Vender Waterfront-sagen?

At Waterfront havde ansat en journalist for at forhindre, at han skrev kritisk om DSB, lød uhørt og ufatteligt. Måske fordi det slet ikke var rigtigt! Muligvis er sandheden mere nuanceret og kompliceret, måske er DR's afsløring slet ikke den afsløring, vi har troet? Mens DR's skarpt optegnede helte- og skurkeroller fortoner sig i spin, spekulationer og modspin, er det mest givne, at den offentlige tillid til Public Affairs som fag og forretning har lidt ubodelig skade.
af Jesper Højberg Christensen
Waterfronts direktør Lars Poulsen har hele tiden konsekvent hævdet, at der ingen kontrakt var med DSB vedrørende Lars Abild. Det fremgår senest af den mail, Poulsen har rundsendt til folketingspolitikere. Det har hidtil lydt som en hul benægtelse, for vi har jo alle læst den skandaløse mail til DSB, hvor Lars Poulsen skriver, at han ikke kan blive ved at holde Lars Abild beskæftiget uden fornyelse af aftalen. Men måske er Danmark mest utroværdige PR-mand troværdig lige på det punkt med, at der ikke var nogen aftale!
 
Waterfront: Vi er ofre
I et nyt stort opslået interview på Journalisten  får vi i hvert fald et udsagn om skandalen, der kan udlægges sådan. Han og Waterfront er ofre, lyder det patetiske budskab på overfladen. Formen er en Lance Armstrong værdig i sin klynkende patos og selvretfærdighed. Det skygger dog ikke for en ny mulig version af sagens anklager i udredningerne. For Lars Poulsens redegørelse kan let læses som en indrømmelse af, at mailen bare var et forsøg på at presse den faste aftale ekstra - en såkaldt retainer - som Waterfront havde med DSB, til en forlængelse, og til at holde sin pris. Hvilket er noget andet end, at DSB har accepteret en kontroversiel og uhørt ulovlig kontrakt.
 
99,9% af alle kunder....
Vi har desværre ikke set, hvad DSB’s chefjurist Peter Nedergaard svarede på mailen. Her må vi derfor gætte på forløb og indhold.  Nedergaards svar kan jo sagtens have været ”rend og hop”, altså, at DSB var ligeglad med, hvilke medarbejdere Waterfront beskæftigede, og i hvor mange timer. Det ville 99,9% af alle kunder gøre, hvis de så det som primitiv bureaupression. Særligt fordi Lars Abild hele tiden har skrevet kritisk om DSB, også under samarbejdet, hvorfor Waterfront i al fald ikke har leveret varen i forhold til  en postuleret ”kontrakt” omfattende kritisk presse. Hvorfor skulle DSB betale for noget, DSB ikke fik – ud over, at ingen med sund dansk fornuft ville tro, man kunne købe tavshed for penge?
 
Den "meget uskyldige” journalist Lars Abild
DR har ikke fremlagt eller fået hele mailudvekslingen, så vi kender ikke den samlede mailkommunikation. En ting er dog sikkert. Vi ved, at den hidtil ”meget uskyldige” journalist Lars Abild ikke er så uskyldig og uvidende endda. Ifølge BT  indrømmer han nu, at han alligevel udmærket vidste, at DSB var kunde hos Waterfront. Han talte altså usandt i første omgang. Og det DSB, som hans journalistiske karriere baserede sig på at kritisere, var samtidig en stor kunde i det PR-firma, han arbejdede for i 30 timer om ugen. Resultatet var dobbeltrollen som kritisk journalist og PR-mand mod og for en og samme kunde. Så har Lars Poulsen, og måske også Lars Abild bare siddet sammen og/eller hver for sig, og prøvet at presse penge ud af DSB? Vi ved det ikke, men vi ved i hvert fald fra Lars Poulsens lange livshistorie og mange sager, at han ikke er bange for at bruge pression og trusler i andre sammenhænge.
 
Nu hvor alle vi journalister og meningsmagere i en uge har rendt i én og kun én retning, er det måske ved at være på tide at standse op og spørge lidt mere kritisk til vores antagelser og ensartede vinkling af sagen. Personligt finder jeg nu, at det er helt åbent, om der var en reel eller stiltiende vanvids-aftale mellem dele af DSB-ledelsen og Waterfront om at stække Lars Abild, eller om sagen er, at Lars Poulsen og måske også Lars Abild mere er små plattenslagere, der forsøger at presse penge ud af DSB for at fortsætte deres fagligt tvivlsomme lobbyvirksomhed på transportområdet. Så undersøgelsen bliver spændende – hvis altså ikke kilderne, hvoraf nogle virker godt møre, synger færdigt, inden de to måneder er gået.
 
Hvis vi lige afprøver den hypotese, jeg ovenfor forfølger som et andet muligt spor, så er det umiddelbart svært at forstå, hvorfor Jesper Lok ikke allerede i 21 Søndag lægger historien ned ved at sige, at det bare er tom pression mod DSB. Ud over forsigtighed kan det skyldes de forhold, der nu vælter frem af skabene om Waterfronts lobbymetoder og DSB's generelle samarbejde med Waterfront om politisk påvirkning.
 
Fokusskiftet fra Waterfront-miljøets metoder ift. kritisk presse til deres lobby-håndtering for DSB og andre, blev forstærket af Altingets afsløringer af Waterfronts metoder med at lave dækorganisationer til skærm for private sundheds- og klimainteresser. Sammen med BT's gengivelse af Waterfronts meget primitive interessent-analyse med farverige pseudopsykologiske profiler af transportpolitikere, vil det sikkert ødelægge også seriøst PA-arbejde i forhold til Borgen et godt stykke frem.
 
Det giftige for DSB og Jesper Lok er her ikke det fagligt pinligt lave niveau af interessentanalysen, men det faktum, at DSB beviseligt laver direkte politikpåvirkende Public Affairs arbejde. Så her er vi inde ved et  PA-tabu i hele DSB-sagen: At DSB som andre statslige virksomheder, fx DR, må bedrive lobbyisme for at overleve. De må analysere, argumentere, lave forslag og påvirke på deres transportområde, men det sker i en gråzone, hvor de ikke kan leve med, at det kommer frem. Jesper Lok kan ikke forsvare det offentligt og vil derfor komme til at beklage det, når undersøgelsen fremlægges. Altimens det nødtvungent må fortsætte, forhåbentlig bare med sundere metoder og uden brug af de private mail-konti, medarbejderne nu er henvist til at bruge. Første skridt har DSB taget i dag ved at opsige deres kontrakter med alle deres PA-rådgivere.
 
Hvis den nye hypotese holder, bliver DSB altså frikendt for hovedanklagen omkring den ’så forargede’ Lars Abild og den lidt for fantasifulde model for inddæmning af pressekritik. Og Jesper Lok har god chance for at stå som oprydderen og direktør for det nye og etisk bedre DSB. Men selvsagt ikke for tidligere tacklinger af kritiske journalister og ikke for at have valgt dubiøse rådgivere gennem adskillige år. Men dog i anklagen fra 21 Søndag. Og DR Søndag står så tilbage med det problem, at den storm, de har pisket op på basis af en formodet tidligere Waterfront medarbejder (der jo også kan være Lars Abild selv, hvis man kritisk læser hans svar i dagens BT, var en storm i et glas vand. Hvad der sker med resten af skandalens personer, er næppe overraskende. Lars Abild har journalisterne nu taget i hans første løgn, så der er muligvis nok flere. Og Lars Poulsen og hans håbløse interessentanalyser samt hans dækorganisationer for klima og sundhed vil ingen længere tage alvorligt. Waterfront og Poulsen står uanset udfald tilbage med et uløseligt troværdighedsproblem.
 
Selv om Waterfronts metoder mere er en røst fra graven end fremtidens åbne tilgang, er de virkelige tabere i alle udfald af sagen de mange medarbejdere i organisationer og rådgivningsvirksomheder, der arbejder med politisk og offentlig samtale og dialog om samfundets retning. Deres mere professionelt håndterede PA-felt bliver nu igen-igen omgærdet af smuds, og tilliden til politik, Public Affairs og offentlig virksomhed når nye lavpunkter. Her blev Waterfront-sagen Public Affairs disciplinens Watergate, som det vil tage tid for nye generationer at komme sig over. 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job