Baggrund

Inden for socialforskning har man siden 1970’erne vidst, at folk er mindre villige til at dele deres politiske holdninger både offentligt og med deres familie, venner og kolleger, hvis de ikke tror, de andre er enige. Den tyske politolog Elisebeth Noelle-Neumann kalder i en artikel fra 1974 dette fænomen for tavhedsspiralen. 

 

Ny amerikansk forskning viser nu, at vi er mindre villige til at give udtryk for vores holdninger på de sociale medier, end når vi er ansigt til ansigt med dem, vi debatterer med. Den viser også, at hvis vi er brugere af sociale medier, bliver vi mindre villige til at lufte politiske holdninger i situationer, hvor vi er ansigt til ansigt med hinanden, hvis vi er bange for, at holdningerne er kontroversielle!  

 

Ikke et medie for fri meningsudveksling

Eftersom mange af internettets fædre og kommentatorer netop håbede på, at det ville blive et medie for fri meningsudveksling, hvor mindretalssynspunkter ville kunne komme frem og give nye perspektiver til den offentlige mening kan dette godt virke som noget af en overraskelse.

 

Pew Research Center er forskningsholdet bag undersøgelsen. De har spurgt 1801 voksne amerikanere om deres deltagelse i diskussionen om Edward Snowdens afsløringer af NSA's overvågningsaktiviteter. Grunden til, at valget faldt på dette emne, var, at andre af centerets undersøgelser havde vist, at dette spørgsmål delte amerikanerne, således at 44 procent mente, at lækagerne skadede de offentlige interesser, mens 49 procent omvendt mente, at lækagerne gavnede offentlighedens interesser.

 

I deres nye undersøgelse har forskerholdet spurgt ind til undersøgelsespersonernes holdning til Snowdens afsløringer, deres villighed til at tale om disse holdninger i forskellige online- og offline-sammenhænge og om deres forventning til andres holdning til spørgsmålet i forskellige online- og offline-sammenhænge.

 

Vi overvejer andres holdning til politiske emner inden vi udtaler os. 

 

Undersøgelsens hovedresultater

Hellere offline end online – i hvert fald når det kommer til at diskutere Snowdens NSA-afsløringer.

 

Diskussion

Første refleksion: Undersøgelser med andre emner end overvågning

Det første, der faldt mig ind, da jeg læste om forskningsprojektet, var, at regeringernes overvågningsprogrammer virkelig ser ud til at virke, eller til at have den patriotiske bivirkning, at vi passer på, hvad vi skriver om online, hvis vores holdning strider mod vores regerings. I den forbindelse vil det være interessant, hvis også andre emner, der måske mindre direkte omhandler overvågning på de sociale medier, eller som slet ikke omhandler overvågning, vil give samme resultater.

 

Anden refleksion: Ser den danske virkelighed lige sådan ud?

Dernæst har jeg overvejet, om den danske opfattelse vil være ligesom den amerikanske. Hvis jeg ser på mit eget netværk på såvel Facebook som Twitter, har vi ikke holdt os tilbage med at diskutere Snowden – bakket op om at give ham asyl i Danmark og så videre. Her må man naturligvis tage med, at heller ikke mine amerikanske venner, så vidt jeg har bemærket, har holdt sig tilbage i sagen. Som medieforsker har jeg jo sikkert også et ret urepræsentativt netværk, men tilbage står, at det nok er tvivlsomt, om disse resultater kan overføres direkte til en dansk sammenhæng. For at kunne gentage Pew Research Centers undersøgelse og konstatere, om der ville opstå samme slagside, ville man skulle finde en lignende sag, der ville udløse selvcensur, fordi man er bange for overvågning. Men som jeg kom frem til i første refleksion er valget af overvågning som emne uheldigt, hvis undersøgelsen skal kunne sige noget generelt om vores åbenmundethed online og offline og relationen mellem de to kommunikationsrum.

 

Tredje refleksion: Urepræsentativ kontrolgruppe

Når Pew Research Center udtaler sig om dem, der er på Facebook, i forhold til dem, der ikke er, spekulerer jeg på, hvad deres kontrolgruppe har været. Udbredelsen af de sociale medier er så stor, at kun meget få ikke er på de sociale medier, og den kontrolgruppe, man har, lyder urepræsentativ.  

 

Fjerde refleksion: De sociale ambivalenser

Men lad os godtage undersøgelsens konklusioner og prøve at forklare, hvad der er på spil. Som følge af mediets funktionelle struktur, hvor selskabets kommercielle strategier er implementeret i den måde det virker på, giver Facebook anledning til en række sociale ambivalenser.

 

Her tænker jeg især på, at vi ikke har noget overblik over spredningen af vores statusopdateringer og kommentarer og på, at vi ikke ved, hvilke af vores Facebook-venner, der overhovedet får vores statusopdateringer. Hertil kommer, at Facebook ikke er et fællesskab med aftalte normer for, hvad man diskuterer og hvordan – bortset fra grupperne – men består af lige så mange netværk, som vi er brugere. Vi skriver altså til det, danah boyd kalder ”dis­connected and invisible audiences”, der potentielt kigger med på det, vi skriver.

 

Og dette må jo mane til eftertanke, før man skriver noget på Facebook. Jeg mener, at det skærper refleksiviteten at kommunikere via de sociale medier – og som med al refleksivitet så gælder det også her, at den for langt de fleste af os kan overføres fra en sammenhæng til en anden og således også fra online- til offline-sammenhænge. Hele vores mediehistorie er et langt parløb mellem det sociale, der er blevet mere komplekst, hver gang et nyt medie er taget i brug, og vores bevidsthedsmæssige forsøg på at tilpasse os det nye mediemiljø.

 

Nye medier gør os mindre spontane

Med trykkepressen kom standarderne for, hvordan en bager, en fra Fanø eller en prins så ud, hvilket fordrede ny selvrefleksivitet for datidens mennesker – der så at sige måtte leve op til, hvem de var. Da tv kom, fik alle kendskab til, hvordan læreren, lægen og politikeren var i forskellige sammenhænge – også privat – at vi alle er ordinære personer og så videre. Og nu har vi altså de digitale sociale medier, og vores refleksivitet over vores selvfremstilling øges igen.

 

Som den tyske sociolog og systemteoretiker Niklas Luhmann skrev, så vinder vi i refleksivitet, men taber i spontanitet – og hvad betyder det så nu? Måske, at vi er blevet endnu mere reflekterede over, hvad vi siger hvor og til hvem.

 

Vi tier gerne stille for at undgå sanktioner

Man må huske på, at Elisebeth Noelle-Neumanns originale studie om tavshedsspiralen fra 1974 byggede på den socialpsykologiske antagelse – underbygget af eksperimenter – at firefemtedele af os hellere vil holde vores meninger for os selv end risikere at begå fejl ved at tale op imod det, vi antager er den offentlige mening, med de sanktioner, der ville kunne følge. Hellere tie end blive isoleret. Således viser dette nye studie, at denne tendens er vokset med den transparens og kommunikative kompleksitet og uklarhed, som et medie som Facebook aktuelt indvarsler. Vi er blevet mere refleksive af livet på de sociale medier og tager vores erfaringer med os offline.

 

Konklusionen er altså, at vi, der er på de sociale medier, generelt set tænker mere over, hvad vi deler offentligt eller semioffentligt, når det gælder et kontroversielt politisk emne, hvor vi er bange for at tale op imod den offentlige mening, og vi skønner, at andre vil være uenige med os – hvad enten vi er online eller offline. 

 

Læs mere:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/facebook-er-din-redigerede-virkelighed

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/facebook-og-ambivalens