Åd af sin søster

’Falsk advokat slog graverens far ihjel’ – seks ord fyldt af bedrag, drama og død. Det er kunst. Det er Ekstra Bladets forside. Det er stedet, som ingen ønsker sig omtalt på, og som alle stjålent spejder efter. Forsidens budskaber er udtryk for en nærmest religiøs dyrkelse af livets absurditet og de dunkle drifter. Men Ekstra Bladets oplag styrtdykker, og en dag lukker dette udstillingsvindue for lejlighedsdigtning vel. Inden da bør forsiden sikres plads i en lærebog for kommunikatører.
Lad os kaste et blik i Ekstra Bladets retoriske skattekiste og slamkiste for at se, hvad der har ophobet sig de seneste tredive år. Formålet er ikke blot at grine og gyse, men også at lære et trick eller to om at fange opmærksomheden og forme folkestemningen.
 
Ekstra Bladets forsider
Usædvanlige måltider – 2006 og 1980
 
Det usædvanlige midt i det velkendte virker som en syl i sjælen. Haps, haps. Snup Ekstra Bladet og en hotdog. Eller en bid af en bekendt. Bemærk, hvordan kannibal-historien fra 2006 bliver meget bedre af det oplyste familieforhold. At spise sin egen søster er jo kulinarisk incest, mere graverende og derfor underholdende at læse om, end hvis blot en fremmed var blevet ædt. I 1980 fortalte avisen om en anden lækkerbidsken for de hundesultne. Især billedet virker godt, med sit gab at begrave læserens kastraktionsangst i. Og for dem, der ikke kan få nok, er der flere godter at hente nederst på siden i 1980-eksemplet: ”Ankers datter spiste aber”. Velbekomme på forsiden!
   
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Ingen højere? – Begge forsider fra marts 2004
 
Sex er – surprise – drivmidlet i det meste af Ekstra Bladets lyrik. Det vil sige ikke kedeligt kærlig sex, men derimod sex af en slags, som driver af død og destruktion. Ekstra Bladets sex er gerne voldtægt. "Voldtaget i elevator mellem to etager" som det hed på forsiden i marts 1980. Detaljen med etagerne fanger fantasien og fascinerer. Hvilken djævelskab. Illustrationerne ovenfor stammer fra en og samme fynske sag. Der er fem dage imellem de to forsider, tid nok til at forargelsen kan ganges helt op i det gule felt.
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Offentlige ofringer – 2005 og 2003
 
Sex er ofte noget, der forøves af en anonym "hættemand". Han dukker med jævne mellemrum op på forsiden. Det samme gør et "sex-uhyre". Og mens forsiden venter på disse mytologiske skikkelsers ankomst, kan den opfinde nye. Lige pludselig kører en serie forsider i 2005 om en "Dr. Klam", som berører patienter intimt. Kvinder er i det hele taget ofre for klamme stoddere, men da det forhold kan virke lidt trivielt i længden, vender Ekstra Bladet bunden i vejret på de kvindelige ofre ved at trylle med overskrifterne, som falder i to dele: det med stort og så det med små bogstaver. Vi ser i eksemplet fra 2005 kæmpepløkkerne og forbinder kvindeansigtet med "luder". I virkeligheden er kvinden dog ikke luder, men hængt ud af sin svigermor som en sådan. Eller i 2003: Kvinden på billede "knaldede" en lurer. Man skal ned i de små uskyldshvide typer for at få hele historien. Det er en bogstavleg med fantasien, en delikat juridisk balancegang mellem fakta og fiktion.
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Det vildeste redaktionen kan forestille sig –  2008 og 2004
 
’Truffet beruset på bar for homoseksuelle mænd’ hedder det aldrig, og vi mener seriøst a-l-dr-i-g, på Ekstra Bladets forside. Der er jo hverken tale om Politiken eller en politirapport. Næh, Ekstra Bladets forsidetekst skal altid uden besvær kunne brøles ud i en brandert eller synges som en slagsang. Derfor hedder det selvfølgelig ”Stangstiv på bøssebar”. Mærk efter med tungen, det føles som en kæp i øret. Passer perfekt til kongelige og lignende ophøjede skabninger.
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Sportslige sprogknuder – 1983 og 1984
 
Forsidernes mest kreative poesi udspiller sig i sportens verden, men ikke udelukkende der. Sporten er et forholdsvist tomt og per definition fiktivt felt, som frit kan fyldes med symboler og sprogblomster. Et oplagt sted at plante en ellers rodløs fædrelandsfølelse. Efter en landskamp i fodbold forlanger folket en sproglig finte. Slår Danmark skotterne, bliver det til "McSejr", taber Danmark til Ungarn er det noget "Budapis", og så er det ellers derudaf med italiensk spaghetti, russiske bjørne og man kunne blive ved. Enden på komedien hedder med et genialt glimt i øjet "Farvelkjær".
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Kampagner med kant – fra 1979 og 1991
 
I kampagnerne rykker Ekstra Bladet tæt på reklamens udtryksformer. Her er destillerede tekster og velovervejede billeder. Uforglemmelig er den skeleterede havfrue under atomskyen. Teksten parafraserer titlen på et kirkemaleri i Lübeck. "Øjebæ" om grim arkitektur nåede frem til optagelse i de officielle ordbøger, men vandt vist ikke varig indpas i hverdagssproget.
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Skriget fra folkedybet – begge 1997
 
I 1997 kom "De fremmede" på forsiden – og på tværs af enhver politisk korrekthed. Ekstra Bladets røde bomærke fik i kampagnens anledning arabisk tekst, som havde de fremmede allerede overtaget fædrelandet og presset det danske sprog ud. Dansk Folkeparti, der havde eksisteret i to år, syntes pludselig at få en tydelig stemme i dansk presse. Nogle kommentatorer mente, at Ekstra Bladet endegyldigt havde omdannet sig til foder for den indre svinehund.
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Eders tale skal være... 1998 og 1982
 
Ekstra Bladet ønsker EU hen, hvor peberet gror, og det kan udtrykkes med et enkelt ord. Det er straks sværere at finde ’ja’ på forsiderne, for dette ord forekommer sjældent så frækt og farligt som forsidens personlighed. Et ironisk trallende ja kan dog akkurat opdrives, da den såkaldte parfumesælger bliver statsminister i yuppiefirsernes begyndelse.
 
Ekstra Bladets forsiderEkstra Bladets forsider
Dommedag er nær – 1982 og 1998
 
Katastrofen lurer om hvert gadehjørne i forsidens frygtfremkaldende univers. Hvorfor holde skjult, hvad alle ved? Det hele slutter om lidt, og døden er uundgåelig. Det minder god kunst os om, således også Ekstra Bladets forsider. "Dødsulykker eksploderer" hedder det en dag på dette sted til billedet af en knust bil, og så kan det ikke blive værre. Jo, det kan: "Danmark lukker" i 1998, og det er ikke sjovt. Sjov, så det synger hele vejen til kasseapparatet, er til gengæld overskriften "I dag åbner Irma først ved lukketid". Den tekst er ikke set bedre i årtier. Tilmed overlevede Irma overskriften.
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Kanonisering og kåring –1997 og 2003
 
Verden bliver et kedeligere sted at være, når fanden går i kloster, og Ekstra Bladet kårer helgener. Dianas indlagte glorie ligner et eller andet, der er drysset ned fra Disneylands overskudslager. Hele denne skinhellige forside er en stor misforståelse, som skjuler Ekstra Bladets sande religiøsitet, nemlig tilbedelsen af tilværelsens absurditet, som den kommer til udtryk på næsten alle andre forsider end netop denne. Mere mod er der i den pludselige humanisme, der bryder den ellers så hårdtslående linje og fatter medlidenhed med den tilfangetagne diktator, Saddam Hussein, der blot er "en sølle gammel mand".
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
De sidste skal blive de første – februar og marts 1997
 
Et ufatteligt drama i Det konservative Folkepartis folketingsgruppe, udløst af partiformand Hans Engells svingom med en betonblok og fikst fortolket og orkestreret af Ekstra Bladets forsider. Prøv lige at fornemme avisredaktionens fryd ved samme sted på siden at kunne sætte ordet "spritbilist" – først på den afgående og siden den tiltrædende formand. Bemærk også billedredaktørens dybe greb i skuffen (nederst tv.) efter et perfekt fedtglinsende portræt at matche teksten med. Med til historiens absurditet hører, at Hans Engell ikke var mere "færdig", end at han snart blev chef for selvsamme forsidekunstværk, som havde erklæret ham sådan. Ligesom Per Stig Møller ikke var mere "færdig", end at han her 14 år senere kan optræde på en ministerliste.
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Ups – 2001 og 2004
 
Hvilke rim! Intet sætter gang i kreativiteten som kludder i toppen af kransekagen.
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Vi har standretten helt på vores side – 1983 og 2007
 
Nedrivning fra piedestaler er forsidernes mest populære sportsgren. Først bygges personen op – for eksempel den frække Udenrigs-Uffe og cykelhelten Piske-Riis – hvorefter den med endnu større fornøjelse kan puffes ned igen. Efter min mening er "Fyr den nar" med sin tre ord på hver tre bogstaver mere nydelig at se på end den lidt klodsede omskrivning af kælenavnet ’Ørnen fra Herning’.
 
Ekstra Bladets forsider Ekstra Bladets forsider
Kvindeligt ikon – 1978 og 2005
 
Det større-end-virkeligheden, særegne og korte ord ’Ritt’ har redet forsiden som en mare i næsten en menneskealder. Det er den ustyrlige kvindelige urkraft, vi her har med at gøre. Lige meget, hvor hårdt den slås ned, dukker den op igen, undertiden i helt nye inkarnationer. For at forstå det ukendte politiske fænomen, Helle, må forsiden gribe til Ritt-forklaringen. Bemærk for resten, hvordan man i 1978 har opfundet et helt nyt bogstav i alfabetet for at skrive navnet. Dette ultimative grafiske scoop er desværre glemt i 2005.
 
Selv efter årtier i arkivet kan forsiderne få det til at syde og bæve i underbevidstheden. Med lidt ond vilje kan man konkludere, at forsidernes drivkraft er had og hævntørst, misundelse og mistro, forargelse og frygt. Men billedet er ikke så firkantet endda. Ekstra Bladets forsider sprudler på en god dag af folkelig humor, knitrende klarsyn, legesyg kreativitet og en livgivende antiautoritær energi. Sammensat som menneskesjælen er den forside.
 
Ps. Overskriften ’Falsk advokat slog graverens far ihjel’, som citeredes i begyndelsen af denne artikel, stod oprindelig at læse på Ekstra Bladets forside den 4. januar 1980.
 
---
 
Find selv Ekstra Bladets forsider
Ekstra Bladet har digitaliseret samtlige sine aviser fra 1904 til i dag. Det billigste abonnement koster 99 kroner, som i en måned åbner for arkivet og i øvrigt de daglige aviser. Man kan bladre rundt, men også fritekstsøge. I de nyere årgange vises i arkivet tillige spisesedlerne til de enkelte forsider. Spisesedlerne er tophistorien renset for forstyrrende grafiske elementer som brødtekst, annoncer og henvisninger til andre historier. For jævnhedens skyld har denne artikel valgt udelukkende at omhandle forsider.
 
Læs også:
Gregers Dirckinck-Holmfeld: Tør ­– hvor andre tier (Ekstra Bladets Forlag, 2004)
Niels Heie: Spisesedler (Den Grafiske Højskole, 2004)
Niels Heie: Det blev en galdesten (Kforum, 26. okt. 2004)
 
---
 
Find vej til en forside, du gerne vil være på. Kom til K-dag om pressehåndtering. Læs mere her 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også