører - hurtigt er forældet. Stort set alle lønarbejdere må jævnligt opdatere sig med efteruddannelse og kompetenceudvikling for at følge med udviklingen. Erfaring og viden forældes hurtigt.
I 2000 lavede CIFS en rundspørge blandt instituttets medlemsvirksomheder om, hvilke problemer de så som mest presserende blandt deres medarbejdere. Svaret var modviljen til 'omstillingsparathed'. Mange medarbejdere blev simpelthen negative ved at skulle indstille sig på nye metoder og teknikker til stadighed. Fordi det for nogle giver følelsen af aldrig at kunne 'hvile på laurbærene' aldrig at være gode nok og altid at skulle sidde på skolebænken. En stabilitet ville give dem fred til at udøve det, de havde lært og kunne, i stedet for igen at skulle lære.
Forandringshastigheden netop indenfor primært teknologi giver også anledning til et nyt fokus på værdier og etik. En eller anden har formuleret, at når et samfund begynder at spørge til etik,- så er det fordi det ikke kan overskue sine egne handlinger. Og det er jo en meget god beskrivelse af den situation civilisationen befinder sig i i dag: Vi kan utrolig meget, og den praktiske forskning er hurtigere end den værdimæssige stillingtagen. Der er de seneste tiår blevet oprettet værdikommisioner og etiske råd i Europa af samme grund.
På CIFS får vi mange spørgsmål fra virksomheder som "Hvor er det egentligt vi vil hen"; "Hvad er de værdimæssige konsekvenser", og Har vi overhovedet en retning?". Virksomheder oplever at kunder og medarbejdere - ja også ledelsen selv savner at tage stilling til og kende egne værdier.

Vi både ved og ved ikke
Min tese i denne artikel er, at vi får relativt mere viden overleveret gennem medier, fagbøger og eksperter, end vi selv opbygger gennem erfaring. Mine teser omkring forandringshastighedens konsekvenser for viden er derfor følgende:
Forandringshastigheden betyder, at en stadig større del af vores viden er formidlet og at vi har den på 2. hånd: Vi bruger mere og mere tid og flere penge på medier (TV, aviser, net, fagbøger, blade) og vi uddanner os længere og længere - gennemsnit: 15.8 år i Europa per person, hvilket svarer til, at vi bruger ca. 20% af vores liv med at gå i skole.
Hver især uddanner vi os til at vide noget om bestemte dele af virkeligheden, hvilket betyder at vores viden bliver specialiseret, og dermed at der også store dele af virkeligheden vi ikke ved noget om - det der er andre specialister til at vide noget om.
Antallet af eksperter i medierne er vokset til det 7-dobbelte i løbet af de sidste 30 år. Tages der højde for, at antallet af medier også er vokset er der tale om lidt mere end en tredobling af brugen af eksperter per medie. Den samme udvikling ses i resten af Europa.
Globaliseringen, forskerbestand og øget medieforbrug betyder at vi får informationer fra flere om mere og at vi skal tænke større, når vi ser på årsager og virkninger. Resultat: Øget kompleksitet i vores viden.
Samtidigt med at vi har specialiseret vidensbegrebet, er der også opstået en tendens til at fagliggøre ting, der tidligere har hørt den private erfaring til. Hvad vi før selv tænkte os til eller fulgte nogle normer for, - det vil vi i dag uddannes i, have faglig viden om.
Salget af fagbøger om det børneopdragelse, sexliv, parforhold, selvudvikling, det at blive gammel osv. er steget markant de sidste tiår. - Og det er ikke dem, der ikke har nogen uddannelse, der køber disse bøger. Det er netop dem, der har en lang uddannelse.
Summa summarum: Det er sværere at opnå overblik og have færdige meninger. Ny viden vil altid dukke op. Måske denne videnskompleksitet og mulighed for aldrig at vide nok, får os til at tvivle på vores egen dømmekraft og evne til at turde tage stilling. Måske denne fornemmelse er forbundet med den udprægede værdirelativisme vi er ved at kvæle os selv i disse år.
Jeg ved måske meget om undervisningssektoren, men ikke meget om fødevareproduktion eller farvestoffer. Når jeg skal vælge mad, kan jeg tro på at tomater er sunde, bl.a. fordi der er C-vitaminer i. Det har læger og fødevareeksperter fortalt i mange år. Men nu er der andre eksperter, der fortæller mig, at tomaterne er sprøjtet og at de kan være bestrålede. Og at vi i øvrigt får C-vitaminer nok.
Konsekvenserne af sprøjtemidler og bestråling er ikke kendte. Måske er det ufarligt, måske er det kraftfremkaldende. Når jeg vælger legetøj til mit barn, hårfarve, vin eller benzin til bilen er det det samme problem. Der er chance for, der er blød PVC i plastikken, at benzinen er forbundet med forurening, at hårfarven ødelægger mit hår som 40-årig og at vinen er lavet på sprøjtede druer i et land der i øvrigt fører en politik jeg ikke bryder mig om.
Jeg skal træffe nogle valg som forbruger og borger, og mine valg afhænger af de informationer andre har produceret. Der er modstridende oplysninger, men jeg har ikke andet end oplysninger at holde mig til. Jeg vælger derfor i sidste ende udfra fornemmelse, overbevisning og udfra hvilken faginstans, jeg synes virker troværdig.
Et grelt eksempel på den modstrid, der kan være mellem eksperters viden og det man selv umiddelbart oplever - ens sansers vidnesbyrd - er den arktiske hvidhval på Grønland. De grønlandske fangere ser hvalen die i hobetal hvert forår og er overbevist om, at der derfor er rigeligt med hvidhvaler, og de fanger dem ufortrødent. Men forskere fra det danske polarcenter har observeret bestanden er voldsomt faldende og skal overbevise fangerne om, at der ikke er mange. Fangerne skal tro på eksperter, der siger noget helt andet end det de ser med deres egne øjne, og som de har beskæftiget sig med i årevis.
Et andet eksempel, der illustrer hvor på en gang ekspertafhængige vi er og samtidigt, hvor lidt det nogle gange hjælper med al den fagkompetence er episoden med Exxon Valdez' olieudslip i Alaska 1989. Tusinder tons olie flød ud i havet og ødelagde naturligvis en masse liv i havet, planter og dyr. En katastrofe! - og naturligvis kræver befolkninger verden over, at Exxon tager ansvaret på sig og gør alt for at rette op på den enorme skade. Samtidigt skal Exxon undskylde og gøre hvad de kan for at rette op på skaden, ikke mindst for at det, at dumpe olie ikke skal blive et eksempel til efterfølgelse for andre olievirksomheder.
Green Peace og en mængde biologer, havforskere, zoologer etc. tog stilling til Exxon Valdez sagen og gav forskellige råd om hvad man kunne stille op for at råde bod på skaden. Folk hjemme i stuerne sad og var forargede, måtte selv vælge hvilke løsninger de syntes lød plausible.
Den endelige beslutning bestod i noget i retning af , at dele det ødelagte område op i zoner, hvor man 'reparerede' på forskellig vis. Overordnet var det dog at fjerne al olien, der blev hovedarbejdet.
Det groteske ved denne historie er, at det viste sig at gøre mere skade end gavn med den store indsats. Med olien fik man også fjernet alle kim til nyt liv i området. Modsat var det den zone hvor mindst blev iværkssat at naturen helede bedst og hurtigt!
Historien om Exxon Valdez viser dels, at vi ikke har den erfaring og den viden der skal til for at løse problemer, som vi teknologisk nu er i stand til at skabe.
At der ikke findes en fast autoritativ stab, hvis viden ikke vil blive modsagt, og at folk kræver der sker noget udfra den viden de har fået overleveret,- og at et svar om 'ikke at gøre noget' derfor helt sikkert vil blive voldsomt kritiseret - også selvom det er det mest rationelle.

Videnssamfundet
Det er helt givet at vi lever i en civilisation, hvor viden er magt - også mere end økonomi. Hver gang der skal træffes en beslutning, er det dem med den bedste eller mest anvendelige viden, der får ret. Vi underbygger alle beslutninger og procedurer med analyser og undersøgelser.
Dem, der generelt tjener bedst i Vesten nu, er dem der er ansat på baggrund af deres vidensmæssige kvalifikationer.
Som veluddannede mennesker mangler vi til gengæld ofte såvel 'hands-on' erfaring som holdninger. Når vi skal være så vidende, gælder det som regel ofte om også at være objektiv. Altså ikke at lade sig påvirke af egne følelser.
Ikke desto mindre, er de sager, der fylder meget i medierne og i folks hoveder holdningssager, sager hvor nogen har udvist en følelse, vist et standpunkt eller hævdet nogle værdier.
Naturligvis er det holdninger, der underbygges af viden, men det er holdningerne, der er spændende.
Dette forhold er i hvert fald en af grundene til at befolkningerne i Europa ikke udviser megen interesse for EU-politik. De er ikke følelsesmæssigt engagerede, og det er oftest rationelle argumenter politikere anvender som argument for en positiv EU-politik. I Danmark såvel som i andre europæiske lande med meget EU-skeptiske befolkninger har hele modstandsfløjen kørt på følelsesmæssige argumenter: National identitet, selvstændighed, anti-parlamentarisme, nærhedsprincip mm.
Og modstanderne er ikke dumme eller uudannede. Det er ikke fordi de ikke ved nok, at de lytter til følelsesmæssige argumenter. Det er fordi der er holdninger og værdidomme i følelsesmæssige udtalelser.
Et af problemerne med EU-debatten i de enkelte lande er selvfølgelig at diskussionerne synes langt væk/ ikke nærværende,- det hele er ren 2.håndsviden med mindre man er landmand, konkurencedeltagende EU virksomhed eller på anden måde direkte afhængig af EU beslutninger.
Og EU mangler også en vision. Der er en masse vidensargumenter for, at det højst sandsynligt vil gavne ethvert medlemsland økonomisk og fælles politisk at være med i EU, men det er ikke det, der rører vælgerne. Man har til hvert valg om udvidelse af EU-medlemskabet forklaret danskernes nej med at det var et følelsesladet nej. Og det er rigtigt. Men det er ikke enten følelser eller intellekt. Tværtimod det er også for en stor dels vedkommende de veluddannede og intellektuelle der sagde nej. Ligesom ATTAC er en højst værdibaseret organisation, men samtidigt meget vidensbaseret - meget højtuddannet og meget intellektuel.
Hvis man undersøgte hvilken sag, der ville tiltrække mest opmærksomhed: homogenisering af landbrugsproduktion i EU-lande eller obligatoriske madpakker til børn i skolerne, tror jeg det er det sidste emne flest borgere ville forholde sig til.
I Danmark vakte det furore at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen for et par år siden hævede efterlønsalderen med 2 år, selvom han havde lovet, at den ikke skulle hæves. Det debatten primært handlede om, var dog ikke konsekvenserne af, at alderen blev sat to år op, men at Nyrup ikke holdt et løfte. Dvs. det moralske var det interessante. Noget af det den yderste højrefløj har appelleret til er følelser. Det kan så være standpunkter og visioner, man ikke bryder sig om, - men modsat venstrefløjen er det nogle meget konkrete værdier og følelser: f.eks. nationale og racemæssige. Og det er en styrke for folkedeltagelse.
Forhenværende socialminister i Danmark Karen Jespersen var imod at kvinder bar tørklæder i Danmark, fordi hun synes det er kvindeundertrykkende hvis danske kvinder skulle gå med tørklæde. Hun var en af de mest populære politikere. Hendes holdning var ikke typisk socialdemokratisk, men de socialdemokratiske vælgere kunne lide hende. Fordi hun simpelthen udviste holdninger.
Værdimæssige holdninger og følelsesmæssige udsagn behøver ikke at være usaglige. Det er en fejlslutning, at det er mest sagligt at være neutral i sin brug af viden. For det første er det umuligt for et menneske at være neutralt, for det andet er det meningsløst. Såvel borgere som politikere har holdninger og værdier og det er dem, man lever efter. Så de skal ikke underspilles eller glemmes.
Folk er kompetente. Det er ikke fordi vi ikke kan forholde os til viden vi efterlyser følelsesmæssig kompetence. Men hver dag er der meningsanalyser og undersøgelser. Vi har de sidste århundreder opøvet vores evne til at være rationelle og analytiske. Og samtidigt nedtonet evnen til at fælde værdidomme. Den efterspørgsel der er på etik og værdier nu er et symptom på det samme. At vi ved så meget, kan så meget, men ikke kan finde ud af, hvad vores drøm med det hele er.
Filosoffen Kant sagde omkring slutningen af 1700-tallet, at begreber uden erfaring er tomme, og erfaring uden begreber er blind. Det er ikke afgørende i denne sammenhæng, men den omskrivning af Kant jeg vil hævde:
Omskrevet kan vi nemlig sige:
· Viden uden værdier er nyttesløs - for der er ikke noget mål, - og
· Værdier uden viden er hjælpeløs - for den ved ikke hvordan den opnår sine mål.
For hvordan skulle vi f.eks. besvare følgende spørgsmål udelukkende vha.. viden:
Skal man kunne kræve abort på et foster efter 16. uge, hvis diagnoser viser store chancer for alvorlige arvelige sygdomme? Og har forældre ret til al viden omkring et fosters helbredsdipositioner?
Skal rygere bagest i køen for lungeoperationer (fordi deres lungeproblemer muligvis er selvforskyldt)?
Kan man have ret til at dø - som f.eks. en britisk lammet kvinde netop har vundet en retssag om?
Er flygtninge andenrangsborgere, hvis de ikke kan forsørge sig selv?
Alle disse spørgsmål kan selvfølgelig i høj grad belyses vha. viden, før man kan tage stilling. Men for at tage stilling/ tage en beslutning skal der værdier på bordet.
Det kan ikke lade sig gøre at fælde en værdidom uden at have værdier med - selvom det selvfølgeligt sagtens kan lade sig gøre ikke at være klar over hvilke værdier, det er man opererer med.

Relaterede artikler

Imitationskraften - I 1989 da friheden marcherede i Østberlins gader, og muren blev hakket i stykker af en jublende folkemængde, blev der et...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

36 JOB

Communications Coordinator

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

studiejob

Frist: hurtigst muligt

Press Officer med ansvar for ekstern kommunikation

Frist: 16. september

Kommunikationskonsulent

Frist: 23. september
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.