Venstres fire fejlslutninger om folkelighed
1. Lars Folkelighed tæller mere end forstand. Nej.
Fogh er ufolkelig og kold. Efter at Venstre har været ved magten i årtier ved at være mere kompetente end folkelige, vil de nu fastholde magten ved at være mere folkelige end kompetente. Noget af en kovending. Tanken er, at kovendingen i sandhed er en repositionering af Venstre. Mærkelig argumentation. Udfra devisen ’vi har vundet på at være ufolkelige’ kan vi nu vinde igen ved at være folkelige.
2. Lars bliver folkelig af jobbet som statsminister. Nej.
I Venstre håber de, at jobbet som statsminister af sig selv vil gøre Lars til en folkekær statsminister. Intet kunne være mere forkert. Du bliver ikke folkelig af jobbet. Jobbet er blot lettere, hvis du er folkelig. Tænk blot på Fogh, der ikke ligefrem er blevet mere folkelig af jobbet som statsminister. Snarere det modsatte. Fogh er mere og mere kommet til at ligne den fjerne eurokrat, han altid har drømt om at blive.
3. Lars er folkelig. Nej. Lars er menneskelig
Lars er ikke folkelig. Han er, som folk er flest. Han er menneskelig. Han fedter med sine og andres penge. Han nyder livet. Her er meget langt fra Anker Jørgensens nøjsomme lille toværelses i Sydhavn og den slidsomme arbejdersøn Nyrup fra Esbjerg. At være folkelig er at være elsket af folket. At være et sindbillede på, når folk er bedst. At være menneskelig handler om at blive forstået af folket. Det sidste er der ikke meget statsminister over. Her er man blot en synder.
4. Lars kan blive folkelig på et ufolkeligt mandat. Nej.
At overtage et statsministerium uden valg er en svær opgave. Den, som overtager, har ikke fået prøvet og vundet sit folkelige mandat. Det er ufolkeligt. Lars kan ikke være sandt folkelig, når mandatet er ufolkeligt. Tilbage står, at han bryder Venstres kontraktpolitik ved ikke at ville indgå en ny kontrakt med det danske folk. Lige meget hvor jovial og menneskelig han end er.
At se Lars’ folkelighed som hans største styrke er derfor helt forkert og fejlagtigt. Det er en stor fejlslutning, som i værste fald kan betyde, at Lars bliver en traumatisk overgangsfigur, indtil skatteministeren, Lene eller Helle har samlet folket bag sig.
