Verdens værste vært

Skrevet af

Mikael Jalving
ph.d

32 artikler

0 indlæg

Der er alt for meget Blachman og alt for lidt Thomas i Thomas Blachmans nye tv-show ”Blachman”. Det er Blachman, der er problemet – ikke emnet eller ideen. Det er Blachman-copy-paste og det er pinligt.
 
En uuddannet fortune cookie-filosof med kulturelitære aspirationer, kendt fra en dansk kopi af et amerikansk karaokeprogram, kigger på kvinder med sine drukvenner.
 
Læder, lir og selvlækre mænd
Der er to ting at holde af i Thomas Blachmans nye tv-show ”Blachman”. Det ene er læderremmen til hans armbåndsur, det andet er den lædersofa, han og gæsten sidder i. Resten er noget hø – eller for at sige det, så den kreative klasse forstår, hvad jeg mener: Programmets koncept – at føre en spontan, beåndet samtale om kvindelig skønhed igangsat af 12 kvinder in the flesh – er oplagt to årtier inde i slørets århundreder, men værten står i vejen. Blachman er problemet – ikke emnet eller ideen.
 
Blachman og Sonnergaard i XL body mass index
 
Gæsten i første afsnit er ellers ingen ringere end selveste Buddha alias forfatteren Jan Sonnergaard, som må have fordoblet sit body mass index, siden han udgav novellesamlingen ”Radiator” engang tilbage i 1990’erne, og blev en stor mand i Danmark. Siden er han tilsyneladende kun vokset, og jeg kan umuligt være den eneste, som i løbet af den lille halve time på DR 2 i går aftes sad og frygtede, at den stakkels mand fra Nordvest skulle eksplodere med et brag på størrelse med en eid-fest i DR-Byen.
 
I stedet tog Jan Sonnergaard det pænt. Han tog det pænt, at Blachman knap nok gav ham tid til at svare andet end almindeligheder, før Blachman igen og igen skiftede emne, eller lod som om han var høflig og foregav at være ærlig, når han talte om de to afklædte kvinder, som Blachman havde sat stævne i studiet.

 
En god røv, som bare lige skal fordøjes? Ja siger Blachman.
 
Det er muligvis forkert, men jeg tror ikke, at Blachman var ærlig. Jeg tror ham heller ikke, når han påstår at være træt af at se porno. Jamen, så hold en pause – og vend stærkt tilbage. I stedet fik seerne postuleret høflighed, eksempelvis da Blachman bad den første kvinde om at vende sig om, så han kunne se hendes røv. Alle mænd ved deres fulde fem tænker ”næste!”. I stedet mumlede Blachman noget med, at synet skulle fordøjes. Det er muligvis lyrik tiltænkt det relancerede DR 2, men ligesomBorgen” er det løgn. De fleste mænd véd i løbet af 4-5 sekunder, om de har lyst til at knalde en kvinde, eller til at se hende igen, og har ikke brug for at fordøje noget. Hvis de da ellers er i kontakt med deres natur.
 
Big Buddha versus Blachman
Se, her kunne der have opstået et spændende møde mellem natur og kultur, personificeret ved den livskloge Buddha i sofaen og den tilsyneladende kronisk umodne Blachman, der med alderen – netop fyldt 50 – lyder mere og mere som en teenager på speed, hvis man ignorerer hans tonale krukkethed, som er i en liga for sig, og som ikke engang Suzanne Brøgger kan konkurrere med.
 
Men emnet forduftede – ligesom min interesse. Blachman evner ikke at holde fast i en tanke i mere end få sekunder, før han er videre til næste association. Og er man interesseret i menneskelig narcissisme, kan man med fordel studere, hvordan Blachman skruer sig op til sine retoriske crescendoer undervejs. Det er samme teknik hver gang, og dem, der allerede har set bare et afsnit af ”X-factor” vil vide, at det er ren copy-paste.
 
Blachmans copy-paste-porno
Blachman copy-paster altså sig selv, og det er enerverende, for ikke at sige tå-krummende, at betragte. Der er øjensynligt ikke noget originalt stof tilbage, selvom manden til stadighed ævler løs om netop dette geniale, originale moment, som han gerne vil gestalte i musik, kunst og vistnok også i politik. Blachman genbruger sig selv, gør han, han opfinder ingenting, og det er ganske sigende, at Danmarks Radio er hoppet på limpinden al den stund, at stationen er ledet af nulliteter og papegøjer.
 
Lige et par ord om de to kvinder. I al deres sårbarhed vinder de respekt. Den første smiler høfligt overbærende af værtens sproglige uformåenhed, den anden stoisk og mildt, som forstadsbuddhaen da også får sagt i en vellykket, men halv sætning midt i Blachmans selvantænding.
 
Lettere og mere ligegyldigt end Jørgen Leth
Hvis dette er Thomas Blachman, er det ikke Jørgen Leth, hvem nogle måske vil sammenligne tv-gøgleren med. Jørgen Leth taler rigtignok også meget om kvinder, men han gør det kemisk renset for bedreviden, og desuden kan han fortælle historien om sig selv i flere tempi, og – synes i hvert fald jeg – uden at det bliver repetitivt. Og ja, så kan han skrive. Det kan Blachman beviseligt ikke.
 
I stedet kunne Thomas Blachman med sit nye show have sænket paraderne, sluppet tiraderne og givet seerne noget af sig selv, men det mangler vi endnu at se ske. Igen må vi nøjes med Blachman – brandet Blachman. Set herfra kan det kun gå fremad, selv om verdens værste vært får point for sin smag inden for læder. Gad vide, hvad DR har betalt for dette makværk?
 

Relaterede artikler

Ser De også for meget porno? - Programmet Blachman er ikke kun et forsøg på at relancere en neo-konservativ kønspolitik, det er også tom sensationalism...
Den endelige sandhed om dødsstjernen DR - Hele pamper-parnasset piber over, at kulturministeren vil rundbarbere DR´s budget på 3,9 milliarder – endnu en gang. Ind...

Giv din stemme

57 stemmer
3,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

59 JOB

Head of PR

Se alle job Indryk job

Job

Art Director

Frist: 31. december

Politisk-økonomisk analytiker

Frist: 6. januar

Kommunikationsspecialist

Frist: 13. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tag med til K-dag

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.