Vi må sige, hvad vi vil til muslimerne

Jeg vil altid huske Tøger Seidenfaden. Nyheden om hans død kom nemlig ud om eftermiddagen på min 40-års fødselsdag – og med ét slag var stemningen ændret til en blanding af vantro og opgivelse. Tænk, at hans helbredsmæssige krise havde været så alvorlig. Det havde de færreste nok set komme. Og hvad så nu? Hvem i alverden ville kunne fylde hans solide habit ud? Ingen?

Tøger Seidenfaden: ”Hvis du ikke kender mig, så skal du ikke blive forskrækket. Jeg kan virke ret voldsom på skrift.” Foto: Polfoto/Lars Krabbe.

En anden grund til, at jeg altid vil huske ham, er, at han var en umanerligt grov og brovtende debattør. Noget, jeg hurtigt lærte at sætte pris på. Jeg var nemlig tilknyttet Politiken som freelancejournalist, da han sad som chefredaktør. Engang lod jeg i en artikel, lidt for sjov, stå uimodsagt, at astrologien på sin vis var rationel. Dagen efter lå der et brev i mit dueslag. Det var to helt tætskrevne sider fra en skrivemaskine.

Tøger var uenig i min måde at skrive artiklen på, og han gentog de samme pointer over de to sider, igen og igen, hamrede pointerne hjem, så ingen – heller ikke en ung håbefuld mand på 24 – kunne være i tvivl om hans synspunkt. Flere steder brugte han et noget syrligt sprog og også temmelig vilde sammenligninger. Og til sidst skrev han, der altså var min allerøverste chef, og som jeg aldrig havde mødt personligt, det så:

”Hvis du ikke kender mig, så skal du ikke blive forskrækket. Jeg kan virke ret voldsom på skrift.”

Ordene er citeret efter hukommelsen. For jeg var skræmt fra vid og sans og var sikker på, at min karriere som journalist var overstået, og smed omgående brevet ud.

Hvis nogen tager fejl, skal de have det at vide
Tøgers brev lærte mig nogle ting om journalistiske dyder lige på en studs. Man skal give den alt, hvad man har i sig, når man støder på dum overtro, og argumentere – fandeme også over flere sider, hvis det er nødvendigt. Man skal bruge hele sproget, alle virkemidlerne, hele spektret, så man får sin pointe igennem. Og endelig skal man ikke være bange for at sige sin uforbeholdne mening – heller ikke selv om man taler fra magtens centrum til den laveste i hierarkiet. For det er sagens indhold, det gælder. Og hvis nogen tager fejl, så skal de have det at vide. Også selv om de måtte føle sig små og sårbare. Ingen af os tager skade af det. Og man bliver ikke ekskluderet – heller ikke selv om chefen har en anden holdning end én selv.

At det var den samme Tøger, der mange år efter gik på knæ og begyndte at uddele undskyldninger til Muhammeds efterkommere og andre kulsorte ting, kan jeg kun se som et udtryk for en eller anden form for rationel tanke. Den rationelle tanke var han jo sådan set – om noget – kendt for. Jeg forestiller mig, at han har set sin egen løsning som en moden, eftertænksom og kompleks tilgang. Og som sådan respekterer jeg den. Den er fremsat i bedste mening – og den er et forsøg på at undgå, at tingene bliver så simplificerede, at man misser nuancerne.

Fanden skal ikke have så meget som en lillefinger
Desværre kan både jeg og mange andre også se i dag, at den tilgang til hele problemet omkring ytringsfrihed er helt forkert. Jeg forstår godt synspunktet – men i lyset af de seneste begivenheder i Frankrig er det ganske enkelt ikke relevant længere. For det er naivt. Det hører en tid til, hvor tingene ikke var blevet trukket så tydeligt op endnu, sådan som de er blevet det nu.

Vi skal nemlig ikke række hånden ud imod dem, der vil nedslagte os, fordi vi bringer en tegning i en avis. Brutalt sagt, så skal vi ikke give Fanden så meget som en lillefinger. Og den vigtigste årsag til, at vi ikke kan bruge den taktik at imødekomme fanatikere – religiøse eller politiske – er i grunden rent matematisk.

Pressens minister, statsminister Helle Thorning-Schmidt, sagde det så flot under sin tale ved uddelingen af Cavlingprisen den 9. Januar – få dage efter ravagen i Paris – ”Hvordan kan vi dele os efter anskuelser, hvis vi tror, der kun findes en måde at se verden på?”

Frankrigs præsident Francois Hollande hilser Helle Thorning-Schmidt velkommen på Elysee Palace i Paris, Frankrig. Foto: Polfoto/Chen Xiaowei.

Vi kan ikke acceptere en selvtægtkultur

Vi står altså i en konflikt.

Der er nogle – islamisterne – der vil fjerne muligheden for, at man kan have forskellige meninger. Og der er nogle – demokraterne – der vil fjerne muligheden for, at nogen kan bestemme det hele. Det er kampen imellem totalitær og demokratisk tænkning.

Den kamp er helt reel. Vi kan ikke på samme tid mene to forskellige ting, der samtidig udelukker hinanden. Men endnu vigtigere, så synes jeg, at vi skal huske på, at det ikke er tilfældige totalitære tanker. Det er tanker fra islamismen. Det er tanker fra helt andre samfund, end den Vestlige verdens.

Det giver sig selv, at vi ikke kan acceptere en selvtægtkultur, der pludselig vil håndhæve andre landes eller specifikke minoriteters love som generelle retningslinjer for adfærden her i landet. De love gælder jo slet ikke her. Dem har vi ikke drøftet og vedtaget på demokratisk vis. Og det ville svare nogenlunde til, at vi greb ind i udlandet, hver gang dansk lov blev overtrådt eller luthersk-evangeliske ideer blev krænket. Det går helt enkelt ikke. For så er man gået ind over en grænse – så er man jo i krig. Og det er der da også nogle debattører, der mener, at vi de facto er.

Politikens synspunkter er ekstreme

Bjørn Bredal fra Politiken sagde onsdag i sidste uge i Deadline, at det moderate synspunkt paradoksalt nok nu opfattes som det mest ekstreme. Men Politikens synspunkter, som baserer sig på underkastelse, er jo netop ikke moderate – de er derimod ekstreme. Det moderate synspunkt er at bevare status quo. Det moderate synspunkt er, at vi har ytringsfrihed, ligesom vi altid har haft det – for vi har mig bekendt ikke haft en folkeafstemning om, at vi skal ændre grundloven.

Derfor er det moderate synspunkt status quo. Vi vil hverken have stramninger eller knæfald. Vi vil ikke underkastes fremmede regimers totalitære tankesystemer, og vi vil ikke underkastes religiøse synspunkter, der for langt størstedelen af den Vestlige verdens befolkning, de kristne, er fremført af en falsk profet, mens de for alle andre, demokraterne, bare er komplet irrelevante. Det moderate er at ville bevare ytringsfriheden, som den er.

Som nævnt er en af de vigtigste pointer i debatten om demokrati og ytringsfrihed, at vi ikke kan dele os efter anskuelser, hvis vi ikke må være lodret uenige med hinanden. Det, der krænker den ene, er helt naturligt for den anden. Kvinder har ikke fået ligeret ved at undlade at krænke mænd. Arbejdere sad i 1800-tallet i fængsel for hadsk tale – fordi de ville have weekend. Derfor kan man heller ikke tage patent på én læsning af et udsagn. Og det har været en af de noget oversete konsekvenser af hele Muhammed-hysteriet i 2005.

Er bomben i turbanen ene og alene udtryk for hån?

Hvis man dengang havde vist Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen for en gymnasieklasse, der havde billedkunst, så ville de sikkert have haft mange spændende udlægninger af, hvad den egentlig forestiller, og hvad den egentlig skal eller overhovedet kan betyde. Er tegningen en gammel mands sure opstød over dagens politiske uorden? Er tegningen islamofobisk? Er den hadefuld? Er den satire?

Er den politisk satire? Religiøs satire? Er den racistisk? Er den ekspressionistisk og udtryk for den helt velbegrundede frygt hos tegneren, som i dag også får Danmarks aviser til ikke at ville trykke den? Er den derfor en slags advarsel? Skal den snarere ses som en raffineret blanding af menneske og mekanik, et kybernetisk miks af mand og bombe i ét – altså det, som semiotikere kalder ’en konceptuel integration’? Er det bare en sproglig metafor udtrykt visuelt – en muslim, der, skønt han ikke er terrorist, måske godt kunne siges at ville kunne ’eksplodere’ når som helst i vrede? Er tegningen et klassisk eksempel på orientalisme – ligesom Cirkelpigen og andre nostalgiske og sentimentale tegninger af ’det eksotiske’?

Er det en elegant litterær reference til den appelsin, der lander i en turban i lystspillet Aladdin, eller Den forunderlige lampe af Adam Oehlenschläger? Altså en billedlig parafrase over en national klassiker? Eller er den bare, ene og alene, kun og udelukkende, en hån af alle muslimer i hele verden? Vi er vant til i den Vestlige verden, at ting kan betyde mange forskellige ting. Men den frihed er taget fra Kurt Westergaard og fra hans tegning – og fra dem, der måtte have lyst til at se på den i Vesten. Nu betyder tegningen nemlig kun det sidste:

Vi kan ikke længere dele os efter anskuelse

Den er udelukkende en hån, en spot, en fordømmelse. Og på den måde har vi allerede tabt til de totalitære kræfter. Det er derfor, ingen aviser i Danmark vil vise den. Ikke, fordi vi ikke må tegne alt mere. Men fordi vi ikke længere er frie til at forstå tingene på forskellige måder. Vi er ikke længere frie til at dele os efter anskuelse – og derfor kan vi ikke diskutere tegningen og sammen finde ud af, hvad den betyder.

Det er mildt sagt noget andet, end da jeg voksede op i 1970’erne i en hvid ghetto i Holbæk. Dengang var man udmærket klar over, at det synspunkt, at kvinder nu engang ser bedst og mest naturlige ud topløse – det kan man sagtens opponere imod. Men man kan altså også godt have det. Og derfor kan ingen af de to synspunkter være enerådende. Det er, derfor vi i Danmark har en tradition for at trække en streg i sandet – og så bade på hver sin side, med og uden top.

At nogen så står med kikkerter og kigger over på den anden side, må være hykleri for deres egen regning og over for deres egen gud. I Danmark er det naturligt, at man kan have begge synspunkter. Og vi er endda moderate i den sammenhæng. I det gamle DDR satte man kun én slags advarsel op på badestrandene: ’Textilstrand’ stod der. Så var man ligesom advaret.

Vi har intet forbud mod at håne profeter

I debatten om ytringsfrihed siger det politisk korrekte hold igen og igen, at det at håne profeten Muhammed – som i den låste læsning ene og alene er det, man gør, hvis man trykker en Muhammed-karikatur – ikke løser noget. Men problemet er her, at selve det, at noget skulle håne en profet, og at dette skulle være problematisk, slet ikke er relevant i en vestlig kontekst. Der findes nemlig ikke noget land i Europa, hvor man har en national lovgivning, der siger noget sådant.

Og derfor er der alene tale om en læsning foretaget af nogen, der underkaster sig helt andre regler, end de, der er gældende i Europa og USA. Man kunne lige så godt kalde et interview med Dalai Lama for en unødvendig hån – det ville kineserne omme på den anden side af jorden jo sikkert synes – og undlade at trykke det af den grund.

Eller man kunne kalde et billede af en børnebrud fra Pakistan, hvor halvfjerds procent af alle nygifte brude ifølge UNICEF er under 16 år, for en hån – det vil mange i Europa nok synes, for her kan man slet ikke blive gift, før man er 18 år, hvis man da lige ser bort fra Skotland, hvor myndighedsalderen på dét punkt er 16. Vi kan kort sagt ikke underkaste os alle regler samtidig alle steder. Det er selvmodsigende og reciprokt udelukkende.

Mange terrorister er muslimer – alle muslimer er ikke terrorister

En avis udgivet i Frankrig underkaster sig fransk lov. En iransk avis underkaster sig iransk lov. De underkaster sig ikke hinandens – og alle andres også. Hvis man ønsker at følge den lokale skik, så tager man sine sko af i en moske, ligesom man ikke går barfodet ind i en katolsk kirke. Det er ikke ligegyldigt, hvor man er – og det går bestemt ikke, at man slæber den omvendte kultur med ind til sine nye naboer, når man er turist, eller hvis man vælger at emigrere.

Muslimer er nok turister, men de er ikke terrorister, selv om terrorister for tiden ofte er muslimer. Det er en gammel sandhed, vi har helt fra den græske filosof Aristoteles, at hvis man bytter om på de to forhold, så begår man en fejlslutning. Alle grækere er dødelige, men ikke omvendt. Så hvis man sammenblander muslimer og terrorister på dén måde, så begår man selvklart en uretfærdighed.

Og det gør man også, hvis man bare insinuerer den sammenhæng. Man skal efter min – og grundlovens – mening snarere se helt bort fra islam, og i øvrigt alle andre religioner, og så spørge, om folk overhovedet kan underordne sig den vestlige verdens civilisation og jura eller ej? Hvis de kan det, er der ingen hellig ko på isen.

Derfor er en genoptrykning af Muhammed-tegningerne eller af Charlie Hebdos satire om Muhammed heller ikke en hån imod herboende muslimer – for hvis de ellers er fuldt integrerede og juridisk helt på linje med både hr. og fru Hansen, så vil de slet ikke opfatte det sådan. De vil opfatte det som helt lovlig satire. Som noget normalt. Som noget, der er acceptabelt. Muligvis som utrolig dårlig humor. Men det er der jo så meget, der er.

"Muslimer er ikke terrorister". Billede taget i forbindelse med en tavs demostration i Farnese Square for Charlie Hebdo foran Farnese Palace, den franske ambassade i Rom. Foto: Polfoto/Claudio Peri.

Fremtidens fundamentalt multietniske samfund

Men man kan selvfølgelig forestille sig det modsatte. Nemlig at der er muslimer, som – skønt de ikke er terrorister – faktisk stadig heller ikke forstår eller, skønt de netop forstår, overhovedet vil underordne sig Vestens love. Rapporterne om et stort antal muslimske skolebørn i Frankrig, der nægtede at rejse sig i klassen under et minuts stilhed i kølvandet på massakren på vores kolleger på Charlie Hebdo, siger en del om, at integrationen har noget tilbage at ønske.

Fremtidens fundamentalt multietniske samfund, som er ved at opstå her i Vesten, er baseret på, at man netop forstår de vestlige værdier og underkaster sig dem og sætter dem over sin egen private religion. Vesten er jo i øvrigt det eneste sted, hvor et sådant samfund overhovedet kan blive en realitet; kristne er i dag officielt den mest forfulgte religiøse minoritet på verdensplan, og det gælder ikke mindst i Mellemøsten.

Kampen mod islamismens totalitære tankesæt er slet ikke radikal, men derimod netop et forsvar for hele det multikulturelle samfund, herunder et forsvar for de muslimer og jøder og baptister og ateister, der måtte have lyst til at leve i det. For man kan, som Flemming Rose var inde på i Deadline forleden, ikke have et samfund, hvor der bliver flere og flere forskellige stemmer – uden samtidig at tillade alle de stemmer at ytre sig frit samtidig.

Kriminaliteten kommer fra ghettoerne

Det er et udbredt synspunkt, at det er vigtigt, at vi ser på den enkelte gerningsmand frem for på religionerne og ideologierne. Vi må ikke sige, at det var en muslim, der begik angrebet på Charlie Hebdo. Det er en tankegang, man kalder systemisk, og som man for eksempel også bruger i terapi, når man behandler pædofile forbrydere. De ’er’ ikke pædofile. De har bare begået en pædofil handling. På samme måde ser man ikke på terrorister som muslimer, men som netop terrorister. Eller endnu bedre som unge mænd, der har begået en enkelt terroristisk handling. Det er meget muligt. Men det er også vigtigt, at vi så i det mindste ser på, hvorfra kriminaliteten kommer. Og i dag ved vi godt, at den kommer fra ghettoerne.

Frankrig har i dag 4,4 millioner indbyggere, der bor i parallelsamfund, vi slet ikke i vores vildeste mareridt kan forestille os – de såkaldt zones urbaines sensibles, hvor statsmagten end ikke kan komme ind med redningskøretøjer længere, og hvor sharia fungerer som et parallelt juridisk system ved siden af fransk lov. Og dagen inden udslettelsen af stort set hele Charlie Hebdos redaktion bragte danske medier nyheden om, at der nu i Danmark er tre postnumre, hvor antallet af indvandrere overstiger antallet af etniske danskere.

De sammenhænge burde være et forhold, man kunne tage op på en sober måde i politisk sammenhæng – også uden at blive kaldt racist – især fordi man netop ved at konfrontere ghettoproblemet får flyttet fokus hen på radikaliseringens årsag og ikke på den tilfældige eksponent: Muslimsk radikalisering er et storbyfænomen. Der er ingen radikaliserede muslimske unge mænd i hverken Tønder, Løgstør, Gedser eller Hundested.

Hvem siger, at en tegning af Muhammed er en hån?

Den store skare af kyste mediefolk spørger i dag dem, de kalder for ytringfriheds-fundamentalister – det er sådan nogen som mig – hvorfor tegninger som Kurt Westergaards egentlig pinedød skal genoptrykkes? Man kan passende vende det om: Hvorfor skal de pinedød ikke? Det klassiske argument imod en genoptrykning er, at skønt man går ind for en ytringsfrihed, som er total og helt uden risiko for fysiske overfald eller andre repressalier, så behøver man jo ikke ligefrem at krænke andre, når man nu ved, at de har så forbavsende let til tårer.

Eller som vi har hørt efterhånden til kvalmepunktet, så har man ytringsfrihed, men ikke ’ytringspligt’. Selv om vi gerne må tale frit, så er der ingen grund til at håne. Men hele den konstruktion er dybest set bornert. Den er, paradoksalt nok, en umoderne, reaktionær tilgang. Den svarer nemlig, i analogi, præcis til, hvis man siger, at man skam går ind for, at kvinder kan klæde sig, som de vil, uden at de behøver at frygte at blive voldtaget på grund af deres eventuelt udfordrende påklædning – men at de jo heller ikke ligefrem behøver at skeje ud, når de nu ved, at der er mænd, som har forbløffende svært ved at styre deres lyster.

Jeg spørger: Hvem siger, at en tegning af Muhammed er en hån? Hvem skal bestemme det? Hvem skal bestemme, hvornår den må udløse vold? Og i analogien: Hvem skal definere ’anstændig’ påklædning? Hvem skal bestemme, hvornår udfordrende tøj ’lokker’ – og hvornår det retfærdiggør en voldtægt? Mit svar er, i begge tilfælde, at vi slet ikke skal gå den slags krænkelseskultur i møde på nogen som helst måde – overhovedet. Man må klæde sig, præcis som man vil uden at blive voldtaget i Danmark. Og man må tegne og trykke, præcis hvad man har lyst til, uden at nogen må gøre én noget fysisk som konsekvens af den grund.

Angst er the new normal

Flemming Rose sagde forleden frigørende på TV, at han dybest set er bange. Og at Jyllands-Postens manglende mod til at genoptrykke Muhammed-tegningerne simpelthen skyldes – frygt. Hold da op. Det er altså the new normal.

Ja, det er det faktisk. I hvert fald, hvis Europa ikke er sig sit ansvar modent og nu gør noget fra politisk hold – og hvis den samlede danske presse som branche ikke reagerer med en solid manifestation. Det sidste kan man undre sig over, endnu ikke har fundet sted helt spontant – og at man i stedet fodslæbende er krøbet til korset og har erkendt, at man ganske enkelt ikke har det mod, man ellers kunne forvente sig af de chefredaktører, der i gamle dage ikke var for fine til gå i brechen for deres fagligheds fundamentale værdier.

For som Jens-Martin Eriksen var inde på i Information forleden, så kan man kun massakrere en redaktion, hvis den står helt alene. Hvis vi alle stod sammen, skulder ved skulder, ville ingen være oplagte mål.

En gruppe demonstranter under en massiv offentlig demonstration aftenen efter angrebet på Charlie Hebdo. Foto: Polfoto/Nigel Dickinson.

Den demokratiske diskussion sluttede i 1849

Men måske behøver man slet ikke at genoptrykke Muhammed-tegningerne. Så sjove var de jo trods alt heller ikke. Man burde måske i stedet lave nogle nye – og værre. Eller også kunne man – set i lyset af, at hele denne konflikt muligvis snarere er oplysningspædagogisk end presseetisk – genoptrykke paragraf 77 i grundloven på forsiden af alle landets aviser. Den siger det nemlig uden pis:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Den voldsomme debat om ytringsfrihed i kølvandet på massemordet i Paris er bizar. For grundlovens tekst er slet ikke til diskussion – den er derimod udtryk for, at vi har haft en diskussion, en demokratisk diskussion, der sluttede så langt tilbage som i 1849.

At nogle kan finde på at kalde det fuldkommen moderate synspunkt, at man ikke ønsker de basale rammer for en fredelig og demokratisk samtale indskrænket af voldelige psykopater underlagt totalitære ideologier, for aggression eller optrapning af konflikt, er forstemmende. Al den stund, at der alene er tale om helt stilfærdig assertion.