
Fremover er det slut med at ytre ønske om at kvæle
en "fucked up medicineret psykisk syg" servicemedarbejder på
Christiansborg, hvis vedkommende ikke lukker "sin forudsigelige
røv bare en gang imellem".
Efter Venstres seneste Facebook-farce - denne gang begået
af kommunikationskonsulent Ditte Okman - erkender spindoktor
Søs Marie Serup, at partiet har
behov for en social
media-politik.
Søs Marie Serup har selv været med til at skabe
behovet for en sådan politik efter i flere omgange at
være kommet i Facebook-modvind i pressen.
Først kaldte hun på Facebook den danske presse for
"sølle", fordi den ikke kunne gennemskue statsminister Lars
Løkkes kommende "genistreg" under sidste års
klimatopmøde. Og siden lød det ironisk fra samme
Søs, at Danmark var "et dejligt land at lege med politik i",
når vi altid "flejner på tværs", hvis nogen truer
med at tage skattelettelser
fra os.
Som privatperson?
Hver gang har undskyldningen til de ikke så polerede
bemærkninger lydt, at vedkommende ikke havde udtalt sig som
statsministeransat, men udelukkende som "privatperson".
Lidt samme retorik forsøgte partiets tidligere formand,
Anders Fogh Rasmussen, sig med, når han fra tid til anden i
pressen pludselig forsøgte at udtale sig som privatperson i
spørgsmålet om, hvorvidt bøsser og lesbiske burde
få lov til et kirkeligt bryllup, og om, hvorvidt den danske
presse burde have trykt Muhammedtegningerne eller ej.
Men det var meget svært for Fogh at få presse og
befolkning til at forstå opdelingen af udtalelser i
kategorierne "statsmand" og "privatperson". Og ligeledes har det
været meget svært for Venstres pressetjeneste at
trænge igennem med antagelsen om, at Facebook var et meget,
meget privat forum, hvor diverse udtalelser fra Christiansborg
kun var tiltænkt de nærmeste venner og ikke de cirka
2,2 mio. øvrige danskere (inklusive journalister), der har
oprettet sig på Facebook.
Kig på Coca-Cola
Og nu udarbejder Venstre altså (endelig) en politik for
medarbejdernes brug af sociale medier. Her kan partiet måske
lære lidt af brandingekspert numero uno: Coca-Cola. ??
På tre sider stiller virksomheden meget enkelt principperne
op for dens ansattes udgydelser på de sociale
medier.
Først husker sodavandsfabrikanten sine ansatte på de
fælles værdier (her kunne Ditte Okman være blevet
mindet om, at Venstre blandt andet skal hjælpe de svage).
Dernæst opstiller Coca-Cola en række krav for alle
ansatte - uanset om man taler på vegne af eller blot har
referencer til virksomheden - som når Okman snakker om
ansatte på Christiansborg, eller når Søs Marie
Serup omtaler den "sølle" presse.
Her er Coca-Colas bedste råd, at man altid skal huske, at
de beskeder, der er rettet mod venner og familie, altid kan blive
videresendt. Man skal altså ikke tro, at man er i en tryg,
privat sfære, når man meddeler noget på sin
"private" Facebook-væg. Det måtte Okman sande, da
hendes statustekst og kommentarer blev foreviget af journalist og
forfatter Michael
Jeppesen.
Tre vigtige principper
Dernæst opstiller Coca-Cola ti principper til brug for
virksomhedens talsmænd. Her følger de tre bedste, som
ville kunne holde Venstres pressetjeneste fri for mange
skandaler:
1: Husk, at du repræsenterer firmaet. Som
repræsentant for firmaet er det vigtigt, at dine indlæg
har samme positive og optimistiske holdning som firmaet har i
dens øvrige kommunikation. Hav respekt for alle individer -
uanset etniske, kulturelle eller religiøse forskelle. Din
opførsel på de sociale medier afspejler ikke blot dig
som person, men hele firmaets værdisæt.
2: Husk, at indhold på internettet ikke forsvinder. Selv
om du senere sletter eller forsøger at gøre indlæg
anonyme, vil dine udtalelser online stadig kunne findes - eller
allerede være gemt.
3 (og ikke mindst): Når du er i tvivl - så lad
være med at poste.
Selv om rådene fra Coca-Cola reelt kun gælder,
når man udtaler sig direkte på vegne af selskabet, er
det vigtigt at huske på, at mange modtagere af ens budskab
kan have mere end svært ved at skelne mellem, hvornår
man skriver som privat eller offentlig person. Ikke mindst
når man - som i politik - gerne skal praktisere, hvad man
prædiker (OK, det lyder bedre på engelsk, men
gælder stadig på dansk).
Grænser for dumhed
Kritikere vil straks hævde, at det er et angreb på
vores ytringsfrihed. At vi har lov til at være i fred
på de sociale medier. At hvad vi skriver på Facebook og
Twitter, ikke kommer andre end vores venner og followers ved.
Men ville du, kære kritiker, selv offentliggøre
på Facebook, hvis du pjækker på grund af
tømmermænd, eller fortælle om dine
whereabouts, hvis du lige har udøvet forsikringssvindel?
. Er man nogenlunde begavet, har man allerede i dag lagt flere
bånd på sig selv på de sociale medier, end man
måske ville gøre i telefonen til sin bedste
ven.
Selvfølgelig behøver tonen på Facebook ikke at
være lige så stiv, som var det en pressemeddelelse til
Ritzau. Men hvis du poster indhold, der er i klar modstrid med de
værdier, dit firma repræsenterer, skal du ikke ligefrem
forvente at blive kåret til månedens medarbejder.
Forvent altid, at kollegaen, chefen og din kommende
arbejdsgiver før eller siden læser med. Og jo mere du
og din arbejdsgiver er i medierne, des større risiko er der
for, at det, du skriver, kan og vil blive brugt imod dig i en alt
andet end privat kontekst.